Eventyret ved Rigsgrændsen/15
Femtende Kapitel.
Leiner rekognoscerer.
Og Havets skjællet Dyr Hæk at lade sprette:
Det synes underligt; dog har Ovid og Fleer
Udrettet, tykkes mig, saa dristig Ting og Meer.
Fra Middelalderen.
I en prunkende Rad Slæder drog det samtlige Selskab fra Thorsrud til Kirke og derfra til Adlersberg, hvor der saluteredes med smaa Metalkanoner. Ved Gaardsdøren stode fire Tjenere i Livree. Midt paa Gaarden holdt Livjægeren, der var udnævnt samme Dag til denne Post, understøttet af adskillige Jægerdrenge, flere Kobbel hylende Hunde, der i Hast skulde forestille Jagthunde, men som bestode af alskens sammenlaante eller til Festiviteten opsnappede Hunde af alle Arter. Baronen var iført en saakaldt sachsisk Hofdragt og skinnede af Galoner. Han mødte sine Gjester ved Salsdøren og ledsagede ved Hænderne de to Matroner, der knikkede og nikkede, som om deres Hoveder vare af Led. Hermann hilste Damerne med nobel Negligence og bukkede med et spørgende Blik for den Fremmede, indtil Leiner, der havde tabt sig i sine egne Tanker, kunde præsentere Greven. Men ogsaa Greven syntes at studse og vedblev at maale Hermanns Anfigt.
„For Fanden, Messieurs! Hvad fejler jer?“ spurgte endelig Leiner. „Have I seet hinanden et Steds før?“ — Begge forsikrede Nej, og Hermann hviskede til Kaptejnen: „Jeg har aldrig seet et mere imponerende Ansigt; hans skarpe Blik dekontenancerede mig aldeles.“
Vi have ikke i Sinde at opvarte med Baronens Løjerligheder eller Selskabets temmelig almindelige Konversation. Greven forelskede sig næsten i den unge, vindige Adlersberg, uagtet han meget godt saa Mandens Fejl. Men han forsikrede Leiner, at Hermann var Lauras Skyggebillede, og at ligesom Margrethe lignede hende i Stemme og Aand, saaledes var der Noget i Adlersbergs Bevægelser, Takt, Manerer, som overordentlig lignede hans Laura, og selv i begges Profil troede han at opdage Overensstemmelse. Leiner undrede sig; men han maatte forklare sig det af Lindholms levende Indbildningskraft, der overalt vidste at udfinde og udmale sig ethvert nok saa svagt Spor af den Elskede. En anden Bemærkning, næsten samtidig med denne, maatte Leiner imod sin Vilje gjøre: at Mennesker, der have trukket sig pludselig sammen ved en dem selv uforklarlig Interesse, sjelden længe holde ud med hinanden, især naar de alt for meget ile med at udtømme sit hele Jeg i hinandens Bryst. Lindholm begyndte efter faa Dages Forløb at kjede sig, og denne Følelse smittede saaledes hans arme Vert, at de ofte begge sad lige over for hinanden med Haanden hvert Øjeblik foran den vidt aabnede Mund. Der gjordes derfor kun faa Indvendinger, da Greven omtalte sin Rejse, og kun den gamle Gren syntes saa godt om Alting her, at han gjerne havde renonceret paa Kongsbergs Herligheder. Ved Afskeden følte de to Venner dog ret hjertelig, hvor meget de holdt af hinanden, og under det gjensidige Ønske, at deres Sjælesaar ret snart maatte læges, skiltes de med et varmt Haandtryk og fugtigt Øje.
Vi kunne nu uden Tab ile hen over Løbet af Vinteren og den paafølgende Sommer. Leiner var stedse mere indsluttet i sig selv; hans Omgang med Willers var næsten aldeles afbrudt, og Frederikke, der var kjed af at vente længere, havde forlovet sig med en af de nyeste orthodoxe Kandidater. Imod Efteraaret 1813 begyndte det at blive usikkert i Landevejen. Posten var røvet paa Grændsen, og der blev sagt, at et Par mistænkelige Karle opholdt sig imellem Fjeldene. Kaptejn Leiner fik Ordre med et Detachement at undersøge den berygtede Egn. Denne Adspredelse var ham kjær, og han drev med Iver paa, at den lille Erpedition saa snart muligt kom i Stand. En Eftermiddag havde han i al Stilhed okkuperet de angivne Passer og udvalgt en bekvem Høj at bivuakere paa.
„Hvad heder den Plads der nede i Fordybningen?“ spurgte han en af sine Jægere, idet han pegede ud for sig. — „Fursæt!“ var Svaret. — „Fursæt!“ gjenlød det længe i hans Sjæl, og han stirrede med Vemod igjennem Aftentaagerne hen i Dalen.
„Ole, giv mig min Rifle. Jeg vil spadsere lidt.“
„Alene, Hr. Kaptejn? Det mørknes alt; maa jeg ikke være med Dem?“
„Vist ikke; jeg gaar blot lidt omkring i Dalen. Skulde jeg tage fejl af Vejen, saa skyder jeg, og Du svarer her oppe.“
Leiner satte Kursen lige imod Hytten; men da Stien snart slyngede sig i mange Krumninger, snart aldeles forsvandt, hvor Grunden var stenig, varede denne Vandring længe, og han besluttede allerede at vende om, da han temmelig nær ved blev den opstigende Røg fra Hytten var. Med underlig Varme traadte han til Døren og lagde dvælende Haanden paa Klinken. Han traadte ind. Et Lys brandt paa Bordet, og — man tænke sig hans Overraskelse! foran Bordet sad Ragnhild! — Hun udstødte et Skrig og sprang hen imod ham med udbredte Arme. Stiv som en Støtte stod Leiner og støttede sig krampagtig til Væggen. Da sank ogsaa Ragnhilds Arme, og hun brast ud i høj Graad. — Endelig kom Leiner til sig selv og tog skjælvende Ragnhilds Haand.
„Ulykkelige Pige! Skal jeg se Dig her igjen! Gode Gud, Ragnhild, hvilke Drømme har jeg drømt om Dig! Sig mig nu i Hast: kan jeg gjøre Noget for Dig?“
„O Gud, nej! Det Eneste, jeg har bedet Himlem om, var at se Dem endnu een Gang, for at forsikre Dem om min Uskyldighed. Men nu, jeg ser Dem, mistviler jeg om, at De vil tro mig.“
Leiner rystede uvilkaarlig paa Hovedet, og Ragnhild brast igjen ud i Taarer. Paa een Gang blev hun angst og spurgte ham trængende, hvad der førte ham hid.
„Jeg er kommanderet efter en Røverbande, som skal opholde sig her i Egnen“, svarede Leiner og saa sig pludseligt rundt om, greben af en øjeblikkelig Mistanke. Ragnhilds Bryst fløj højt. Hun lyttede. „Hurtigt, Leiner, ved alt Helligt, følg mig, eller De er forloren. Jeg hører Stemmer. Kom, kom!“
„Hvad? Tror Du, jeg løber i Skjul for dem, jeg forfølger?“ Han spændte Hanen.
„Herre Gud! De bliver overmandet! Lyd mig denne ene Gang!“
Leiner maalte hende mistroisk med skarpe Blik.
„O Gud, o Gud! For min Kjærligheds Skyld til Dem, Leiner, kom!“ Flere Stemmer hørtes udenfor, og nødtvungen ilede Kaptejnen op ad den betegnede Loftstige. Neppe var han med begge Fødder paa Loftet, førend Døren sprang op.
„Er han her?“
„Hvem?“ spurgte Ragnhild. Man svarede ikke, men satte sig.
„Jeg saa tydelig Fjærbusken her tæt om Hytten. Men den fordømte Kratskov.“
„Hvorfor klemte Du ikke paa ham?“
„Er Du gal? Det rødner jo af Folk rundt omkring. Nej, han maatte fanges.“
„Ved Du hvad, Arve, jeg tænker, han kommer her ind.“
„Snak, nu er det for sent. Mørket har drevet ham hjem.“
„Hvad gjøre vi nu? Pakke vi sammen i Nal; eller gjemme vi os i Kjelderen?“
„Gaa ud lidt, Ragnhild.“ Ragnhild gik skjælvende ud af Hytten.
„Hør Kammerater! Dersom vi torde betro os til Ragnhild, saa krøb vi i Hulen til Faren er over.“
„Nej, saa Bitterdød, om jeg tror hende over en Haandsbred.“
„Ja, men hvor vi komme hen, er Fare paafærde.“
„Og nu skulde just Hulen nytte os, derfor har vi den.“
„Hør en anden Udvej. Lad os rulle et Anker Vand der ned nu strax. Brændevin og Brød har vi for flere Dage. Saa gaa vi ned og sige imidlertid Ragnhild, at vi gaa over Grændsen. Imidlertid vil de Hunde vel fortrække.“
„Det forstaar sig, naar hun ikke ved noget, saa kan hun ikke sige noget.“
„Og Hulen er dog skikkelig sikker.“
„Ja, naar de ikke have Fanden selv til Vejviser.“
„Skal det være saa da, Gutter? Saa lad os skynde os. Fanden tro den Krybskytte af Løjtnant; han kan endnu gaa her og varere[1].“
Ragnhild blev kaldt ind og fik Ordre at lave en stor Gryde Suppe og koge en hel Mængde Kjød „til Rejsemad.“— Saa snart hun havde hentet det nødvendige og var i Arbejde, trak Banden afsted paa Arve nær, som skulde komme efter med Maden. Den arme Pige kogte af alle Livsens Kræfter, og Angsten drev mere Sved ud end den blussende Kjøkkenild. Længe sad Arve taus paa Bænken og syntes at grunde paa, hvad han vilde sige. Uden Tvil havde han i Sinde fuldkommen at fortro sig til hende. Men Sagen maa have forekommet ham betænkelig, og han begyndte at tale om Rejsen. Til Ragnhilds store Forskrækkelse begyndte han at søge efter en Trøje og erindrede sig, at den laa paa Loftet.
„Bi, bi! Jeg skal —!“ raabte Ragnhild og kastede Ildtangen.
„Jeg tror, Du er fra Viddet“, brummede Arve. „Pas Du din Suppekjedel, mit Barn.“ Og nu satte han et Stykke Lys i Hornlygten og steg op ad Stigen. Pigen troede, hun skulde besvime. „Gud holde sin Haand over Leiner! det gaa med Arve, som det kan!“ sukkede hun og ventede hvert Øjeblik, at Opdagelsen skulde gaa for sig. Imidlertid kom til Ragnhilds store Forundring Arve ganske rolig ned med Trøjen paa sin Arm.
„Hvor kan han have skjult sig?“ Dermed brød hun nu sit Hoved, satte imidlertid den kogte Mad ud for at afkjøles, og gik med fornyet Mod sin Husbonde tilhaande. Efter et Par Timers Tid var Alt færdigt; Arve slog Suppen i en Dunk, pakkede for et Syns Skyld Kjødet ned og gav Ragnhild Instrux, at hun kunde svare Kommandoen, dersom den kom til Hytten.
„Lad mig nu se, Du holder Dig brav og er lige saa ærbar imod Soldater og Officerer, som Du har været imod Bønder.“
Han gav hende et dygtigt Kys og ilede ud. Nysgjerrig saa Ragnhild ud efter ham og hørte hans Fodtrin ved Bagerovnsskuret. — Med lettet Bryst ilede hun tilbage for at befri sin indelukkede Ven. Hun kaldte, men intet Svar. Nølende steg hun op. Intet rørte sig. Da faldt hendes Blik paa Loftlemmen, og nu var Gaaden løst. — Lige ved Begyndelsen af Røvernes Samtale havde Leiner, der ikke var tjent med at findes her, og som med sine Folks Hjælp nu kunde fange hele Reden, søgt efter en Udvej. Heldigvis stødte han med Hovedet i det snævre Rum paa Lugen; den gav efter, idet han rejste sin krumme Ryg, og nu var han i to Spring paa Jordtaget og nede paa Marken. Ilsom jog han op igjennem Fjeldstien. Bivuak-Ilden viste ham Vejen, og saa hurtigt, han kunde trænge sig imellem Krattet, var han hos sine Folk, der ængstlige havde ventet paa ham og stode i Begreb med at udsende Patrouiller. Han afbrød det almindelige Glædesraab.
„Flink, Gutter! Underofficeer og serx Mand afsted! Jeg har gjort en Fangst.“
Saa sagte som muligt steg Kommandoen ned ad Stien og omringede Huset. Leiner traadte rask ind med to Mand. Ragnhild gik bævende den Forbausede i Møde. Leiners Øje flammede; en Purpurstrøm steg op i hans Kinder. Nu først følte han Ragnhilds ulykkelige Forfatning. Med dæmpet men fast Stemme traadte han hen for hende og spurgte mere med Øjnene end med Ord.
„Jeg ved, hvor de ere, og skal vise Dem Vejen;“ sagde Ragnhild efter en kort Kamp. Hun tændte Hornlygten, forfulgt ved hvert Trin af Soldaternes Geværpiber.
„Hanen i Ro! Dette Fruentimmer bedrager os ikke!“ raabte Kaptejnen. Man fulgte hende. Med skjælvende Haand pegede hun paa Bagerovnen og gav Lygten fra sig, idet hun traadte tilbage. I Leiners Bryst kjæmpede Iver for Pligtens Opfyldelse med brændende Smerte.
„Er der ingen anden Indgang, Ragnhild?“ hviskede han. Hun benegtede det. Nu lod han løse et Skud i Ovnen og raabte derpaa med Tordenrøst: „Her ud, Kjeltringer, eller jeg skyder jer sønder og sammen.“ Det virkede. Man raabte Pardon. „Kom op En for En, saa skal vi tales ved!“ vedblev Kaptejnen, og i faa Minutter var den hele Bande, bestaaende af fire Mand, i fri Luft og bagbunden.
Ragnhild havde imidlertid selv bedet en af Soldaterne om at binde hende. Hun kunde ikke udholde den Tanke, at ansees af Arve for at have forraadt ham.
Skummende af Harme stode Forbryderne imellem de hoverende Soldater.
„Der fik vi en gammel Ræv“, sagde Underofficeren til Leiner, idet han pegede paa Anføreren. „Jeg har set det Hundefjæs en Gang før.“
„Djævelen selv maa have ført jer an!“ raabte Arve og spyttede i afmægtig Vrede. — Nu blev Hulen nøje gjennemsøgt, og det noble Selskab bragtes i nøjere Forvaring i Skuret. Kun Ragnhild førtes ind i Hytten. Leiner traadte ind til hende, viste Soldaterne ud og afløste hendes Baand, idet han strøg sig en Taare af Øjet. Men Ragnhild kastede sig hulkende paa en Stol. Derpaa rejste hun sig, trak et Par Gange Vejret dybt og kastede et af disse Himmelsmil paa Leiner, der saa tidt havde henrykt ham.
„Ædle Mand! Nu opgaar maaske igjen Lykkens Morgen over den ulykkelige Ragnhild. Dersom Arve nu er ærlig imod mig og bekræfter mine Ord, vil det vel blive mig muligt at bevise min Uskyldighed. Imidlertid vil De ikke negte at høre mig. Tager jeg ikke alt for haardt fejl, saa taler dog endnu en venlig Stemme i Deres Bryst for mig.“
„Tal, kjære Ragnhild! Og Gud give, Du kan retfærdiggjøre Dig. Du bringer da en Himmel i mit Hjerte.“
Ragnhild fortalte under hede Taarer, hvad hun vidste om sin Herkomst, og hvorledes hun var kommen til det ulykkelige Skrin. „Da jeg nu vaagnede af min Besvimelse hin Eftermiddag, og De var borte med Skrinet, ansaa jeg mig for ganske forloren. Hvad havde min Forsikring hjulpet, om hvorledes det var kommet i mine Hænder? Jeg havde jo hælet med en Tyv og stod i Forbindelse med ham.
Paa Deres Bistand hverken kunde eller burde jeg regne. Ja, der var Ingen, jeg mindre ønskede at se end Dem. Flugt var min eneste Tanke. Jeg kastede min Frakke paa og jog afsted som forfulgt af Hunde. Hvor længe og hvor langt mine Fødder bare mig, det ved jeg ikke. Endelig sank jeg i den mørke Nat afmægtig om, gjennemblødt af Regn, gjennemskudret af Kulde. En Bondevogn kom forbi, og da jeg formodentlig har vaandet mig, standsede den, og den medlidende Bonde tog mig op. Han fik intet Svar af mig paa sit Spørgsmaal, hvorfra jeg var, og kjørte mig hjem til sin Gaard, hvor den gode Bondekone plejede mig. Saa snart jeg fik vide, at jeg var paa Vejen til Moss, sagde jeg, at jeg hørte hjemme i Nærheden af Byen — og bad, at man vilde huse mig til næste Dag. Alt stod jeg i Begreb med den følgende Morgen at gaa videre, da En af Banden, som de kalde Svart-Ola, traadte ind og forlangte en Drik Melk. Han lod, som om han ikke kjendte mig, og jeg ilede afsted. Men det varede ikke længe, førend han havde indhentet mig, og nu maatte jeg fortælle ham, hvordan det var gaaet mig.
„Men saa er der jo intet Andet tilbage for Dig end at følge hjem til Fursæt med mig.“ Hans Forslag bragte mig til at gyse; men da jeg bestandig ventede at blive eftersøgt, troede jeg, det var bedst at følge hans Raad, der desuden meget snarere lød som en Befaling. Gamle Birthe var død, og jeg maatte nu overtage den afskyelige Forretning at holde Hus for disse Mennesker, der i øvrigt behandlede mig med Skaansel og et Slags Agtelse. Saaledes har jeg siden henlevet et sørgeligt, glædeløst Liv. Arve vilde sendt mig til Finland, hvor Brynàs skal leve i Velstand; men da levede jeg heller her med min Smerte.“
Leiners Øje var opklaret. Med Inderlighed kastede han sig til Ragnhilds Bryst og gav hende tusinde kjære Navne. Intet Spor af Mistanke opkom i den ærlige Sjæl; og Ragnhilds simple Fortælling maatte have betaget selv den mest Mistænksomme enhver Tvil om Sandheden.
„Held mig, Held! Jeg skal atter føre Dig, ren og agtet, for Lyset!“ Leiners Øjne funklede af Salighed.
„Man vil dog ikke glemme, at jeg saa længe har passeret for Tyv“, sukkede hun. Men fuld af Glæde fortalte Leiner nu, hvorledes han havde bragt Skrinet til Politiet og borttaget denne Mistanke, der kun havde ulmet i hans Hjerte. Og jublende sprang Pigen om hans Hals og kaldte ham sin Frelser, sit Livs gode Genius, sit Alt.
En Soldat traadte ind og anmeldte, at Fangerne forlangte Føde. Herved kom Kaptejnen tilbage til sine Forretninger, lod give Bud til den øvrige Besætning og befalede, at man skulde tænde Ild udenfor Hytten, hvorfra han ved Dagbrud vilde marschere af med sine Fanger. Ved denne Lejlighed besluttede han et Interimsforhør over Arve — for at erfare det Nærmere, denne kunde vide om Ragnhild, men især for at mærke ham af, hvorledes han var sindet imod Pigen, da det sagtens meget vilde komme an paa hans Erklæring, hvor snart man kunde drage hende ud af denne fortrædelige Sammenhæng.
Arve kom; mørk, fast, kold traadte han ind i Stuen og saa trodsig paa Kaptejnen.
„Heder Du Arve?“
„Ja.“
„Det er vel Dig, som har røvet Posten?“
„Det faar Løjtnanten bevise.“
„Naar den Tid kommer, lærer Du vel at svare anderledes. Men sig mig, er den Tøs der din Datter?“
„Nej, hun er bedre Mands Datter.“
„Hun har fine Fingre; de blive vel grovere paa Tugthuset.“
„Hvad! Vil I sætte hende der paa Tugthuset? Det skal Fanden forbyde jer.“
Leiner lo haanlig. Arve blev hvid i Ansigtet af Harme.
„Hør, Løjtnant! Hvordan det gaar mit gamle Hoved, det ved jeg ikke. Men den Guds-Engel der —“
„Ja vist, den Guds-Engel havde faaet Fingre paa en pen liden Skat i Kristiania.“
„Au, au, au!“ hylede den Gamle og rev sig i de graa Lokker. „Ragnhild, Ragnhild! Skal Du gaa under for min Skyld, Du vakre Sneblomme!“ Han græd som et Barn, og der fejlede ikke meget i, at baade Ragnhild og Leiner havde omfavnet ham.
„Tys, tys, Arve. Nu, saa slemt tør det vel ikke være. Dersom hun der har en ren Sag, saa kommer det an paa, at Du oprigtigt siger, hvad hun har havt med Dig at skaffe.“
„Ja, ja! jeg skal ikke spare noget, jeg skal ikke spare mig selv for at lægge din Uskyldighed for Dagen, Ragnhild. Den Synd skal ikke hvile paa mig, at Du skal sukke over mig. Hør, Løjtnant! Dersom der er Godt i eder, far varlig med den stakkels Jomfru der. Hun er visselig uskyldig og dertil af stor Stand.“
„Kan Du bevise det, Arve? Det lover jeg Dig, at ikke et Haar skal krummes paa Ragnhilds Hoved; men sig, kan Du bevise hendes Herkomst?“
„Det tænker jeg. Magtte jeg blive løst, saa skulde jeg vise jer noget, som hører hende til.“
Underofficeren og et Par Mand kaldtes ind; man løste Arves Baand, og Leiner gav Folkene Tegn at passe vel paa, da han forsigtigvis ønskede Vidner ved denne Scene. Arve fremtog en Nøgle og rodede om i en Kiste, indtil han fandt en Del fine Klæder for et Pigebarn paa omtrent fire, fem Aar.
„I disse Klæder var det lille Nor pyntet, da jeg tog hende paa mine Arme for en fjorten Aar siden. De ser, Klæderne ere blodsprængte. Der var heller ikke stort Liv i Tøsen.“
„Hvor fandt I hende da?“
„Aa, det var her strax over Grændsen. En Vogn kjørte løbsk. der sad en gammel Herre i og en Dreng og saa maa de have havt dette Barn med. De væltede; den Gamle blev knust imod en Trærod. Hvor Gutten blev af, ved jeg ikke; men langt om længe saa jeg, som kom forbi, det lille livløse Barn ligge ved Vejen. Derefter tog jeg hende til mig, bragte hende til en gammel Kone her paa Fursæt, som nylig er død, og sørgede saa godt jeg kunde for den lille Engel.“
„Og I har slet intet mere tilbage af det, der fandtes hos Barnet? afbrød Kaptejnen ham drømmende, idet han dybsindig dvælede ved en halv udslettet Erindring. Arve vedblev at rydde omkring imellem en Hob gammelt Tøj. „Jo, jeg vidste nok, det var her!“ sagde han og fremtog et stort, hvidt Tørklæde, der havde været svøbt om Barnets Hoved.
„O min Formodning!“ raabte Leiner og holdt Tørklædet i Vejret. I det ene Hjørne stod E. von Adlersberg. „Nej jeg kan ikke tvile længere. Ja, Ragnhild! Din Herkomst ligger klart for Dagen.“ Til de Omstaaende: „Erindrer eder, hvad I have seet. I skulle være mine Vidner til denne Scene.“
Ragnhild trængte nu ind paa ham for at faa Gaaden løst. Men han bad hende være rolig og lægge sin Skjæbne i hans Hænder. Arve blev imidlertid bragt ud. Leiner lod sig give noget Mad og bad nu
Ragnhild med kjærlig Glæde søge Hvile efter den anstrængende Aften. Selv gik han ud til sine Soldater og bredte sin Kappe ud i Skuret. Søvnen flyede den Lykkeliges Øjelaag, og Morgenen brød alt for sent frem for den utaalmodige Elsker.
- ↑ Et almindeligt Udtryk for drive om; maaske af vagare. Bønderne have mange radbrækkede Ord af fremmed Herkomst.