Et Mennesketyveri/02
2. KAPITEL
Cyclisten.
Da Manden var kommet saa langt i sin Fortælling, reiste Knut Gribb sig forbauset og begyndte at drive tankefuldt frem og tilbage paa Gulvet.
Han saa undersøgende paa Motormanden. Jo, der kunde ikke være nogen Tvil, denne hæderlig udseende Mands Fremstilling maatte staa til troende.
― Jeg forstaar, sa Manden, at De begynder at tvile paa mig, og det er da heller ikke mere end rimelig, for en saa mærkelig Oplevelse, som den jeg har været ude for, skulde man ikke tro mulig i Kristiania.
― Bare fortsæt Deres Fortælling, svarede Detektiven, jeg tror Dem.
― Samtidig med at Kloroformdugen blev stukket under min Næse, fortsatte Manden, kjendte jeg at Bedøvelsen var ved at gi sig. Jeg forsøgte derfor at reise mig fra Stolen, men blev med Magt trykket tilbage i Sædet. Nu virkede ogsaa Kloroformen, saa jeg fuldstændig tabte Bevidstheden. Det sidste jeg saa var et Glimt af en Mands Ansigt, som jeg vil huske i hele mit Liv, et sortmusket, glatbarberet Fjæs med etpar kolde, mørke Øine.
― Altsaa ikke den samme, som hentede Dem?
― Nei, for Herren i Yachtdressen havde jo Helskjæg.
― Men er De da sikker paa, at der var kommet en tredie Person tilstede i Værelset.
― Jeg kan ikke tænke mig andet. Slaget ―
―Ja, Slaget, mumlede Detektiven, men De maa huske paa, at da De fik Slaget, var allerede Herren i Yachtdressen gaaet ind i det tilstødende Værelse.
― Det er rigtig. Og den som gav mig Slaget, maatte ha kommet ind gjennem Entrédøren.
― Hvor lang Tid gik der fra at Herren i Yachtdressen gik ind i det tilstødende Værelse og til De fik Slaget?
― Tid! svarede Manden smilende, man kan tale om Sekunder, men ikke Tid.
― Naavel, Sekunder er ogsaa Tid. Altsaa, hvormange Sekunder? Kunde det ha været saalænge som et Minut.
Manden tænkte sig om.
― Aa, ja, sagde han, kanske det har været længere end et Minut ogsaa.
― Men vi kan trygt si et Minut?
― Ja, det kan De.
― Det er nemlig meget vigtig, sagde Detektiven.
Politimanden lagde derefter frem for Manden et Stykke Papir og bad ham ridse op Værelsernes Beliggenhed. Detektiven hjalp ham og efter en Stunds Forløb var denne Skitse færdig.
― Der kan altsaa være en Mulighed for, sagde Detektiven efter nøie at ha studeret Tegningen, at Herren i Yachtdressen og Manden som gav Dem Slaget er en og samme Person. En Forklædning kan rives af paa mindre end et halvt Minut. Isaafald har han gaaet igjennem Døren B, derefter revet af sig Forklædningen i det tilstødende Værelse, sprunget gjennem Dørene C og A og saa tilføiet Dem Slaget. Var der Tæppe paa Gulvet?
― Ja, saavidt jeg husker, meget tykke Tæpper.
― Og De sad hele Tiden med Øinene mod Vinduerne?
― Ja.
― De forstaar, at Muligheden for, at en og samme Person har været paafærde er i stigende. Lagde De Mærke til, hvordan Manden med det sortmuskede Fjæs var klædt?
― Nei.
― Altsaa kan vi regne med, at vi kun har én Mand for os: Det forenkler Sagen i betydelig Grad. Vær nu saa elskværdig at gaa videre i Deres Fortælling, Hvormange var Klokken, da De fik Slaget?
— Jeg antar den var vel 10 Aften og da Gardinerne var halvt nedrullet laa Værelset i en Skumring som forhindret mig i at skjelne Enkeltheder. Desuden besvimede jeg ganske snart. Dette er nu to Dage siden.
— To Dage siden, udbrød Detektiven forbauset, hvorfor har De ikke kommet til Politiet før?
— Fordi jeg ikke har kunnet. Da jeg vaagnede igjen af min Besvimelse susede det tungt for mit Hoved. Jeg sad en Stund i Stolen, uden at kunne bevæge en Muskel, aldeles overvældet af, hvad jeg havde oplevet. I Begyndelsen svigtede min Hukommelse, men saa med ett stod alt klart for mig, jeg sprang op, ilede hen til Vinduet og trak Rullegardinen i Veiret: Det var nu blit lidt mørkere, men som De ved er Sommerkvelden ikke videre mørk her i Landet. Af Færdselen paa Gaden kunde jeg forstaa, at Klokken nærmede sig Midnat. Jeg skulde saaledes, saavidt som jeg da skjønte, ha været uden Bevidsthed i halvanden Time.
Det første jeg blev klar over var, at jeg var alene i Værelset. Jeg greb en stor tung Vase, som stod paa et af Bordene for at benytte den som Vaaben; hvis noget skulde komme paa.
Med den i Haanden gik jeg raskt ind i det tilstødende Værelse. Døren stod paa Klem.
Heller ikke der fandtes et Menneske. Jeg var saaledes fuldstændig alene i hele Leiligheden.
Men hvor er Motoren, tænkte jeg. Jeg havde dog tydeligt hørt dens Surren og mærket Benzinstanken. Men nu fandtes der ikke Spor af nogen Motor; tvertimod, det saa ud, som om der aldrig havde været en saadan Gjenstand i Værelset, som var en meget vel møbleret Spisestue. Paa Bordet stod en Kaffekande og to Kopper, hvoraf der var drukket Kaffe. Det hele blev mig mere og mere gaadefuldt og en stærk Angst begyndte at overfalde mig. Min eneste Tanke var nu at slippe ud af de mystiske Værelser. Jeg kjendte paa Døren, som førte til Entréen. Døren var laaset.
Saa sprang jeg tilbage til Værelset med Lænestolen, hvor jeg havde ligget bedøvet. Og mine Øine opfangede nu noget, som jeg i min Forvirring tidligere ikke havde været opmærksom paa. Ved Siden af Lænestolen stod et lidet ovalt Salonbord.
Ovenpaa dette Bord laa en stor Konvolut. Den laa saadan til, at jeg straks fik Indtryk af, at den maatte være til mig. Jeg greb Konvolutten — og ganske rigtig, udenpaa stod mit Navn.
— Hvad fandt De saa i Konvolutten? spurgte Detektiven spændt.
Istedetfor at svare trak Manden en gul Bancokonvolut op af Lommen og rakte den til Detektiven.
— Der, se selv, sagde han.
Detektiven tog to Papirer ud af Konvolutten.
Det ene viste sig at være en ganske ny Femtikroneseddel. Det andet var et Brev.
Dette Brev læste Knut Gribb høit, Der stod:
„Hvis De ikke ønsker at paadrage Dem min Hævn, forlad da straks Leiligheden og gaa til Deres Hjem, hvor man venter Dem: Fortæller De nogensomhelst, hvad der er hændt, kan De ikke længer være sikker for Deres Liv.“
— Der er ingen Underskrift, sagde Detektiven, det var da en voldsom Trudsel, tilføiet han.
— De kan vel forstaa, at jeg i første Øieblik blev voldsomt bange, fortsatte Manden; jeg puttede Konvolutten i Lommen og forsøgte af aabne Døren, som fra dette Værelse førte ud til Entréen. Men ogsaa denne Dør var laaset. Da saa jeg, at en Nøgle sad i Døren. Det viste sig da ogsaa, at jeg med denne Nøgle kunde laase Døren op, Jeg kom ud i Entréen; ikke et Menneske var at se. Jeg lagde Mærke til, at der bare hang Dametøi i denne Entré. Entrédøren kunde aabnes indenfra og det varede da ikke længe, før jeg stod nede paa Gaden: Først da jeg dernede indaandede den friske Natteluft, blev jeg klar over, hvor tung og bedærvet Luften maatte være i Leiligheden og den ubehagelige, søvndyssende Susen i mit Hoved forsvandt lidt efter hvert.
Jeg var saa angst for at opleve nye, livsfarlige Eventyr og saa fortumlet over hvad der var hændt; at jeg hurtigst muligt søgte at komme hjemover. Jeg erindrede, hvad der stod i Brevet, at man ventede mig hjemme, og lænkte, at der kunde ogsaa være hændt noget der.
Endelig, Klokken 12 kom jeg da hjem. Saasnart jeg aabnede Døren faldt min Kone mig om Halsen med Udraabet:
— Gudskelov, at Du er kommet. Vi troede Du var død. Jeg forklarte hende ikke nærmere, hvad der var hændt mig, men bad om at faa Mad, da en ulidelig Følelse af, at jeg var meget sulten pludselig havde overfaldt mig.
Medens jeg spiste badede min Kone Tindingerne mine med vaade Omslag. De ser, Hr. Politimand, at den ene Side og mit Hoved er temmelig hovent efter Slaget og jeg kjender endda Smerter. Medens min Kone holdt paa dermed, sagde hun:
— Da vi fik det Brevet, blev vi jo lidt beroliget, men vi har været meget angst for dig i hele Dag.
Jeg reiste mig saa pludselig, at de vaade Omslag faldt af mit Hoved og udbrød:
— I hele Dag. Er Dere gale. Det er jo ikke mere end tre Timer siden, jeg gik hjemmefra.
— Tre Timer, sagde min Kone, du gik bjemmefra igaaraftes Klokken 9.
— Hvilken Dato skriver vi idag? spurgte jeg.
— Kjære ved du ikke det, svarede min Kone forbauset, idag skriver vi den 16de Juli.
Da jeg hørte det, faldt jeg aldeles overgivent ned paa Stolen igjen, Det var mig nu klart, at jeg havde ligget bedøvet oppe i den mystiske Leiligbed en hel Nat og en hel Dag.
— Hvad var det for et Brev, Deres Kone talte om? spurgte Detektiven.
— Dette, svarede Manden og kastede et lidet sammenfaldt Ark paa Bordet.
Gribb greb det og læste:
„Deres Mand kommer hjem idag.“
— Dette har heller ingen Underskrift, sagde Detektiven, men det er skrevet med samme Haand som det andet. Fortalte De saa Deres Kone, hvad der var hændt Dem?
— Nei, jeg sagde intet, men jeg laa vaagen i hele Nat og tænkte paa mine mærkelige Oplevelser. Idagmorges stod jeg op med det faste Forsæt, at melde Sagen til Politiet. Jeg er en hæderlig Mand, Hr. Detektiv, og den Tanke, at jeg ved min Taushed kunde bli inddirekte medskyldig i en Forbrydelse var mig uudholdelig.
Manden reiste sig og knyttede sine store barkede Næver.
— Og desuden, tilføiet han, er jeg ikke bange for nogetsomhelst mellem Himmel og Jord, naar det kommer til Stykket. Jeg har i min tidlige Ungdom oplevet mangt et farligt Eventyr paa Amerikas Prærier og jeg lar mig ikke skræmme.
Og nu har De faaet Historien af mig. Nu faar De se at finde tilbunds i Gaaden og da jeg har en Følelse af, at dristige Folk er paafærde, stiller jeg mig under Deres Beskyttelse, Har jeg handlet ret?
Knut Gribb trykkede Mandens Haand og svarede:
— De har handlet fuldstændig ret ved at melde Sagen. I Øieblikket forstaar jeg ligesaalidt som De, hvad der har ligget til Grund for den mærkelige Handlemaade mod Dem, men jeg skal straks begynde mine Undersøgelser.
— Hvor? spurgte Manden.
— I de mystiske Værelser. Der har vi det første Holdepunkt.
Detektiven havde under den sidste Del af Mandens Forklaring gjort endel hurtige Notater. Nu lagde han Notaterne sammen og puttede dem i Lommen.
Han sad en Stund og tænkte sig om.
— Fuldstændig gaadefuldt, mumlede han, hvad ialverden kan der være i Gjære? De har ingen Fiender, siger De?
— Ingen.
— Og heller ikke nogen Værdisager, som det kunne lønne sig at rive fra Dem.
Manden vrængte godmodig etpar af sine Lommer.
— Jeg er ligesaa fattig som hæderlig, svarede han smilende.
Detektiven aabnede en Skuffe i sit Skrivebord og stak en Revolver til sig efter først at ha undersøgt om Magasinerne var iorden.
— For Sikkerheds Skyld, mumlede han, kom lad os gaa.
Medens de nede paa Gaden stod og ventede paa en Vogn, slog Boman pludselig Hænderne sammen og udbrød:
— Cyclisten!
— Cyclisten? spurgte Gribb, er der ogsaa en Cyclist?
— Jeg kommer til at tænke paa noget, svarede Manden. Da jeg var underveis her til Politistationen, blev jeg nær rendt overende af en Cyclist, som i fuld Fart kom rullende imod mig. Se, her har jeg endda Mærker paa Benklæderne efter Sammenstødet.
— Men har det nogen Forbindelse med den foreliggende Sag?
— Muligens. Han optraadte saa mærkeligt.
— Hvem „han“.
— Cyclisten. Han steg af Cyclen og bad mig mange Gange om Undskyldning. Da jeg er temmelig gemytlig overfor denslags Ting, svarede jeg blot:
— Det gjør intet. Man gaar i Fare, hvor man gaar.
Men da greb Cyclisten mig i Armen og sagde med et Alvor i Stemmen, som jeg nu ved nærmere Eftertanke finder paafaldende:
— Da skulde De heller vende om, sagde han, for Deres egen Skyld.
I næste Øjeblik var han redet bort paa Cyclen.
— Død og Plage, raable Detektiven ivrig, hvorledes saa den Mand ud?
— Ganske høi, lys, rødlig Bart.
— Men Øinene?
— Nei, svarede Boman, idet han smilede forstaaende, de var ikke mørke. De var vandblaa.