Eventyret ved Rigsgrændsen/12
Tolvte Kapitel.
Nattebesøget og den nye Kjærlighed.
Om Natten flyver han ud paa Lur;
Lyset han kan ej lide.
Hvo hader Lyset, ilde har gjort:
Om Dagen bliver det vel spurgt,
Naar Solen oprinder saa vide.
Fra Middelalderen.
Mine Læsere erindre sig den Aften, da Jomfru Willer, efter at være bleven underrettet om Leiners Rendezvous med Ragnhild, jog den sidste op paa Lises Værelse — for i Mag at kunne undersøge, om der skulde findes noget Mistænkeligt i hendes Kammer. Man erindrer sig vel ogsaa, at Ragnhild opfyldte Befalingen med lige saa megen Tilfredshed, som Lise ved denne Lejlighed viste Forknyttelse. Lise havde nemlig i temmelig lang Tid staaet i Forbindelse med en Tyvebande, i hvilken vel fra først af en Elskovshandel indviklede hende, men hvori hun inden kort Tid viste sig som et lige saa oplagt som villigt Medlem. En listig Karl af Banden, tillige Tjener i et af Byens gode Huse, kom ofte ved Hjælp af et udenfor Kammerraadindens Hus staaende Træ op til hendes Vindue og blev indladt paa et Tegn. For denne Ven frygtede Lise hin Aften, og derfra hendes Uvilje over at maatte overlade sit Kammer til Ragnhild.
Netop havde Ragnhild forseglet sit Brev til Leiner og slukket Lyset, da en Allarm paa Gaden kaldte hende til Vinduet. I Mørket kunde hun Intet skjelne — men hørte enkelte Raab og Stød i Vægterpiben. Hun vilde just aabne Vinduet, da en Bevægelse i det nær staaende Træ skrækkede hende, og hun trak sig frygtsom tilbage. Forvirrede Stemmer løde nedenunder: „Han maa være i Gaden; lad os besætte begge Ender og derpaa trække os sammen! saa kan han ikke undløbe os.“
Neppe var det igjen blevet stille, førend et Ansigt trykkede sig op til Vinduet, og der blev sagte banket paa Ruden. Ragnhild stod i Begreb med at ile ned, da en Stemme lød: „For Alting, Lise, luk op!“ — Hvilken Røst! Det var Arve! Pigen blev skjælvende staaende. „Jeg er uden Redning forloren, hvis Du ikke lader mig komme ind“, vedblev den bekjendte Røst. Endnu stod Ragnhild raadvild. Da lød igjen en Vægterpibe, og halv ubevidst ilede hun til Vinduet og rev det op. Arve sprang ind og trak sagte Vinduet til.
„Jeg takker Dig, Lise. Det er ikke din vakre John, men den gamle Arve, Du har reddet. Men jeg skal gjengjælde Dig det. Hvor er Du, Lise?“
„Jeg er ikke Lise“, svarede Raguhild bævende, idet hun søgte at forstille sin Røst. „Men skjul eder kun her, til de gaa bort der ude.“
Arve blev forbauset staaende. „Hvad Ragnhild! Er det Dig? Naa, saa Gud velsigne Dig, Du har gjort vel imod din Fader!“
Han trykkede hende op til sig, og hendes Barm slog højt af Angst, af en mangesidig Angst. I Førstningen vare begge stumme; Ragnhild stod ubevægelig foran Kakkelovnen, hvori endnu glimtede et Par Gløder; Arve stirrede lyttende ud af Vinduet. Endelig, da Midnatstimen længst var over, og Intet mere rørte sig, satte han sig hen til Pigen, der imidlertid havde bragt Ilden til at blusse frisk op.
„Og saaledes skulde vi da træffes igjen, Ragnhild! Du har voldet mig stor Sorg og Fortræd. Men i Dag har Du rigtignok gjort Fyldest derfor. Det var ikke saa vist, om Lise havde lukket op for mig.“
„Hvorfra kjender I Lise?“
„Ej, Folk, som jeg og Mine, ere bekjendte med mange Slags. Men Ragnhild, hvorfor gik Du fra os?“
„Ak, Fader! Hvor kan I spørge? Jeg byttede Elendighed og Uvidenhed, Angst og Fare med gode Dage.“
„Ja, ja! begribes nok. Som det er gaaet, er det jo vel. Men kjære Barn, jeg mente det ogsaa godt med Dig.“
„Det paaskjønner jeg“, svarede Ragnhild, og tog hans Haand. „Men jeg kunde ikke Andet; jeg maatte afsted.“
„Og Du er altsaa den fornemme Jomfru Sæter? Hm! hm! Jeg har nok hørt Dig nævnet saa; men hvor kunde jeg tænke, at det var den stakkels bortløbne Ragnhild! Naa, dejlig er Du bleven og prægtig klædt. Ja, ja, jeg skal ikke mere staa Dig i Vejen til Lykke og Ære. Men ved Du vel, Ragnhild, at Lars nu sidder paa sin gode Gaard i Finland, den, jeg kjøbte til ham, og græmmer sig? Vil Du som jeg, saa —.“
„Nej, nej, Fader!“ svarede hun heftig — og fortalte ham om sine Udsigter til at erholde den brave og rige Kaptejn Leiners Haand.
„Du er dog en Fandens Tøs. Ja, det fornemme Blod er i Dig.“
„Ak, Arve, sig mig dog, hvem jeg egentlig er!“
Dette Udraab og Ordet Arve bragte den Gamle til at studse. „Hvem Du er? Tror Du da ikke, at Du er min Datter?“
„Nej, i Sandhed! det er jeg slet ikke!“ sagde hun med en vis Heftighed og rejste sig.
„Nu vel da“, svarede han noget forlegen; „jeg tænkte, Du kunde lige saa vel holde mig for Fader, som den, Du aldrig har kjendt og aldrig vil lære at kjende. Jeg har ladet Dig opfostre og elsket Dig som min egen.“
„Hvem er min Fader? jeg maa lære at kjende ham!“
„Men jeg ved det ikke. Ser du, Barn, for en tretten Aar siden blev en Vogn anholdt paa Grændsen. Jeg var den Gang nylig kommen i Selskab med nogle Ulykkelige, som toge for sig, hvad man ikke vilde unde dem paa ærlig Maade. Der sad en gammel Herre og en Dreng i Vognen. Hestene løb løbsk med dem; de væltede, og den Gamle blev knust imod et Træ. Imedens mine Kammerater undersøgte Vognen, som de endelig fik standset, blev jeg et lidet Barn var, som var faldet ud og overkjørt. Det var Dig. Du laa blodig ved Siden af Vejen et Stykke borte; jeg ved ikke, hvem der har kunnet bringe Dig der hen. Først tænkte jeg at grave det døde Barn ned; men saa mærkede jeg Liv og tog mig af Dig. Intet Lem var knust, og da jeg havde faaet lidt varmt Øl i Dig i en nær liggende Hytte kom Du Dig igjen. Saa bragte jeg Dig over Grændsen til den gamle Birthe, hvor Du siden har været.“
„Ak, og I ved slet ikke, hvem min Fader var?“
„Nej vist ikke. Han laa død paa Vejen, og i den tomme Vogn var Intet at kjende ham paa.“
Ragnhild gik i megen Bevægelse op og ned ad Gulvet. Et Slags Stolthed luede op hos hende. Hun følte sig lykkelig løsrevet fra det forhadte Baand, der havde knyttet hende til en prisdømt Forbryder. Dog tvang hun sin Følelse, som dæmpedes af Taknemmelighed for den, hun skyldte sit Livs Redning og en virkelig faderlig Omhu. — Arve bad om Lidt at nyde, og med ængstlige Trin sneg hun sig ned i Kjøkkenet og medbragte en Flaske Øl og noget Kjød. Imedens han begjærlig tømte Flasken og fortærede Maden, søgte Ragnhild at indlede en Samtale, hvori hun paa en rørende Maade forestillede ham, hvilket elendigt, foragteligt Liv han førte, — og foreslog ham at drage til Finland — og der paa en retskaffen Maade ernære sig ved den Gaard, han havde kjøbt til Lars.
„Ja, det forstaar Du ikke, kjære Ragnhild. Jeg vilde nok; men der gives mange Slags Forbindelser. Der har Du min Haand paa, at naar jeg kan, skal jeg skille mig fra dette Selskab. Men nu maa Du skaffe mig Rolighed. Læg en af dine Puder her paa Gulvet. Inden det gryer af Dag, skal jeg afsted. Denne Kasse“ — han satte et Skrin under Sengen — „maa Du omhyggelig skjule. Om et Par Dage, naar det bliver stille og sikkert, banker jeg paa dit Vindue, og saa rækker Du mig den.“
Ragnhild rystede paa Hovedet og fortalte ham, hvor pludselig hun var kommen til dette Værelse, og hvor uvist det var, om hun blev der flere Nætter. Arve mente, at i dette Tilfælde, kunde Kommissionen overdrages Lise, men Ragnhild frabad sig paa det Bestemteste enhver Forbindelse med denne Pige.
„Nu vel, saa kan jeg tage Skrinet med mig, skjønt det falder lidt tungt.“ Ragnhild anviste ham sin Seng og satte sig paa en Stol, hensunken i de krydsende, smertelige Forestillinger, som de nys oplevede Dage maatte vække hos hende. Endnu laa Natten mørk og regnfuld over Staden; Arve sov fast i Puderne; Ragnhild slumrede, udmattet af de forskjellige Scener. Da blev det paa een Gang livligt i Huset. I Anledning af Aftensselskabet begyndte Folkene nedenunder tidlig at støve og skure. Forskrækket fore begge i Vejret, og da nu Støjen nærmede sig Ragnhilds Kammer, rev hun ængstlig Vinduet op for Arve, der i et Nu svang sig ud og stod i Træet.
„Men Skrinet skal jeg vel hente?“
„Gjem det for Alting vel; ellers ere vi forlorne begge To.“ Og borte var han.
Ragnhild skød det usalige Skrin langt under Sengen og klædte sig om. — Med en bitter Følelse, af sine ulykkelige Forbindelser, hvilken ikke lettedes ved at se Lise og siden det vrede Herskab, tiltraadte den stakkels Pige sine Hussysler. Aftenens Tildragelser ere os bekjendte, og vi beklage den Uskyldige, der vanker om forladt af Mennesker og af Haabet.
Man kan tænke sig den Virksomhed, hvormed fra den følgende Dag af alle Tunger vare i Bevægelse i Anledning af de opdagede Tyvekoster og den forsvundne Jomfru Sæter. Politimesteren befandt sig i den største Forlegenhed. Da slet Intet ved Ragnhilds Bortgang savnedes i Huset, — da hun for Resten ikke syntes at kunne tænkes i den fjerneste Forbindelse med Tyverierne, og det Stjaalne, ved en let undskyldelig Fejltagelse af Klokkeslettet, ansaaes at være bragt i hans Hus, imedens hun endnu havde skjænket The for Selskabet: saa kunde og vilde han aldeles ikke lade hende eftersætte, som mistænkelig Person. Imidlertid havde hun dog uden foregaaende Opsigelse pludselig forladt sin Tjeneste og desuden efterladt alt sit Tøj; det faldt altsaa af sig selv, at han lod hende varsle i de offentlige Blade om at indfinde sig hos sit Herskab.
Snart blev man kjed af at gjette uden at kunne finde Lys, og nu kom en liden Historie til Hjælp, der gav Ragnhilds Forsvinden en ganske anden Udtolkning. En rig Libertin fra et irsk Handelshus havde nogle Gange været i Fru Willers Hus og sagt Jomfru Sæter en Hoben Artigheder, spillet en Quatremains med hende og lært hende at slaa Volte. Frederikke havde ofte ærgret sig over dette Uvæsen, da hun ikke taalte, at noget Fruentimmer, især Ragnhild, vakte lettelig Opmærksomhed i hendes Nærværelse. Denne Mr. Rocliff havde samme Dag forlangt Pas hos Politimesteren og endnu om Aftenen villet aflægge en Afskedsvisit hos Kammerraadinden, men havde, da han saa Selskab, leveret Tjeneren sin Billet p. p. c. Om Natten var han afsejlet med et engelsk Skib; — og da man nu først heri fandt god Forklaring, blev Historien inden kort Tid fuldkommen udpyntet. Man vilde have seet et Fruentimmer, der paa det nøjeste lignede Jomfru Sæter, gaa under hans Paraply til Bryggen, grædende stige i Baaden og der lægge sig tæt op til den Fremmedes Bryst.
Alle troede naturligvis Historien og raabte Ak og Ve over den letfærdige Flane, der havde det saa godt i et saadant fortræffeligt Hus, og som saa skammelig kastede sig bort. Alle troede Historien — uden Leiner. Tyveriet, hvorfra han desværre ikke kunde tænke hende fri, lod sig rigtignok forene med den sammensatte Geschichte; men hendes Kjærlighed til ham, hvorved de skjønneste Udsigter havde aabnet sig for hende, overtydede ham saa fuldkommen om, at ikke hin vindige Irlænder havde kunnet bevæge hende til et saa nundskyldeligt og saa fortvilet Skridt. Imidlertid lod han Talen gaa, som den vilde, og skjulte, saa godt det lod sig gjøre, det blødende Hjerte. Leiners Frygt var paa en ganske anden men naturligere Kant; han saa ogsaa hen til Bølgerne, og ventede i lang Tid paa den smertelige Efterretning, at en eller anden Fisker havde fundet den Ulykkelige.
Lige saa opbragt som bedrøvet iagttog Frederikke den dyrebare Kaptejns Sindsstemning. Hun havde i de første Dage ventet sig saa meget af Ragnhilds Forsvinden og af den Foragt, der nu stemplede hendes Navn. Men Saaret blødede stedse friskt i hans Hjerte, og al hendes Sentimentalitet, alt hendes Vid var spildt paa den Utaknemmelige. Leiner forsikrede sig selv hundrede Gange, at Kjærlighed forudsætter Agtelse, og at han altsaa umulig længere kunde elske denne Pige, som han ikke mere turde agte. Det hjalp ikke; Lidenskaber lade sig vel neppe bortfilosofere. Imidlertid følte han det Uværdige i at sløves for Virksomhed og selv for Selskabelighed ved en Følelse, som han ikke kunde være bekjendt, — og han sejrede i det mindste for saa vidt i Kampen, at enhver anden end Frederikke blev skuffett. Saa meget han end nu troede at maatte undskylde og maaske retfærdiggjøre den Behandling, man i senere Tid der i Huset havde brugt imod Ragnhild, saa var det ham dog ikke muligt at fatte den Tone imod Frederikke, der forhen havde været den leveglade, harmløse Mand saa naturlig. Desuden kunde han ikke glemme, at hun i Forbindelse med hans Moder lagde an paa at fængsle ham. Ingen var i denne Tid lykkeligere end den letsindige Adlersberg. Han havde rigtig oppebaaret de omtalte Penge og sendt det meste til den gjeldbundne Fader. Men endnu havde han en Rest i Lommen, og saa længe tænkte han ikke paa Afrejsen fra Kristiania, som just ikke kan (eller især den Gang kunde) beskyldes for Livlighed, men hvor der dog altid, med Penge i Haand, leves raskere end paa en ensom Gaard. Dertil kom endelig, at Baronen indbildte sig at være forelsket i Frederikke, og af og til alvorlig tænkte paa ved en saa fordelagtig Mesalliance at rette de forfaldne Sager. At han var vis paa hendes Hjerte, det forstaar sig af sig selv. Og virkelig syntes denne Gang Guden Antheros at tilsmile den Egenkjærlige. Thi Frederikke, langt fra at være blind for Hermanns flaue Tomhed, sammenlignede dog ofte den galante, forelskede Baron med den nedslagne, kolde Kaptejn. I Baronen havde hun ogsaa snart en hel lærvillig Elev, naar det faldt hende ind at præke Tro og Haab. Vel forstod han ikke stort deraf; men han stirrede begjærlig paa de rosenrøde Læber og brugte flittig hendes Omkvædsord.
En Morgen kom han meget alvorlig ind til Leiner.
„God Morgen! Hvad bringer Dig saa tidlig?“
„Den alvorligste Sag af Verden. Jeg vil forbedre mig, Ludvig, fra Grunden af forbedre mig.“
„Saa! Men saa kan vi jo ikke kjende Dig igjen.“
„Helliggjøre mig, vilde jeg sige.“
„Ej, ej! Men saa skal Du først oplyses, gjenfødes og fornyes, tror jeg det heder.“
„O, en Engel har oplyst mig, — Kjærlighed har mig gjenfødt, og min hele Væsen er fornyet.“
„Gud bevares, saa staar Du jo lige for Døren af Helliggjørelsen.“
„Ja men sig mig, hvorledes lægger jeg den gamle Adam af?“
„Din Adam, min Ven! Kjære behold ham; for jeg er bange Du mister Dig selv med ham.“
„Det var grov, Leiner, som Du nu imod mig altid er; men jeg er Christen og forgiver Dig.“
„Undskyld mig; jeg forstaar rigtig ikke dit Plaisanterie. Forklar Dig!“
„Med Fornøjelse. — Du vil maaske have bemærket, at jeg er Frederikken ikke ubehagelig.“
„Naturligvis, Du var jo stedse Damernes Pastor—fido havde jeg nær sagt.“
„Nun aber bin ich’s wirklich geworden. Jeg er gänzlich verwandelt, bezaubert! Mich hat Friderikkens Reiz so völlig eingenommen, dass —“
„Dass Du snakker Tydsk.“
„Ej, ej, nu er jeg i min Gleis igjen. At hun elsker mig, (kjære Leiner! det er kun Dig, jeg saadanne Geheimnisse betror) derom tør jeg ja ikke tvile. Det er saa, det er saa!“
„Gratulerer! Men Hr. Baron Adlersberg og Jomfru — —“
„Possen! Sjæleadel-Harmoni! Kjærlighed og Tro! Evige Længsler! Freundchen! tal dog ikke om den jordiske Adel! For Gud ere vi jo Alle — —“
„Jyder, siger Wessel. Meget vel! Og Du vil altsaa —“
„Mig bestræbe, denne Engel at fortjene. Men nu Maaden, kjæreste?“
„Du siger jo, at hun elsker Dig?“
„Ach du lieber Himmel! Hun elsker dog mere sin Frelser og sine Penger. Jeg maa gjøre mig from.“
„Das heißt: fromm thun. Men, bedste Ven, jeg synes Du har debuteret fortræffelig hos mig i Dag.“
Vi have ikke i Sinde at fortsætte denne Samtale, hvis Natur efter vor Følelse var af et saare lavt Slags, og hvoraf vi blot have anført Begyndelsen, for at finde Lejlighed til en liden Bemærkning over denne Maade at spøge paa. Den er i en dobbelt Henseende uædel og skadelig. Egentlig spotter man kun med det Latterlige i visse religiøse Sværmeres Ordgyderi; men disse samme Udtryk, rigtigen anvendte, rigtig forstaaede ere ingenlunde latterlige; og det er ikke nok, at Sværmeren ærgrer sig i sin zelotiske Iver ved at høre os; ogsaa den virkelig fromme, maaske noget enfoldige eller dog ensidige Christen forarger sig derover. Og nu fornemmelig i en anden Henseende: ved at spotte over de underlige Former bliver man meget let og umærkelig til Spotter over det Hellige selv; i det mindste kjølnes den Varme hos os, som er saa velgjørende i onde og gode Dage. Jeg skal ikke negte, at vore hyperortodoxe Neologer (Tidsalderens Vending har givet dette Ord en modsat Betydning af dets oprindelige) undertiden indbyde til Spot. Men betragter man en liden Smule kjærlig og med nogen Erfaring af Livet og af Historien disse Sværmere, saa erkjender man dog snarere med alvorlig Medlidenhed, at Intet er den svage Menneskenatur saa nær, som at gribe Extremet.