Et Mennesketyveri/04
4. KAPITEL.
Ansigt til Ansigt.
— Sikker? spurgte Detektiven hurtig.
— Fuldstændig sikker.
— Gaa efter ham, befalte Gribb og drev videre, lad som De ikke kjender mig.
Politimanden gik et Slag nedover Gaden og vendte saa om.
Nu stod den høie, elegante Herre midt i Kjørebanen udenfor Grand. Han ventede tydeligvis paa Trikken.
Motormanden var etpar Skridt fjernet fra ham. Detektiven stod og saa alt dette fra Hjørnet ved Grand.
Sporvognen til Munkedamsveien kom og den mørke Herre steg paa og gik ind i Vognen, Detektiven kunde se hans Nakke gjennem den solbeskinnede Glasrude.
Boman steg ogsaa paa og tog Plads paa Bænken ligeoverfor ham.
Idet Vognen sattes i Bevægelse, sprang Gribb ind paa den bagre Platform, hvor han blev staaende. Herfra kunde han uden at vække Opmærksomhed betragte baade Boman og den høie, mørke Herre.
Boman var tydeligvis lidt nervøs, han stirrede interesseret og ivrig over paa sin Modstander som maalte ham fuldstændig ligegyldig med sine kolde, rolige Stenøine.
Boman hilste og den anden tog til Hatten let forbauset, som om han forundrede sig over, at en Mand som han ikke kjendte, hilste paa ham.
Hvis det er ham, tænkte Detektiven, da spiller han en glimrende Komedie.
Gribb var en stor Menneskekjender og kunde paa Udtrykket i Bomans Ansigt se, at denne blev mere og mere sikker i sin Sag; men den mørke Herre lod sig ikke forbløffe og hans absolutte Ligegyldighed veg ikke.
Da Trikken stoppede ved Hansteensgade reiste Herren sig for at stige af. Boman fulgte efter ham. Herren hoppede af og fjernede sig over Gaden, Boman vilde gjøre det samme, men stansedes af Gribb.
— De er fremdeles sikker? spurgte denne.
— Nu mere end nogensinde, svarede Boman, skal jeg følge efter ham.
— Nei, reis hjem istedetfor og overlad ham til mig. Jeg skal sende Bud efter Dem, naar jeg vil tale med Dem. Imedens maa De bli hjemme hos Dem selv.
— Naar kan jeg da vente at faa Bud fra Dem.
— Jeg ved ikke saa nøie. Antagelig ved seks-syv-Tiden.
Gribb havde, medens denne Samtale hviskende fandt Sted nøie iagttaget, hvor den mørke Herre tog Veien. Boman kjørte videre med Trikken, men Detektiven fulgte efter den mørke. Denne vendte sig ikke en eneste Gang om, men spadserede fuldstændig ubekymret, langsomt og sikkert henad Gaden.
Pludselig stansede han udenfor en liden Cigarbutik og kastede et Blik ind gjennem Vinduet, hvor nogle illustrerede Hefter og Vittighedsblade hang udstillet.
Efter at ha betænkt sig etpar Sekunder, gik han raskt ud i Butikken.
— Hoho, udbrød Knut Gribb for sig selv, den kjender vi. Ind ad Gadedøren og ud en Bagvei og dermed forduftet som en Dugdraabe en Sommerdag. Nei, min Ven, den skal vi sætte en Stopper for.
Gribb styrede lige paa Butikken, som om han havde et bestemt Erinde derinde og var gaaet af Trikken ene og alene for denne Butiks Skyld.
Da han var kommet indenfor og havde lukket Døren efter sig tog han i et tiendedels Sekund et raskt Overblik over Butikken og dens Herligheder. Gribb var en overordentlig skarp lagttager og selv de mindste Enkeltheder fæstedes fabelagtig hurtig i hans Bevidsthed. To Ting forbausede ham nu ikke saa lidet:
For det første, at den mørke Herre stod ganske rolig ved Disken og talte med Indehaveren og ikke som han halvt om halvt troede allerede var stukket af og for det andet, at der slet ikke fandtes nogen Bagvei; den eneste Indgang var fra Gaden.
Men Gribb lod sig ikke mærke med noget. Han gik hen til Disken og bad om at faa kjøbt etpar gode Cigarer. Han veiede flere Sorter prøvende i Haanden for at vinde Tid. Imidlertid blev den mørke Herre færdig, betalte og gik. Han havde ikke engang ofret et Blik paa Detektiven. Gribb stod bøiet over sine Cigarer med Ryggen til Indgangsdøren. Han hørte, at Herren havde endel Besvær med at faa lukket Døren igjen. Han smeldte etpar Gange haardt i den.
— Det var da en kjedelig Dør, sagde han.
— Ja den er lidt vanskelig, svarede Butikkens Indehaver.
— Tak nu klarer jeg det, bemærkede Herren og ved Hjælp af en sidste Kraftanstrængelse fik Døren igjen. Straks efter gik Herren forbi Vinduet, opover Gaden. Hans Skygge kastedes ind i Butikken.
Gribb havde nu ogsaa betalt og stod færdig til at forlade Forretningen.
— Kjender De den Herre, som netop gik ud? spurgte han Cigarmanden.
— Jeg ved ikke hvad han heder, svarede denne, men han er nu og da inde og kjøber Cigaretter af mig. Han bor vist etsteds her i Nabolaget.
Gribb beregnede, at der nu var gaaet saa lang tid, at han passende kunde følge efter den mørke Herre og han greb derfor i Døren.
Men Døren gik ikke op.
— Den er nok svært vanskelig, mumlede Gribb og tog et voldsomt Tag i den.
Men Døren sad lige fast og det nyttede ikke, hvormeget han rystede i den.
Pludselig forstod han alt.
Han vendte sig mod Cigarmanden.
— Døren er stængt, sagde han.
— Stængt! raabte Indehaveren og sprang over Disken.
Heller ikke han kunde faa den op.
De undersøgte begge Laasen.
— Den er gaaet i Baglaas, sagde Cigarmanden ærgerlig, den Pokkers Dør.
Detektiven var straks paa det Rene med, at den mørke simpelthen for at bli Forfølgeren kvit havde stængt ham inde. Tiltrods for at Detektiven var meget ærgerlig, maatte han dog beundre den uudsigelige Frækhed, hvormed hans Modstander havde gaaet frem.
Gribb var imidlertid ligesaa flink til at behandle Dørlaaser som den mest drevne Indbrudstyv. Der var to Ting han nødig skilte sig af med og som under hans lange, begivenhedsrige Funktionstid mangengang havde været ham til Nytte: en prægtig, sølvbeslagen Browningrevolver og et lidet Knippe fine Staaldirikker. Nu trak han dette Knippe frem fra sin Lomme, og det varede ikke længer end to Minutter, før Døren var aaben.
Cigarmanden var yderst forbløffet.
— Man skulde tro, sagde han, at De — hehe — var en Indbrudstyv. Nei, hvilke fine Instrumenter!
Politimanden gad ikke svare, men ilede ud paa Gaden.
Nu var selvfølgelig den mørke Herre forsvundet.
Gribb tabte imidlertid ikke Haabet om at gjenfinde hans Spor og en Række tilstødende Omstændigheder, som kanske i Grunden ikke var usædvanlige, men som Gribb med sit Opdagersnille forstod at benytte sig af, hjalp ham paa Vei.
Deroppe ved Hjørnet stod nu for det første en Konstabel. Gaden var ellers næsten folketom, saa Konstablen burde ha lagt Mærke til de faa som passerede ham.
Han vinkede den uniformerede Politimand til sig. Konstablen kjendte ham straks og gjorde Honnør.
— Har De staaet her paa Hjørnet længe? spurgte han.
Konstablen som troede han skulde faa en Reprimande svarede:
— Nei, ikke længer end i fire-fem Minutter. Jeg venter paa Afløsning.
— Det er godt. Har De saa lagt Mærke til, hvem som har passeret Dem i denne Tid?
— Jeg tror ingen har gaaet forbi her, uden at jeg har lagt Mærke til det.
— For tre-fire Minutter siden gik en høi, mørk og elegant Herre ud af Cigarbutikken dernede. Saa De ham?
— Jeg har ikke seet, at nogen er kommet ud af Cigarbutikken, men derimod lagde jeg Mærke til en høi, mørk Herre, som for etpar Minutter siden svinget om Hjørnet her.
— Det er ham, jeg søger.
— Ja, jeg lagde netop Mærke til ham.
— Hvorfor netop?
— Han passerte lige forbi mig temmelig hurtig og da han fik Øie paa mig, udbrød han saa høit, at jeg kunde høre det: Saa for Pokker! Det var ligesom han blev ubehagelig berørt ved at se mig.
En Følelse af Glæde gjennemfor Detektiven ved Konstablens Ord. Han forstod godt Betydningen af den mørke Herres Udbrud.
— Saa De, hvor Manden gik hen?
— Han svinget om Hjørnet her og fulgte Gaden til nærmeste Sidegade. Der forsvandt han. Detektiven erindrede nu, hvad Indehaveren af Cigarbutikken havde fortalt ham, at den mørke Herre maatte bo i Nærheden, fordi han ofte var inde hos ham og kjøbte Cigaretter. Gribb kjendte Byen som sin egen Lomme. Han vidste, at der i næste Kvartal ogsaa var en Cigarbutik og naar Herren kjøbte sine Cigaretter i den Cigarbutik, hvor han netop havde havt sin Oplevelse med Døren, talte Sandsynligheden for, at han boede i Kvartalet mellem denne Cigarbutik og den anden.
― Gik han paa venstre eller høire Fortoug? spurgte han Konstablen.
― Venstre, svarede denne.
Gribb tænkte sig om.
— Er De godt kjendt her i Strøget? spurgte han.
— Aa ja, svarede Konstablen, jeg har patruljeret her i flere Aar.
— Saa kjender De muligens noget til de Folk, som bor paa høire Side af Gaden.
— Ja, de fleste.
— I den Gaard, jeg nu peger paa for Exempel, Kjender De til, om der bor nogen unge Damer der?
— Unge Damer? spurgte Konstablen lidt forundret, ja, i anden Etage bor Organist Winter, han har fem ugifte Døtre.
— Saa, ham kjender jeg. Hans døtre er maaske Forretningsdamer?
— Nei, ikke alle. Tre af dem er næsten bestandig hjemme. To underviser i Pianospil og den tredie i Sang. Det larmer svært i den Gaar'n.
— Det er godt.
Detektiven nikkede til Konstablen og gik hurtig over mod den Gaard, han netop havde udpeget. Han ringte paa i anden Etage og blev straks ladt ind, men forinden havde han til sin Tilfredshed lagt Mærke til, at Vinduerne mod Gaden i Organistens Lejlighed formelig var bestykket med Sladrespeil. Han regnede nu med unge Damers Nysgjerrighed, for Knut Gribb var ogsaa Psycholog i sin Opdagermetode. Den høie elegante Herre var jo en pen Mand, rigtig efter Damernes Smag. Detektiven var sikker paa, at Damerne maatte ha lagt Mærke til ham.
Organisten var ikke hjemme, men de tre Damer, som han ogsaa kjendte, kom straks flaksende mod ham under Latter og Komers.
Detektiven forklarede i Korthed sit Ærinde. Han søgte en Ven, som han vidste boede her i Strøget, men han kjendte ikke Husnumret. Men nu var denne Ven en pen Mand, en rigtig Damernes Yndling. Han gik ofte her forbi. Damerne havde sikkerlig lagt Mærke til ham. Han var høi, mørk, elegant, havde graa, bredbremmet Filthat.
Stor Benegtelse og megen Latter paa alle Damerne. Den ældste, hvis Alder man nogenlunde kunde læse mellem Linjerne i hendes Ansigt, sagde koket.
— Fy, hvor De er fæl, Hr. Politi.
Men Detektiven forstod, at han havde vundet Slaget og da han fremhævet, af Oplysningen vilde være af megen Vigtighed for ham, gav Damerne sig. Og det viste sig da at være fuldstændig rigtig, hvad Gribb havde sluttet. Alle Damerne havde med Nysgjerrighed set paa den smukke Mand, som var saa „rasende kjæk“. Han boede i Gaarden lige overfor. En gammel sint Kone styrede Huset for ham. Damerne vilde til Gjengjæld ha nærmere Oplysninger om Manden af Detektiven, men han flygtede leende for den flaksende Sværm.
I Gaarden ligeoverfor havde han ikke vanskeligt for at faa vide, hvor den gamle sinte Kone boede, det var i tredie Etage.
Knut Gribb ringte paa. Der var intet Navneskilt paa Døren, hvilket dog ikke i Øieblikket forundrede ham: En sand Drage af en Kvinde lukkede op.
— Er Herren hjemme? spurgte Gribb.
— Nei, svarede hun og vilde smække Døren igjen for Næsen af ham.
Men Gribb satte Foden imellem.
— Hallo, raabte han, stop lidt. Er de sikker paa, at han ikke er hjemme?
Fruentimmeret maalte ham foragtelsesfuldt.
— Naar jeg siger det! raabte hun sint.
— Saa, saa, tag det med Ro, svarede Gribb blit og trængte sig ind i Entréen, jeg maa da faa Lov til at nedlægge en skriftlig Besked til ham.
Han vilde aabne den første den bedste Dør, men Dragen greb ham hvast i Armen.
— Ikke did ind! raabte hun.
— Naa i det Værelse opholder altsaa min Mand sig, tænkte Gribb, hvor skal jeg saa gaa hen? spurgte han.
Dragen aabnede en Dør uden at svare og. Detektiven traadte ind i en Salon.
Han blev i Øieblikket en Smule konfunderet.
Salonen var virkelig overordentlig elegant og smagfuldt møbleret; de fine, udskaarne silkebetrukne Møbler, Marmorstatuetterne og Malerierne talte tydeligt om Eierens Smag, Kultur og Kunstsans. — Skriv, sagde Dragen; for sig selv mumlede hun noget om „frække Mandfolk“.
Gribb tog Plads ved et Bord og begyndte at rable noget paa et Papir. Hans Hjerne arbeidede med det Problem, hvorledes han skulde bli Dragen kvit, saa han i et Minut eller to kunde opnaa at være alene i Værelset.
Pludselig kvakk han i. En Portiere blev raskt trukket tilside foran ham, Gribb reiste sig burtig.
Der stod jo den Mand han søgte. Den høie, mørke Herre var i fuldstændig Dandy-Formiddagsdragt: Iført en liden rød Fløielsjaket, blaa Silketøfler paa Benene. Han stirrede alvorligt paa Detektiven og denne fór uvilkaarlig sammen ved at se ind i hans mørke, haarde Øine:
Herren sagde:
— Mit Navn er Thomas Ryer, hvormed kan jeg være til Tjeneste, Herr Detektiv?