Et Mennesketyveri/06
6. KAPITEL.
Lysningen.
Det var ligesom Konen læste hans Tanker. Hun begyndte at græde og lagde sit Hoved opgit ned paa Bordpladen.
— Saa har han igjen faldt i Hænderne paa disse onde Mennesker, raabte hun, jeg forstaar ikke dette. Han har jo aldrig gjort nogen Fortræd.
Knut Gribb trøstede hende.
— Tag det bare med Ro, sagde han, Deres Mand kan ikke være langt borte og selv om han atter er kommet ud for disse Mennesker, saa vover de ikke at gjøre ham noget ondt. Hvem var det, som bragte Budet?
— Det var en uniformeret Konstabel.
— Hvorledes saa han ud?
— Det kunde jeg ikke se saa nøie, da han blev staaende i Skyggen ude i Gangen.
— Men han sagde, at han kom fra mig?
— Ja, jeg tog selv imod Budet. Han skulde hilse fra Knut Gribb og bede min Mand straks komme til ham.
— Og Deres Mand gik uden videre?
— Ja, hvad skulde han gjøre. Han kunde jo ikke tvile, naar der kom en Konstabel. Desuden sagde han ligefør han gik: Klokken 6, det stemmer, sagde han, Gribb mente han havde Brug for mig ved fem-seks Tiden.
Gribb erindrede nu, hvad han havde sagt til Boman, da han skiltes fra ham paa Sporvognsholdepladsen. Dette maatte en eller anden af Ryers Folk have hørt og benyttet sig af.
— Min Mand kjørte, bemærkede Konen.
— Saa De Vognen?
— Nei, men jeg hørte gjennem det aabentstaaende Kjøkkenvindu, at min Mand sagde til Konstablen, idet de gik over Gaardspladsen: Jassaa, har De Vogn, det er udmærket.
Knut Gribb forstod, at der nu ikke var et Minut at tabe, hvis det skulde lykkes ham at forhindre den Forbrydelse, som han var overbevist om laa bag disse gjentagne Attentater paa den stakkels uskyldige Arbeidsmand:
For at berolige Konen, sagde han til hende, da han gik: — Jeg lover Dem, at Deres Mand skal være velbeholden tilbage inden Midnat.
Men han var ikke selv saa forhaabningsfuld, da han efter Besøget i Portnerboligen hurtig gik nedover Gaden. Han maatte stanse et Øieblik og gjentage for sig selv:
— Motormanden borte! Sporløst forsvunden! Du store Gud, hvorledes skal jeg dog komme tilbunds i dette?
Spionerne! Han maatte forhøre sig om Thomas Ryers Bevægelser.
I Løbet af nogle faa Minutter havde han tilbagelagt Veien ned til Hansteens Gade.
Han standsede udenfor Butikken, hvor den langhaarede „fine“ Skiltmaler netop var ifærd med at pakke sine Malergreier sammen.
— Færdig? spurgte Gribb nervøst.
— Ja, svarede den forklædte Politimand, Thomas Ryer er gaaet ud.
— Netop nu?
— Nei, for ca. fem Minutter siden. Han kjørte udover Drammensveien. Cyclisten følger efter ham.
Politimanden pegte paa Kjørebanen og Knut Gribbs skarpe Øine opdagede straks en svag Stribe gult Sand, der laa som en tynd Streg gjennem hele Gaden saa langt han kunde øine.
— Udmærket! raabte Gribb, løb øieblikkelig efter en Vogn.
„Skiltmaleren“ kastede øjeblikkelig sine Malergrejer fra sig i en Fart og forsvandt om Hjørnet paa Jagt efter en Vogn.
Spion Nr. 2, Gartneren, kom nu tilstede.
Gribb gav ham Ordre til øieblikkelig at slippe hele det ledige Detektivkorps paa Byens Vognmænd for at faa Rede paa, hvem der havde kjørt Motormanden og hvorhen han var bragt.
— Udfri ham for enhver Pris, sagde Gribb, brug Revolvere, hvis det skulde være nødvendig. Jeg følger imidlertid efter Ryer. Samlingssted Opdagelseskontøret Klokken 12.
Han sprang op i Vognen, som nu var kommet tilstede og befalte Kusken at kjøre efter den gule Sandstreg, han kunde se midt i Gaden, saa hurtig som Remmer og Tøi kunde holde.
Sandet havde Opdageren paa Cyclen strøet efter sig for at retlede de efterfølgende Detektiver.
— Skal jeg kjøre, saalænge Stregen varer? spurgte Kusken, en ung, ivrig Vognmandsgut, — han synes dette tegnede til at bli en herlig Sport
— Saa længe Stregen varer, svarede Gribb nede fra Vognen.
Vognmanden spyttede energisk i Næverne og smeisede paa Hesten, som fór afsted i en Fart der absolut ikke var i Overensstemmelse med Byens Vedtægter. Men Vognmanden vidste, hvem han havde den Ære at kjøre, og han smilte fornøiet, da han ved Bygdø Allé bemærkede en Konstabel som noterede ham for ulovlig hurtig Kjørsel. Konstablen bemærkede ikke i Farten, at Knut Gribb sad i Vognen.
Det saa næsten ud som om den gule Streg ikke vilde tage Slut. Vognen kom langt udenfor Bygrænsen og fremdeles blandede det gule Sand sig med det hvide Veistøv i en tynd Stribe. Underveis fik Detektiven Anledning til at sætte paa sig et falskt Skjæg og en Paryk, saaledes at han som nu kjørte i Vognen ikke længer var den bekjendte Kristiania-Detektiv Knut Gribb, men en gammel, duknakket, rødnæset Herre, som tydeligvis var paa Vei til sit Landsted. Gribb var en Mester i denslags lynsnare Forklædninger.
I Nærheden af Lysakerfjorden mødte han Thomas Ryers Vogn.
Ryer kjørte i en let, gummihjulet Victoria. Den store Forbryder sad alene, tilbagelænet i Hynderne og lot Røgen fra sin Havanna drive ud i Luften. Han bemærkede ikke engang den gamle Herre, som kjørte forbi ham og Knut Gribb stansede ikke.
Et Øieblik efter mødte han Cyclisten. Heller ikke denne Politimand, som var vandt til at omgaaes ham daglig vilde ha gjenkjendt han, hvis ikke Gribb havde git ham et hurtigt Tegn, — en aftalt Bevægelse, som Kristiania-Detektiverne benyttede sig af i Situationer, hvor de maatte være forklædte.
Cyclisten bremsede, men Gribb raabte bare:
— Følg ham!
Og kjørte videre.
Vognen fulgte den gule Sandstribe helt til Landhandlerbutikken paa Lysaker.
Inde i Butikken fik Detektiven rede paa, at Ryer — Herren i Victoriavognen, som han kaldte ham — havde talt med Føreren paa et lidet Dampskib, som havde sin Station derude. Føreren hed Davidsen og Dampskibet „Flink“. Han boede i et af Husene i Nærheden af Landhandlergaarden.
Detektiven bankede paa hos Kapteinen og traf ham hjemme.
Da Gribb var blit alene med Kapteinen begyndte han uden videre til dennes uudsigelige Forbauselse at gjøre Toilette. Nu, da Ryer havde passeret ham kunde han ikke længer ha Brug for det falske Skjæg og Parykken.
Kapteinen troede han havde med en gal Mand at bestille og vilde kaste ham paa Dør, men da Gribb leende viste ham sit Politiskilt, fik Piben snart en anden Lyd.
Gribb gjorde ham opmærksom paa, at han var paa Sporet efter en Forbryder og at denne Forbryder ikke var nogen anden end den mørke Herre, som var kommet kjørende herud i Victoriavogn og som netop havde aflagt ham et Besøg.
— Mener De Thomas Ryer, raabte Kapteinen forskrækket, den eleganteste Herre som gaar i Kristiania?
— Ham og ingen anden, svarede Detektiven, han er mistænkt for røverisk Overfald. Hvad vilde han hos Dem?
— Han vilde saamen leie min Baad.
— Den lille Damper „Flink“?
— Ja.
Kapteinen ledte ham hen til Vinduet og pegte ud mod Sjøen, hvor en liden hvid fintbygget Dampbaad laa og manøvrerede.
— Baaden er nemlig meget pen med Salon og denslags, fortsatte Kapteinen, saa jeg ofte faar leiet den ud til sluttede Selskaber, som vil have en liden forfriskende Sjøtur i Sommervarmen. Thomas Ryer har leiet den før sammen med nogle Venner.
— Naar skal han bruge Baaden? spurgte Detektiven.
— Han har bestilt den til imorgen Formiddag Klokken 9. Han kommer da kjørende herud med tre Venner.
— Og hvor skal han reise hen?
— Indover Fjorden et Stykke, formodentlig til sit Landsted.
— Har han et Landsted i Fjorden?
— Ja, i Bundefjorden. Det er en liden Sæterhytte, som han har bygget inde i Skogen.
— Nævnte han Navnene paa de Venner som skulde være med ham.
— Nei, men han kaldte en af dem for Legationssekretæren. Han har vistnok et særligt Ærinde at besørge tror jeg.
— Detektiven blev opmærksom.
— Et særligt Ærinde, sagde han, nævnte han hvad det skulde være?
— Ja, han sagde, at han skulde bringe en syg Ven med sig til Landstedet.
— En syg Ven.
— Netop. Og derfor bad han mig holde en Køie i Orden nede i Baadens Salon.
Gribb tænkte øjeblikkelig paa Motormanden. Var det muligt, at de vilde gjemme ham i Villaen og hvad skulde det tjene til?
— Har De Mandskab nok ombord, Kaptein? spurgte Detektiven.
— Vi er fire Mand ombord, foruden Maskinisten og Fyrbøderen. Flere behøves der ikke.
— Jeg vil alligevel ansøge om Plads ombord.
Kapteinen saa paa ham og smilte.
— Skal jeg spørge Ryer om Tilladelse til at lage Dem med?
— Selvfølgelig ikke.
— Da vil han bli rasende, naar han opdager, at der er fremmede Folk ombord.
— Det behøver han ikke at opdage. De kjender sikkerlig et eller andet Rum, hvor jeg kan forstikke mig.
— Ja, men han har skarpe Øine, den Fyren.
— Jeg har liden Tid, bemærkede Gribb utaalmodig. Jeg forlanger et ja eller nei. Svarer De nei blir De muligens delagtig i en styg Forbrydelse, svarer De ja, maa De være min Mand helt og fuldt. Jeg gir Dem fem Minuters Betænkningstid.
— Jeg behøver ingen Betænkningstid, svarede Kapteinen hurtig, jeg er Deres.
— Meget vel. Jeg forlanger, at De ikke nævner til et levende Menneske, hvad vi nu har forhandlet.
— Det siger sig selv.
— Hverken Deres Familie eller de andre Folkene ombord maa vide noget. Og ligeoverfor Thomas Ryer lader De som intet.
— Naturligvis.
— Kan De smugle mig ombord i „Flink" imorgen tidlig, saa ingen lægger Mærke til det?
— Ja, hvis De er paa Pletten Klokken otte, saa skal det være hurtig besørget.
— Det er en Aftale.
— En Aftale.
Samtalen afsluttedes med et Haandslag og Knut Gribb gik ud fil sin ventende Vogn.
Landhandleren stod netop i Butikdøren, da Detektiven kjørte bort. Han troede ikke sine egne Øine. Var det ikke en gammel Herre som kom kjørende og nu vendte en ung Mand tilbage. Hvorledes kunde det hænge sammen.
Paa Veien indover Drammensveien overtænkte Detektiven Sagen endnu engang fra først til sidst, men han maatte indrømme for sig selv, at han tiltrods for hvad der var hændt i de sidste Timer, ikke var kommet Gaaden et Skridt nærmere. Han øinede ikke Grunden til Thomas Ryers Handlemaade. Om han nu alligevel skulde være paa feil Spor? Han skjøv Tanken fra sig, endnu ikke havde hans Tæft slaaet feil. Ryer maatte have sine Fingre med i Spillet, men hvad til, hvorfor? Hans Hjerne arbeidede voldsomt. Hvis han endda havde havt mere Tid paa sig, men han maatte paa Grund af Begivenhedernes rivende hurtige Udvikling træffe sin Forholdsregler Slag i Slag, næsten hovedkuls og det gjorde Sagen mere floket for ham.
Han var svært febrilsk efter af komme hurtig ind til Byen og bad Kusken kjøre paa. Hesten var allerede meget sved.
For at fordrive Tiden og lade sin Hjerne hvile et Øjeblik vinkede han en Avisgut hen til sig og kjøbte Aftenens Aviser af ham.
Han gjennemløb Spalterne hurtig og fæstede sig ved en liden Notis eller et Telegram hist og her.
Intet syntes at interessere ham særligt.
Pludselig stødte han paa en liden Bynotis og fandt deri anmærket to Datoer. Det var en ganske almindelig Nyhedsnotis uden den ringeste Sensation, og han vilde ikke engang have lagt Mærke til den, hvis det ikke havde været for de to Datoers Skyld. Men disse to Datoer fangede hans Opmærksomhed. Hans Tanke fløi hurtig videre —
I et nu stod alt klart for ham.
Gaaden var blit oplyst pludselig og skinnende som et Mørke der gjennemskjæres af Lynet.
Han foldede Aviserne sammen og opgav en Adresse til Kusken. Gribb forstod nu, hvor Thomas Ryer vilde hen. I dette Øjeblik var alt ligegyldigt for ham. Han havde faaet Indblik i Planen til en dristig og sjelden Forbrydelse.