Eventyret ved Rigsgrændsen/01
Eventyret ved Rigsgrændsen.
Første Kapitel.
Virtuosen.
Saa mange Ting at vide:
Hvordan handteres bør Kanon,
Hvordan man ret skal ride,
Hvordan trakteres Violin,
Bass, Harpe og Bassune,
Hvordan man net gjør Dansespring
Og skyder med Harpune.
Fra Middelalderen.
I den aarle Morgenstund sad paa en grøn Plet i Grændseskoven Thorsskog et Par muntre unge Jægere, Løjtnant Leiner og Hermann von Adlersberg. De ladte Geværer laa ved deres Side; imellem sig havde de en Jagtflaske og et Par Hvedebrød. Leiner, en høj, skjøn Mand, en af de flinkeste yngre norske Officerer, dannede en synderlig Kontrast til den lille, magre, udlevede unge Adelsmand, der snaksom lod Tungen løbe i et gebrokkent Dansk, imedens Leiner i sit rene Sprog og med en næsten langsom Udtale betænksom og rolig udtrykkede sig. Længere inde i Skoven holdt Leiners Tjener med et Kobbel Hunde. Morgensolen brændte imellem de østlige Fjeldtoppe; Fuglene kvidrede; Taagen sank langsomt ned over Fjeldene og bebudede en skjøn Dag. Jægerne syntes næsten at have forglemt Hensigten af deres Spadseregang. Med fortrolig Munterhed dvælede de ved de venlige Barneaar, da de løb sammen over Stok og Stene.
„Ja“, sagde Adlersberg, „har sig gar Mangt tildraget, siden det, at vi ikke saa os, min kjære Ludvig. Jeg er været paa mange Steder og i mange Situationer; men derom har jeg mig ogsaa bildet ud til en tout à fait Cavalier.“
„Gid du bare vilde tale Tydsk, Hermann; for dit kaudervælske Norsk plager mine Øren.“
„Ei wat! Er jeg — har jeg, vil jeg sige, doch været Lærer i den dänische Sprog for nogle unge Adelsleute i Berlin, der i de dänischen Schriftsteller sig saa havde indtage lade, at de legte sig efter at lære Sproget. Uden det er det mig gelegen at øve mig.“
„Naa, saa snak væk, Hr. Sproglærer. Du er mig en snurrig Patron. I Dresden gav du jo Violinkoncerter, og i Frankfurth holdt du Bank.“
„Ja, og i Hannover las jeg en Kursus over Magnetismen med stor Tilløb. Geniet, min Ven, underskiller sig fra Talentet deri, at det er tilhuse overal. Jeg er ogsaa Portrætmaler og har i Allgemeine Literaturzeitung skrevet nogle de bedste Recensioner, der findes. Naar jeg nu kommer i Ruhe her paa vore Godser, har jeg i Sinde at give et Tidsskrift ud, hvori jeg vil aabne ganske nye Ansigter i de philosophischen Videnskaber.“
„Men Du lovede at fortælle mig nøjere om, hvorledes I bleve plyndrede i Sverige, da I rejste herfra i Høsten 1800.“
„Ja das werde ich auch; aber der Geläufigkeit wegen will ich Deutsch sprechen.“
Dette Mandens kloge Indfald kommer os ret tilpas; thi i Længden bliver den gode Hr. Hermann von Adlersbergs desperate Dansk os en Smule trættende at nedskrive. Vi give nu en tro Oversættelse af den paafølgende Fortælling.
„Min Fader havde, som du vel veed, tjent som Major ved de hesfiske Tropper. Hans Formuesomstændigheder vare ikke med de bedste; thi den ældste Broder fik Godserne, imod en aarlig Apanage til min Fader, den han efter faa Aars Forløb gik Glip af, da Onkel havde huseret saaledes med sine Ejendomme, at de ikke lode sig klemme mere. En affaire d’honneur nødte min Fader til at fortrække. Hvorfor han drog herop til Norden, veed jeg ikke. Men det har altid været Brug i Danmark at ansætte Tydskerne, formodentlig af den vise Grund, at det høje Norden trænger til Kultur. Nu vel! saa blev da min Fader dansk Officeer og kastedes op til Norge. Her indbildte man sig, at han ikke forstod Tjenesten; han blev vred og tog Afsked. Det er Løgn, at han fik den. Han kjøbte sig Godset Adlersberg og blev Landmand.“
„Rødningen heder nok egentlig Gaarden“, svarede Leiner smilende.
„Kan nok være; nu heder det Adlersberg. Her levede vi, som du veed, i stor Inkognito. Min Fader sysselsatte sig rigtignok meget med min Opdragelse efter Moders Død; men jeg kan ikke sige, han havde synderligt Talent til Pædagogiken. Imidlertid levede jeg vel og voxte op til en ti Aars Knøs. Ak Ludvig! Det var lystige Dage! Naar jeg kom over til Thorsrud eller du til Adlersberg! — Ja, lad os fortsætte. Onkel var død uden Arvinger, og min Fader ilede at tage Levningerne af Familiens Herligheder i Befiddelse. Godset her var han saa klog kun at bortforpagte. Se, det kommer nu vel tilpas; for, imellem os to sagt, vore tydske Ejendomme ere væk. Men for Alting, reen Mund med denne Hemmelighed! — Da vi nu kom derhen, og min Fader havde indrettet sig standsmæssig, — sandt at sige ligesom Don Ranudo i Komedien, — hed det, at jeg skulde paa Rejser. Sandheden var, saa meget vi flaaede Bøndernes Skind, blev der dog ikke nok til os begge. Jeg stolede paa mit Geni, omfavnede min ømme Papa; mig bleve endnu engang foreviste mine højadelige Forfædres støvede Portrætter, og jeg modtog en Del forgyldte Messingpretiosa med Glasstene i — tilligemed en svær Pung, der indeholdt, iblandt en Mængde blanke Metalaftryk af Medailler, en halv Snees Kroner, — og rejste nu inkognito, tilfods, ud i det kjære vide Germanien. Mine Fata ere ikke snart fortalte. Vil du have Elskovseventyr? mine Krigsbedrifter i Frihedskrigen?“ (Han fremviste en Stump Baand i Knaphullet) „eller mine Rejser som Kunstner, Spiller, Digter, Antikvar? — Men tys, tys! Det var jo Plyndringen, vi gik ud fra. Ja saaledes gaar det til, naar man har alt for stor Rigdom af Materie, og det har man altid, naar man befidder levende Indbildningskraft.“
Leiner strøg sig over Ansigtet.
„Derfor har jeg heller aldrig overtalt mig til at skrive Romaner, hvortil jeg dog nok af Naturen har et absolut Kald. Jeg vilde bugne under Rigdommen af Tanker og merveilleuse Situationer. Men tilbage til Texten.“
„Los, los!“ raabte Tjeneren. Man sprang op, greb Bøsserne og tog Post.
„Pas paa!“ lød det over Krattet fra Leiner, og det skraldede øjeblikkelig fra Adlersbergs Post.
„Bom!“ — „Ja det tror jeg nok“, raabte Tjeneren; „for Herren skød til Højre, og Haren drev forbi til Venstre.“
Endnu engang raabtes et „Pas paa!“ og denne Gang havde Adlersberg ganske rigtig Øjet paa Haren. Men inden den var kommen paa Skudvidde, fyrede han af, og Dyret vendte.
„Charlatan!“ mumlede Leiner, som vel ikke var nogen ivrig Jæger — men dog altid med Liv hengav sig til det, han havde fore.
Adlersberg undskyldte sig med megen Veltalenhed og slængte sig med Ligegyldighed ned i Græsset, idet han opvartede med en Del egte Jægerløgne. Leiner stod en Stund raadvild, om han skulde lee eller ærgre sig over denne Maneer at jage paa.
„Saa Du nu vil blive liggende her? Du er mig en snurrig Jæger. Naa, for mig gjerne. Saa fortæl da videre. Skal Jens gaa hjem med Hundene?“
„Nej vist ikke! Her maa være en god Plads. Her faa vi nok Los op ad Dagen.“
„Aa Du —! Naa, saa lad saa være!“ De satte sig, og Adlersberg fortalte.
„Jeg var vel lidt over ti Aar, da vi rejste. Det var en kold, sur Novemberdag, da vi toge afsted fra Adlersberg. I den gamle elendige Kaleschevogn kjørte min Fader og jeg, i en Kjerre med Skur over Husholdersken med min Søster, Eulalia, der var saa en fire Aar.“
„Jeg erindrer hende, et vakkert, levende Barn. Kommer hun efter herop med din Fader?“
„Ej, ej! saa du veed ikke —; nej, mon ami, Glutten fik Forfald paa sin første Rejse. Det hører med til Tragedien.“
„End det andet Barn? Enkens?“
„Husholderskens? I Sandhed, jeg kan slet ikke erindre, om det var med eller ej. Mon ikke Moderen havde sat det ud, før vi rejste? Ja, derom kan jeg ingen Besked give. Det er nu saa længe siden, og jeg har i de mellemløbende Aar oplevet saa Meget. Altsaa fremad! — Uden Fataliteter kom vi over Grændsen, og min Fader fik det uheldige Indfald at lægge Vejen over — nu Navnet er gaaet mig af Minde. Det var en elendig Bygdevej igjennem en dyb Skov og skulde spare os nogle Mile. Det var Aften, og Regnen dryppede ned igjennem Kaleschens mangfoldige Lufthuller. Ved Indgangen til Skoven gik de gamle Seler i Stykker. Min Fader bar med adelig Gravitet sit Uheld og bad Folkene skynde sig. Imidlertid varede det længe, inden Alt kom nogenlunde i Stand, og min Søsters Skjæbne vilde, at hun i dette Hurlumhej blev flyttet af Kjerren ind i Vognen til os. Endelig rullede vi afsted i den sorte Regnnat. Min Fader var slumret ind; op til ham laa den sovende Eulalia; jeg tyggede paa en Peberkage og raabte utaalmodig til Kusken, naar det ikke gik fort nok. Da peb det først een Gang, saa atter — i nogen Afstand fra os. Skydsbonden saa sig ængstlig om. Min Fader vaagnede, og efter en kort Deliberation blev besluttet, at vi skulde kjøre jevnt videre, efterat først vore Vaaben vare bragte i Orden. Bonden fik min Faders Hirschfænger; selv holdt han sine spændte Pistoler i Haanden; jeg var væbnet som Herkules, med min Faders tykke Knortekjep. Vi kjørte da afsted i ængstlig Forventning, og det varede ikke længe, førend fire Karle omringede Vognen. Uden Tvil skulde vi have kjæmpet med et martialsk Mod; men desværre trykkede min Fader løs uden Fatning, og Skuddene fore begge Heste om Ørene og strakte Kusken til Jorden. Rasende styrtede Hestene afsted over Steen og Stok. Det var ikke at tænke paa Redning, selv om Røverne vilde have kommet os til Hjælp. Endelig laa Vognen omkastet, Eulalia knust under Hjulet, min Fader bevidstløs i sit Blod imellem et Par Træstammer, og jeg henslængt i en Grøft. Da jeg kom til mig selv igjen og havde arbejdet mig op af Dyndet, var ethvert Spor af Heste og Vogn forsvundet. Jeg raabte jammerlig i den sorte Nat. En mat Røst svarede mig; det var min Fader, der vaandede sig ved Eulalias Lig.“
„Gaa efter Hjælp, Hermann“, sagde han med svag Stemme; eller søg i det mindste at redde Dig.“
Dette var nu ikke at tænke paa for mig arme, gjennemfrosne, skjælvende Knøs. Vi humpede afsted. Min Fader vilde have baaret Eulalia med sig; men det blev ham umuligt. Saa krøbe vi da fremad, han blødende, jeg næsten omkommen af Angst og Mathed. Ud paa Morgensiden, da Regnen var hørt op og en kold Morgenvind susede igjennem de mørke Furetrær, fandt en forbikjørende Bonde os begge næsten livløse udstrakte ved Siden af hinanden. Medlidende tog han os op og bragte os til nærmeste Kjøbstad, hvor Alt kom i Bevægelse for at yde den ulykkelige, plyndrede Adelsmand Hjælp. Under en duelig Saarlæges Haand kom min Fader sig i faa Dage. Intet Spor til Røverne eller til Vognen; selv min Søsters Legeme var ikke at finde. Vi vare udplyndrede til paa Klæderne nær. Husholdersken, eller som hun paa Rejsen skulde hedt, Hovmesterinden, var ogsaa forsvunden, og i hendes Voiture fandtes de ikke ganske ubetydelige Kostbarheder, hvis Omsætning i Penge skulde have givet os Existence paa Rejsen. Uden Tvil havde vi selv givet Anledning til, at vi bleve anholdte, ved at gjøre lidt vel megen Blæst af at være Millionærer, som rejste inkognito. Min Fader havde endnu den tynde Tegnebog og det forgyldte Tambaksur. Begge Dele bleve i Stilhed mig leverede, og derimod hed det, at hans Pretiosa og Børs vare tagne. Hvorledes det havde gaaet os i Længden, er ikke godt at sige. Imidlertid viste sig pludselig en Udvej, lige saa skjøn som uventet. Kong Gustaf kom til Byen paa en Rejse. Aldrig før fik min Fader derom Underretning, førend han underdanigst ansøgte om en Audients. Jeg fulgte. Kongen var allerede underrettet om vort Uheld, og nu fremstillede min Fader paa en saare mesterlig Maade den fintfølende, rige Adelsmand, der ved et øjeblikkeligt Uheld er sat i den mest krænkende Forlegenhed. Kun et vist Udvalg af vore Papirer blev fremlagt; Resten med samt Vexler, Guld, Juveler, var Pokker i Vold. Gustaf Adolf var yderlig opbragt over, at Øvrigheden endnu ikke var kommen paa Spor efter en saa ualmindelig Voldsgjerning. Han omfavnede med Nedladenhed min i dette Øjeblik uendelig salige Fader, og anmodede ham om at modtage en virkelig betydelig Sum til Rejsens Fortsættelse og som Godtgjørelse for det i Gustaf den fjerdes Land lidte Tab. Og da min Fader vægrede sig, hed det, han skulde i Tilfælde af, at det Røvede fandtes, igjen kjøbe sine Ejendomme imod denne Sum.
Nu gik det muntert til. En glimrende Ekipage anskaffedes; vi antoge en Tjener, og standsmæssigen rullede vi ud af den lille By. Min Fader, som bestandig havde klaget over Onkels Ødselhed, gav ham nu Intet efter, og jeg lærte ogsaa snart, hvad Penge due til, eller rettere, hvad de kunne bruges til. Efter at have seet os om ved nogle Smaahoffer kom vi uden Fatalia til de ødelagte Godser. Jeg glemmer aldrig den i Sandhed fyrstelige Pragt, med hvilken min Fader gav den omboende Noblesse en Diner. Ak denne Diner er ham ogsaa uforglemmelig, som Gustafs Favntag. Det var det første, det blev ogsaa det fidste Gilde. Kassen var sprængt, og nu slog min Fader sig til Filosofien og foragtede Verdens Glimmer. Imidlertid foragtede han ikke et Jagtparti eller et Gjestebud hos sin Nabo. Jeg var nu bleven saa uddannet, visselig mere ved egen Kraft end ved Undervisningen i det nær liggende Gymnasium, at jeg kunde profitere af Rejser, og jeg drog, som før sagt, afsted. Jeg veed ikke, hvad Ende det havde taget med min Faders Forfatning, dersom ikke tilfældigvis en forløben fransk Abbed havde opdaget eller troet at opdage en fortræffelig Sort Mergel paa Hovedgaarden — og sat en fjantet Spekulant i Hovedet at afkjøbe min Fader Godset og anlægge en Fabrik i det Store. Nu greb Fader til med begge Hænder, imedens Spekulantens Begjærlighed endnu stod i den skjønneste Fyr og Flamme. Han solgte Godser, Slotsruiner og Gjeld for en liden Sum, kaldte mig tilbage fra Dresden, hvor jeg i Fortvilelse vilde have helliget mine Talenter Schroeders og Talmas Gudinde, — og se, nu er jeg her for at indrette Alt paa Godset til min Faders Modtagelse.“
„Snurrigt nok, mon ami! Men skal der da ikke bygges en Smule; thi, som du vel selv allerede har seet, der er ikke en tæt Stue at krybe ind i.“
„Ja, naar vi bare havde Noget at bygge for, Ludvig. Det kommer an paæ, om min Fader medbringer noget Overskud fra Rejsen; thi jeg har forbrugt min Del.“
Der faldt et Skud; den utaalmodige Tjener havde fnaldet en Aarfugl ned. Man begav sig paa Hjemvejen til Leiners Moder paa Gaarden Thorsrud, hvor de unge Herrer logerede, — Løjtnanten, imedens hans Permission varede, og von Adlersberg, til han havde indrettet sig paa Godset eller, som det i Matrikullisterne hed, Ødegaarden Rødningen.
Fru Commerceraadinde Leiner modtog med venlig Gravitet de to Jægere, og Adlersberg lagde med djerv Uforskammethed den skudte Fugl, som sin egen Trofæ, ned for Fruens Fødder, uagtet den smilende Tjener og den forlegne Leiner stode tæt ved. Han modtog nogle Komplimenter for sin Færdighed og hoppede nu ind til Frokostbordet med den rige Matrone under Armen.