Eventyret ved Rigsgrændsen/03
Tredie Kapitel.
Brevet og Kritiken.
Jeg da for Sanden seer, der er heelt Andet under.
Holberg.
De to Matroner vare fuldkommen enige i Henseende til sine Børns Forbindelse; og kun tilsyneladende var Frederikke uvidende om Mødrenes Plan, der saa ganske var efter hendes Hoved. Det var efter hendes Indflydelse, at Commerceraadinden ikke med et halvt Ord maatte omtale hende til Sønnen, som hans Guldæble i Sølvskaal; thi det var ved egne Yndigheder, egne Fortjenester, hun vilde vinde ham. Rigtignok havde ogsaa enhver Underhandling for stedse lukket Bommen for denne unge, ædle, selvstændige Mands Hjerte. Men saa smuk unegtelig Frederikke var, saa forekom hendes Sjæl ham dog at være saa lidt elskværdig, at Bommen neppe nogensinde vilde gaa op. At den forfængelige Pige ikke mærkede hans under sin Opmærksomhed skjulte Kulde, er mindre ubegribeligt, end at begge Mødrene fuldt og fast troede, at han var forelsket til begge Øren. Først da Damerne efter et Par Dages Forløb havde forladt Thorsrud, og den utaalmodige Moder trængte ind paa Sønnen for at faa Bekræftelse paa sit Haab, nedslog han ved et Par bestemte Ord den hele skjønne Bygning. Commerceraadinden begyndte nemlig, for, som hun troede, at falde i Ungdommens Tone, at rose Frederikkes Skjønhed og Pnde.
„Smuk er hun, — yndig, det kan jeg ikke finde.“
„Da synes mig dog. Men Forstand har hun da som en Engel. Det veed jeg, Du forstaar Dig paa, Ludvig.“
„Paa hendes Forstand forstaar jeg mig rigtig ikke stort, kjære Moder. Enfoldig er hun sagtens ikke; hun har endogsaa en Smule Vid. Men hun er rent forstyrret af sine Bøger.“
„Ej, ej! det havde jeg ikke tænkt. I Mænd have nu saa underlige Fordringer. Da maa jeg sige, din Fader, Commerceraaden, var mindre ufornøjelig med mig. Han roste mig altid, fordi jeg læste højt med klar Røst. Ogsaa havde jeg min Force i at læse ethvert Brev, om det var nok saa utydeligt skrevet. Nu ere mine Øjne svage, og jeg er ude af Vanen. Men Du kan dog ikke negte, hun har et godt Gemyt, ret saa føjelig og god som et Lam. Et Hjerte som en Due, min Søn.“
„Aa ja, Moder; jeg tror alt Godt om Jomfru Willers Hjerte. Hjertet er det fidste, jeg vil tvile paa hos nogen. Forstanden er ligesom et offentligt Arbejde; enhver har Lov at sige sin Mening derom; men om Hjertet, det er en Samvittighedssag, og herom gjælder Christi Ord: „Dømmer ikke.“
Man ser, Leiner var heller ikke fri for at demonstrere lidt i Utide.
„Og en smuk Formue har hun — og en dejlig Gaard. Din Fader, Commerceraaden, bød saamænd Kammerraad Willer tre tusinde Daler gode Penge for Gaarden med tilliggende Herligheder i Mellembytte for Røken, som vi da havde.“
„Ja sandelig, kjære Moder, Frederikke behøvede ikke at være saa smuk og livlig for at finde Mænd nok, der vilde have gode Dage paa hendes Ejendomme.“
„Og en god Familie, Ludvig, en agtværdig Familie. Det bør ogsaa sees paa.“
„Men Moder“, sagde Ludvig hastig, idet han endelig blev opmærksom paa Hensigten med disse Lovtaler, „De har dog vel aldrig i Sinde at kopulere mig med Jomfru Willer?“
„Jeg har kun Ønsker, min kjære Søn, moderlige Ønsker. Jeg vilde saa gjerne se dig lykkelig gift. Det er jo Dig, jeg lever for, kjære Ludvig!“
Det Moderlige i disse Ord og endnu mere i det Udtryk, hvormed de bleve fremsagte, rørte Leiner, og han kyssede ømt sin Moder. „Du skal se, jeg finder mig nok engang en Pige efter mit Sind — og efter dit med haaber jeg.“
Hesten stod for Døren, og han spændte sine Sporer paa. „Jeg maa til Rødningen; Maleren kommer i Dag.“
„Margrethe er gaaen derhen for en Times Tid siden. Adiø, min Ludvig.“
Moderen var ikke meget tilfreds med denne Samtale. Hun satte imidlertid sit Haab til Fremtiden og til den lange Vinter i Hovedstaden. Kammerraadinden var nylig flyttet til Kristiania og vilde vel sørge for, at Ludvig blev en daglig Gjest. Ogsaa Leiner var utilfreds. Margrethe havde vundet saa meget hos ham i disse Dage, at han frygtede for i hint Moderens Ønske at finde en ny Hindring for en mulig Forbindelse med den fortræffelige Pige. Han red rask til og steg af ved den nye Port, som han netop havde faaet opsat foran det grønne Gaardsrum paa Adlersberg. Margrethe kom ham med sit Strikketøj venlig i Møde.
„Her bringer jeg Dig Posten, Leiner. Jeg snappede Breve og Aviser fra Budet, da jeg vidste, Du kom herud.“
„Tak, kjære Margrethe! Nu hvad Nyt i Aviserne?“ spurgte han, idet han besaa Udskrifterne paa sine Breve.
Margrethe tilstod ham, at hun aldrig læste Avisen, fordi hun ikke havde læst det foregaaende Nummer.
„Ja, men paa den Maade kunde jo Ingen læse Aviser, Margrethe.“
„Ja, naar nogen havde Taalmodighed til at sætte mig ind i Verdens Løb; ak, det var enda ikke nok. Jeg maatte forstaa Geografi og mange andre Ting.“
„Det er et Ord! vil Du, saa anvende vi en Morgentime daglig, medens jeg er her, — og jeg forsikrer Dig, Du skal inden Høsten være skikkelig bevandret i disse mange Ting, som Du kalder dem.“
Margrethe modtog med megen Glæde Tilbudet og satte sig ved Siden af ham, imedens han læste sine Breve. Iblandt disse var et, som han smilende lagde sammen, længe betragtende Udskriften.
„Den Pige har jeg Glæde af, Margrethe. Det er fra Ragnhild.“
„O, maa jeg —!“
Med en let Rødme gav han Brevet fra sig og greb imidlertid Avisen. Margrethe læste, og vi ville ogsaa læse:
Frederikshald, den 1ste Juli 1812.
Gode Hr. Løjtnant!
„De har givet mig Tilladelse at skrive Dem til for at underrette Dem om, hvor vidt jeg gjør Fremskridt paa den Bane, De saa ædelmodigen har anvist mig fattige Forladte, — og tillige for at tage min Tilflugt til Dem, dersom jeg skulde mangle Noget. Det Sidste angaaende, da har jeg det saa godt, som jeg tør ønske det; thi om ogsaa undertiden Lyst til noget Bedre, end det, jeg endnu er, kunde opkomme hos mig, bør jeg dog ikke Andet end rose mit Herskab. Vel kan jeg ikke for, at jeg iblandt maa sammenligne mit Herskabs Omgang med Deres. Det er Uret; — man behandler mig som en ærlig Tjenestepige, og jeg har ikke Mere at fordre. De behandlede mig rigtignok ganske anderledes; men dels stod jeg til Dem i et skjønnere Forhold, Menneske til Menneske, — dels er det vel kun Erindringen om denne Behandling, som forbitrer mig min nærværende Stilling. Ja, kjære Hr. Løjtnant! der er vel den Stund iblandt, da jeg ønsker, jeg var i den fæle, usle Skovhytte — uden at kjende noget Bedre, uden at denne Længsel efter at komme alt nærmere og nærmere op til en Stand, i hvilken jeg dog ikke blev fød, opsteg hos mig. Jeg tør nu ikke tale om, hvorledes endnu altid den ved Deres Godhed lykkelige, renlige og arbejdsomme Ragnhild misunder den uvidende, mishandlede, pjaltede Ragnhild den Stund, da hun første Gang saa Dem. Ak, jeg føler vel, det er ikke et Brev, der sømmer sig for en Stuepige til en Officeer eller til hvem det saa var. Men, gode, kjære Hr. Leiner! just fordi jeg skriver, kan og maa skrive Noget, som ikke sømmer sig for min Stand, ønskede jeg med Deres Tilladelse, at gjøre et Forsøg paa at hæve mig over den. Min Haand skjælver; jeg frygter, De tager min Bøn for Hovmod; men jeg maa vove den; thi jeg føler hos mig selv, den kommer ikke fra Hovmod: — Jeg kan ikke længer tjene som Stuepige! Nu er det ude af Pennen! Gid jeg kunde vise Dem min Forlegenhed! De vilde da lettere undskylde mig; De vilde da ikke støde Dem over de Ord, jeg her nedskriver, og som jeg ikke kan sammenføje saaledes, som jeg har dem i Tankerne. Hr. Skolelærer Bach har efter Deres Bestemmelse lært mig Skrivning, Retskrivning, Religion og Tegning. Men efter min Anmodning giver han mig ogsaa Undervisning i Geografi, — og De bliver dog ikke vred derfor? — hos Hr. Holst har jeg for de Lommepenge, som De saa ædelmodigen forsynede mig med, taget nogle Timers Undervisning i Fransk. — Leiner! Ytring af Taknemmelighed vil ikke sige Dem noget Nyt; min hele Sjæls Hengivenhed kjender De. Jeg er ganske Deres Skabning; gjør med mig, hvad De vil! — Vil De nedstøde mig, jeg skal ikke knurre; — tror De mig ved den Dannelse, jeg alene skylder Dem, værd en blidere, en ædlere Stilling i Livet, saa skaf mig, under Navn af Jomfru Sæter, en Kondition som Husjomfru i en anden By.
Deres evig taknemmelige
Ragnhild.“
Taarerne rullede over Margrethes Kinder. „Ikke sandt, hun forbauser Dig, og Du føler, hun har Ret!“ spurgte Leiner.
„Leiner! Jeg burde skamme mig over mig selv. Det er ikke saaledes, jeg føler det. Jeg føler min egen Uvidenhed og Ubetydelighed imod denne stolte Skabning, der ved sig selv alene har i tre Aar svunget sig saaledes i Vejret. Jeg havde ikke troet om mig selv, at jeg var misundelig, Ludvig; men nu føler jeg min Svaghed. Hvilken Forstand! hvilken Smag! Saadant et Brev! Ja, Leiner, jeg beundrer hende.“
Ludvig greb Pigens Haand og saa hende sjælefuld ind i Øjet. „Gode, ædle Margrethe! Det er ikke Misundelse; var det, Du vilde ikke have talt saaledes. Men sig mig, hvad gjør jeg nu? Har hun ikke Ret? Kan hun være Stuepige?“
„Nej, nej, Leiner! Du maa opfylde hendes Ønske. Hun har Ret, skjønt —“
„Skjønt, Margrethe?“ —
„Skjønt hun ikke burde forlange det. Dersom Du veed mig fri fra Misundelse, saa vil jeg sige Dig, hvad jeg ikke holder af hos Pigen.“
„Hendes Stolthed?“
„Ja, Leiner! Ikke hendes indre Stolthed, men dette Udbrud deraf. Tro ikke, det er fordi ikke jeg kan Fransk, at jeg siger det; men Fransk skulde hun ikke lært; ikke nu, ikke saa længe hun saa ganske har Dig at takke for sin Stilling. Og disse Vendinger! Læg Mærke til det første: „Gode Hr. Løjtnant!“, saa: „Kjære Hr. Leiner!“ og endelig: „Leiner!“, — samt de efterfølgende vistnok skjønne Linjer! Tror Du, dette er lidet studeret? Og nu denne Tale frem og tilbage, — først om Ønsker, saa et bestemt: „Jeg maa!“ og saa: „Alt beror paa Dem.“ — At en Pige, der skriver til en dannet Mand, vel vejer hvert Ord, skriver to Gange, tre Gange Koncept, — se, det er naturligt; det bør hun gjøre. Men det er Ordene, Stilen, hun skal tilskjære, — ikke Foredraget. Ja, Du mærker nok, Ludvig, at jeg vover mig for langt; Foredrag var ikke det rette Ord.“ —
„Jeg forstaar Dig fuldkommen, min kjære, min gode Margrethe! — Pige! hvorfra tager Du alt dette?“ spurgte Ludvig og glemte Ragnhild og hendes Brev, idet han saa ind i de talende, blaa Øjne.
„Slip mig, Leiner!“ raabte Margrethe med pludselig Rødme. „Du maa ikke saaledes se mig ind igjennem Øjnene.“
Leiner følte, hvad der fremkaldte disse Ord; Margrethe var bange for, at han skulde dechiffrere hendes eneste, hendes hellige Hemmelighed. Den var ikke mere Hemmelighed for ham. Med gjenvunden Fatning rakte hun ham Haanden og førte ham hen til Arbejderne. Ludvig kunde ikke ret komme sig; Margrethes Forstand og Hjerte henrev ham, — og dog havde hun ømfindtlig saaret hans Følelse. Han vilde nu engang saa gjerne holde ret Meget af Ragnhild, og imidlertid lod Margrethes fine Dom sig ikke modsige. „Stakkels Ragnhild! Den Kritik havde Du ikke ventet!“ sagde han ved sig selv — og tænkte sig den nydelige, talentfulde Skabning, siddende i sin Verkenskjole og skrive under hede Taarer.
O! hvor smertelig føle vi undertiden Umuligheden af at bringe vore Elskede over til en gunstig Mening, som vi have eller inderlig gjerne ville have om et andet os kjært Menneske! Det er da ikke om Ord og Gjerning, vi ville stride; det er om Kilden til Ordet, til Gjerningen. Ni Gange af ti har den Ret, som dømmer med Kjærlighed; havde man ogsaa vist den tiende Gang Ret, saa var der ingen Dissonants imellem gode Sjæle. Men dersom vi elske og agte vore Modstandere, saa tie vi i slige Tilfælde. Leiner taug.
Tør hænde, at Margrethes Skarpsind opdagede Leiners saarede Følelse. Imidlertid følte hun alt for sikkert til at ville, som Hverdagsmenneskene saa gjerne gjøre, lempe de engang og af fuld Overtydning udtalte Ord. Derimod søgte hun ved Tale om Arbejdet og deslige, at adsprede Vennen. Paa Tilbagevejen vandrede de længe tause ved hinandens Side. Endelig fortalte Margrethe med nogen Overvindelse, at Kammerraadinde Willer havde ytret det Ønske at faa en Husjomfru — og mente, at Ludvig burde forskaffe Ragnhild denne Plads. Leiner glædedes ved at høre denne Efterretning og besluttede strax at skrive Fru Willer og Ragnhild til.
„Ogsaa heri tror jeg“, sagde den tænksomme Margrethe, „at jeg i Tillid til din Godhed bør gjøre Dig en Indvending. Jeg kan ikke ret indlade mig i et Hvorfor; men var det ikke rettest, om Du ved en Anden lod Ragnhild anbefale? Var det ikke for Exempel bedst, om Pigen med fine nydelige Pennestrøg uden at nævne dit Navn anbefalte sig selv? Hun vilde vist vælge sine Ord saaledes, at man uden nogen Attest antog hende paa Prøve, og ved Frederikkes Lyst til at danne Folk efter sit Hoved, skulde Ragnhild snart blive Huset en kjær og lærvillig Discipel.“
Der laa i disse sidste Ord en ubeskrivelig sin Ytring af Ringeagt for Ragnhilds Charakteer, hvilken ingenlunde undgik Leiner; men han følte, at hun havde Ret — og besluttede at følge hendes Raad. At han ikke selv skulde anbefale Pigen, det var klogt for hendes Rygte, for en mulig Mistanke om — — her oprandt et Lys for Ludvig, det hans Tanke stedse alvorligere søgte; Margrethe havde vist anet, at Pigen elskede ham; Margrethe tog vist ikke heller fejl. „Kjærlighed, ikke Stolthed har bestemt hende til at nærme sig mig og min Stand! Ragnhild elsker mig!“
Fra dette Synspunkt gjennemgik han efter sin Hjemkomst endnu engang Ragnhilds Brev. Hans Fantasi fremstillede ham den henrivende Mø, ikke mere i Verkenskjole — men i en let, smagfuld Dragt, det hulde Ansigt ombølget af guldgule Lokker, — let slyngende sig igjennem en fin, underholdende Samtale, — i Gratiegestalt, — henrivende Ung og Gammel, — med et Hjerte, der slog kun for ham. Stakkels Margrethe!
„Tre Elskerinder paa een Gang!“ sagde han om Aftenen spøgende til sig selv, idet han klædte sig af. Han betragtede dem i Tankerne, ligesom Prins Paris fordum de tre Gudinder. Margrethe var Pallas, — godt truffet! Frederikke stolt og skjøn som Here, — nej mindre godt! Det var ingen stolt, det var en forfængelig Here; Ragnhild Afrodite. Ja dejlig, dejlig som Gudinden, naar hun opstiger af Bølgernes Skum! — I den drømmende Nat kaster Paris sit Guldæble — vi vide til hvem, — og han vugger sig paa Morganas Rosenbølger. Rødmende over sig selv stod han op med den frembrydende Morgen og traadte atter med sikre Manddomstrin den foran ham liggende Livsvej. — Han skrev til Ragnhild, at hun skulde anbefale sig selv hos Fru Willer, — og havde den Fornøjelse faa Uger derefter at erfare, at Ragnhild var bleven modtagen og godt modtagen, som Husjomfru hos Kammerraadinden.