Eventyret ved Rigsgrændsen/04
Fjerde Kapitel.
Prinsessen i Pjalter.
Kan lære, naar man dem med Flid igjennemsøger.
Holberg.
Vi skylde vore Læsere Underretning om Leiners Bekjendtskab til Tjenestepigen Ragnhild. Sent ude paa Høsten 1808 sendte Norges Statholder, Prins Christian August, den unge Løjtnant Leiner med Depesjer over Rigsgrændsen. At Valget faldt paa en saa ung Officeer synes at forudsætte, at Erindet var ubetydeligt — eller ogsaa, at det skulde have Skin af at være det. Enten det laa i Instruxen, eller et Indfald bestemte ham, nok, Løjtnanten tog paa Tilbagevejen ud fra den almindelige Landevej og fulgte en Bygdevej eller rettere Fjeldsti over Grændsen. Dette skulde vel neppe have givet Anledning til nogen særdeles Hændelse, og vi skulde saaledes neppe kommet til at skrive disse Blade, — dersom han ikke i den sidste svenske Landsby havde truffet paa en Hest, der var tilfals, og hvis udmærkede Egenskaber bestemte ham til at kjøbe den. Hesteryggen var den muntre Leiners Element, og nu strøg han sorgfri uden Ledsager, afsted paa den snart banede, snart ujevne Vej. En Eftermiddag saa Vejret lidt betænkeligt ud, da han traadte ud af et Bondehus ved Vejen og tøjlede sin Hest op. Man raadede ham til at oppebie Udfaldet, da de sammentrækkende Skyer spaaede et stærkt Snefog. Næste Morgen, mente Manden, vilde det sikkert blive klart, naar disse tykke Vandsamlinger vare komne ned, — enten det nu blev til Regn eller Sne. Da Leiner syntes at betænke sig lidt herpaa, fordi han ilsomt skulde tilbage og sinkedes allerede vel meget ved at ride egen Hest, foreslog Konen ham at medtage en Ledsager. „Han er saa blot ung og skulde rejse saa slem Vej i sligt Vejr uden Mandsfølge!“ Eja! foer det som Ild i Blaar igjennem den unge Helt. Med purpurfarvede Kinder svang han sig i Sadelen og sprængte afsted.
„Herre Gud, den Ungdom og den Vildskab!“ sagde den gode Kone rokkende med Hovedet. „Saadanne Børn skal gaa i Krig“, svarede Manden med et spottende Smil. „De kan ikke ret styre sig selv, og saa skal de styre gamle Folk.“
Til Lykke hørte den unge Kavalier ikke disse eller de paafølgende Repliker; thi han øvede sin Manddom paa den modige Traver, der bar ham højt og let hen igjennem Skoven. Imidlertid antog snart baade Himmel og Jord en meget alvorlig Karakteer. Den vaade Sne føg tæt og tung om Rytter og Hest, og paa samme Tid slyngede Vejen sig saa stenig, ofte tvivlsom igjennem de saakaldte Skalbjerge, at Leiner blev ilde tilmode, især fordi han frygtede, at den vel stærke, men allerede anstrængte Hest ikke skulde holde ud, indtil han naaede Hus, — og det var efter Beskrivelsen ikke at naa paa fire Timer. Han klappede Flink paa Manken, svøbte sig ind i sin Skindkappe og lod staa til. Da begyndte Fjeldryggen at højne sig, og med Et saa Rytteren foran sig en hel Vinterdragt af Sne, hvori ikke en Kragefod havde tegnet sig. Den føleligste Kulde gjennemisnede ham, og den Varme, han fornam af Hestens rygende Damp, gav ham ingen synderlig Opmuntring. En Beslutning maatte fattes; thi at blive staaende paa dette Sted, var at kalde Døden frem i dens Isgestalt. Da der nu slet ikke var Sti at se fremad, maatte Flink vende sig omkring, og det gik nu saa hurtigt, som det lod sig gjøre, det vil sige overmaade langsomt, tilbage ned ad den farlige Fjeldvej. Saaledes fortalte Leiner siden efter selv denne Rejse, men var derefter nødt til at gjøre et Spring i Beskrivelsen af omtrent tre Timer, i hvilken Tid Flink ganske alene forestod Befordringen, imedens Rytteren, halvdød af Kulde, netop havde Bevidsthed og Kraft nok til at holde sig fast i Sadelen. Det var næsten mørkt, da Flink holdt stille udenfor en lav Hytte. Det gode Dyr gav sig til at vrinske og kradse med Fødderne. Herved vaktes en Smule Livlighed hos Leiner, og han begyndte at raabe saa højt det var ham muligt. Men, Intet lod sig høre. Af flere Forsøg paa at stige af, lykkedes endelig et, og nu havde han Klinken i Haand. Døren var laaset indenfra; men Nød bryder Love og brød ogsaa den svage Laas. Oplivende Gløder glimtede paa Skorstenen; for Resten gav i den mørke Hytte ikke et Liv sig tilkjende.
Leiner blæste i Gløderne og tændte en Tyristikke[1] for med den at rekognoscere. Men det Glimt, han aller først fik, bragte ham snart til at glemme baade sin Nød og Kulde og sin mislige Stilling i denne øde Vraa.
Fortælleren har paa dette Sted laant Ludvigs egen Udtryksmaade, for paa samme Maade at spøge med Læserne, som denne gjerne gjør med Tilhørerne. Hvo tviler paa, at det oplivende Syn der bragte Leiner til at glemme Alt, der afpressede ham et sjælefuldt Ak, var den skjønneste, nydeligste Gudinde i en Bondepiges Dragt? var den dejlige Ragnhild?
Nej, kjære Læser! det var en Trækop, fyldt med varmt Øl ved Siden af et Fad Grød. — Der gives en Stilling, i hvilken den aller galanteste Ridder ikke er galant, en Stilling, for hvilken selv de strenge Domstole gjøre Undtagelse fra Lovbudet. Leiner gjorde ingen Bemærkning over Galanteri eller Love — men tømte den rygende Skaal. „Tak, min ubekjendte Velgjører!“ raabte han og slængte Rejseklæderne af sig. Men nu vendte den opvarmede Tanke sig til den arme Flink, som taalmodig holdt sig udenfor, i den Formodning uden Tvil, at han ikke vilde blive glemt. Vrinskende lagde det gode Dyr sit vaade Hoved op til den Udtrædendes Bryst, og snart fandt Leiner et Skur, der forhen havde tjent til Kostald. Sadelen var ikke før kastet af, førend Flink krøb ind og lagde sin udmattede Krop til Hvile.
„Men hvor faar jeg Føde fra?“ syntes Dyret at spørge, idet den vendte sig om efter sin Herre.
„Taalmodighed, Flink. Her bliver vel et Raad. Uddøde ere dog ikke alle Folkene, siden de have varmt Øl staaende for en stakkels forfrossen Soldat.“
Flink sukkede tvilsom ved denne Trøst, og Leiner famlede sig igjen ind i Hytten. Der inde var Alt stille som før. Helten tændte atter sin Stikke, og da nu ikke mere den fortryllende Drik drog hans Øje hen til sig, blev han snart var paa et Leje i en Krog af Hytten en halvvoxen Pige, der ligesom Strudsen, naar den forfølges uden at kunne undfly, paa det omhyggeligste begrov sit Ansigt.
„Vær ikke bange, gode Barn! jeg gjør dig ingen Fortræd“, sagde Leiner i en mild Tone. Pigen saa frygtsom op og satte et Par store, mørkeblaa Øjne paa den Fremmede, idet hun viskede en Angsttaare af Ansigtet.
„Staa op, lille Pige! jeg gjør Dig sandelig ikke Noget.“
„Saa sværg ved eders ridderlige Ære!“ sagde Pigen med en snurrig Blanding af Trods og Forskrækkelse. Vi have Grund til at formode, at vore Læsere paa dette Sted studsende se op fra Bogen, som om de tvile om, hvor vidt de have læst rigtigt. Idet vi forsikre dem derom, bede vi, at de ville forestille sig, hvorledes Leiner maatte studse og bære Tvil om, hvor vidt han hørte ret. Med en sælsom Blanding af Forbauselse og Lyst til at skoggerle stod han en Tidlang taus og lyttende. Da løde de selvsamme Ord fra de samme Læber, kun med en Stemme, der viste forøget Angst og forøget Trods. Leiner hemmede sin Latter, gav det forlangte Æresord, og nu kom Pigen frem.
„Hør Barn! saa nysgjerrig Du end har gjort mig efter at vide, hvo Du er, saa maa jeg dog sætte alt Andet op indtil videre og fremfor Alting bede Dig om lidt Græs til min Hest.“
„Noget Hø og en Bøtte Vand skal den strax faa“, sagde Pigen, og en rank, velvoxen Skabning viste sig i de usle Pjalter, idet hun skred Leiner forbi. Han fulgte hende ud og hjalp hende at pleje den mødige Hest. Da de vare komne ind, søgte Barnet en Praas frem og satte den med komisk Undskyldning i en sønderslagen Flaske. Derpaa vimsede hun geskjæftig omkring, satte en Gryde med Kartofler paa Ilden, tappede en Kande Øl, lagde et rent Klæde og et Par umage Knive paa Bordet — og fremtog endelig nogle Lever[2] Brød og et Stykke Smør.
Saa snart Leiner paa første Anmodning havde stillet sin stærkeste Appetit med Brød og Smør, gav han sin Nysgjerrighed Luft med de Spørgsmaal: „Hvem er Du, hvad hede dine Forældre og hvad er dette for et Sted?“
„Jeg heder Ragnhild og lever her hos en gammel Kone, som just i Dag gik til Byen, hvorfra hun ikke kommer hjem førend om en Ugestid. Min Fader bor i Sverige og er nok Kræmmer. Han kommer ikke ofte til os; nu er det et halvt Aar, siden han var her. Han heder Arve. Denne Plads kaldes Fursæt og har været en Sæterplads[3]. Men ellers tror jeg nok“, lagde hun til i en underlig forlegen og dog stolt Tone, „at jeg er en Prinsesse.“
„Jeg tror, det spøger i den lille Hjerne“, sagde Løjtnanten, som just brændte sig paa en Potet; „hvem har bildt Dig det Fjas ind?“
Ragnhild satte et surt Ansigt op og svarede ikke et Ord. Hun var en alt for godmodig Vertinde og havde et alt for interessant lidet Ansigt, til at Leiner kunde føre det over sin Samvittighed at vide hende vred. Han satte sig derfor venlig hen til hende og tog hendes Haand. „Bliv ikke saa hastig vred, vakre Ragnhild!“
Det lille Ansigt blev klart, og en venlig Rødme skød op under en af adskillige uvedkommende Ting sammensat Teint.
„Du kan sagtens fortælle mig, hvad Grund Du har til at tro, at Du er en Prinsesse. Thi det maa rigtig ikke undre Dig, at en Fremmed just ikke i en Hast kan falde derpaa.“
Ragnhild kunde slet ikke begribe denne Mistro; hun mente, det var ikke første Gang, Prinsesser opdroges i usle Bondehytter og opdagedes af smukke Riddere, som førte dem hjem til sine kongelige Forældre.
„Aha!“ sagde Lejtnanten; „nu forstaar jeg det. Ja vist, min kjære Ragnhild, det har saamænd hændt sig; man har det endogsaa paa Prent. Ikke sandt, Du har nogle smukke Bøger om Prinser og Riddere?“
Ragnhild nikkede meget venlig og hentede en hel Del forrevne, skidne danske og svenske Romaner og Eventyr, trykte i dette Aar. Ridderen, thi det havde Leiner i Ragnhilds Øjne fra første Øjeblik af været, fandt naturligvis mere Behag i den naive Prinsesses Selskab — end i den hele Samling af Eventyr om Tistram og Indiana, den skjønne Melusine, den hornede Siegfried, Prinsen af Westfalen, Markolfus, Till Uglspil &c. — og den Opmærksomhed, han ydede hende, erstattede fuldkommen den uhøflige Ligegyldighed, med hvilken han skød de tilsmurte Skroller til Side.
„Men Noget foruden disse mærkværdige Historier maa Du dog have at grunde din Formodning paa, min smukke lille Prinsesse Ragnhild!“
„Naar I kalder mig Prinsesse, Hr. Ridder, saa er det bare for at spotte mig, og derfor skal jeg bede, at I lader det være. Men ellers kan jeg sige, at Birthe har engang sagt mig, hun tror slet ikke, Arve er min Fader, for, da jeg blev bragt hid, for at Birthe skulde opføde mig, da var jeg nogle faa Aar gammel og havde meget fine Klæder paa; ret som en Prinsesse var jeg klædt. Birthe har endnu et Stykke af — ja af mit Tøj, som er en fin Knipling omkring. Naar hun havde været hjemme, skulde I have faaet det at se. Kanske I da havde kjendt — men det kunde I vel ikke. Ak, Hr. Ridder! nu rejser I over de blaa Bjerge og de vilde Have, — og saa glemmer I over alle de skjønne Fruer paa Borgene den arme, forladte Ragnhild.“
Leiner maatte arbejde med sit Ansigt for ikke at fordærve Spøgen ved at briste ud i Latter. Pigen græd just ikke bitterligt men dog uden Affektation — et Slags æsthetiske Taarer formodentlig, som hun i sine Prinsessedrømme havde vænnet sig til at fælde. — Meget højtidelig lagde Løjtnanten Haanden paa sit Sværd og forsikrede, at de skjønneste Borgfruer skulde ikke bringe ham til at glemme at besøge Hytten, saa snart hans Tid tillod det, og tale med Birthe om hvad der kunde gjøres for hende.
„Om jeg nu just ikke kan love, at Du skal blive Prinsesse, mit gode Barn, saa skal jeg dog sørge for Dig, saa at Du kan komme til Folk, hvor Du lærer noget Ordentligt.“ — Uagtet disse Ord slet ikke lignede dem i Ridderbøgerne, takkede dog Ragnhild ham meget og mente, at naar hun først kom udenfor dette fæle Hul, skulde Resten vel falde af sig selv.
„Du har virkelig paa en Maade reddet mit Liv, gode Pige, og jeg skal ikke være utaknemmelig. Men fremfor Alt maa du have din Faders Samtykke. Jeg vil skrive et Par Ord, som Du kan vise ham, naar han engang kommer.“ — Leiner skrev paa et Blad, han rev ud af sin Tegnebog, at han til Gjengjæld for den ham viste Gjestmildhed vilde sørge for, at Ragnhild blev opdragen efter sin Stand i et godt Hus paa Frederikshald (den nærmeste Kjøbstad). Ragnhild tog med Taknemmelighed Bladet og beklagede, at hun ikke selv kunde læse det.
Imidlertid havde Snefoget hørt op; han gik ud til sin Hest, og Ragnhild lavede tilrette den ledige Seng, hvori gamle Birthe ellers laa. Til Leiners store Fornøjelse havde hun imellem Sengen og det Leje, hvorpaa hun selv skulde hvile, lagt paa Gulvet hans blottede Sabel.
„Hvad skal det betyde?“ spurgte han smilende, skjønt han meget vel begreb Meningen.
„I er vel en ærekjær Riddersmand“, svarede Jomfruen knejisende, „og agter eders Sværd.“
„Men et Kys giver Du mig dog vel i al Høviskhed, Du lille morsomme Prinsesse?“
„O, saa mange som I vil!“ sagde hun og klyngede sig med opvaagnende Lidenskab om den første Mand, der havde mødt hendes stolte Drømme. Leiner blev varm og skød Barnet mildt fra sine Læber.
„God Nat, kjære Ragnhild!“
„God Nat, kjære Ridder!“
Snart sank den udmattede Rejsende i Søvnens Favn. Ikke saaledes gik det Prinsessen. Blodet strømmede i de friske Aarer. Indbildning og Virkelighed forenede sig og dannede et flammende Billede, og hun lyttede glad og bange til hans Aandedrag. Saa længe endnu en Lysning fra Gløderne viste hende et dunkelt Omrids af den skjønne Ridder, laa hun med stirrende Øjne og forfulgte hvert Træk. Da det fuldkomne Mørke indhyllede Hytten, steg hendes Længsel og hendes Mod. Hun rejste sig sagte op, skred selv over det frelsende Sværd og satte sig tæt ved Sengen, bøjende sig ned imod Leiner. Til Lykke for Pigen og for Løjtnanten sov han saare fast. Endelig slumrede hun ind, halv siddende, halv hvilende paa hans Hovedpude. Saaledes fandt den første Skumringsstraale hende, og med Morgenen kom ogsaa Besindelse og Undseelse tilbage. Hurtig rejste hun sig, slog Ild og tillavede en frugal Frokost for den rejsende Riddersmand. Nu iførte hun sig sin Smule Stads; vaskede sig omhyggelig og udkjæmmede de gule, rige Lokker, som hun nu for første Gang kunde have den Glæde at fremvise for en skjøn Adelsmand og Ridder. Derpaa gik hun ud til Hesten og betragtede med Glæde det stolte Dyr, der saaledes gik Verden omkring med sin tapre Herre. Imidlertid vaagnede Leiner op og opsøgte Pigen. Glad sprang hun ham imøde og forsikrede, at hun havde drømt om ham hele Natten. Dog fortaug hun, i hvilken Stilling hun havde tilbragt den. Leiner forbausedes over Pigens Skjønhed, der endnu i sin Knop blomstrede i usigelig Ynde. Hendes flammende Blik hang ved hans, og han følte, hun var ham farlig. Med et Mod, som ikke er ringere, fordi det ikke glimrer, holdt den retskafne, strenge Yngling sine Følelser tilbage. Saa kold som muligt rakte han hende Haanden, betragtede den vilde Omegn og beklagede det slette Føre, der var foraarsaget af Gaarsdagens Uvejr — og spurgte om Vejen.
Ragnhild havde ingen Dannelse uden den, hendes smagløse Bøger havde givet hende; men hendes kvindelige Følelse var fin. Hun havde desuden i de sidste tolv Timer gjort Kjæmpeskridt i en Udvikling, der ikke blot vindes af Bøger. Med Sikkerhed fattede hun derfor den angivne Tone og beskrev saa godt, hun kunde, den Vej, som skulde føre ud paa den brede Kongevej.
Efter at Frokosten temmelig taust var fortæret, lagde Leiner et Par Daler paa Vordet til Birthe, sadlede sin Hest, kyssede den grædende Prinsesse — og gjentog sit Løfte at besøge hende og tage sig af hende. Længe efter at Rytter og Hest vare skjulte af Bjergene, stirrede hun vemodig efter begge, kastede sig derpaa hulkende paa det Leje, paa hvilket han havde hvilet — og sukkede: „Arme Ragnhild! Han glemmer Dig for de skjønne Borgfruer, og Du er nu tusinde Gange mere ulykkelig end før!“
- ↑ Bønderne i Norge skjære lange, tynde Spaaner af Furetræ, hvilke de kalde Tyristikker og som de antænde i Stedet for Lys, idet de fæste dem i en næsten horisontal Stilling i Væggen.
- ↑ Den norske Bondes almindelige Brød er lavet af Havremel og steges paa en rund Jernskive i meget flade Kager, hvoraf enhver kaldes en Lev.
- ↑ Bønderne have sine vidløftige Græsgange ofte langt fra de beboede Gaarde oppe imellem Fjeldene. Til disse Græsgange drives Kreaturene om Foraaret og komme først ved Høsttid tilbage. En saadan Samling af Kreature kaldes en Bøling — og Pigerne, der i Sæterhytterne lave Smør og Ost til Vinterbrug eller Salg, Sætergjenter.