Eventyret ved Rigsgrændsen/09
Niende Kapitel.
Leiner var bleg af Harme. Med Stormskridt skred han frem og tilbage paa Gulvet og knyttede krampagtigt Hænderne. „Og Du, Moder! Du tror at behandle mig som en Dreng, hvor der handles om den alvorligste Mandens Sag! Lover bort min Haand? Trækker mig som en Blindebuk sammen med denne Fjante! Og hun, hun er midt i Komplotten! hun har paataget sig den smukke Kommission, at byde sig selv tilfals. Og — — og! Naa, jeg fik da Øjnene op! Og Du, hulde, uskyldige, fortryllende Taalmodsengel! Du skulde fly langt, langt bort fra dette Hjerte, som Du med hellig Enfold elsker, og som elsker Dig med enhver Evne? Nej, her, her ved min Barm skal Du hvile! Min Brud skal Du være, og det inden Aften. Midt for deres Næse!“ Br, Br! Højstærede Læser! Jeg er ganske træt i Fingrene! jeg kan slet ikke følge ham! Gud ved, hvor han faar Aande fra. Thi saaledes holder han ved at deklamere, indtil hans Oppassers lydelige Banken paa hans Dør erindrer ham om, at han ikke havde længere Tid dertil.
Aldrig kunde noget Menneske komme mere ubelejligt end i dette Øjeblik Hermann Adlersberg, der rask hoppede ind af Døren.
„Hvad Djævelen fører Dig her ind til Byen?“ var den høflige Vel komst, hvormed Leiner gjengjældte sin Vens muntre Hilsen.
„Er Du doll, min aller dyrebareste Hr. Kaptejn? Er det en Maade at tage Venner imod? Kommer jeg ja her for at aflægge min Gratulation til den Hr. Kaptejn, og saa sætter han mig der en Ansigt op, som var jeg sin Kreditor; Og det ved den gode Gud, jeg ikke er. Nej, min bedste Leiner! Jeg bliver til evige Tider din Debitor, og, naar jeg Dig har betalt. Og eben derom maa Du ikke tage mig saadan imod. Ikke sandt, Liebster?“
„Du havde Ret, min gode Hermann, hvis jeg med min Vilje havde fornærmet Dig. Men paa min Ære, jeg er ikke Herre over mig selv. Der gives Ting, Hermann, hvorved en Istap kan smelte.“
„Ild, for at give en Exempel, Ludvig.“
Leiner maatte le midt i sin Harme.
„Aber, jeg forstaar Dig! fullig, fullig forstaar jeg Dig. Æreaffære! Du forstøder dog ikke min Assistance? Jeg har før været med. Bah! I Heidelberg! Der var en Schwerenothskerl af en Student. Han irrede mig op; det blev for grov. Men jeg sugtede ham, o jeg sugtede ham!“
„Aa spar mig for dine Duelhistorier! Jeg har hørt de gamle, og dem, Du siden har gjort — —“
„Naa, naa! Nu er Du impertinent. Men Leiner! Jeg er jo din gode Ven! sig mig, kan jeg hjælpe Dig med Noget?“
„Nej vist ikke! Det er Dameaffærer. Bryd Dig ikke om mig. Nu skal jeg strax komme mig.“
„Aha! Une affaire d’amour! Ja, der kan jeg frejlig ingen Hjælp lejste. Og dog, maaske. Jeg har tilfør været Mediatør.“
„I Misere? Nej, mon cher, jeg spiller L’hombre! jeg har en Solo! Spadille paa Haanden, og de øvrige Matadorer med. Ser Du, nu er jeg i Humør igjen! for jeg bruger Figurer. Derfor, lad det nu være godt.“
„Naa, saa giv lidt Frokost hid! thi jeg er ganske fastende.“
Leiner ringede; Frokosten bragtes, og den veltalende Hermann beskrev paa sin sædvanlige spottende Maade, hvor jammerligt de havde slaaet sig igjennem Vinteren over paa Adlersberg, og hvorledes de dog havde vedligeholdt en vis adelig Glands. Saaledes havde Hermann en Gang reddet den Gamle fra Fortvilelse, da en Stormand ved det ufremkommelige Føre var bleven nødt til at søge Gjestmildhed under Baronens Tag. I fuld Fart greb Hermann en smekfed Kat, der var kommen i Besøg til den magre Kammerat paa Adlersberg, flaaede den i al Hemmelighed ved den tause Tjeners Hjelp, og fik den saaledes færdig til Spiddet, at Pigen uden at ane Bedrageriet tog den an for en Hare — og kunde lige saa lidt begribe, hvorfra den var kommen, som hvad der gik af Johan, at han havde flaaet den for hende.
Leiner smilede lidt mistroisk. „Stegen blev vel god?“
„Øvenud fortræffelig!“
„Men bleve I Alle mætte af den ene Pseudohare?“
„Bevares, nej! Vi havde Fuglesuppe først. Johan og jeg skød aatte Krager.“
„Var Kjelderen forsynet med Vin? Thi, sandt at sige, jeg tror der behøvedes et Glas til at skylle ned med.“
„Ja, det er det aller bedste. Det var, Ære den, Ære bør, Johan sit Indfald. Manden havde to Flasker Vin i sin Slæde; dem ombyttede vi med to istykkerslagne Buteljer, og satte Vinen frem.“
„Det var vel, om han ikke kjendte sine Flasker; de vare vel ikke lakkede?“
„Vi sloge Vinen paa fire smaa Karafler, for at give lidt mere Syn paa Bordet, og, at jeg maatte være ret sikker fra at blive opdaget, forsatte jeg den en ganske Lidt med nogle Gewürtzer.“
Sladreren vedblev at udmale denne og et Par lignende Scener og opnaaede en af sine Henfsigter, den nemlig, at Leiner blev oprømt. I øvrigt var hans Forretning i Kristiania af en behagelig Natur. Den nye Fætter i Weimar havde sendt ham en Anvisning paa en net liden Sum, der skulde hæves hos et Handelshus i Staden, og som den unge Baron besluttede selv at modtage. Nu gik Herrerne til Leiners Spisekvarteer, og derfra gik Hermann til Kammerraadinde Willer, hvem han ønskede at bevidne sin Agtelse, „eftersom han hørte at der blev Selskab om Aftenen.“ Ludvig undskyldte sig fra at følge.
Frederikke havde ærlig holdt, hvad hun havde lovet, at give Ragnhild fuldt op at bestille. „Til Toilettet skal hun saamænd ikke finde megen Tid“, tænkte den vrede Dame ved sig selv — og beskjeftigede sig paa det omhyggeligste med sit eget. Ragnhild, med et Hjerte fuldt af den frygteligste Angst, af Sorg, af Bitterhed, kort i en Stemning, hvis Natur vi kun ved nogle Oplysninger, som her ikke er Sted at give, kunne ganske underrette Læseren om, satte vel med Anspændelse men med Held, Aandskraft imod Aandssygdom og saa med sit blege, milde Ansigt, ud som en Rafaelsk Gudsmoder. Det, der holdt Pigen i Vejret, var Tilliden til Leiner og Overbevisningen om, at hint med kvindelig Finhed skrevne Brev, vilde have en afgjørende Indflydelse paa ham. Hun mærkede snart, at Frederikke vilde hindre hende fra at blive omhyggelig paaklædt; men, List imod List! Uden at forsømme de krydsende Befalinger havde hun i al Stilhed sit Haar i Orden og den skjulende Kappe derover, sin hvide Kjole tæt sluttet til de yndige Former og gjemt under Kjøkkenforklædet forneden og det store Bomuldsschavl foroven.
Nu rullede et Par Vogne frem, og Frederikke raabte ud igjennem Salsdøren: „Hilla! Theen, hurtig, hurtig! Min Gud, har Du ikke klædt Dig paa endnu? Hvad i Verden har Du da bestilt? Saa kast nu i Hast en Kjole paa og tag en ren Kappe! for nu er der ingen Tid til Puds, og Du ved, Moder lider ikke, at Andre skjænker end Du!“
„Strax, strax!“ svarede Ragnhild, og imedens Moder og Datter endnu komplimenterede de indtrædende Damer og da Leiner med sin Baron just aabnede Døren, — stod Ragnhild foran Thebordet, omsvævet af alle Kunstens og Naturens Gratier. Alles Øjne rettedes imod den vidunderlig dejlige Mø; men hvorledes Frederikke blev tilmode, er lettere at tænke sig end at beskrive. Forbauselse over det pludselige Underverk veg tilbage for Harme og Misundelse og fremfor Alt for den inderligste Forbitrelse over at være gjennemskuet og overlistet. Hun kom saa aldeles ud af sin Fatning, at Moderen og det hele Selskab ængstlig spurgte, om hun havde ondt.
„Den Triumf skal Du dog ikke have!“ tænkte Frederikke og kastede et Sideblik til Ragnhild. Hun gjorde sig al Umag for at være lystig, vittig og charmant; men ret vilde det ikke lykkes. Des fortræffeligere spillede Ragnhild sin Rolle. Den Blanding af voldsomme Indtryk, der havde virket paa hende i de sidste fire og tyve Timer, havde bragt hende i en exalteret Stemning, hvor enhver Evne syntes begavet med nyt Liv. Adlersberg var aldeles hentryllet. Han glemte Selskabet, glemte den smukke, unge Vertinde, der sad ved hans Side, — og underholdt paa en uden Tvil temmelig mager og flau Vis den skjønne Theskjænkerske. Leiner tog ingen levende Del i Selskabets Konversation. Med stille Henrykkelse dvælede hans Øje nu og da paa den Tilbedte; for Resten sad han fordybet i sig selv. Leiners Plan var, ved Aftensbordet at erklære Selskabet sin Forlovelse. Men nødvendigvis maatte han dog først have et Øjebliks Samtale med Ragnhild. Saa meget end deres Hjerter vare komne hinanden imøde, saa maatte dog ogsaa fra Læberne en Tilstaaelse foregag, førend hin uventede Bekjendtgjørelse kunde finde Sted. Imidlertid var Raghild paa sin Side, Leiner paa sin saaledes fastholdte, at den Sidste med Ængstlighed lytteve til Taffelurets hurtigt paafølgende Kvarteerslag. Adspredt begyndte han at fortælle et Par Byanekdoter og deriblandt om et Tyveri fra Gaarsdagen.
„Ja, det er forskrækkeligt!“ tog en Dame Ordet. „Eet Tyveri, siger De, nej fem, Hr. Kaptejn.“
„Fem, Frue?“
„Fem, min Bedste?“
„Kjære, det har jeg ikke hørt!“
„Ved Du Besked derom? Kammerjunkeren var ude hos min Søster i Morges, og sagde os Noget derom.“
„Ja vist ved jeg Besked; for min Mand har lidt mest derved; han har mistet sin store, firkantede Gulddaase med Prins Carls Portræt, og dertil en Rulle hollandske Dukater.“
„Gud forbarme sig! Og hvor laa det?“
„I hans Skatol, som vi ansaa for dirkfrit. Ja Du ved, hvor det staar, Frederikke Du og Jomfru Sæter vare hos os i Forgaars; da laa Alting i sin Orden.“
„Ja“, sagde Ragnhild, „Fruen viste os enda Indretningen i det dejlige, nye Skatol.“
„Nu! og paa een Gang borte?“
„Paa een Gang, og ikke Spor til Brud paa Laasen.“
„Er der da ingen Mistanke?“
„Ingen. Vi meldte strax Tyveriet paa Politikammeret. Min Mand gik selv derhen, og der fik han vide de fire øvrige. Ja, det værste kan Du nok bedst fortælle, Madame Wrigth.“
„Ja desværre! Mit Guldur, mine Diamantes Ørenringe og mit nye Sæt Kniplinger.“
„Ih Gud bevares, og De ved heller Ingen at mistænke?“
„Nej, i Sandhed! Alt laa paa eet Sted i mit Natbord.“
„Og de øvrige Tyverier?“
„Grosserer Lemmings Medaljesamling, Oberstinde Friis’s Smykker, Fru Alsings nydelige Sølvopsats; der har De Alt sammen.“
„Men min Gud! Det maa dog En i alle Huse bekjeydt været, som man kunde gjette paa!“ raabte Baronen forundret.
„Ja Politiet har sagtens havt i Sigte en Person, som uden Pas har strejfet om i disse Dage, men som i Nat pludselig forsvandt, saa godt som imellem Betjenternes Hænder. Men han alene kan umulig i to Dage have fejet saaledes ud iblandt os.“
„Havde de ham fat?“
„Ja, han skal have været indsluttet i denne Gade, men som et Lyn var han forsvunden.“
Under den stedse mere levende Samtale faldt Leiners stjaalne Blik paa Ragnhild. Hvilken Forandring! Stum og skjælvende sad den skjønne Pige bleg som Døden med uvisse Blik. I det hun ængstlig trak efter Vejret, rejste hun sig bævende og vaklende skred hun ud af Døren. Flere af Selskabet saa forundrede efter hende; men Vertinden og Frederikke vare i dette Øjeblik saa dybt inde i den nye Stadskrønike, at de ikke bleve Ragnhilds Forfatning var. Leiner derimod, lige begjærlig efter at finde et Øjeblik til at tale under fire Øjne med Ragnhild og urolig over hendes pludselige Ildebefindende, gik ud af den modsatte Dør og søgte, bekjendt med Husets Veje, til hendes Værelse. Ved første Øjekast fandt han i dette nu af Lise beboede Kammer en Garderobe, som ikke kunde være Ragnhilds og ilede tilbage. Da blev han i den anden Ende af Gangen en halvaaben Dør var, og indenfor den hvidnede den Elskedes Klædebon. Sagte traadte han til. Stakkels Leiner, hvilket forbausende Syn! Færdig at udbrede sine Arme imod den Dyrebare, færdig at trække hende til sit bankende Bryst og i Enrum udraabe de Ord, han strax efter vilde udraabe for hele Verden: — blev han forundret staaende paa Dørtærskelen, mere lig Laokoons Støtte end den Apol, man saa ofte sammenlignede ham med. Se! Ragnhild laa paa Knæ for et lidet, firkantet Skrin, hvis Laag var oprevet. Ved Siden af hende laa en Kniv, hvormed det formodentlig var opbrudt. Med Forfærdelsens Udtryk i ethvert Ledemod laa hun her for Skrinet, der glimrede af ædelt Metal og Stene.
„Ja! ja! Her er det jo Alt sammen! O ulykkelige Ragnhild! Hvorledes redder jeg min Ære, o Gud! o Gud! Han har gjort mig ulykkelig! For hans Skyld —“ Hun saa sig om, blev den dødblege Leiner var og sank med et Skrig om paa Gulvet. Et saadant Badutspring fra Himmelen og ned i Helvede har maaske ikke ret mange gjort, som her vor gode Kaptejn. Krampagtig klyngede han sig med den ene Haand til Dorstolpen og slog den anden om Hovedet, hvor Alt syntes at bevæge sig i hurtige Kredse. „Vær Mand!“ raabte han til sig selv den ene Gang efter den anden. Men Bedøvelsen vilde ikke vige, og han var nær ved at synke ned. Endelig vækkede en Støj i Gaarden den arme Leiner, og forskrækket samlede han sine Sindsevner. Endnu laa Ragnhild ubevægelig udstrakt uden Tegn til Liv. „Jeg har elsket Øig, dejlige Slange! Jeg maa redde Dig!“ raabte han hurtig, slog Skrinet til, ilevbe hen ad Gangen dermed og kastede sin Kappe over sig og det. I to Spring var han ude af Bagporten.
„Ja, hvad gjør jeg nu?“ Tvilraadig sneg han sig hen til sin Ven, Politimesteren. „Om jeg bliver nødt til paa Ed at opgive min Adkomst? —“
O Lykke! Uagtet den sagte Støvregn stod et Vindue oppe til Politimesterens Soveværelse. Ingen lod sig se i den smale Gade og, vips, var Skrinet langt inde i Kammeret og i samme Øjeblik var Leiner allerede om Hjørnet. „For saa vidt er det muligt, at jeg har reddet Dig, Ragnhild. Ak Gud! Det Bedste staar vel neppe mere til Redning! Altsaa derfra Kammerraadindens og Frederikkes forandrede Opførsel. Og Du skulde kunne elske! O afskyeligt! Bolerske er hun ogsaa; thi disse Ord: „Han har gjort mig ulykkelig! For hans Skyld —“ Det maatte vel gjælde en nedrig Elsker; thi for mig kunde hun dog ved Gud ikke falde paa at stjæle. O Menneske! Ja Gud trykkede sit Billede i Støv — som Grev Geert siger.“
Vi have begyndt dette Kapitel med en heftig Monolog af samme Mund; for ikke ogsaa at maatte slutte det paa lignende Maade, ville vi bryde af og lade Læserne efter Behag forestille sig Resten. — Netop havde Leiner forladt den ulykkelige Ragnhild, da hun vildt slog Øjnene op og samlede sine Tanker for at føle sin hele jammerfulde Forfatning. Ogsaa hun „havde været“ i Arkadien! Hendes første Blik søgte Ludvig, det andet hint usalige Skrin. Begge vare forsvundne, og begjærlig greb hun efter den blinkende Kniv. Dog — ikke enhver Fortvilet er modig eller modløs nok til at ville dø. Staalet faldt atter af den skjælvende Haand, og mekanisk greb hun en Frakke og styrtede ud af Huset, hvor hun hvert Øjeblik maatte vente den skrækkeligste Ydmygelse. Gaden brandt under den Ilendes Fødder, og aandeløs vedblev hun at løbe afsted, i den stedse tiltagende Regn, indtil den frembrydende Aftenskumring fandt hende langt udenfor Byen ved Siden af Landevejen. Her sank hun udmattet ned, og Smerten, der rasede i hendes Bryst, fik Luft i en Strøm af Taarer.
„Hvad har jeg da forbrudt, at jeg skulde blive saa grændseløs ulykkelig! Forfulgt af Øvrigheden, greben, hensat i et Tugthus, dybt foragtet, for evig udstødt af Menneskeligheden! Og Leiner, Leiner!“ Hun vred sine Hænder og gik igjen jamrende fremad, saa hurtigt det var hende muligt. Enhver Vogn, ethvert Hestetrav indgød hende Dødsangst. Men vi forlade den Ulykkelige paa denne ensomme Nattevandring. Endnu have vi Noget at se os tilbage efter i det Willerske Hus.
Den livfulde Samtales Flod syntes ved Ragnhilds Bortgang at have delt sig i tvende Hovedstrømme, der en Tid bugtede sig frem, den ene til Højre den anden til Venstre, indtil begge Strømme pludseligen forenedes i en bred Flod. Hin højre Strøm, der havde sit Udspring nærmest om Thebordet og iblandt Andre ogsaa løb over Adlersberg, susede om Ragnhilds pludselige Ildebefindende. Man fandt det højst utroligt, men — „Egentlig vidste Ingen noget om denne Sæter.“ — Hvorom Alting var, blev dog hendes Opførsel nu ubegribelig.“ — „Man maatte dog en saa elskværdig Pige ikke saa ukjærlig beurtheile.“ — „Ja denne Elskværdighed, som de unge Herrer holde paa, den lukker just Øjnene. — — —“ „et vilde da vise sig.“ — „Hvor hun dog kunde blive af?“ — „Underligt, at Fru Kammerraadinden ikke mærkede, hvorledes hun blev forandret og vaklede ud.“ —
Den venstre Strøm susede imidlertid om Hovedgjenstanden, de begangne listige Tyverier. I denne befandt Moder og Datter sig. Man gjennemgik Formodning om undvegne Slaver, o. s. v. om falske Nøgler, om Hustyve o. s. v. Resultatet var, at Selskabet formerede sig til en Komplot, der bestod af listigt Tjenestetyende, og enhver talte nu sine Folk op for sig selv og var færdig at mistænke sin troeste Tjener. De har været heldig, Fru Kammerraadinde, at De er gaaen fri.“
„Det kan vi saamænd ikke ganske sige“, svarede Frederikke; „saa betydeligt have vi vel ikke mistet, men i den senere Tid dog Et og Andet.
„Ja, det er sandt, Frederikke. Men jeg vil dog ikke haabe, at vi have Hustyve.“
Se, nu har jeg betydet Læseren begge Strømmes Bøjning, og man mærker let, hvorledes de flyde sammen og gaa med Mistankens Susen over den saa pludseligt af Værelset forsvundne Ragnhild.
„Man maa dog se efter Jomfruen! Hvad i Verden kan der da gaa af hende?“
Undersøgelsen over det hele Hus var forbi; Ragnhild var virkelig borte, altsaa skyldig.
„Naa, stille Vand har dyb Grund!“
„Uden blank, inden krank!“
„Kalkede Grave!“
„Verden bliver dog værre og værre!“
„Saa skjøn og saa ung!“
„Maa dog forført være bleven, den arme Pige.“
„Nej, Børn! Jeg kan ikke faa det i Hovedet.“
„Ja, men det hjelper ikke, det gaar jo lige igjennem Øjnene.“
„Men vil De da ikke gjøre Anstalter?“
„I min Gud! De har Ret. Hurtig efter Politiet!“
I det Samme traadte Politimesteren munter ind i Salen. „Undskyld min Frihed; men jeg vidste, at Madame Wrigth var her, og jeg kunde ikke negte mig den Fornøjelse selv at underrette Dem om, kjære Madame, at Deres Ur og øvrige Sager ere i mine Hænder.“ „Hvad? Hvorledes? Hvordan og naar?“ vare de forvirrede Udbrud. Politimesteren fortalte, at han uventet havde fundet Skrinet med alle de fra Forskjellige bortrøvede Smykker og Kostbarheder i sit Værelse. Den muligst nøjagtige Undersøgelse blev foretagen; men da Fru Willer nu bragte i Forbindelse med Tyveriet Jomfru Sæters pludselige Forsvinden, rystede Politimesteren heftig og næsten vred paa Hovedet. Ogsaa paa hans Hjerte havde den skjønne, talentfulde Ragnhild gjort Indtryk, og han stod færdig at sætte sin Ære i Pant paa hendes Uskyldighed.
„Det maa have en ganske anden Sammenhæng med hendes Udeblivelse“, sagde han med et skarpt Blik paa Frederikke, „og i Morgen, naar De formodentlig selv taler med hende, vil denne Sammenhæng nok blive Dem forstaaelig.“