Et Mennesketyveri/01
1. KAPITEL.
Benzinmotoren.
Norges største Forbryder er hverken Ole Høiland, Gjest Baardsen eller Peder Springer. Alle disse tre har udmerket sig ved en paagaaende Dristighed og iallefald for den førstes vedkommende var der adskillig genial Forslagenhed med i Spillet, men ingen af dem representerer andet end den almindelige hverdagsgraa Forbrydertype. Peder Springer, som der for en fire―fem Aar siden stod saa megen Blæst af, var endog ret og slet en tyvagtig Landstryger, hvis Virksomhed indskrænkede sig til grove Indbrud, Staburtyverier og en vis Bevægelighed ― som indbragte ham Tilnavnet. Den eneste virkelige „fine“ Forbryder ― hvis man kan bruge et saadant Udtryk ― Norge har havt, er den hemmelighedsfulde Thomas Ryer, som iallefald indtil for tre Aar siden var i Aktivitet her i Byen. Egentlig hører han hjemme i de store Millionbyer, men han har nu og da aflagt nogle Visiter i sit Fædrelands Hovedstad, hvis Politi han ved disse Leiligheder bestandig har skaffet en Mængde Bryderi og Ærgrelser.
Endskjønt man naturligvis maa fordømme den Maade, hvorpaa han erhvervet sig sit, vistnok meget rigelige Udkomme, maa man dog beundre hans Mod, hans Klogskab og fremforalt den knusende Sikkerhed, hvormed han optraadte. Naar man i sin Tid saa ham paa Promenaden her i Kristiania ulastelig klædt, bestandig med en Cigar mellem Fingrene og med et roligt Alvor udbredt over sit mandige Ansigt, kunde ingen falde paa at pege paa ham og sige: Der gaar en stor Forbryder. Han færdedes adskilligt paa de bedre Kafeer, gjorde ikke mange Bekjendtskaber, men havde dog en Kreds, som han omgikkes; han mangledes sjelden ved nogen Première, man saa ham ofte paa Kunstudstillingerne, hvor han nu og da kjøbte et Maleri, han tegnede sig gjerne paa Velgjørenhedslisterne, naar nogen eller noget appellerede til den offentlige Godgjørenhed. Kortsagt, han var en Gentleman, et roligt, lidt tilbageholdent Menneske, hvis Opførsel og Fremtræden ingen kunde beklage sig over. Og dog er den samme Mand seet i to vidt forskjellige Skikkelser paa en og samme Nat. Klokken elleve en Aften saaes han forlade en Première paa Nationalteatret og derefter soupere i Speilsalen, tre Timer efter, Kiokken 2, arbeidede han som simpel Bryggesjauer nede i Bugen paa en af de store Amerikadampere, som af Hensyn til Tiden maatte losse om Natten. Her arbeidede han i to Timer til Klokken fem, da han i sin tarvelige Dragt gik hen paa et af de nærliggende Smaahoteller. Et Kvarter efter kom han ud derfra som grand seigneur. Ved Hjørnet ventede en elegant Gummihjuler, som hurtig bragte ham op i Centrum. Men hvad vilde han i denne Forklædning nede i Amerikadamperens Lasterum? Hensynet til Arbeidsfortjenesten kunde umulig spille ind. Victoria'en ventede paa ham i flere Timer. Allerede det kostede jo mange Gange mere end den eventuelle Arbeidsfortjeneste.
Man har kaldt ham den hemmelighedsfulde Thomas Ryer. Der var ogsaa virkelig noget overordentlig mystisk ved ham. Efter hvad man nu ved, er Ryer ikke hans virkelige Navn, men han gik i sin Tid i Kristiania under det Navn. Der kjendes mindst fire Navne, som han efterhaanden her hjemme og i Udlandet har udstyret sig med, Ryer, Ancharsvärd (han talte perfekt svensk), Molbech og Baron Bizerta. Men i denne Historie kaldes han Ryer, da det var saaledes han hed i det Tidsrum, den kjendte Kristianiadetektiv Knut Gribb havde et alvorligt Sammenstød med ham.
Knut Gribb havde dengang sin betydeligste Praksis som Privatdetektiv, men tjenestgjorde ogsaa i Opdagelsesafdelingen.
En Formiddag aabnede Chefen Døren til hans Kontor og sagde smilende, idet han skjøv en middelaldrende, velklædt Mand ind.
― Se her er noget for Dem og Deres Fantasi. Henvendt til Manden fortsatte han:
― Fortæl nu den Herre der, hvad De netop har fortalt mig. Det er en eiendommelig Historie.
Dermed forsvandt Opdagelseschefen. Manden, som han havde havt med sig, blev igjen inde paa Gribbs Kontor. Detektiven reiste sig, satte frem en Stol og bad ham tage Plads.
Manden var som nævnt ganske velklædt, havde rent Kravetøi og Manchetter. Af hans barkede Næver forstod Detektiven straks, at han tilhørte Arbeidsklassen. Hans Ansigt var bredt og fyldig, de noget faareagtig stirrende Øine tydet ikke paa nogen udpræget Intelligens. Manden var glatbarberet. Detektiven lagde Mærke til, at der i hans venstre Tinding, lige over Øiet var en rød Hævelse.
Han sad og dreiede Hatten forlegent mellem Hænderne og vidste ikke rigtig, hvordan han skulde begynde. For at faa ham paa Glid, spurgte saa Politimanden:
― Har De været udsat for et Overfald? Jeg ser, De har et Mærke i Tindingen.
Manden pegte paa sit Hoved og svarede:
― Ja, det er netop derfor jeg kommer her.
― Hvad er Deres Navn og Stilling? spurgte Knut Gribb videre.
― Jeg heder Karl Adolf Boman, svarede han, jeg har egentlig ikke nogen fast Stilling, men lever af at reparere Motorer og lignende. Desuden er jeg midlertidig Fører for en Motorbaad. Jeg bør vel nærmest benævnes mekanisk Arbeider.
― Fortæl mig saa Deres Historie. Tag med flest mulig af Enkelthederne.
― Indtil igaaraftes var jeg sikker paa, at jeg ikke havde nogen Fiender, begyndte Manden, men nu ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal tro. Med Vilje har jeg ikke gjort et Menneske Fortræd. Jeg lever ganske stille og har bare mit Arbeide at pusle med. Om Dagen er jeg enten ude med Motorbaaden eller ogsaa er jeg beskjæftiget med Reparationsarbeide vedrørende Motorer. Naar jeg kommer hjem om Aftenen, feier jeg Gaardspladsen ― jeg er nemlig ogsaa Portner ― og beskjæftiger mig med lidt Væggemaling. Den ene Dag gaar fuldstændig som den anden. Hvis det interesserer Dem, kan jeg fortælle, at jeg er gift og har to Børn, begge ukonfirmerede.
Iforgaars Aften kom jeg hjem Klokken 8. Jeg havde været ude en Tur med Motorbaaden, som tilhører en Familie, der bor ude paa Bygdø. Medens jeg sidder og spiser min Aftensmad, banker det paa Døren, og en fin Herre træder ind i Portnerboligen til mig.
― Er det Dem, som heder Boman? spør han.
― Ja, svarer jeg og reiser mig op.
― Jeg har et Arbeide til Dem, siger han, men det maa De udrette straks.
Jeg fortæller da at jeg netop er kommet hjem fra en lang Tur og trænger til at hvile mig lidt.
― Naa, det er vel ikke saa farligt, svarer han leende, De skal faa god Betaling. Jeg har en Benzinmotor, som er kommet i Ulage og da jeg har hørt, at De er særlig flink til at stelle med Motorer, vil jeg gjerne, at De skal se paa den.
Jeg tog da straks min Hat paa og gik med ham.
Saalangt var Manden kommet i sin Fortælling, da Gribb afbrød ham ved at spørge:
― Spiller han en Rolle i Deres Historie, denne „fine“ Herre, som De kalder ham.
Boman pegte igjen troskyldigt paa sit Hoved og svarede:
Ja, det er netop ham, som ―
― Godt, godt, da maa De fortælle mig, hvorledes han saa ud; var han gammel eller ung, hvordan var han klædt?
― Han kunde vel være en tredive eller fem og tredive aar gammel, han havde brunt Helskjæg og Guldlorgnetter, var ganske høi af Vekst og slank.
― Klæderne?
―Ja, det er det besynderlige. Han havde blaat Yachtkostume og i Luen bar han Yachtklubbens Mærke.
— Hvorfor skulde det være saa besynderligt?
— Det vil De nok ogsaa forstaa, naar De hører, hvad der senere hændte mig.
— Nuvel. De gik altsaa med ham?
— Ja, i Begyndelsen tog han Retningen nedover mod Sjøen og jeg trodde som rimeligt kunde være, at han vilde ha mig til at reparere en Baadmotor. Men det blev der nok ingenting af. Da vi kom ned mod Drammensveien raabte han paa en forbikjørende Drosche og bad mig stige opi. Jeg spurgte, hvor vi skulde hen. Thorvald Meyers Gade 164, svarede han. Død og Plage, udbrød jeg, har De Motoren liggende saa høit oppe i Byen. Ja, da, svarede han, den er bragt hjem for at repareres.
Jeg syntes rigtignok dette var underligt, men jeg spurgte ikke mere og kjørte med ham. Han var taus hele Tiden, og naar jeg nu husker mig om, erindrer jeg, at jeg ikke en eneste Gang fik se ham ind i Øinene. Det Skjægget hans var ogsaa mærkeligt, mon det ikke var paasat?
— Bare gaa videre, sagde Detektiven utaalmodig, det kan vi senere komme tilbage til.
Mandens Fortælling begynder tydeligvis at interessere Politimanden stærkt,
— Ja, saa kom vi da endelig op i Thv. Meyers Gade efter en lang Kjøring, og Vognen stansede udenfor Nr. 164. Kusken fik sin Betaling og kjørte tilbage igjen, og vi gik op i Huset:
Da vi var kommet til tredie Etage sagde Herren i Yachtdressen, at her skulde vi ind. Der var to Entredøre. Paa den ene stod der
Enkefru Hansen
og paa den anden
Kontrollør Bjercke
Herren tog en Nøgel frem og laaste Enkefru Hansens Dør op.
— Her logerer jeg, sagde han.
— Jasaa naa, svarede jeg. Men jeg var meget forundret over at en saa fin Herre, som ovenikjøbet var Medlem af den kongelige Yachtklub, logerte paa et saa tarveligt Sted.
Vi kom ind i en Entré, hvor der hang en Del Dametøj og derfra ind i et stort Værelse, som var meget pent møbleret — iallefald efter min Formening, da. Der var baade Plyschsstoler og Skjærmbret for Kakkelovnen. Herren bad mig sidde ned, og jeg tog beskedent Plads henne ved Døren. Men da blev han ligesom lidt ærgerlig; han pegte paa en stor Lænestol midt paa Gulvet og sagde.
— Hvorfor skal De sidde derhenne? Kom og sæt Dem i denne Stolen.
Jeg gjorde, som han bad mig.
— Paa den Maade kom jeg til at sidde med Ryggen mod den Dør, vi netop var traadt ind af og som han ikke havde lukket eller sig.
Lænestolens polstrede Ryg var saa høi, at jeg ikke kunde se noget af det som var bagved mig, selv om jeg dreiede Hovedet.
— Hvor er saa Motoren? spurgte jeg. Nu skal De straks faa se den, svarede han, bare sid rolig et Øieblik.
Og jeg sad ganske roligt, medens han puslede omkring i Værelset. Der var tykke Tæpper paa Gulvet, saa jeg ikke kunde høre hans Trin.
Da flere Minutter gik og da det ikke blev til noget, maatte jeg minde ham om, at jeg havde liden Tid, ja, at jeg ikke engang havde spist tilaftens.
Dette sidste syntes at forbløffe ham lidt, for han sagde:
— Nei, virkelig, har De ikke spist. Det var et Aber; vi kunde jo ha stukket indom en Restaurant.
— Hvorlang Tid vil denne Reparation ta, tror De? spurgte jeg utaalmodigt.
— Aa, bare en Time, svarede han, eller højst regnet halvanden.
Saa skjøv han en Portiere tilside og aabnede med et Ryk Døren ind til Sideværelset.
Idet denne Dør aabnedes, hørte jeg derindefra en svag Surren af en Motor; jeg fæstet mig særlig ved denne Støi, fordi jeg syntes, at den hørtes saa underlig ud heroppe i Leiligheden.
— Naa, der har vi Motoren, tænkte jeg. Jeg kjendte ogsaa en svag Lugt af Benzin; altsaa en Benzinmotor.
Herren lukkede Døren efter sig og jeg blev alene i Værelset. Da forekom det mig pludselig, at jeg hørte en Støj bag mig, Jeg vilde reise mig op, men blev idetsamme rammet af et bedøvende Slag i Hovedet, saa jeg faldt sanseløs tilbage i Stolen. Slaget føltes mygt og ækkelt og jeg har tænkt mig, at det kunde være en vaad Sandpose, jeg blev slaaet med. Men Slaget virkede iallefald, for jeg blev i nogle Minutter fuldstændig som lammet og der gled en Taage forbi mine Øine, saa jeg intet kunde se. Derimod har jeg Følelsen af, at der blev stukket et Klæde med Kloroform eller lignende under min Næse.