Hopp til innhold

Et Mennesketyveri/03

Fra Wikikilden
Lys og Skygge. Den hemmelighedsfulde Thomas Ryer – Norges farligste Forbryder. Nr. 1: Et Mennesketyveri
„Humoristens“ Forlag (1s. 710).

3. KAPITEL.


Det er ham.

— Vandblaa Øine, saa kunde det ikke være ham, sagde Detektiven.

— Nei, svarede Motormanden, for hans sorte, kolde Øine skal jeg kjende straks blandt Tusener, men synes De alligevel ikke det var et mærkeligt Træf med denne Cyclisten.

— De bevogtes, svarede Detektiven, det er ganske tydeligt. Jeg er tilbøielig til at tro, at endog i denne Stund følger mistænksomme Øine enhver af Deres Bevægelser. Der er en Hemmelighed ved Dem eller omkring Dem. En stor og mærkelig Hemmelighed.

— Som jeg ikke selv aner.

— Men som vi nu skal se at finde frem til, sagde Detektiven.

Idetsamme kom Vognen og de to Mænd steg opi.

— Thv. Meyersgade 164! raabte Gribb til Kusken, men lidt hurtig.

Kusken vidste, hvem han kjørte og smeldte et Pragtsmeld med Svøben. Vognen rullede afsted ned Pløensgade og svingede et Øieblik efter om Hjørnet ved Storgaden.

Efter omtrent et Kvarters Forløb stansede Vognen udenfor Thv. Meyers Gade 164 — en fem-Etages Leiegaard af det sædvanlige Slags.

Gribb bad Kusken vente og gik sammen med Motormanden hurtig opover Trappen.

De stansede i tredie Etage og Boman pegte paa et Dørskilt af Porcellæn, hvor der stod „Enkefru Hansen“.

— Derinde, sagde han med en let Skjælven i Stemmen, som viste, at han nu var nervøs og spændt paa, hvad der vilde komme.

Knut Gribb ringte paa og de ventede i over to Minutter, men ikke en lyd hørtes indenfra:

Derimod aabnedes Døren ved Siden af, hos „Kontrollør Bjercke“ og en Dame stak et ikke ubetinget velfriseret Hoved ud og sagde:

— Hun er vist ikke hjemme.

— Hvem? spurgte Detektiven.

— Enkefru Hanssen, er det ikke hende De skal til da?

— Nei, vi skal besøge en af hendes Logerende.

— Ja, de er vist heller ikke hjemme.

— Det var da kjedeligt, svarede Detektiven, for vi har et vigtigt Bud til ham. Det er fra Yachtklubben, lagde han til.

— Jasaa, svarede Damen uforstaaende.

— Har De ikke seet ham idag? spurgte Gribh igjen, jeg mener han i Yachtdressen.

Damen saa forbauset paa Detektiven og svarede:

— De maa vist ta feil.

— Nei, jeg tar ikke feil.

— Jo, det maa De sikkerlig, for Enkefru Hanssen har ingen Logerende, som er Medlem af Yachtklubben. Hun har en ung Student og en Fabrikbestyrer; — det er alt hvad jeg ved om. Men der kommer hun nok selv, saa kan De spørge hende, hvis De ikke tror mig.

Damen forsvandt inde i sin Entré, og Døren blev smækket igjen paa en demonstrativ Maade.

Tunge, slæbende Trin hørtes nede i Trapperne. Lidt efter dukkede en fyldig Skikkelse frem, en ældre, tyk Dame iført en gammeldags, falmet Silkesalop. Damen holdt i Haanden et Net, hvori der var forskjellige Slags Pakker. Hun havde tydeligvis været ude og gjort Indkjøb.

Hun stirrede forbauset paa de to Mænd, som stod og ventede udenfor hendes Entrédør.

— Enkefru Hanssen? spurgte Gribb og lettede paa Hatten.

— Ja, svarede Damen hurtig, det er mig. Men nu er Værelserne bortleiet.

— Værelserne? spurgte Gribb overrasket, det er aldeles ikke tale om Værelser.

— Haa, jeg trodde Dere var Leiesøgende, svarede Damen, idet hun laaste Entrédøren op. Hun var saa tyk, at hun fuldstændig fyldte Døraabningen.

— Værsaagod, sagde hun, ønsker De at tale med mig.

— Ja, tak.

Gribb og Motormanden traadte ind i Entréen. Detektiven saa sig opmærksomt rundt. Entréen svarede fuldstændig til Bomans Beskrivelse; der var Dametøi paa alle Knaggerne, kun Dametøi.

Min Logerende er ikke tilstede, sagde Enkefruen, saa jeg tænker vi kan gaa ind i hans Værelse. Jeg har nemlig alle mine Værelser bortleiede.

Enkefruen stødte Døren op og de to Herrer befandt sig i det første Værelse.

— Her var det, hviskede Boman og pegte paa en høirygget Lænestol, som stod midt paa Gulvet. Gribb gik frem i Værelset, tog et hurtigt Overblik over Møblementet og lukkede saa Døren op til det tilstødende Værelse. Ogsaa dette var fuldstændig som Boman havde beskrevet det.

Enkefruen bad Herrerne tage Plads og Detektiven satte sig i den store Lænestol.

Gribb tænkte et Øieblik paa, hvordan han skulde gaa frem.

Han havde hidtil gaaet temmelig aabenlyst tilværks, tiltrods for at han havde en Mistanke om, at baade han og Boman blev udspioneret. Hans Vogn ventede udenfor, han havde ikke foretaget den ringeste Forandring med sit Udseende og han var kommet kjørende direkte fra Politistationen. Det vilde bare være ufornuftig ligeoverfor Værtinden at skjule, at han var Politimand. Derimod kunde han muligens føre Motormandens hemmelighedsfulde Fiender paa Vildspor, hvis han lod det skinne igjennem, at han havde en anden Tro om Foranledningen til disses Handlemaade med Boman, end den han i Virkeligheden havde.

Han sagde derfor henvendt til Enkefruen.

— Vi kommer i et meget ubehageligt Erinde, Frue.

— Gjør De det, svarede hun med paatagelig Uro og tog Plads ligeoverfor ham, kanske ikke Banken vil vente længer —

— Nei, det er ikke angaaende Dem. Det er angaaende Deres Logerende.

— Kandidaten?

— Nei, den anden. Jeg mener Yachtmanden, Han som bebor disse to Værelser. Han heder Fabrik—be—sty—rer — —

— Fabrikbestyrer Carstensen, indskjød Enkefruen hurtig.

— Ganske rigtig, Fabrikbestyrer Carstensen, Medlem af kgl. norsk Yachtklub. Hvorlænge har han boet hos Dem?

— Han leiede disse Værelser for to Dage siden.

— Kjendte De ham fra tidligere?

— Nei, jeg har aldrig seet ham for. Han betalte en halv Maaneds Leie i Forskud uden at prutte.

— Han har vel bragt sit Tøi op?

— Nei, endnu ikke. Han fortalte mig, at han var kommet flyttende ind til Kristiania fra Moss og at hans Tøi skulde komme om nogle Dage. Jeg har ikke seet ham bruge andre Klæder end Seileruniformen.

— Han leiet for to Dage siden, siger De, paa hvilken Tid af Dagen var han her og afsluttet Leien?

— Ved 12-Tiden om Formiddagen.

— Har De seet ham siden?

Enkefruen blev tydeligvis mere og mere forbauset over Spørgsmaalene.

Hun svarede nølende:

— Da han havde betalt, gik han straks ud igjen, efter at have stillet mig nogle Spørgsmaal.

— Hvad var det for Spørgsmaal?

— Han spurgte, om jeg blev hjemme hele Dagen.

— Ah, og hvad svarte De dertil?

— At jeg, som sandt var, skulde besøge min Søster om Aftenen. Da spurgte han, naar jeg gik ud og hvorlænge jeg blev borte og dertil svarede jeg, at jeg gik ud Klokken 8 og blev borte til halv elleve.

Gribb og Motormanden vekslede Blikke og Detektiven hørte Boman mumle halvt for sig selv:

— Klokken halv 9 var han hos mig.

— Men De har vel seet ham senere? spurgte Detektiven igjen.

— Ja, en eneste Gang, svarede Enkefruen.

— Naar var det?

— Det var, da jeg kom hjem fra min Søster iforgaarsaftes.

— Han har altsaa ikke været her inat?

— Nei.

— Hvormange var Klokken, da De kom hjem fra Besøget hos Deres Søster?

— Aa, den blev henimod elleve.

— Hvad sagde han da?

— Jeg mødte ham i Entréen, forklarede Enkefruen, han kom ud fra Spisestuen. Han sagde meget elskværdig Godaften og spurgte om jeg havde moret mig godt.

— Intet andet?

— Ja, saa fortalte han, at han maatte reise med Toget elleve-ti til Moss og at han antagelig blev borte en Dags Tid. Men han paalagde mig strængt ikke at gaa ind i hans Værelser, da han havde sat frem nogle Maaleapparater, som ikke maatte forstyrres.

— Maaleapparater.

— Ja, saa sagde han. Han laaste Dørene og gik. Og siden har jeg ikke seet ham. Men han er kommet tilbage fra Moss.

— Hvoraf ved De det.

— For han har været heroppe.

— Uden at De har talt med ham?

— Ja, uden at jeg har talt med ham. Da jeg idagmorges kjendte paa Døren til dette Værelse, var den aaben og som De ser, har han taget væk Maaleapparaterne.

Boman og Detektiven vekslede igjen Blikke.

Har De seet Maaleapparaterne? spurgte Gribb.

— Nei, svarede Enkefruen, men han sagde jo, at de var her, og nu er de borte.

— Og De kjendte ikke paa nogen af Dørene i Mellemtiden?

Enkefruens Uro steg nu voldsomt.

— Nei, svarede hun usikkert:

Knut Gribb tog sit Politiskilt frem og da Madamen fik se det gav hun et lidet Skrig fra sig af Skræk,

— Som De ser, sagde Gribb, kommer vi fra Politiet. Det vil bli meget kjedeligt for Dem, hvis De ikke siger den hele og fulde Sandhed.

— Jeg er bare en Kvinde, klynkede hun.

— Javel, det er godt: Altsaa, De forsøgte tidligere at komme ind i Leiligheden?

— Ja.

— Af pur Nysgjerrighed?

— Ja, jeg er jo bare en Kvinde, klynkede hun igjen.

— Lykkedes det Dem saa at komme derind?

— Nei, det er det besynderlige. Jeg kunde ikke faa aabnet Døren, Denne Dør her var stængt indefra og i den anden Dør havde han sat en Sikkerhedslaas. Saa maatte jeg opgi det. Men andet har jeg ikke gjort, det sværger jeg ved den levende — —

Enkefruen fik Taarer i Øinene. Gribb forstod, at hun nu talte Sandhed.

— Jeg vil da gjøre Dem opmærksom paa, sagde han, at denne Herre — han pegte paa Boman — har været udsat for et røverisk Overfald heroppe iforgaars Aftes, netop paa den Tid, da De var paa Besøg hos Deres Søster.

— O, Røveri! raabte hun forskrækket.

— Ja, svarede Detektiven, denne Deres Logerende, som forresten hverken er Fabrikbestyrer eller heder Carstensen, har paa en eller anden uforstaaelig Maade faaet Snusen i, at Herr Bomann, den Herre som sidder der, netop var i Besiddelse af en stor Sum Penge, som han skulde bringe et Steds hen for sin Principal.

Boman reiste sig forbauset og vilde gjøre Indvendinger, men Gribb sendte ham et Blik, — og saa forstod han alt:

— Vel 2000 Kroner, fortsatte Detektiven, vilde ha faldt i den frække Røvers Hænder, hvis ikke Boman havde været saa forsynlig at stikke Pengene ned i Strømpelæggen. Derved undgik de Røverens Opmærksomhed, formodentlig troede da Røveren, at han havde lagt Pengene igjen hjemme. Jeg tror ikke, sluttede Detektiven, at Herr „Fabrikbestyrer Carstensen“ nogengang kommer tilbage til Dem, saa De kan trygt avertere Deres Leilighed ledig igjen.

Enkefruen bare virrede med Hovedet. var blit saa forskrækket over Politiets pludselige: Indblanding i hendes huslige Affærer, at hun havde tabt al Omtanke.

— Er det Deres, alt hvad der findes i disse Værelser? spurgte Gribb.

— Ja, svarede hun, hver Smit og Smule er mit.

— Ogsaa dette? spurgte Politimanden og holdt et Klæde fremfor hende, efterat han havde luktet til det.

— Det er en af mine Servietter, svarede hun hurtig og rev den til sig. Men hun kastede den straks fra sig igjen.

— Det var da en ubehagelig Lugt, udbrød hun.

— Det er Kloroform, oplyste Detektiven, lugt ikke for stærkt til den, ellers kan De risikere at besvime.

— Madamen kastede Servietten ud i Entréen. Det saa ud som om hun, uden at have indaandet Kloroformen, skulde være en Besvimelse nær.

Gribb reiste sig.

— Altsaa, sagde han, ikke et Ord om vort Besøg til nogensomhelst.

— Nei, baldyrede Madammen, De kan være aldeles overbevist om, at jeg ikke skal nævne det til et Menneske.

— Og hvis han mod Formodning skulde komme tilbage, saa maa De øieblikkelig underrette mig derom.

— Ja, det skal jeg.

Da Politimanden saa, at Enkefruen fremdeles var meget forstyrret, trøstede han hende saa godt han formaaede og sagde, at intetsomhelst ondt skulde vederfares hende, hvis hun blot var forsigtig og i et og alt fulgte hans Anvisninger. Dette lovede hun atter at gjøre og saa skiltes Knut Gribb og Boman fra hende.

—… Da de to Mænd var kommet ned i Trapperne, sagde Detektiven:

— Hun ved intet.

— Og Fabrikbestyreren kommer neppe tilbage.

— Hvem ved. Det er utvilsomt en overordentlig dristig Kjæltring.

Et Øieblik efter sad de i Vognen og rullede nedover mod Byens Centrum.

— Har De fundet en Lysning i denne Gaade? spurgte Motormanden.

— Muligens, svarede Detektiven.

— Og hvad vil De nu gjøre.

— Jeg vil aflægge et Besøg i Deres Hjem.

— Tænker De at finde noget der?

Knut Gribb svarede:

— Denne Carstensen som han kalder sig maa ha havt en særlig presserende Grund til at holde Dem i tolv Timers Fangenskab. Personlig Hævn er udelukket. Røveri er ogsaa udelukket. Men saa er den Mulighed tilbage, at Forbryderen holder paa med et Arbeide, som Deres Tilstedeværelse i et givet Øieblik kunde forhindre eller vanskeliggjøre. Kan De ikke tænke Dem en eller anden stor Forbrydelse bli forøvet i Deres Nærhed.

— Nei, svarede Motormanden straks, jeg kan umuligt tænke mig noget saadant. Hvorledes skulde jeg kunde krydse en Forbryderplan, jeg, — en ganske almindelig Arbeidsmand, som ikke kjender et Menneske udenfor min Familie og nærmeste Omgang og som aldrig gjør en Kat Fortræd.

— Det siger intet, De kan uden selv at vide af det være en Hindring i en saadan Forbryderplan.

— Men hvis det er Tilfældet, indvendte Boman, saa burde vi dog nu ha hørt om denne Forbrydelse. Og det maa være en stor Forbrydelse, for ingen vover at risikere noget saadant for en Bagatels Skyld.

— Det er oftest de største Forbrydelser, man ikke høret noget om, svarede Gribb, idet han gav et Tegn til Kusken om at stanse. De var nu kommet ned i Torvgaden.

Gribb og Boman steg ud af Vognen. Detektiven bad den anden om at spadsere foran til sit Hjem, saa skulde han følge ham et Stykke efter. Det var det sikreste, at De ikke blev seet sammen.

Boman forstod straks, hvad han havde at gjøre og sportede fremover Gaden uden at se sig om. Detektiven fulgte ham og iagttog ham opmærksomt.

De kom ned i Karljohansgade, Det var midt i Middagspromenaden og den straalende Boulevard laa der i al sin skinnende, livfulde Sommerglans.

Pludselig blev Detektiven opmærksom paa en Bevægelse af Motormanden. Detektiven faar Indtryk af, at denne har opdaget et Menneske i Folkevrimlen, som han er forbløffet over at træffe, Han vender sig om for at gjøre Detektiven opmærksom paa nogen og Gribb faar saavidt Tid til at give ham et Tegn om at være rolig. Dette forstaar Manden og han lader derfor som intet, men hans Øine følger en høi, elegant Skikkelse, som rolig spadserer henover Gaden og som tilsyneladende ikke bemærker den arbeidsklædte Mands Bevægelse. Herren er mørk, middelaldrende og har et skarptskaaret, energisk Ansigt. En let Skjælven gjennemfarer Detektiven, da han passerer ham og faar et Glimt af hans næsten kulsorte Øine.

Et Øjeblik efter er Gribb ved Bomans Side. Denne er meget bevæget og hvisker, idet han nikker mod den høie, elegante Skikkelse, som netop nu skraar over Gaden:

— Det er ham. Jeg kjender ham paa Øinene.