Et Mennesketyveri/05
5. KAPITEL,
En fuldendt Gentleman.
Knut Gribb vilde svare, men han blev afbrudt af Dragen, som høilydt kremtede forarget over Ryers pludselige tilsynekomst, hvorved hun jo blev desaueret.
Ryer vendte sig mod hende og bukkede som en fuldendt Gentleman. Men der var en Smule Ironi i hans Stemme, da han sagde:
— Mylady, vil De være saa elskværdig at lade os alene. Jeg har noget at tale med denne Herre om.
Dragen vraltede surmulende ud af Døren og lukkede den sint med et Smeld.
Thomas Ryer smilte.
— Det er min Husholderske, sagde han, jeg haaber De undskylder hende idag. Hun er i slet Lune, fordi jeg har fundet at burde udtale mig nedsættende om en Postei, som hun ellers er en Mester i at lave:
Knut Gribb, søm var taknemlig over denne lille huslige Scene, der gav ham Anledning til at samle sine Tanker, slog øieblikkelig ind paa den samme flotte Jargon, som Thomas Ryer.
— Selvfølgelig undskylder jeg Deres Husholderskes Optrærden, sagde han, og jeg kan saa levende sætte mig ind i Deres Ærgrelse over den mislykkede Postei.
— Jeg taaler hende ogsaa kun for denne hendes Posteis Skyld, fortsatte Ryer, hun har dér virkelig en Specialitet, som sætter hende høit blandt Kvinder i mine Øine, Mylady er opdraget i Frankrig og har faaet Opskriften af Louis Philips Hofkok.
Knut Gribb fortsatte uden at blunke dette henrivende Vrøvl.
— Hvor De maa være lykkelig, sagde han, som naarsomhelst har Anledning til at nyde en saadan Postei.
— Ja, jeg er ogsaa lykkelig, svarede Ryer. Alvoret veg ikke et Øieblik fra hans Ansigt.
Nu syntes imidlertid Gribb, at det kunde være nok og han bemærkede derfor:
— Skulde vi ikke slutte med dette Tøv om Posteien.
Thomas Ryer trak Øienbrynene i Veiret og saa paa Detektiven. I dette Øieblik mindet han om en Greve, som ser paa en Parveny.
— Kjære Ven, sagde han, jeg spøger aldrig.
For at markere, at han snart ønskede Samtalens Afslutning, stak han Haanden ind under den elegante røde Fløilsjakke og trak et dobbeltkapslet Guldur frem. Han drog en Stol til sig og tog Plads med en Stil over sine Bevægelser, som man kun ser udført i Theatrenes Salonstykker.
Gribb fik Anledning til at bemærke, at han ikke alene bar Silketøfler, men ogsaa Silkestrømper. Den overdrevent fine Paaklædning stak lidt underligt af mod hans strænge alvorlige Ansigt, som lyste af mandig Ro og Sikkerhed.
— Før at komme til Sagen, fortsatte Ryer, hvilken Forbrydelse er det, man mistænker mig for?
Spørgsmaalet kom lidt hovedkuls paa Gribb, men han bevarede Fatningen. Han forstod, at Ryer manøvrerede i en bestemt Hensigt. Ryer vilde naturligvis bare udspionere ham, vilde overvælde ham med forbløffende og underligt Snak, og med pludselige Spørgsmaal for at faa Politimanden til at røbe sine inderste Tanker. Gribb svor i sit stille Sind, at det ikke skulde lykkes ham. Men her under disse kolde, granskende Øine gjaldt det for ham at spille en fortrinlig Komedie.
Altsaa reiste han sig, indtog en værdig Holdning og sagde med en Stemme, som virket overvældende. — Herr Thomas Ryer; jeg forstaar, at De agter at spille den uskyldige, men det skal ikke lykkes Dem. De mistænkes for røverisk Overfald paa en stakkels Arbeidsmand, som tilfældigvis havde nogle Penge i sin Besiddelse,
— Røverisk Overfald? spurgte Ryer fuldkommen ligegyldig, hvormeget skal jeg da ha stjaalet?
— Vedkommende havde to tusen Kroner paa sig. Det var hans Principals Penge.
— To tusen Kroner, gjentog Ryer og skyggede med Haanden for et svagt Gjæsp, tør jeg udbede mig denne Mands Navn?
— Karl Johan Boman, mekanisk Arbeider.
— Ak, nu forstaar jeg: Det var altsaa den Mand, som stirrede saa uforskammet paa mig i Sporvognen.
— Det var ham, som sad ligeoverfor Dem. Han kjendte Dem igjen. Han tør sværge paa, at De er den Mand som overfaldt ham.
— Virkelig, Tør jeg videre udbede mig Forklaring paa, hvordan dette Overfald er foregaaet.
— Med Fornøielse, svarede Gribb, endskjønt De naturligvis kjender Sagen ligesaagodt som jeg. Gjennem mine omhyggelige Undersøgelser (her briskede Gribb sig voldsomt) har jeg bragt alle Enkeltheder paa det Rene og jeg kan fortælle Dem fra først til sidst, hvordan De har baaret Dem ad.
Thomas Ryer nikkede interesseret og Gribb fremstillet nu med alle Detaljer Motormandens mærkelige Historie. Men han lagde til Fabelen om de 2000 Kroner, som Boman heldigvis havde skjult i Strømpelæggen.
— Altsaa, sagde Ryer, da Detektiven var færdig med sin Fortælling, disse 2000 Kroner skal det tiltrods for det dristige Overfald ikke være lykkedes mig at komme i Besiddelse af?
— Nei, paa Grund af heldig tilstødende Omstændigheder, men det gjør jo ikke Historien mindre kjedelig for Dem.
Ryer bøjede sig fremover og spurgte:
— Tror De virkelig, at jeg har villet stjæle to tusen Kroner?
Nu var det netop Knut Gribb om at gjøre at faa Ryer overbevist om, at han, Detektiven, havde den Opfatning, og han svarede derfor, idet han smilte spydigt:
— Politiet sidder inde med visse Oplysninger om Dem, Herr Ryer:
— Bah, dette latterlige Politi —
Ryer var virkelig blit oprigtig heftig, men han tog sig straks i det og fortsatte.
— Jeg er en Verdensmand. Jeg lar mig altsaa ikke fornærme.
— De har i dette halve Aar, De nu har opholdt Dem her i Byen, levet paa en temmelig stor Fod og brugt mange Penge.
— Men det maa da iallefald bli min egen Sag.
— Javel, men samtidig med at De bosatte Dem her i Byen, fik vi en Melding fra Pariserpolitiet, som kort og godt gik ud paa, at vi burde holde Øie med Dem og særlig passe paa, hvor De fik Deres Indtægter fra. De forstaar altsaa, at det ikke er uden Grund vi ser Dem paa Fingrene.
— De tror altsaa virkelig —
— Ja, jeg tror, indtil De kan skaffe mig Bevis for det modsatte.
Bedrog Gribb sig — eller gik der ikke et Streif af Tilfredshed over Ryers Ansigt? Havde det lykkes ham at føre den snedige Forbryder paa Vildspor?
Ryer reiste sig, tog gemytlig Detektiven under Armen og sagde:
— Nu skal jeg vise Dem noget.
Han gik nogle Skridt fremover og stansede foran en Marmorstatuette.
— En nydelig, fin liden Ting, sagde han, — den koster mig tre Tusen Lire. Den er fra Italien.
Han pegte paa et Maleri, som i en pragtfuld Ramme hang paa Væggen.
— Det er af Zorn, sagde han, jeg kjøbte det for syv Maaneder siden af en Kunsthandler i Gøteborg. Det koster mig saamæn fire Tusen, otte hundrede.
Han gik videre fra Kunstverk til Kunstverk og nævnte den Pris, han havde betalt for hvert enkelt Stykke. Da han havde gjennemvandret hele Leiligheden trak han en liden Skuffe ud i sit vakre, i sjeldne Træsorter udskaarne Skrivebord. Her fandt han frem en Checkbog paa Centralbanken:
— Ved at udskrive en af disse Checker, sagde han, kan jeg naarsomhelst hæve — lad mig ta et Beløb — syv-otte Tusen Kroner. Altsaa det firedobbelte af den Sum, De nævnte nys i saa mærkelig en Forbindelse. Ønsker De at se Bevis derpaa?
— Nei, hvorfor det? indvendte Gribb, som nu spilte den synlig forvirrede.
— Hvad synes De saa om min Kunstsamling? spurgte Ryer, tror De virkelig, at jeg som giver Tusen paa Tusen til denslags, kunde falde paa at overfalde en sølle Arbeidsmand i den Hensigt at røve lumpne to Tusen Kroner?
Gribb forstod nu, at hans List var lykkedes. Ryer anede ikke, at Detektiven havde en Mistanke om, at der laa andre Motiver bag Overfaldet end dette tarvelige Røveri. Men han vilde yderligere styrke den vundne Position og han henkastede derfor med et insinuerende Tonefald:
— Saadanne Liebhaberier som Deres koster mange Penge:
Det rykkede et Øjeblik gjennem Thomas Ryer, men han betvang sig atter og gjentog sin Floskel fra før:
— Jeg er en Verdensmand. Jeg lader mig ikke fornærme.
Da Gribbs Forvirring tilsyneladende steg, spurgte han:
— Hvad vil De mig egentlig?
— Jeg kom her for simpelthen at arrestere Dem, svarede Detektiven.
Ryer slog indbydende ud med Haanden.
— Det har De Anledning til. Men jeg reklamerer straks en Skadeserstatning paa tredive Tusen Kroner. De kjender vel forhaabentlig til, hvor farlig det er at foretage en grundløs Arrestation. Og hvor vil De hen for en Ret med Deres latterlige Mistanke.
Detektiven svarede:
— Jeg føler mig i Øieblikket lidt usikker ligeoverfor Dem, Jeg indrømmer, at Omstændighederne taler til Deres Fordel og at det vilde være risikabelt og uklogt at gaa til en Arrestation. De hører, at jeg er ganske ærlig. Jeg vil da ogsaa lige ud sige Dem, at jeg ikke tror Dem og at jeg agter at se Dem lidt paa Fingrene og undersøge denne Sag nærmere.
Ryer saa igjen paa sit dobbeltkapslede Gulduhr.
— De undskylder mig nok, svarede han og nikkede mod Døren.
Gribb forstod Vinket.
— Jeg siger ikke paa Gjensyn, fortsatte Ryer.
Knut Gribb gik. Ryer, som ikke engang synes at bemærke hans Afskedsbuk, vendte ham Ryggen.
Dragen lukkede smaabrummende Detektiven ud.
Da Gribb var kommet ned i Trappen, mumlede han:
— Enten har jeg nu luret Dig, min kjære Thomas Ryer, eller ogsaa er Du den farligste og koldblodigste Mand, som nogengang har været i Føling med Politiet. Du tror, at jeg tuller omkring med et latterligt Overfald paa lumpne to tusen Kroner og saa er jeg i Virkeligheden paa Spor efter en stor og snedig planlagt Forbrydelse. Jeg har lullet Din Mistanke i Søvn, kjære Ven, og jeg er lige efter Dig.
Han gik først til Politikammeret, hvor han, efterat have konfereret med Chefen, sammenkaldte nogle af sine dygtigste Kolleger.
Der blev nu holdt stort Krigsraad og man blev enige om, af Thomas Ryers Skridt for enhver Pris maatte bevogtes.
Tre Detektiver forklædte sig og tog Station i Nærheden af Hanstensgade.
Den ene malede et kunstnerisk udstyret Skilt for en nærliggende Butik.
Den anden agerede Gartner og den tredie øvede sig i den næsten mennesketomme Gade paa at kjøre Cycle.
Naar Thomas Ryer forlod sin Leilighed vilde alles Øine følge ham og de tre Detektiver vilde skiftes om at gaa i hans Spor.
Imedens indhentede Gribb nærmere Oplysninger om Ryer.
Det viste sig at være ganske rigtig, at han havde en Sum paa flere Tusen Kroner til Disposition i Centralbanken.
Det havde iøvrigt intetsomhelst været at udsætte paa Ryers Optræden siden Ankomsten til Kristiania. Efter hvad der blev Gribb oplyst af Boman, som havde fulgt Ryers Gang lidt nøiere, levede kan temmelig rolig.
Gribb sendte et Iltelegram til Paris og fik en Times Tid efter følgende Svar:
- „Opdagelsesafdelingen
- Kristiania.
- „Opdagelsesafdelingen
Det var et voldsomt Synderegister, som den verdensberømte Chef for Opdagelsespolitiet i Paris her paaførte Thomas Ryer. Det faldt Gribb vanskelig at tænke sig den elegante, sikre Herre i Hanstens Gade som en ret og slet Svindler. Gribb maatte smile ved sig selv ved Tanken paa Ryers Optræden. Han var dog for gammel en Politiræv til at lade sig bløffe af den andens Fløilsjakke og Silketøfler.
Klokken blev imidlertid syv, og da Gribb ifølge den trufne Aftale ikke kunde vente Meldinger fra de udsendte Detektiver før Klokken halv ni, besluttede han at spadsere ud til Affærens oprindelige Hovedperson, Motormanden Karl Adolf Boman. Muligens han kunde faa Tæften af et eller andet Spor i dennes Hjem. Det kunde ofte være de allermindste og ubetydeligste Omstændigheder som ledede til store Opdagelser. Detektiven nedlagde paa Politistationen Meddelelse om hvor han gik hen, og da det var vakkert Veir og han intet havde at forsømme, spadserte han istedetfor at kjøre, som han ellers plejede, naar han var ude og fartede i „Affærer“.
Boman havde forinden han skiltes fra Detektiven givet denne sin Adresse. Han boede i Portnerboligen i en Gaard paa Byens Vestkant.
Gribb kom derud ved halv ottetiden. Det var ham ikke vanskelig at finde frem til Portnerboligen. Boman havde sit Navn kunstfærdig udskaaret i et Messingskilt udenpaa Døren,
Han bankede paa og en venlig Kvindestemme svarede „kom ind“.
Han kom først ind i et oplyst Kjøkken, hvor det formelig skinnet af Orden og Renslighed. Bomans Hustru — Detektiven forstod, at det maatte være hende — sad paa en Stol ved Skorstenen og syede paa noget Tøj. En Kobberkaffekjedel stod paa Komfuren blankpudset og glinsende og putrede festligt, I Døren ind til Stuen skimtede han to lyslokkede Barnehoveder, en Gut i Konfirmationsalderen og en noget yngre Jentunge.
— Det er Bomans Hustru, formoder jeg? spurgte Detektiven.
Konen reiste sig og svarede ja. Hun lagde Tøiet til side og bad Detektiven gaa ind i Stuen. Børnene blev skjøvet ud i Kjøkkenet og Døren lukket efter dem.
Stuen bar Præg af hjemlig Hygge, der var pent og net og Detektiven fik idetheletaget Indtryk af, af en stræbsom, bra Familie holdt til her.
— Deres Mand er ikke tilstede ser jeg, bemærkede Gribb.
— Nei, svarede Hustruen, men jeg venter ham hvert Øjeblik, Han er ude i et vigtigt Erinde. Han sagde, at hvis han ikke kom tilbage til Klokken otte, saa skulde han sende Bud. Nu er vist Klokken snart otte.
— Den er noget over halv, svarede Detektiven og saa paa sit Uhr, jeg vil tillade mig at vente saa længe, hvis De ikke har noget imod det, Jeg vil svært gjerne tale med Deres Mand.
Konen bød ham en Stol og han tog Plads.
— Jeg kommer i Anledning den Sagen, De nok ved, fortsatte Gribb. Deres Mand har nok været udsat for et slemt Overfald, men det vil ikke vare længe nu, før de frække Overfaldsmænd er tat ved Vingebenet.
— De hører maaske til Politiet? spurgte Konen.
— Ja, svarede Gribb smilende. Han tænkte, at Boman ikke havde omtalt ham, saa han fandt det unødvendigt at nævne sit Navn.
— De er maaske en Ven af Detektiven?
— Hvilken Detektiv mener De? spurgte Gribb.
— Jeg mener den Herre, som min Mand har henvendt sig til. Knut Gribb, heder han vistnok.
— Men kjære, det er jo mig. Mit Navn er Knut Gribb.
Om et Skud pludselig var blit affyret inde i den fredelige Stue, kunde ikke Konen ha blit mere forskrækket end hun nu blev ved Detektivens ligegyldig henkastede Ord.
Hun stirrede fortumlet paa Gribb og raabte:
— De! Er det Dem? Ak, nei det kan ikke være muligt.
Gribb reiste sig.
— Hvis det er Dem, fortsatte Konen, hvordan kan De saa komme her og spørge efter min Mand.
Gribb følte sig ved hendes første Udbrud en Smule forvirret. Men nu stod det pludselig klart for ham, hvad her maatte være hændt.
— Hvorlænge er det siden Deres Mand gik ud? spurgte han alvorlig. — Han gik ud Klokken 6, saasnart han havde faaet Deres Bud.
— Mit Bud, mumlede Detektiven. Han følte, at han begyndte at bli angst. Han havde ikke sendt noget Bud.