Eventyret ved Rigsgrændsen/02
Andet Kapitel.
Kusinen og Bydamen.
Som aldrig aflade;
Naar Dejligheds Roser
Ustadigheds Gloser
Med Vinden far hen,
Da blive de Dyder,
Som Sjælen bepryder,
Bestandig igjen.
Ole Camstrup.
Dagene gik temmelig muntert hen for Selskabet paa Thorsrud. Hermanns Vindmageri blandede sig saa pudserlig med hans Satire over og lette Henspil paa Faderens Adelsstolthed og Armod, at man undertiden var tilbøjelig til at tro, at han maaske spøgende ogsaa gav sig selv til Pris for sit Lune, ved at spille en Harlekins brogede Rolle. For Resten havde han seet Adskilligt og oplevet, eller i det mindste drømt en Del ret merveilleuse Begivenheder. Fru Leiner var en temmelig godmodig Dame, der gjorde sig vel meget til af sine mange Penge og sin Commerceraadinde-Rang, men som for Resten passerede for lidt indskrænket, hvad Forstand og Dannelse angik. Hun kunde ikke blive kjed af snart at beundre den smidige, underholdende Mand, der som Adelsmand altid var hende en Ære at omgaas, og snart igjen, nu ved en Sølvterrin, nu ved et henkastet Ord, lade Husets Rigdom og solide Overvegt over Adelsmanden skinne frem. Den deraf følgende Svæven imellem Kryberi og Hovmod morede den vittige Jagttager. Ludvig forstod at more sig med Adlersberg, underholde sig med Moderen og spøgende eller alvorlig beskjeftige sig med Enhver paa Gaarden. Jomfru Margrethe, hans Kusine, spillede en saare ubetydelig Rolle paa dette Theater, skjønt hun tog lige saa megen Del som de øvrige i hvad der taltes og foretoges. Margrethe var ikke smuk, ikke munter, — og saaledes vakte hun naturligvis ikke let Opmærksomhed. At hun med punktlig Nøjagtighed, med redelig Vilje og med sikker Haand førte den vidtløftige Husholdning til Fru Leiners og Tjenernes fælles Tilfredshed, — at hun besad det fortræffeligste, harmfrieste Hjerte, der ganske levede i Andres Ve og Vel, — at hendes Forstand var lys og hendes Dom sikker: det saa man ikke, fordi man oversaa det. Gjerne havde Margrethe ladet sig oversee af den hele øvrige Verden, naar kun Ludvig havde kjendt hende. Fra Barneaarene af opdragen med ham, vant til fra den Tid, han forlod Moderens Hus, at sørge for hans Linned og for Smaanødvendigheder, der sendtes ham hjemme fra, nærede Pigen en Tilbøjelighed, den hun saa meget mindre tænkte paa at undertrykke, som den ydede hende en sød Smerte, der lig Opium oplivede, idet den svækkede. Margrethe elskede med den uudslukkelige Flamme, der nærer sig af haabløs Resignation, og i sit Sværmeri længtes hun efter den Stund, da hun kunde tage Afsked for dette Liv med Ludvig og da i Døden sige ham, hvor tro hun havde baaret hans Billede med sig igjennem det stille, tunge Liv.
Den gode Leiner anede Intet af alt dette. Han omgikkes Margrethe med hjertelig Godmodighed, talede med hende om Haven, om Engen, om sine Halstørklæder, — og kyssede hende hver Gang han paa nogle Uger kom fra Staden eller rejste tilbage.
Efter nogle Dages Forløb kom Adlersberg med nedslagen Mine tilbage fra Godset. Han havde udgivet den sidste Skilling til Markarbejderne, og de elendige Bygninger vare næsten ubeboelige for en Husmand, end sige for en Oberstløjtnant af tydsk Adel. Med en noget forlegen Stemme tilkjendegav han sin Ven, hvorlunde han havde i Sinde at opsadle sin Rosinante og møde Faderen, hvis han kun turde ulejlige Leiner med at tilsee og besørge det Fornødne ved Herregaardens Istandsættelse. Udlægget skulde naturligvis inden kort Tid blive erstattet. Leiner, som efter deres foregaaende Samtale let indsaa Grunden til denne Vending, og som hadede disse Omsvøb, blev stødt — men lovede det Forlangte, og glad lavede Adlersberg sig til at foretage den nye Inkognitorejse, hvorved Commerceraadinden under mange sirlige Omsvøb forsynede ham med en Vadsæk, fuld af udsøgt Proviant — og Løjtnanten med Penge. Hermann modtog „Laanet“ med et let Buk og strøg afsted.
Da han var borte, gik Ludvig hen til Margrethe. „Adlersberg har, som du veed, bedet mig om at lade de elendige Huse pynte op, imedens han er borte. Vil Du gaa derhen med mig i Eftermiddag, kjære Margrethe? Fruentimmer forstaa sig bedre paa de indvendige Bekvemmeligheder, og jeg har sat mig for at gjøre Huset tilgavns i Stand.“
Margrethe nikkede venlig og vendte sit rødmende Ansigt bort. — Leiner havde besluttet at opofre Noget for at hjælpe Adlersbergs tilrette. Først om tre Maaneder ventedes de tilbage og i denne Tid kunde Meget udføres. Leiner og Margrethe gik altsaa derhen, — han snaksom udviklende sine Planer, hun opmærksom tilhørende. Paa een Gang vendte hun sig om. „Førend jeg kan gaa ind i dine Ideer, Ludvig, maa jeg spørge, om Du skal gaa ud fra en vis Sum, som Oberstløjtnanten vil eller kan bestemme til Indretningen og Indboet, da vi i saa Fald tage i Part, — eller om vi holde os til hver enkelt Mangel, uden at spørge om det hele Beløb.“
„Synthetisk eller analytisk!“ udbrød Løjtnanten forundret og maalede Margarethe med store Øjne. „Du har megen Ret i dit Spørgsmaal, kjære Barn, ret megen. Men, seer Du, man maa vel gaa en Middelvej; Bygningerne maa repareres, og det solid; Værelserne skulle pent betrækkes og forsynes med Birketræs Møbler. Det Øvrige, Service, Kjøkkentøj o. s. v. maa tages i Part, som du siger. Thi Pdersiden er jo det Vigtigste i denne Verden.“
„Er det Ludvig Leiner, eller Adlersbergs Kommissionær, som har denne Mening?“ spurgte Margrethe hastig og slog derpaa forlegen Øjet ned.
Endnu mere forundret fæstede Leiner sit Blik paa Pigen. En Anelse greb ham. Ogsaa han blev forlegen. Tause gik de ved Siden af hinanden den øvrige Vej. Til begges Tilfredshed vare de nu paa Stedet. Husmanden, der boede i en Bagstue, gav Nøglerne fra sig, og der blev en Mønstring ude og inde. Til Lykke var alt Tømmerverk godt, og det kunde saaledes endnu lønne Umagen at bræddeklæde Husene og indvendigen oppynte dem. Da de havde gjennemløbet Værelserne, forelagde Leiner Margrethe sin Plan. Kjøkken, Spisekammer, Folkestue og Sovekammer maatte gaa ind og med de øvrige fire Værelser forvandles til Visitkabinet, to daglige Værelser, Spisestue, Selskabssal, Kabinet og den unge Herres to Værelser. De omtalte fortrængte Rum skulde man søge at tilvejebringe i det nu temmelig forfaldne Baghus. Margrethe rystede paa Hovedet, men sagde Intet. Leiner vilde have denne Hovedrysten forklaret og aftvang hende, da han blev stødt, dette Svar:
„Kjære Leiner! det er mig umuligt at tale anderledes, end jeg mener; derfor tier jeg gjerne og ofte stille. Jeg er en enfoldig Pige, som ikke har lært Noget, og derfor klæder Taushed mig bedst. Men, naar Du nu endelig vil vide min Mening, saa maa jeg vel føje Dig. At det er Dig, som bekoster det Hele, det begriber jeg nu overmaade vel, og der gjenkjender jeg Ludvigs gode Hjerte. Men er det ret, lad os sætte Bekostningerne til Side! er det ret, saaledes at understøtte en opblæst gammel Mands Stolthed og en ung Galnings Forfængelighed? Hvis Du ikke ellers har i Sinde ogsaa at føde og fede dem, hvorledes tror Du da desuden, at de om et Aars Tid eller to ville komme til at tage sig ud i denne Pragt?“
„Margrethe!“ sagde Leiner rørt, og greb hendes Haand, — og i hans Sjæl foregik Noget, som lignede Anger over saa længe at have overseet denne Pige; „Margrethe! Du har sandelig Ret; jeg stod i Begreb med at gjøre en stor Daarlighed. Kjære, kloge, gode Pige! sig mig, hvorledes jeg bør bære mig ad!“
Margrethe behøvede nogle Øjeblik for at fatte sig; Leiners Varme havde bragt hende i Oprør. Nu fremsatte hun sin simple Plan, efter hvilken ethvert Rum beholdt sin forrige Bestemmelse, og hvorved mange unyttige Bekostninger sparedes. Derimod foreslog hun adskillige Forandringer med Døre, Trapper og deslige, som røbede en Indsigt, Eftertanke og Velvilje for Leiners Foretagende, der paa det behageligste overraskede ham. Han var aldeles enig med hende og gav allerede Husmanden de fornødne Befalinger til næste Dag med et Antal duelige Arbejdere at begynde Verket.
Paa Hjemvejen gik Samtalen livligt. Margrethe følte sig saa lykkelig ved at have vakt den kjære Leiners Agtelse og Interesse; ukunstlet lagde hun for Dagen sit sunde Begreb og sin fine Følelse. Og da de nu kom hjem, og Pigen gik til sine huslige Sysler, sagde Ludvig med Ild til Moderen:
„Margrethe er et fortræffeligt Fruentimmer!“
„Ja, det forstaar sig, min Søn. Hun er mig virkelig uundværlig; — ordentlig og arbejdsom. Jeg vilde ønske, hun engang fik en brav Mand. Hun skulde faa et honnet Udstyr, for det har hun saamænd sortjent af os. Jeg har der den opredte Seng paa Grønsalen og det gamle Damastes Dækketøj efter din salig Tante. Sex Spiseskeer og en Fiskespade ligge indsvøbte med hendes Navn paa en Seddel, om jeg skulde dø. Men, min gode Ludvig! Mænd vore ikke paa Trær for en fattig Pige uden Skjønhed. — Aa ja! Egteskab, Trælleskab! Hun kan leve ret godt som en ærbar Jomfru. Og siden vi nu ere komne paa det Kapitel, giv mig din Haand paa, at du ikke forlader hende, naar jeg er borte!“
„Det lover jeg Dig, Moder!“ sagde Leiner fyrig og trykkede Moderens Haand til sine Læber. Allerede vilde Hjertet flyde over, da han endnu i rette Tid besindede sig og gik over til andre Gjenstande. Han var alt for sindig til at bestemme sig efter en umoden Følelse, og Margrethes ikke tillokkende Udvortes bragte for lidt hans Sandser i Ledtog med den nys fremspirede Velvilje, til at han skulde foretage sig noget uoverlagt Skridt. At han ogsaa vilde faa en haard Dyst med den ærgjerrige Moder, hvis han besluttede at egte Margrethe, lod sig let forudsee; men saa lidt som han vilde give efter af Føjelighed, dersom han bestemte sig, saa utidigt vilde det være nu at udsætte sig og fornemmelig Margrethe for Ubehageligheder.
Med Iver blev Arbejdet paa den saakaldte Herregaard fortsat. Saasnart Dagen gryede, gik Leiner ud til Folkene, og imidlertid klippede og syede Margrethe Gardiner, Stolebetræk og Dækketøj. Commerceraadinden, der neppe anede, at hendes Søn var mere end Kommissionær ved disse tildels temmelig kostbare Foretagender, var overmaade tilfreds, da man forelagde hende Planen.
„Ret net! ret nobelt! saaledes bør det være“, sagde hun. „Standsmæssigt; han er en gammel adelig Herre og dertil Oberstløjtnant og en høj Ridder“ — Ridderskabet skrev sig nok ellers fra en af de mindste nu mediatiserede Smaasouveræner, som siges at sælge slige Snurrepiberier — men tillige simpelt og tarveligt. „Saaledes bør det være, Børn. Thi i visse Maader bør rige Folk have Sit for sig selv. Din salig Fader, Commerceraaden, kunde heller aldrig lide, at fattige Adelsmænd sloge stort paa. „Penge-Adelen er dog den solideste“, sagde han gjerne. Jeg synes endnu, jeg seer Commerceraaden, da han var kommen i Rangforordningen og gjorde det store Gjestebud. Alle gratulerede ham. „Der“, svarede han og pegede paa sit Mahogniskatol, „der ligger Værdien for mange Commerceraader; der er den sande Rang.“ — Alle bukkede ogsaa og gave ham Ret. Men derfor havde han dog tilbørlig stor Respekt for Adelsmænd, undtagen naar de vilde laane Penge af ham. Har jeg fortalt Dig, Ludvig, hvor haardt det holdt for mig at sætte Dig til Officeer?“
Leiner kunde ikke negte, at han jo en og anden Gang havde hørt denne Debat.
„Ja, han var ikke god at bringe fra de Tanker, at Du skulde blive en Grosserer. Men jeg meente, at naar du blev en smuk Officeer og havde Commerceraadens Penge, saa stod Vejen aaben til højere Lykke. Saa begyndte han paa sin gamle Vise.“ Man hørte en Vogn rulle udenfor. „Hvad er det? der kommer jo en Vogn?“
Uventet undgik saaledes Løjtnanten og Margrethe for denne Sinde Resten af den lange Historie, som de hundrede Gange havde hørt. Vognen holdt stille, Tjeneren sprang af og spurgte om Fru Commerceraadinden var hjemme — samt bad anmelde Fru Kammerraadinde Willer med Datter. Dette Ærinde blev Commerceraadindens Tjener betroet, der formelig gjentog Ordene for sit Herskab, bragte Kammerraadindens Lakej ja og velkommen tilbage, som denne ved Vogndøren repeterede, — og nu først tillod Etiketten Damerne at stige af, skjønt Frederikke Willer allerede havde vexlet et Par Hilsener med Margrethe, der stod i Vindnet.
Komplimentkyssene vare paa Trappen givne og tagne; Commerceraadinden forsikrede, at hun var ude af sig selv af Glæde over det „uventede“ Besøg, hvorved Matronerne blinkede til hinanden og gave Ludvig et Sideblik. Frederikke omfavnede hjertelig sin „gode, søde, kjære“ Margrethe — og forsikrede, at hun ikke havde lukket et Øje den foregaaende Nat af Længsel efter at se sin Veninde.
Margrethe, som havde ondt for at sætte sig ret ind i denne Tone, glædede sig, da Løjtnanten løste hende af hos den ømme Veninde — og skyndte sig at bringe Forfriskninger frem.
„Nu Løjtnant Leiner, hvorledes gaar det Dem her ude? hvor længe vil De nu slaa Haanden af os stakkels Byfolk? Vi have længets efter Dem og Deres underholdende Selskab. De seer ogsaa, vi have trukket efter. Jeg venter mig nogle skjønne Dage her ved Deres Side. Har De bragt nogen Læsning med Dem?“
„Nej, Jomfru Willer; her ude ved Naturens uendelige Bog har man saa meget Herligt at læse, at selv den originale Jean Pauls Landskabsmalerier synes slette Kopier.“ — Leiner troede ret at have slaaet ned i den sentimentale Dames Yndlingssprog — og studerede paa nogle smukke Dobbeltmetaforer af hendes Afgud, Titans og Logens ubegribelige Forfatter. Til sin store Forbauselse kom han kun slet an.
„Naturens Bog! Ak ja, det er jo Sproget! Denne fordærvelige Naturfilosofi!“
„Ja, men det er jo ikke Filosofi, vi tale om, Jomfru Willer! det er Naturpoesi, de indre, sagte, hemmelighedsfulde Toner, som saa underligt gribe Hjertet.“
„Aa, De med deres Poesi! Gjøgleri, Misbrug af den himmelske Gave, som Herren i sin Vrede vil fratage os, hvis den ikke indvies Kirken og Historien. Nej, min Ven; De er paa en farlig Afvej. Det er ikke i Naturens, det er i Historiens Bog, vi skulle læse. Krøniken er den store Tavle, hvoraf Herrens Gjerninger og Vilje udtale sig for os, al den Stund vort indre Øje formedelst Aandens Begavelse er aabnet. Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!“
Leiner saa en Smule taabelig ud ved denne Hakkemad af Snak.
„Har De endnu ikke læst Grundtvigs Verdenskrønike? Den har jeg med, hvor jeg gaar og staar. Der har De den til Gjennemlæsning. Dog nej, De faar den ikke førend i Aften; for, naar De først begynder paa den, saa veed jeg vist, De ikke slipper den igjen. I Aften, min Ven, skal jeg berede dem en Sommervandring i Historien, højere og skjønnere, end De har oplevet den i Deres Liv.“
Leiner bukkede endnu ganske bedøvet, idet han gjorde hendes Smag en almindelig Kompliment.
„Tal dog ikke om Smag! Kjerne skal De finde.“
Leiner bemærkede, at en Nøddekjerne og Smagens Organ stode i en saa inderlig fysisk Forbindelse, saa man vel uden Fare kunde forene dem i figurlig Henseende.
„Ja, jeg vil ogsaa heller kalde det en Kjerte, min Ven, en himmelsk Kjerte.“
„Det er et Rim paa Hjerte, kjære Jomfru Willer, som jeg slet ikke kjender.“
„Endog De visseligen maa have seet det skjønne Ord. Ogsaa vor Ingemann har brugt det. Det er et nyt, venligt Navn paa Lyset, Guds Førstefødde.“
„Ja, nu erindrer jeg det; dog tror jeg ikke, at man vel kan kalde det Fabrikat, som derved betegnes, Guds Førstefødde. Og hvad Nyheden angaar, da tager De sandelig Fejl; thi det er et forældet dansk Ord, som nu og da er blevet optaget igjen.“
„Nu! er det ikke den skjønneste Lov? Det minder om Dage, fulde af Enfold og Fromhed, da der endnu ikke var nogen Moral til.“
„Gud bevare os! mon det er saa gammelt?“ smilede Leiner, og satte den forskruede Frederikke en Stol henimod Thebordet.
Commerceraadinden, som ellers just ikke plejede at interessere sig for Samtaler udenfor et vist Slags, var lutter Øre for Frederikkes pudserlige Sladren og nikkede venlig til Kammerraadinden, der brystede sig af den lærde Datter. Margrethe sad beskeden ved sin Themaskine og ønskede i sit Hjerte, at hun forstod at tale kun halv saa godt som Frederikke. Leiners opmærksomme og venlige Ansigt sagde hende, at Samtalen interesserede ham, — og hun følte sin egen Aandsfattigdom. Kun skulde den gode Pige have vidst, fra hvilken Side Ludvig fandt Jomfru Willer underholdende. Et Par Gange søgte hans satiriske Blik en Gjenstand at meddele den rige Føde for Lunet, og han saa med et ironisk Smil paa Margrethe. Men den beskedne Pige udlagde det anderledes og undertrykte et lidet Suk.
„Hvor det er godt at have lært Noget!“ sagde hun, idet hun henimod Aftenen gik forbi Leiner, der havde stillet sig hen ved et Vindue.
„Gud bevare Dig for at bytte din skjønne Sandhed bort for dette Modetant, gode Margrethe!“ svarede Løjtnanten og trykkede hendes Haand. „Jeg morer mig over dette“, blev han ved; „ærgre mig derover burde jeg. Skal da ogsaa Religionen være en Modedukke, som enhver Fjante kan give en ny Robe?“
Margrethe saa forundret paa ham, og fra nu af begyndte hun at betragte Frederikkes Visdom noget nærmere og dristigere; og snart vovede hun at tro, at den lærde Veninde kun lidet vidste, hvad hun selv sagde.