Et gjensyn
Utgitt av Alb. Fr. Knudsen, .
Et gjensyn
af
Knud Pedersen Hamsund.
Bodø.
Trykt af Alb. Fr. Knudsen.
1878.
En hytte ― den stod, som i tanker ―
var muret til fjeldsidens væg;
den stod der, hvor rovdyret vanker,
tog stød af en ældgammel hæg.
Naar stormen tog fart op til riften,
var stenhyttens ejer ej glad;
da tog han die hellihge schriften ―
og knælte saa ned og tilbad.
var muret til fjeldsidens væg;
den stod der, hvor rovdyret vanker,
tog stød af en ældgammel hæg.
Naar stormen tog fart op til riften,
var stenhyttens ejer ej glad;
da tog han die hellihge schriften ―
og knælte saa ned og tilbad.
For tredive aar var han kommen,
var strandet en rædselfuld stund;
der stod han med tomhed i lommen,
med sandbundens gliden til grund.
― Saa grubled han stille og sagde:
o, gud! nu er skjæbnen bestemt!
og taug, da han halvhøjt tillagde,
tungt eftertidsliv har du sendt!
var strandet en rædselfuld stund;
der stod han med tomhed i lommen,
med sandbundens gliden til grund.
― Saa grubled han stille og sagde:
o, gud! nu er skjæbnen bestemt!
og taug, da han halvhøjt tillagde,
tungt eftertidsliv har du sendt!
Folk mente, han flygted fra straffen,
for snigmord paa kjærestens ven ―
og siden den tanken tog kraften
og drog til fortabelsen hen! ― ―
Som tydsker han kjendte ej sproget,
men skrifted kun tanke for gud;
der hang den hans livstid, som noget,
der talte om elsker og brud!
for snigmord paa kjærestens ven ―
og siden den tanken tog kraften
og drog til fortabelsen hen! ― ―
Som tydsker han kjendte ej sproget,
men skrifted kun tanke for gud;
der hang den hans livstid, som noget,
der talte om elsker og brud!
Slig var det, jeg saa ham en morgen,
mens havskummet sprøjted til lands:
den gamle var graanet af sorgen:
nu krævede havet hans sands.
Jeg saa, at hans aasyn tog himlen,
men sænktes mod taarnbølgens top,
og skued den evige vrimlen
som daled og atter steg op.
mens havskummet sprøjted til lands:
den gamle var graanet af sorgen:
nu krævede havet hans sands.
Jeg saa, at hans aasyn tog himlen,
men sænktes mod taarnbølgens top,
og skued den evige vrimlen
som daled og atter steg op.
Tys! raab drønned hult i det fjerne
og kløved den hvinende larm.
Til doms paa den troløse stjerne
den graasprængte hæved sin arm!
Han stirred og øjet tog lue — — —,
da tørned en kvinde til land —
der bjergmanden havde sin stue,
tæt ned paa den sandige strand.
og kløved den hvinende larm.
Til doms paa den troløse stjerne
den graasprængte hæved sin arm!
Han stirred og øjet tog lue — — —,
da tørned en kvinde til land —
der bjergmanden havde sin stue,
tæt ned paa den sandige strand.
Han svang sig med iil over klitten
— gud ved, med hvad tanker i sind —
og halvvejs greb himlen med titten
— men derpaa i brændingen ind! —
der favned han havgudens bytte,
just nu, da den tænkte sig om —
og ihled med det til sin hytte
før fordrerens atterbud kom.
— gud ved, med hvad tanker i sind —
og halvvejs greb himlen med titten
— men derpaa i brændingen ind! —
der favned han havgudens bytte,
just nu, da den tænkte sig om —
og ihled med det til sin hytte
før fordrerens atterbud kom.
Hun leved! og aabnede haanden; —
da rørtes den graasprængtes mund:
han knæled og takkede aanden
for hjelpen i livsfarens stund.
Mens tanken fløj, gjæstende herren,
hans aasyn bar sjælsfred og bøn:
„Nu, himmel! faar du tage æren!“
saa talede stenhyttens søn.
da rørtes den graasprængtes mund:
han knæled og takkede aanden
for hjelpen i livsfarens stund.
Mens tanken fløj, gjæstende herren,
hans aasyn bar sjælsfred og bøn:
„Nu, himmel! faar du tage æren!“
saa talede stenhyttens søn.
„Du lod mig dog gjøre en gjerning,
som soned min blodige daad — —!
da frelseren spillede tærning
men døden i nordboens baad. — —
Nu er jeg saa tryg for den sagen —
kom gud! lad mig ta’ dig i haand!
tak, tak! skal du ha’ for den dagen,
du drog med det evige baand!“
som soned min blodige daad — —!
da frelseren spillede tærning
men døden i nordboens baad. — —
Nu er jeg saa tryg for den sagen —
kom gud! lad mig ta’ dig i haand!
tak, tak! skal du ha’ for den dagen,
du drog med det evige baand!“
Siden engang paa min ferden,
jeg mindtes den graasprængte mand
og tænkte: end eengang i verden
jeg gaar til den vildsomme strand. —
— Jeg fandt ham, men død ved sin hytte
straks foran den gabende rift;
han greb om en bog i et knytte;
jeg læste: „die hellihge schrift.“
jeg mindtes den graasprængte mand
og tænkte: end eengang i verden
jeg gaar til den vildsomme strand. —
— Jeg fandt ham, men død ved sin hytte
straks foran den gabende rift;
han greb om en bog i et knytte;
jeg læste: „die hellihge schrift.“