Evnen til længsel
Jeg hører man sier, studenterne nutildags
er «materialister». Jeg tror gjerne, der er
noget i det. Jeg tror gjerne, der er mere
konkurranse-dirrende energi end f. eks. i 80-aarene,
og mere strebertum. Jeg tror gjerne,
der er mere horisontløs metode, mere mekanisk
systematik. Det vilde være underlig, om
det ikke var saa.
Der kan være mange aarsaker til det. Det kan ligge i selve luften, som det kaldes: Denne ombygging av Norge til industriland, mens filmen klipper istykker tilværelsen for 25 øre seancen ... ingeniør-epoken, hvor alle fjæs bærer samme uttryk ... det stigende trustvælde, det brutale samhold paa alle omraader, hvor den enkelte blir borte. Alt det virker umerkelig tilbake paa éns syn for hvad der er livsværdi.
Det kan ogsaa være en naturlig reaktion likeoverfor det foregaaende. Den gamle «idealisme» kom med rette i miskredit — den var bare en størknet, reaktionær glose: det var nemlig de som faktisk ingenting trodde, som var «idealister» dengang. Nu er nærmest det omvendte tilfældet. Og det naturlige. Man har bare byttet navn.
Det kan ogsaa ligge i skolegangen: den latterlige overlæsselse med fag, hvorved man indbilder sig, man har snuset til al livets visdom, — og det har man jo ogsaa. — Pressen kan ogsaa ha sin del: den indholdstomme, karakterløse journalistiks stigende, men intetsøkende geschæftighet, som just rekruterer sig her og utnytter al denne smule verdensskepsis med veirhaar paa.
Der kan være mange, mange aarsaker. En aarsak kan ogsaa være den, at man sløifet det saakaldte anden eksamens-aar, saa man like fra artiums-pulten gaar paa hodet ut i brødstudiet med hele dets konkurranse-tankegang. Nu faar man jo ogsaa mere direkte retledning med hensyn til studiet fra Universitets lærere end i min tid; dengang var der blandt dem faa, som stak én taater i munden. Jeg mindes engang jeg avla en professor høitidelig visit for om mulig at utvirke attest, som kunde aapne adgang til laan av skjønlitteratur paa Universitets-biblioteket — det var nok den første professor-visit i min studietid, og det blev den sidste. Den naade var nemlig ganske og aldeles ufravristelig. Og følgen blev da det skjæbnesvangre at jeg ingensomhelst skjønlitteratur læste, og tilsidst endog gav mig til at skrive selv. — Moralsk set er denne avskaffelse av anden eksamen sikkerlig et gode for flertallet. Hint aar var vel bl. a. bestemt til at summe sig paa, famle i, finde frem konturerne av sit eget selv, dets ansigt, — ogsaa til støtte, naar man saa aaret efter selv valgte sit fag. Men nu er det jo saa at der kanske gives en og anden, som ikke har saa særlig meget av ansats til eget ansigt. (Og der er endog dem som mener, at maaske de er de fleste.) For disse blev ialfald hint aar et farefuldt aar: man bare gik og drev. Og blandt dem gik altsaa nogen den vei, høna sparker.
Men det er nu engang undtagelserne som bestemmer aandslivet i et folk. Og for dem er dette hastverk med brødstudiet av litt tvilsom vinding. Nogen har kanske derved vanskeligere for at undgaa at bli materialister; andre til gjengjæld, eftersom de ikke i rette tid fik optrukket de for livet gyldige konturer for sin personlighet, de har lettere for at forbli sværmende skoledukser, som aldrig burde gjøre andet hele sit liv end sætte rekorder ved eksamensbordet, samt slaa encyclopædierne. Jeg bare nævner de to motsætninger i det akademiske liv, som faldt mig ind: eksamens-professionisten og den skeptiske materialist. De er maaske flere nu end i min tid. — Og som følge av det igjen kan jo tænkes at der nu er mere av færdigheter blandt den akademiske ungdom end av karakterer.
Ikke for det; vi hadde materialister i vor tid ogsaa, gudbedre; de hadde bare et andet navn, som sagt. Der var nok vældige lørdags-diskussioner i Samfundet om kvindesak og bohêmen og viljens frihet. Men ogsaa dengang var der nogen, som bare holdt til ute i det ytre rum ved pjolteren, mens salsdøren sloges op og igjen; for dem fortonet indlederens skikkelse derinde paa talerstolen sig komisk, bortimot noget som et snehvitt lam med et himmelblaat baand om halsen, med samt alle de, som hang naivt ved hans mund, naar han greiet ut problemerne mellem himmel og jord. «Lok døra!» skrek det. «Vi ’kke høre paa ’n.» For det tilfælde, at nogen av disse er blit statsraader eller andet stort, hytter jeg mit skind og tar reservationer: der sat tillike mange bra folk derute. Men der sat ogsaa som regel la jeunesse dorée. Og ikke akkurat netop aargangens genier. Likefuldt yngel fra den officielle «idealismes» arnesteder, hvor «det gode», «det sander, og «det skjønne» som tre engler hadde vakt ved hovedgjærdet imot den farlige tidsaand. Mange av dem er visst borte nu. Men av og til hænder det, at der glir forbi én paa gaten en blomstrende rød næse, som man synes likesom at skulle dra kjendsel paa, inde i nogen stranter snehvitt oldingeskjeg, og med en liten verdensfjern levning av et usikkert dyreblik — én mindes en pjolter og et rop: «Lok døra!»
Mulig, det allikevel ingen anden vei var at gaa: det aar maatte sløifes. Den gamle ordning var litt sløseri med menneskemateriel. Og nøkternhet har sine utvilsomme fordele, i den ene og i den anden betydning.
Men materialismen vil allikevel aldrig faa helt [bugt med aandslivet her nord. Evnen til længsel hører landet og stammen til. Den er ikke bare livsbetingelsen, — for der er saa mangen livsbetingelse som brister. Men den er livs-følgen.
Naar vintersolhverv er inde, brækker vi bjerkeris og tar med hjem og sætter det i glas. Og vi sørger for isklumper om kvisten, mens stue-varmen svæver rundt den glinsende knop. Om en maaneds tid skinner januarsolen gjennem det lysegrønne løv. Men isen i glasset har æren; den drev det frem.
Og naar den gamle nordbo i viking-old, og senere, fór vide i vesterland og endnu længre, ja gjennem Nørvasund, og veiret ind Middelhavets luft, stirret ned i dets silkebløte bølger, og naar han saa en høstdag vendte tilbake til hjemlandet eller til øen langt der nord, saa hadde han den lange vinters solløse døgn, saa hadde han den karrige, jøkeldækte jord; saa laa der is om roten. Han krøp under skindfelden i sit kulmørke sengeskap, men med Sikiley’s solhimmel tændt i pupillen. Han fandt ordet for navnkundige bedrifter, og daaden øket; derinde i sengeskapets nat vilde han fundet ordet, om han saa selv ikke hadde øvet anden daad end krabbet op paa Piræus-løvens bak og pikket ind sine runer med sverdslirens dupsko. Lengselen skapte sagaen her nord, middelalderens største ordets kunst.
Men der er endog skikkelser i selve sagaen, som decideret ikke hører nordboens breddegrad til, og som føler sig døgervild, der han er sat, endda sagaen ikke aner det: Kaare i Njaals saga! — da han efter hovedbegivenheten, mordbranden paa Njaals gaard, reiser om og halvt mekanisk besørger sine blodhevn-pligter. En dag holder han til under en hiller og venter paa Sigfuss-sønnerne — jeg tror det er de som da staar for tur — og Bjørn bonde, hans følge, sitter hos ham, denne mand, som er sendt avsted med Kaare av sin kone, med den trudsel, at hvis han ikke er flink, saa kommer han aldrig mer i hendes seng; Bjørn fortæller løst og fast og er morsom, for at faa tiden til at gaa. Og Kaare hører paa — den ensomme mand med den nye, vide verdensbevissthet. Og saa sier sagaen at han hadde sin største moro av Bjørn’s ræggler. Det smil skulde jeg imidlertid git meget for at se; for det eiet den vidunderlig fjerne glans av anden hjemstavn end Island. Var ikke den mand kanske havnet for langt mot nord? Folkeslagene paa jorden sitter jo ikke altid der, hvor de var kaldet at sitte ... Eller Eyrbyggja-saga! — da rygtet melder at nu er der landet en skute paa øen med irske mænd ombord og en kvinde, som har med sig sengespre og putevar av silke: Hvor skjælver ikke øens kvinde-sind heftig og blusser op ved de tidender!
Sindene fik imidlertid ved isen omkring sig i eie den dyreste evne av alle. Forutsat da at livet ikke er akkurat bare at tjene penger. Kanske i det hele det just er derfor at de smaa folk eier forholdsvis mere kunst og flere kunstnere end verdens-rikerne. — Og det er vel det selvsamme som gjør, at den virkelige kristendom har vi litt av her nord endnu den dag idag, nemlig evnen til forsagelse av det nærværende til fordel for glæderne hisset, og som kan faa utslag i den vetløse gavmildhet til missionsmarken. — Man digter; ti vor jord er karrig, jøkeldækt. — Eller husk den frodige folkeornamentik i vor nationale, sekellange nat! Al Sætesdalens kunst i sagn, i stev, i skurd bærer merke efter at være blit til i det indestængte, med isklumper om roten.
Længsel er geniet i den nordiske digtning.
Og med digtning mener jeg altsaa sjæle, som er ute og svæver, — om det er lik flaggermusen mot nat paa svarte vinger, eller som de sværmende, kredsende duer med solskin helt ind i slagfjærenes rot. Jeg mener ikke sprog-gjøgleri. Jeg mener ikke den bornerte, bedsteborgerlige vitsfabrikant. Jeg mener i det hele intet av det, som skal dække over at der intet er under. Digtning er det, som Hugo sier i de deilige linjer:
L’ art, c’est la pensée humaine
qui va, brisant toute chaine ..
Nu, og dengang, og altid. Man vil kalde det romantik. Ja! Der eksisterer ikke digtning uten «romantik». — Det er utidsmæssig tale — heter det ikke guvernante-snak? Og en og anden læser tænker nu paa det hvite lam med det himmelblaa baand; for han mener at livets kunst nok har lært fra sig andre ting.
Men er det anderledes i de andre lande? Er ikke Shakespeare og digterne om ham rundet av længselen? En hel ny verdensdel var dengang opdaget, og eventyrets tidender stod ind imot den hvite kyst paa de blaa bølger og hvisket i hvert græsstraa henover den grønne ø. Var maaske Shakespeare mulig nu i det materialistiske og idéløse England? — Og med Cervantes og Lope de Vega er det det samme. — End Nederlandenes kunst? Rembrandt? Var det kanske midt i deres velmagtsdage som nation han straalet? — Og i Peloponneser-krigenes opløsende aar hadde Hellas sin række udødelige kunstnere. For selv i syden, hvor der er sol og herlig bærende muld og det bare er palmerne som fremdeles skranter litt paa grund av breddegraden, selv der er længslen sjælen i folkenes største kunst. Husk tonen gjennem digtene av den forkrøblede Leopardi: De formelig gisper efter Italiens nationale gjenreisning. Dante var intet andet inderst inde end en ustanselig mumlende tale om denne længsel. Petrarca’s største udødelige canzone Italia mia er rundet av den. Ja, det folks renæssanse-kunst blev til under samme smertefølelse, under den nationale tilintetgjørelses mare; gjennem dens egteste kunst føler man ialfald, hvor kunstneren søker at omgaa øieblikkets og virkelighetens alvor, famler efter lise. Og er det ikke for den nationale misère, saa er det for den moralske. Isklumperne drev kunsten frem.
Og av den grund har ikke folkene sin største digtning, naar de er paa høiden av sin magt og blomstring; just da er der oftest taushet. Hvordan saa f. eks. Tyskland ut paa Goethe’s og Kleist’s tid? Bare nationale trængselsaar! End Tyskland’s kunst efter seiren 1870?
Man kan gaa verden rundt efter hvert folks største kunst, vi møter det samme overalt: Savnet skaper længsel, og længslen skaper ordets kunst. Forsaavidt er kunsten samfundsbevarende; av egen indre drift holder den gjennem længslen bevisstheten levende om kraft, som i øieblikket ikke strak til.
Der er visselig ingen regel uten undtagelse, der er skapt kunst ogsaa paa høidepunktet av lykke. Men oftest er det saa som med den enkelte kunstners liv: Selv en liten fantasi kan en dag skape kunst under motbør; og han mister evnen, den dag lykken vender sig og materielt velvære indtræder. Det merkelige og bedste blev til i hans saakaldte vanskelige aar.
Jeg hører, man svarer lammet: Nei, nu er vi virkelig blit voksne! Nu higer vi ikke mer. Maa jeg isteden be om fakta! Amerika! — Og det lar sig høre. Det er klar materialistisk holdning. Og ikke feighet. (Jeg skyter bare i farten ind et spørsmaal: Hvad er fakta? Er det evnen til længsel? eller er det aktier og stempelstænger?). Man faar bare ta skridtet helt ut, benegte kunstens ret i nutidens liv. Det er der heller ikke noget nyt ved at gjøre; der findes endog hele store nationer, som i grunden gjør det; indtørkede kræmmernationer, for hvem kunsten er likegyldig, og ialfald: det likegyldige er kunst. Der er vistnok dem som mener at just dette varsler om at førerstillingen vil falde dem av hænderne før eller senere; men de behøver jo ikke at ha ret. Og ialfald: det skal man ikke glemme Tyskland — selv om man heller ikke skal glemme det forbrydelsen mot Belgien — man skal ikke glemme det, at det har sin længsel i behold; det har trods al formløshet evnen til at hige. Som folk har det i et overstrømmende gemyt bevaret den store andagt for aandsliv og for kunsten, selv om dets generalstab morer sig med at pille ned ornamenterne fra Reimskatedralen. Efter endel lektioner lærer det vel med tiden det andet: international folkeskik.
Men begge dele i ett: avskaffelse av kunst og allikevel snyltedyrets kultus av den kunst, som karakteriserer sig ved de mange smaaerend til publikum, ved dette flakkende sukces-blik til alle kanter som fra en hanes øie, — det er ingenting, det er sjælløst fusk, det er kappen paa begge skuldre. Det er kanske litt puritansk i kravet: men til de mange av studenterne, som siden kanske skal sætte sig op til dommere over bildende og skrivende kunst i landet, vil jeg faa si: Ta standpunkt her! Enten for kunst, eller mot kunst! Og blir det for kunst, saa haan ikke de unge, som famler; ti de har evne til længsel. Negt det andet agtelse, fusket som spankulerer med hane-øiet. Eller spender et smil paa det. — — —
«Lok døra!» hører jeg.
Ja, her sitter jeg jo atter midt i en opbyggelse. Nu slutter jeg. For det er noget i det, en skøier av en ven nyss skrev til mig i anledning av denne opdukkende trang at ville ind iblandt folke-profeternes kreds: Du træffer mange der, som du ikke liker.
Jeg præker ikke mot tidens «materialisme». Studenterne faar stupe sig ned i retningen som ved enhver retning i aandens rike: man kommer nok op igjen, saasandt man kan svømme. Jeg vil bare ha sagt, for at ha sidste ordet: Det motsatte venter fusket i kunsten, det uten evne til længsel. For det kan nemlig ikke svømme. Haner skal ikke kunne svømme.
- (1916)
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |