Eventyret ved Rigsgrændsen/19
Nittende Kapitel.
Nyheder fra Sverige.
Luoppidan.
Lige saa lidet som vi ville lytte til Tyecirklerne den følgende Dag, da hele Staden var opfyldt med forskjellige tildels udpyntede Rygter om Ballet hos Spalten, — lige saa lidet driste vi os til at afsløre det forvirrede Tankespind, der uredt slyngede sig sammen i Eulalias Sjæl. Hun var alt for exalteret til at blive syg; anderledes kunne vi ej forklare os, at ingen Feber kastede hende paa Lejet.
„Hvo var Bergmanden?“ Eulalia vidste lige saa lidt som den øvrige Stad at besvare sig dette Spørgsmaal.
Skjønt Eulalia neppe vidste, hvad vi allerede ere underrettede om, at Leiner havde fundet Trøst for sit syge Hjerte ved Margrethes Bryst, og hendes første Tanke maatte falde paa ham, — blev det hende dog fuldkommen indlysende, at Masken ikke havde været Leiner. Det slette Tydsk, der tydelig røbede Mangel paa Øvelse og ikke Forstillelse, den lavere Væxt, den slette Holding og endelig den hele upassende Opførsel tilkjendegav en anden Person; men hvem denne anden var, det kunde hun ikke en Gang gisse. Om Læseren er klogere, er mig umuligt at slutte med nogen Grund, og jeg iler derfor ad en nødvendig Omvej at oplyse dette Punkt.
Nogen Tid førend Spalten gav sit ved Bergmandens ubudne Mellemkomst forstyrrede Bal, hændte det sig, at en gammel Mand og en middelaldrende befandt sig i en Skjænkestue i en svensk Kjøbstad. En liden Bolle Punsch stod rygende paa Bordet. Den Gamle skjænkede flittig i de tvende Glas, og Glædens Purpur blandede sig med Vingudens paa hans trinde Kinder,
„Fortæl mere, Morbroder!“ bad den Yngre, idet han stødte sit Glas imod Gjenboens.
„Ej, Du Djævels Unge! — Gud forlade min Synd! Du er ret ligesom din Fader; ret som Krud med Ild i. Ak, din Moder var en velsignet Kone! havde hun levet længere med Dig, det var gaaet Dig bedre. Sig mig nu, Martin, beflitter Du Dig ogsaa herefter stadig paa en god Vandel for Gud og Menneskene?“
„Kjære Morbroder! Væn eder dog af med dette „Martin;“ ellers tør jeg slet ikke blive her en Time mere. Jeg heder nu en Gang Brugspatron Linde.“
„Det er tungt, Martin, at Du maa fornegte dit Navn og din Slægt. Det tog en bedrøvelig Vending med dine Studeringer. Ja, smaa Fugle skulde ikke flyve højt. Skjønt Vorherre havde givet Dig Vinger gode nok, men — —“
„Ak, Morbroder! Nu ere de stækkede. Tal ikke mere om det, Gamle. Jeg bøder nok for det, og i mit stille Hjem bor Vindskibelighed og Ærlighed.“
„Men saa burde Du tage dine Forældres ærlige Navn igjen. Studenten, som Du sloges med, er jo ikke død; han lever i sit gode Embede; den Relegation, eller hvad det er, kan jo ikke mere skade Dig. Kom frem for Dagen! Ærlighed varer længst! Din gamle Morbroder Gren kjendes jo ved Dig. Drik paa det en Gang!“
„Nej, nej, Morbroder! Det forstaar I ikke. Dermed ere mange slemme Ting forbundne. Lad Du din Søstersøn være borte. Vil Du en Gang besøge Linde paa hans stille Gaard i Finland, saa gjør Du mig inderlig glad. Men kom ikke med det, der er glemt!“
„Ja, ja! Naar det skal saa være, Gren kan nok tie, min Gut. Men at Du ikke vilde give Dig tilkjende før, det kan jeg ikke glemme. Ak, din Søsters Træk talede saa højt til mit gamle Hjerte! Naa, drik en Gang!“
Brugspatron Linde, eller som vi før en Gang have nævnet denne Mand i en da meget forskjellig Stilling fra den nærværende: Lars Brynøs (hans oprindelige Navn have vi ej kunnet opspore), drak flittig med den Gamle — dels af Vane og Tilbøjelighed, dels denne Aften tillige af en anden Grund. Gren havde nemlig foruden sit ikke usædvanlige lille Punsch-Rus tillige et Glædesrus, førend han uventet stødte paa sin forvildede Brodersøn; i den fra den fidstes Side ikke kjærkomne Gjenkjendelses-Scene plumpede han frem med en Efterretning om sin Herre, Grev Lindholm, hvilken vel i sig selv ikke var nogen dyb Hemmelighed, men som det dog ikke sømmede sig for Tjeneren at udbasunere, — og som vakte Lindes udelte Opmærksomhed. Hvorledes nu Gren snoede og vendte Samtalen, ledede Brodersønnen den stedse igjen over paa det samme Thema.
Da traadte et Bud ind for at melde Gren, at Greven blev Natten over hos en Bekjendt i Byen, og at Gren skulde af Kufferten udtage nogle Klæder. Den Gamle, der var temmelig beskjænket, modtog Nøglen fra Budet og opledte ikke uden Vanskelighed ved Lindes Hjælp de forlangte Sager. Den Sidstes skarpe Blik opdagede en Pakke, hvis Udskrift ved Grens foregaaende Fortælling blev ham alt for vigtig, til at han ej skulde bemægtige sig den. Nu havde han intet mere Magtpaaliggende, end at faa Morbroderen til Sengs, og med bankende Hjerte ilede han op paa sit Værelse og udfoldede Papirerne.
Udskriften paa den brækkede Pakke lød saaledes:
Aar efter Guds Byrd tusind, aatte hundrede, den tyvende Dag i Christmaaned modtog jeg under Forsegling denne Pakke af Enken, Fru Ranner, under Løfte, som jeg gav og her paa Embedsord giver, at samme skal hos mig bero og ved min dødelige Afgang til min Eftermand i mit Embede, overgives for at opbevares forseglet, som den er, — indtil enten Enken, Fru Ranner, den selv igjen maatte forlange, eller hendes Datter, navngiven, Laura Ranner, efter Moderens Død den maatte begjære. Dette til Bekræftelse under min Haand og mit Segl.
Datum ut supra.
Awell,
Kyrkoherde.
Indeni laa først et Brev med Overskrift: „Til min Laura!“ Dette lagde Linde hurtig til Side og begyndte at læse Følgende:
„Jeg er en norsk Preste-Enke; mit Navn er Elisa Rønne. Fra min Barndom lærte jeg at kjæmpe med Modgang, og neppe tændte Haabet sin Fakkel for mig, førend den slukkedes med min inderlig elskede Mands Livslys. Pantet paa vort korte, lykkelige Samliv var en eneste Datter, som vi kaldte Laura. Jeg boede med min Spæde paa en Bondegaard i meget trykkende Omstændigheder. Da lærte jeg at kjende en fortræffelig Dame, nu salig Fru Adlersberg, der snart blev min fortrolige Veninde. Hun var ikke lykkelig gift, og vor, skjønt forskjellige, dog lige ublide Skjæbne knyttede et Baand imellem vore Hjerter, som jeg daglig erfarer var stærkere, end at Døden kunde sønderrive det. Paa sin Dødsseng tog min forevigede Veninde det Løfte af mig, at jeg skulde være Moder for hendes Børn, og især lagde hun sin elskværdige Eulalia paa mit Hjerte. Den ældre Dreng maatte hun forudse, vilde snart rives ud fra min Omhu. Med mine ringe Effekter flyttede jeg altsaa ind til Oberstløjtnant Adlersberg, der boede i trange Kaar paa en liden Ejendom. Daglig maatte jeg lide Ubehageligheder, som her ikke er Sted at fortælle; men mine to søde Smaapiger, som jeg elskede med lige Kjærlighed, lønnede med deres Smil min Møje. Imidlertid havde Oberstløjtnanten tilsat Alt, hvad han ejede og, det maa jeg for at retfærdiggjøre min følgende Handlemaade lægge til, ogsaa det Lidet, jeg havde sammensparet. Paa en Gang fortalte han, at der i hans Fædreneland havde aabnet sig en udmærket Lykke for ham. Vel indsaa jeg snart, at han byggede paa tomme Forhaabninger; men jeg maatte blive mit Løfte tro og følge min Eulalia ud i den vide Verden. Desuden havde jeg tilsat alt Mit, og der blev mig intet Valg tilovers for min Laura. Vi rejste da, Adlersberg i en Vogn med sin Søn, en Dreng paa ti Aar, — jeg med mine to fire-Aars Glutter bag efter i en elendig Kjerre, der blev trukken af Oberstløjtnantens gamle Hest. Det var en bælmørk Høstnat, fidst i forrige Maaned, da vi ad en slet Bygdevej vare komne ind paa svensk Grund. Min Laura rystede af Kulde, og Regnen dryppeve igjennem vor usle Kalesche. Eulalia sov sødelig og var taalelig indpakket. Da bad jeg — saa vilde mit Barns Skjæbne, Adlersberg om at tage den Syge til sig — og torde ikke tilstaa, at det var min, jeg rakte ham i Vognen. Neppe vare vi igjen kjørte et Stykke, førend den forreste Vogn blev overfalden af Røvere. Med bævende Hjerte holdt jeg stille i den mørke Nat. Men da et Skud eller to faldt, kastede min Hest sig til Siden ad en Sidevej i Skoven, og jeg ulykkelige Moder tabte aldeles Besindelsen. I en snæver Skovhytte slog jeg atter Øjnene op. Det var Dag; Eulalia sad grædende ved Sengen. En godmodig Bondekone rakte mig Melk, og paa mit bange Spørgsmaal om Vognen kunde hun intet Svar give. Trods min Angst og Jamren maatte jeg i min afkræftede Tilstand blive paa det usle Leje. Hvorledes jeg efter flere Dages Forløb kom mig lidt, hvorledes jeg underrettedes om, at Adlersberg vel var undsluppen fra Røverne — men mit Barn, min Laura, knust: det kan jeg ikke mere sige. Efter tusinde Taarer over Lauras Skjæbne, efter ved et Postbud, som paa sin Vej traadte ind i Hytten, med egne Øjne at have set i Avisen mit Barns Død og Oberstløjtnantens Afrejse, — tog jeg den Beslutning, som maaske ikke kan forsvares, at skille mig fra den letsindige gamle Mand og beholde hans Eulalia i Lauras Sted. Nej! for Retten, for Menneskene — kan jeg vistnok ikke forsvare min Handlemaade. Men Gud saa mit Hjerte; han tilgiver mig. Laura var død i Eulalias Navn. Eulalia, min elskede Venindes mig testamenterede Barn maatte erstatte mig hende. Fattig er jeg. Den Smule, Kjerren indeholdt af Værd, vil netop strække til at skaffe mig og mit Barn Underholdning i den kolde Vinter. Gud sørge for Resten! Jeg tror, Du vandt ved Byttet, min Eulalia, nu min Laura. Du skal lære det Gode; Du skal blive en from og duelig Pige, — saa sandt Herren forlene mig Kraft og Liv! Dette nedlægges for Fremtidens Muligheder i en ærværdig Gejstligs Haand. Næst denne Beretning, som jeg bekræfter med min Ed: saa sandt mig Gud hjelpe! skal Barnets Arme, om det en Gang behøves, bevidne Sandheden af min Forklaring. Thi paa begge staar udstukket Baronens Vaaben, en flakt Ørn, hvilken han selv har paasat Barnet. For at være sikker for Opdagelse forandrede jeg i mine Breve og Papirer mit Navn Rønne til Ranner. Gjerne vil jeg gaa i Graven med min Hemmelighed. Helst saa jeg, at den aldrig afsløredes; min Laura blive lykkelig i min ringe Stand! Men min Samvittighed tilsiger mig at gjøre det muligt for Barnet — en Gang at optræde med sit rette Navn.“
Linde foldede Papiret sammen og gik med store Skridt op og ned ad Gulvet.
„Og hvad bliver der saa af Dig, arme, forstødte Ragnhild! Eulalia! nu Laura!? Hvo optager Dig i sine Arme, naar Du staar der i den graa, fugtige Virkelighed, og alle Højhedens Regnbuefarver ere udbrændte, og Du for Skam og Jammer ikke ved, hvor Du vil skjule dit blege Aasyn! Ha! saa kommer Martin, som Du engang forskød, og byder Dig sin trofaste Arm. Almægtige Gud! Vi have lidt begge, hver paa sin Kant. Lad nu Fredens Sol opgaa over os! Min Kjærlighed har fortjent hende. Hun skal endnu blive lykkelig!“
Morgendagen afbrød Ytringerne af hans blandede Følelser. Han trykkede Pakken ind under Kuffertlaaget, vækkede Gren og fortalte, at han havde besluttet at søge Tjeneste hos Greven paa nogen Tid — for at være sammen med den kjære Morbroder. Gren forsikrede ham glad om sin Medvirkning. Lindholm, som laa paa Reisen til Kjøbenhavn, lod sig af den tro Tjener overtale til at antage Linde, der blev ham forestillet som Grens Slægtning. Saaledes have vi nu løst vor Fortællings Hovedknude, og det er vel unødvendigt at tilføje, at det var Linde, som fremtraadte i Bergmandens Kostume, og som ved Hjelp af en tilstrækkelig Portion Knaldsølv reddede sig af hin yderst slemme Stilling hos Spalten.