Eventyret ved Rigsgrændsen/13
Trettende Kapitel.
Den nye Ven.
Til Saligheden Tro, Kløgt til at disputere.
Reenberg.
Frederikke havde ingenlunde opgivet Haabet om at fængsle Leiner. Imidlertid viste hun sig yderst forekommende imod Adlersberg, enten det var for derved at vække hin, eller af Forfængelighed, eller maaske for i Baronessenavnet engang at finde Erstatning for den uvillige Elskedes Haand og Hjerte.
Der var kommet en Indbydelse fra Commerceraadinden til Willers — at tilbringe Julen hos hende. Fra alle Sider glædede man sig til denne Rejse. Leiner længtes efter at betro den gode Margrethe sin Kummer; de Øvrige ventede sig andre Fordele af Landlivet. Endelig kom den til Afrejsen bestemte Dag. Slæderne stode for Døren. Hermann, som vilde ordne Et og Andet der hjemme til en festlig Modtagelse af de Fremmede fra Hovedstaden, rejste foran med et af Pasteter, Kager, Vine, Likører og Kolonialvarer oppakket Læs efter sig og tilsagde Skydsen. Kammerraadinden og Datter ledsagedes af Kaptejnen. Den korte Rejse vilde ikke givet os Anledning til noget Pennestrøg, hvis ikke paa et Skydsskifte det lille Selskab havde gjort et interessant Bekjendtskab i en Student fra Upsala, Grev Lindholm, som for sin Helbred foretog sig en Rejse.
Den unge, blege Mand sad ved Ovnen, da Selskabet traadte ind i Gjestgiverstuen. Han hilsede flygtigt og tilbød med Artighed Damerne den varmere Plads. Selv traadte han hen til de frosne Ruder og kradsede Navnetræk deri. Leiner udpakkede Rejsemad for sine Damer og bød naturligvis ogsaa Greven, — der, som det lod, mere høflig end villig, tog et Glas Madera. Ganske i Adspredelse drak han Glasset paa den Maade, Frimurerne gjerne drikke, og gjorde derved Leiner, en Adept fra Kjøbenhavns Zorobabel og en ivrig Murer, opmærksom. Det er en ganske egen Interesse, en Murer føler ved uventet at træffe paa en Broder af det store, skjønne Samfund. Under en ligegyldig Samtale gav han et let Haandtegn, og Greven hilste ham fortrolig. Den paafølgende korte Samtale blev afbrudt ved Efterretningen om, at der ikke var mere end to Heste for det første at bekomme.
Selskabet skjændte og pukkede paa den tilsagte Skyds. Men da Skydsskafferen forsikrede Umuligheden af at skaffe flere Heste i den første Time, bestemte Damerne sig til at kjøre, og Leiner oppebiede i Selskab med Greven den tredje Hest. Saa snart Mændene bleve alene, gjorde de sig det mageligt ved Ovnen, satte et lidet Bord imellem sig og tændte Piberne. — Der gives Mennesker, som man agter og elsker, og med hvem man dog efter hele Aars Forløb ikke kan blive ret fortrolig, ret tillidsfuld; imedens der er andre, hvis blotte Aasyn og Stemme uimodstaaeligt drager os hen til sig. Noget saadant Tiltrækkende havde virkelig de to unge Mænd, og de vandt hinanden derfor efter en halv Times Tid saa kjær, at de aabenhjertig tilstode hinanden sin Forundring derover.
„Hm“, sagde Lindholm alvorlig smilende, idet han trak sit Ur op og lagde det paa Bordet; „vi behøvede en halv Time for at blive Venner, og lyver nu ikke Skydsskafferen, have vi netop tredive Minutter tilbage at nyde Venskabet i; saa gaar det afsted igjen i den vide Verden. Det er ret sandt, vort Møde kunde givet Ideen til det Vers hos en af eders Skalde:
„Glæden er lig en flygtig Ven,
Som paa vor Rejse vi finder,
Og som, idet han farer hen,
Kysser os ømt og forsvinder.“
„Men vi ville dog ofte erindre vort behagelige Møde, Greve. Jeg i det mindste, som flere Gange om Aaret rejser denne Vej, tager dog vist herefter aldrig ind i denne Stue uden at mindes disse flygtige men interessante Øjeblik.“
„Sikkert vil jeg ogsaa erindre Dem, Hr. Kaptejn; men, ikke sandt, snart skal dog Tiden udslette det Levende i Erindringen. Det er ikke som med gamle Venner, hvor tusinde Træk af gjensidigt Værd, ja af gjensidige Egenheder indvæve sig i Billedet af den Fraværende. Jeg vilde ønske, jeg saaledes kunde fastholde Deres Billede og De mit.“
Et flygtigt Blik paa det paa Bordet liggende Ur, det var fra samme Fabrik som Leiners, indgav den Sidste den Idee, at trække sit op af Lommen.
„Skal vi bytte? Det er just ingen saadan Erindring, som den De nævnede.“
Greven gav ham venlig Haanden og tog det fremrakte Ur.
„Og hvor gaar nu Deres Rejse, Lindholm?“
„Uden egentligt Maal. Lægerne have anbefalet mig Bevægelse og Adspredelse; jeg tænker nu at slaa Vejen igjennem Kjøbstæderne i Akershuus Stift. Jeg har desuden nogen Forkjærlighed for Bergvidenskaben og vil se Kongsbergs Relikvier.“
„Dertil har De valgt en uheldig Aarstid.“
„Det er sandt; men man forbød mig just det stillesiddende Stueliv om Vinteren.“
„Har De bestilte Heste?“
„Nej. Jeg rejser med min Tjener i al Mag; naar man rejser kun for at rejse, saa haster det ikke.“
„Men saa hindrer jo Intet Dem fra at gjøre en liden Afvej med mig. Vil De ikke gjøre mig den Fornøjelse at dele Julelystighederne med mig paa min Moders Gaard? De bliver saare velkommen; endnu i Aften ere vi hjemme.“
„Top! Forudsat at jeg ikke kommer til Ulejlighed.“
Oprømt fyldte Leiner Glassene; Lindholm kaldte paa Tjeneren og tilkjendegav ham den forandrede Rejseplan. Den gamle Gren bukkede og betragtede med en paafaldende Opmærksomhed Leiner, — ligesom han ret vilde vide, i hvilke Hænder hans unge Herre var falden.
Greven bød med en let Undskyldning Gren sit Glas, og denne tømte det med en beskeden Kompliment til Kaptejnen og Greven. „Det er en ærlig Mand, kjære Leiner, min Barndoms og Ungdous tro Ledsager. Bliv Du kun inde i Stuen, Gren, Kaptejnen har vist Intet derimod.“
Leiner vinkede, at den gamle Mand skulde sætte sig, men han bukkede og gav sig at bestille med det omkringspredte Rejsetøj.
Endelig vare de tre Heste for Døren, og man for afsted ad den skjønne Landevej. Slæderne holdt i Gaarden udenfor Fru Leiners anselige Bygning, og Kaptejnen førte sin nye Ven op ad Trappen og ind i Dagligstnen, hvor de forhen ankomne Fruentimmere allerede sad i fuld Virksomhed med Haandarbejde og Byanekdoter. Saa snart Leiner, noget mindre kjærlig maaske end ellers, havde hilst sin Moder og forestillet Greven, ilede han op paa sit Værelse med et hemmeligt Vink til Margrethe.
Med Taarer i Øjnene traadte den ædle Pige ind til ham og strøg ham blidt over Ansigtet. „Min kjære Ludvig! Hvor meget har Du vist lidt! Jeg kunde se det paa Dig, om jeg ikke alt havde vidst det.“
„Hvorledes, Margrethe! Hvad har Du vidst?“
„Hvad Du sikkert broderlig vilde meddele mig; at Ragnhild var Dig meget, meget kjær.“
„Ja, i Sandhed, meget, ret meget!“ svarede Leiner med et dybt Suk.
„Men, gode Gud! Hvor meget eller hvor lidt kan der være sandt af den Snak, de føre dernede. At hun oven i Kjøbet mistænkes for Tyveri, det er nu lige saa skammeligt som latterligt. Men at hun løber sin Vej med en udsvævende Udlænding, — hun, som havde en saa skjøn Fremtid at haabe nu, det begriber jeg ikke. At hun ædelmodig vilde trække sig tilbage for Frederikkes Skyld, det har jeg vel tænkt mig; skjønt heller ikke dette var naturligt, efter den Idee, jeg gjør mig om Ragnhild. Men derfor behøvede hun jo dog ingenlunde at kaste sig saaledes hen i Elendighed og Skjændsel.“
„Hvoraf ved Du da? —“
„Kjære Ludvig! Saa meget kunde dog min Opmærksomhed sige mig. Tror Du da ikke, Margrethe tager levende Del i Alt, hvad der angaar Dig?“
„Gode Pige! — Men hør nu, hvad jeg kun betror Dig, kun Dig i hele Verden. Hun er ikke mere end Du og jeg associeret med Irlænderen. Hvor hun er, ved jeg ikke. Men netop det Urimeligste, det Latterligste, man siger om Ragnhild, er sandt. Hun — det koster at sige det — hun er virkelig Tyv, hun har virkelig flygtet for Retfærdighedens Arm.“
Margrethe stirrede paa ham og foldede sine Hænder. Leiner fortalte med smertelig Rolighed den Scene, han havde været Vidne til.
„Nu, hvad der er, maa kunne være, Leiner! Men det er skrækkeligt.“
Medlidende blandedes hendes Taarer med Vennens. Da greb hun Haandklædet, vædede det og lagde det over hans og sine Øjne og tog hans Haand for at gaa ned.
„Men Kaptejn Leiner!“ raabte Frederikke den Indtrædende uvillig i Møde, idet hun mistænkelig mønstrede hans Ansigt; „men Leiner! De er saa aldeles hjemme her, at De glemmer, vi ere fremmede! Kom hid og hjælp mig. Hr. Greven og jeg ere i en ivrig Disput.“
„Jeg beder om Forladelse, Mamsell“, svarede Greven; „en Disput kan kun da være ivrig, naar den føres med lige Vaaben. Jeg kjender alt for lidt til Gjenstanden, for at kunne kjæmpe med Dem; saa lidt, paa min Ære, at jeg ikke engang fatter Deres egentlige Synspunkt.“
„Ei, ej!“ sagde Leiner og søgte at smile. „Saa gaar det Dem netop, som det plejer gaa mig med Jomfru Willer.“
„De søge Udveje, mine Herrer. Men det er i Virkeligheden et misforstaaet Galanteri; intet Fruentimmer, der tør paastaa nogen Dannelse, finder sig smigret ved at blive afvist af en Mand, naar hun vil stride om en Anskuelse.“
„Det kan være saare rigtigt, Jomfru Willer; men hvad mig angaar, saa ved De nok, jeg smigrer ikke.“
Frederikke blev blussende rød og rejste sig. Leiner saa, forlegen over sin Uartighed, ud for sig, og Greven legede med sit tilbyttede Urbaand. De to Matroner, der neppe forstode, hvori det Bitre i Kaptejnens Svar bestod, vilde ængstlig mægle Fred. Endelig oplukkede Margrethe Fortepianoet i Sideværelset, tændte Bøhmerlampen og førte med uimodstaaelig Venlighed Frederikke der ind. Saaledes opløste denne Dissonans sig under Frederikkes færdige Haand i den mest egentlige Forstand i Harmonier.
Leiner kastede et skjønsomt Blik paa den kloge Margrethe og gik skamfuld hen til Frederikke for at sige hende noget Smukt om Spillet.
„Jeg mente, De ikke gav Dem af med Smiger, Hr. Kaptejn; saaledes behagede De i det mindste nylig at sige.“
„Meget rigtig, Jomfru Willer; men derfor kan De ogsaa vide, at jeg føler, hvad jeg siger.“
Halv sur, halv blid nikkede Frederikke og slog hans Haand bort fra Tangenterne idet hun satte Foden paa Forte-Pedalen og gav et svært Parti af Belejringen for Prag.
Nu kaldte Tjeneren tilbords, og ved Juleaftensbordet udbredte sig snart en munter Tone, hvortil den verdensdannede Grev Lindholm bidrog det meste. Vertinden tilkjendegav Selskabet, at hun havde taget sig den Frihed, paa egne og Gjesternes Vegne at modtage en Indbydelse fra Baron Adlersberg til den følgende Middag. Man kom herved meget naturlig til at fortælle Smaa-Anekdoter om den originale Baron og hans løjerlige Søn, hvorved der blev leet adskilligt, og Greven lovede sig megen Spøg næste Dag.
Leiner vendte sig til Lindholm. „Jeg vil give Dem en Opygave. Hvor trækker De for det praktiske Omgangsliv Grændsen imellem tilladelig Omtale af Andres Fejl og Bagtale?“
Greven rystede paa Hovedet. „Grændser erkjender kun den strenge Filosofi og Politiken, ikke Natur og praktisk Moral; thi Slagskyggen lader sig slet ikke afstikke. Der gives et Paa Denne og et Paa Hin Side, derom er ikke at tviste; men det bestemte Hvor.“
„Maatte da vel vor moralske Følelse finde.“
„Ak, bedste Kaptejn! der er ikke blot forskjellig Etendu af den moralske Følelse hos forskjellige Individer; men selv hos et og samme Menneske er den jo i forskjelligt Omfang, efter som man, ifølge indre eller ydre Paavirkninger, føler sig.“
„Jeg kan just ikke heller lide denne Separation af Sjæleevner. Hvad er dog moralsk Følelse andet end Fornuften, henvendt paa Ret og Uret?“
„Der ser man“, afbrød Frederikke, „hvor langt I Herrer komme med eders Filosofi. Nej da siger Skriften enfoldigt og herligt: „dømmer ikke!“
„Gak Du hen og gjør ligesaa! siger den ogsaa“, mumlede Leiner imellem Tænderne; dog kun saaledes, at hans Naboer, Margrethe og Greven, hørte det.
„Skal vi lade Damerne definere?“ spurgte Lindholm, ikke uden et Sideblik til Margrethe, hvis ualmindelige Aand allerede havde frapperet ham.
„Meget vel, hvis vi faa dem dertil, Hr. Greve. Nu Moder! Du maa gjøre Begyndelsen. Hvad Forskjel er der paa at omtale Fraværendes Fejl og at bagtale dem?“
„Jeg ved ikke, hvad Du vil, Barn!“ sagde Commerceraadinden. „Tror Du, jeg kan indlade mig paa jeres Fysik? Men det ved jeg da sagtens, at det er Bagtale at bagtale Folk, og naar Ingen har gjort mig Fortræd eller har Fejl, saa bør man aldrig tale ilde om dem. Det skal Du ogsaa kunne sige mig fri for.“
Meget høflig vendte Leiner sig til Fru Willer. „Gud bevare mig fra at snakke med jer lærde Folk. Spørg Frederikke! Hun ved min Tro nok, hvad det er at bagtale.“
„Jeg“, svarede Frederikke med et lige saa listigt som fast Blik paa Herrerne, „lader mig nøje med at beklage det Upassende i Benævnelsen Bagtale; thi, saa sandt jeg lever, man kan efter Ordets Sands bagtale, ikke blot den Fraværende, men selv den, man taler til.“
Herrerne bleve tause, og Frederikkes Sejr skulde have været større, hvis hun ikke havde kastet et saa triumferende Smil omkring sig og trukket det tyrkiske Schawl saa tæt om Halsen.
Leiner vilde nu engang ikke lade sig dupere og vendte sig til Margrethe med Spørgsmaalet.
„Kjære Leiner! Der møder alt for mange Vanskeligheder for mig, til at jeg kunde vove endog for mig selv at besvare dette Spørgsmaal. To Slags Folk tror jeg, man har Ret til at tale Ondt og Godt om — at sige, efter sin virkelige Overbevisning: det er stemplede Forbrydere og historiske Personer, hvortil jeg regner Forfattere og Kunstnere, hvad deres Fag angaar. Angaaende andre Folk ved jeg sandelig ikke, naar jeg skal redde kun nogenledes vore almindelige Konversationsgjenstande, hvad Forklaring jeg skal gjøre mig. Men det ved jeg, havde En fornærmet mig, vilde jeg være meget, meget bange for at tale ilde om ham; thi saa kunde jeg let tale af et ondt Hjerte. Og naar En ingen Fortræd har gjort mig, hvorfor skulde jeg saa —“
„Ja, men paa den Maade falder jo al slem Omtale bort, Margrethe!“ sagde Frederikke spoøttende.
„Det gjør den ogsaa hos Margrethe“, svarede Leiner.
„Undskyld, Hr. Kaptejn; skjønt De er min Venindes djerve Ridder i Aften, maa jeg dog indvende, at hun ikke var tabt bag en Vogn nu nys, da Samtalen var om Adlersberg.“
„Ja, ved Gud, Leiner!“ vedblev Greven; „det er vanskeligt at trække Linjen. Det hele komiske Parti maa atter bedømmes anderledes.“
„Jeg tror“, svarede Kaptejnen, „at jeg sætter Narrene under Margrethes Forbrydere og historiske Personer.“
„Og jeg“, endte Greven, „vender mig til den Forklaring, De gav før, og som jeg da ikke var fornøjet med: kun den moralske Følelse angiver Grændsen; elsk Mennesket i Menneskene, og snak saa væk!“
Man stod fra Bordet.