Et Kulturbillede fra forrige Aarhundrede
Et Kulturbillede fra forrige Aarhundrede.
Enevældet i Versailles og Kjøbenhavn.
I dette Tidsskrift (attende Bind S. 241—269) har jeg søgt at oprulle et udførligt og som jeg haaber paalideligt Billede af den franske Bondestands Vilkaar i det 18de Aarh., hvoraf fremgik, hvor ganske anderledes heldig vort Lands Jorddyrker var stillet. Der kan ogsaa peges paa andre Forhold som yderst eiendommelige for den umaadelige Afstand, som der dengang i Virkeligheden var mellem norsk Samfundsliv og — for at tage dets skarpeste Modsætning — fransk. Dette grunder sig hovedsagelig derpaa, at medens et Land som Frankrige fremviser en iøinefaldende Klasseforskjel med alle deraf følgende slemme Ulemper for de uheldigere stillede Dele af Befolkningen, møder vi i Norge et merkelig ensartet Folk, der ikke som det franske og de fleste andre europæiske med Lidenskab kjæmpede for Opnaaelsen af Frihed og Lighed.
Den sidste — Lighed for Loven — var forlængst i stor Udstrækning haandhævet af Styrelsen; og Friheden var, saa underligt det end kan høres, større i vort Fædreland under Enevældet end i flere af de Stater, hvor Fyrsterne havde langt ringere Magt. Der findes dog den Dag idag mange Mennesker, som i det 18de Aarhundredes dansk-norske Enevælde ser et Spøgelse, som aldrig har været til. I det følgende vil jeg prøve at give Læseren den rette Forstaaelse heraf ved først at udkaste et Billede af den franske uindskrænkede Kongemagt, som paa hin Tid var Mønstret for de fleste Landes Fyrster, derefter i enkelte vigtige Punkter at sammenligne den med den enevældige Styrelse hertillands. Heraf vil forhaabentlig fremgaa, hvor mild og hensyntagende ligeoverfor Undersaatterne denne Sidste var, i Modsætning til den Første.
I Frankrige stammer Enevældet, fuldt udviklet, fra den store Minister Richelieus Tid (1624—42). Med ubarmhjertig Strenghed slog han ethvert Oprørsforsøg af Stormændene til Jorden og samlede ved Hjælp af en sterk Embedsstand al Magt i Kongens Haand. Folkets Udsendinge høres ikke een Gang i Tiden fra 1614—1789, da Revolutionen bryder ud. Richelieu havde lagt alt tilrette for de efterfølgende Konger, hvoraf især Ludvig den 14de og 15de (1643—1774) har gjort sig sørgelig bekjendte for sin i mange Henseender tyranniske og over al Beskrivelse ødsle Styrelse. Den sidste, Ludvig den 15de, er ligeledes et Mønster paa en uvirksom, udsvævende Hersker i østerlandsk Stil. Aldrig har Frankrige, den engang saa stolte og frygtede Magt, været saa svagt, saa foragtet og nedværdiget i Europas Øine, som under hans noksom berygtede Elskerinders skamløse Styre. Man behøver — med disse Kjendsgjerninger for Øie — ikke at undres over den i 1789 udbrydende Revolutions Voldsomhed og det Raseri, hvormed Paris’s Folkemasser kastede sig over det kongelige Slot i sin By. Og dog var den sidste af de enevældige Konger i Frankrige, Ludvig den 16de, en ret mild og hensynsfuld Regent; men Enevældets mange Synder og hele System af gammel Uretfærdighed væltedes over paa hans stakkels svage Hoved.
Gaar vi ind paa nogle Enkeltheder i forrige Aarhundredes franske Enevælde, forstaar man strax Grunden til Befolkningens stærke Uvillie og Had. Først og fremst slaar os den uhørte — i Danmark-Norge saagodtsom ukjendte — Krænkelse af den enkelte Persons Frihed. Enhver Franskmand kunde uden forudgaaende Anklage og Domfældelse berøves sin personlige Frihed og kastes i Bastillen eller andre berygtede Statsfengsler. Hertil krævedes kan en saakaldet „Arrestordre,“ der kunde ramme Høi som Lav, Fattig som Rig. De benyttedes i stor Udstrækning af Ministre og Embedsmænd, der i dette frygtelige, sikkert rammende Vaaben fandt et ypperligt Middel til at tilfredsstille privat Hevn. Det er bevist, at mange Ulykkelige har maattet henleve Aar indenfor skumle Mure uden at være paaførte nogen Forbrydelse; ja det næsten Utrolige har hændt, at ganske uskyldige Personer ved en Feiltagelse er blevne fængslede og først efter mange Aar løsladte. Et af de berømteste Ofre for disse Arrestordrer var Digteren Voltaire og den fra Revolutionen af 1789 saa bekjendte Statsmand, Grev Mirabeau; den Sidste kom først ud af Fængslet efterat hans Helbred var nedbrudt.
Ogsaa i andre Retninger blev Friheden skammelig undertrykt. I „det sorte Kabinet“ brak man de Breve, som mistænktes for at indeholde værdifulde Statshemmeligheder. Den berømte Minister og Fædrelandsven Turgot maatte indstændig bede sin Ven Condorcet om ikke mere at sende Breve til ham i Posten. Overtraadtes Reglerne for Trykkefriheden, ventede frygtelige Straffe Overtræderen. Berømte Forfatteres Verker, der ofte indeholdt velmente Raad til Styrelsen, eller djærve, men utvivlsomme Sandheder, beslaglagdes eller dømtes til Baalet. End ikke den helligste af alle Friheder, Samvittigheds- eller Religionsfriheden, agtedes stort høiere. Utrolige Exempler paa Styrelsens Forfølgelse af alle ikke rettroende Mennesker forekommer langt ud i forrige Aarhundrede; mest bekjendt turde være Sagen mod den gamle, agtede Borger Calas fra Byen Toulouse i Sydfrankrige, der paa en falsk Anklage for at have virket mod den katholske Kirke dømtes, pintes og radbrækkedes levende (1762).
Gives der da ingen Grænser for den franske Enevoldskonges Magt i forrige Aarhundrede? Svaret bliver et næsten ubetinget Nei. Enevældet i Frankrige havde nemlig forlængst overvundet enhver Modstand fra de Myndigheder, som skulde kunnet holde igjen og lægge en Dæmper paa Fyrstens Magt. Embedsmændene skylder Kongen sin Udnævnelse, er hans villige Redskaber, og selv Domstolenes Afgjørelser er ubeskyttede mod vilkaarlig Indgriben ovenfra. Hvad det bedste af alle Kontrolmidler, Folkerepræsentationen, angaar, har vi ovenfor seet, at den i over 150 Aar ikke een Gang samledes til Deltagelse i Statslivet, og med Hensyn til den offentlige Mening, som i vore Dage endog Zaren af Rusland maa tage visse Hensyn til, havde Enevældet i Politi og Censur ypperlige Magtmidler til at undertrykke al tænkelig Opposition og Kritik i Litteratur og Presse.
Historiske Forskere har ogsaa forlængst godtgjort, hvor mange Bøger og Skrifter af alle Slags der i Frankrige brændtes paa Baalet i forrige Aarhundrede, og sandelig: Tallet er stort. Ingen af de fire, skarpt adskilte Stænder: Adel, Geistlighed, Borger- og Bondestand, vover nogen samlet Optræden mod Tronen; Adel og Bonde knurrer, men dermed bliver det for det meste. De Opstande, Aarhundredet her har at opvise, er ikke rettede mod Kongens Person. En anden Sag er det, at under svage Styrere, som Ludvig den 15de og 16de, Ministre og andre Embedsmænd er de virkelig Magthavere; men Krænkelserne af Friheden bliver ikke af den Grund mindre, og Tyranniet øves i Kronens Navn. Enevældet bliver sandelig ikke bedre likt, naar — som saa ofte hændte — uværdige Personer fører Statens Ror, medens Fyrsten selv, saaledes som Ludvig den 15de, hengiver sig til den uværdigste Lediggang og i sit Privatliv paa det groveste krænker Befolkningens moralske Følelser og Velanstændighedens Love.
Men det franske Enevælde i det 18de Aarhundrede nøiede sig ikke alene med at krænke Friheden i alle dens Skikkelser; det udsugede ved sin grænsesløse Ødselhed de uheldigere stillede Klasser af Folket paa en oprørende Maade. I min Skildring af den franske Bondes Kaar forud for Revolutionen paapegtes de rædsomme Skatter, som knugede Jordeieren og Smaaborgeren, og man kan ikke undres over disses for hvert Aar voxende Harme over Styrelsen, naar man ser hvad Brug der gjordes af de umaadelige Statsindtægter, Overskuddet, af Befolkningens Flid. Istedenfor som nutildags at anvende den ganske overveiende Del af disse Indtægter til at fremme almennyttige Formaal og ophjælpe Næringsveiene, ødede forrige Aarhundredes franske Statsstyrelse det meste af Pengene bort, ved en vanvittig Ødselhed og Tilfredsstillelse af alle Monarkens og Hoffets optænkelige Indfald.
Lad os for at faa det rette Indtryk af et enevældigt Hofs Stilling i Nationens Liv, og den Maade, hvorpaa ialfald de franske Konger skjøttede sin svære og betydningsfulde Opgave, opsøge disse sidste der, hvor de viser sig i sin sande Skikkelse, i deres pragtfulde Slotte og Paladser.
Den Lystreisende, som befinder sig i Paris, kan nu i Løbet af nogle Minuter med Jernbanen naa Versailles, Ludvig den 14des pragtfulde Kongebolig, det vidunderlige Uhyre derude paa Sandsletten. Tages først Slottet, Kolossen med sine uendelige Sale og Galerier, i Øiesyn, er vistnok det meste af det livløse, som ogsaa i Enevældets Tid blændede Øiet, der endnu: Malerierne i Tag og paa Vægger, Marmorstatuerne og Busterne af berømte Krigere og Statsmænd i sine lange sirlige Rader, de massive Speile fra Tag til Gulv og de herlige, funklende Lysekroner. Men hvad er det altsammen uden Menneskene, uden den vrimlende, støiende Skare, som for vel hundrede Aar tilbage belivede de nu saa stille, iskolde Sale? Nu er hele Versailles’s mægtige Slot kun et Slags Magasin uden Lys og Varme. Slaar man op en af de svære Døre, der aabner sig mod Parken udenfor, er Landskabet med al den rige Pragt, som her er ødslet paa det, lige dødt og koldt; der springer nu ingen Straaler mere frem af de hundrede prægtige Bassiner, og de stive, snorlige Alleer og klippede Hække stirrer den ensomme Fremmede, der har forvildet sig herud, imøde. Et helt Aarhundrede har lagt Glemselens Slør over disse Steder, og kun et Par Gange om Aaret, den første i Sommermaanederne, naar Kaskaderne udsender sine taarnhøie Straaler til Forlystelse for Pariserne, som i Tusindvis strømmer derud, er det muligt ved en livlig Fantasis Hjælp at udmale for sig det blændende Billede, Livet i det 18de Aarhundredes Versailles frembød; det Liv som Forfatterne har foreviget ved sin Pen, Kunstnerne ved sin Pensel.
Lad os da i Tanken følge Vognrækken, der i hine Dage ustanselig som en Elv rullede fra Paris til Versailles. Strax ved Ankomsten til denne By — Versailles er ikke blot et Slot — føler man, at denne er noget enestaaende i sit Slags. Skjønt den kun talte det halve af Kristianias nuværende Folkemængde, „var den af Udstrækning en af Frankriges største Byer; den var fyldt, befolket, optaget af een Mands Liv, Kongens. Naar undtages de nødvendige Arbeiderboliger og Kaserner, var næsten alle Versailles’s Bygninger Hoteller og flotte Herresæder, hvor Kunstnere havde opbudt al sin Dygtighed for at skabe noget Smukt. Alle disse rummelige Boliger, hvor Frankriges første Familier tog fast Bopæl, laa grupperede som en Æresvagt om det umaadelige Slot, hvor alt det bølgende Liv udmundede. Hertil kom Villaerne rundt Byen; de dannede ligesom en Blomsterkrans, der hver Morgen udsendte en Hærskare af elegante Damer og Herrer, som omsværmede Kongeboligen, al denne uhørte Pragts straalende Midtpunkt.“
Man bliver næsten træt af kun at læse Fortegnelsen over de uendelige Slags Bygninger og tjenende Aander, som hørte Hoffet til. Her skal alene nævnes, at det kongelige Kjøkken krævede over 30 store Haver, og at en af Tjenerboligerne rummede 2000 Personer. Endnu kan man i Versailles beundre de to Stalde, hvis Kostende anslaaes til over ti Millioner Kroner efter Nutidens Pengeværdi, og som var saa store og smukt indrettede, at de snart benyttedes til Rytteroptog, snart til Theater eller Balsal.
Efter dette overrasker det neppe at høre, at selve Versailles’s Slot kostede den uhørte Sum af flere hundrede Millioner Kroner; men det maa ogsaa huskes, at paa denne ene Bygning kunde over 30,000 Mennesker og 6,000 Heste arbeide paa een Gang.
Her likte de enevældige Konger sig; her kunde de daglig se sig forherligede paa selve Slottets Yderside, men fremforalt i det nydelige Kapel, hvor Kunstneren havde ordnet det saaledes, at naar Kongen vendte sit Ansigt mod Alteret, maatte Damerne paa de første Tribuner uvilkaarlig fæste sit Blik paa Majestæten. „De syntes, skriver en fransk Historiker træffende, at yde Kongen den Tilbedelse, som han selv ydede Gud.“
Til at fylde alle de umaadelige Rum ude og inde krævedes en Hær af tjenende Aander. Der er „en Vrimmel af Uniformer og smukke Dragter. Enhver Prins og Prinssesse fik, naar de blev myndige, sit lille Hof d. v. s. Stald, Jagtslot, Kapel, Pragtrum, Musiksalon, Vin og Frugtkjælder m. m., alle med fuld Betjening. Dronningen, der ogsaa har sit særskilte Hof, raader over mindst 500 opvartende Damer og Herrer. Men Kongens Husholdning overstraaler selvfølgelig i Glans og Betjeningens Størrelse ganske de andre kongelige Personers. Han er for det første omgivet af en Æresgarde paa 10,000 udvalgte Fodfolk og Rytteri, der aarlig koster over 5 Millioner Kroner. Naar Kongen reiser fra Versailles til Paris, er det et storartet Syn at være Vidne til det militære Optog, som finder Sted. Fire Trompeter forud og fire bag melder at Toget har sat sig i Bevægelse; Schweizergarden og den franske Garde er opstillet langs Veien, saalangt Mandskabet rækker, og foran den kongelige Vogn marscherer 100 Schweizere i Dragter fra det 16de Aarhundrede med lysende Hellebarder, Hjelmbuske og hvide, guldbroderte Dragter. De med Guld- eller Sølv-Dekorationer struttende Officerer, Trompetere og Musikanter afgiver ligeledes et blændende Skue. Den østerrigske Gesandt, Grev Mercy, overdriver neppe, naar han sammenligner den franske Konge paa Reise med en Hær paa Marschen.
Paa de kongelige Stalde staar 2000 Heste og over 200 Vogne, der passes af 1,500 livreeklædte Tjenere; det Hele koster flere Millioner Kroner aarlig. En af Hoffets Hovedfornøielser er Jagten, der ligeledes koster uhyre Summer paa Grund af det store Antal kostbare Hunde og dertil hørende Tjenerskab.
Hvad ovenfor er omtalt gjælder kun Versailles; man maa erindre, at Fyrsten eier over ti andre, større og mindre Slotte, som f. Ex. det store Fontainebleau syd for Paris og i Hovedstaden Louvre og Tuilerierne.
Totalsummen af Tjenere og Udgifter bliver følgelig uhørt stor; næsten 4,000 Mennesker til Kongens civile Hof-Husholdning, omtrent 10,000 til hans Militære og omkring 2,000 til den kongelige Familie: alt ialt op mod 15,000 med en aarlig Udgift af omtrent 65 Millioner Kroner, d. v. s. 1⁄10 af alle Statsindtægter. Man studser kanske ved at høre disse Tal, men man faar huske paa, at Kongeboligen var det hele Lands Midtpunkt, og at ingen ringere end Frankriges gamle, stolte Stormandsslægter gjorde Tjeneste i Versailles’s Saloner. Bispen af Metz er saaledes Storalmisse-Uddeler, Hertugen af Brissac øverste Brødforvalter.
Ludvig den 14de var den første af de franske Enevoldskonger, som af politisk Beregning krævede af Adelen, at den skulde slaa sig ned ved Hoffet. Hver Dag gjorde Kongen sin Runde i Hoffet og Haverne, og Ingen undgik hans Sine. Han lagde Merke til selv den ubetydeligste Hofmands Fravær og lod ham bagefter faa føle sin Unaade. Det blev derfor i Frankrige en tvingende Nødvendighed for Folk, som vilde frem i Verden, bogstavelig talt at gaa Kongen under Øinene. Stormændene, baade verdslige og kirkelige, forlod gjerne sine prægtige Slotte ude i Provinsen for at leve i Paris eller Versailles. Og var de først der, var hele deres Liv, Tanker og Handlinger kun optagne af dette ene: at gjøre Kongen til Behag. Det er overflødigt at pege paa det Sørgelige og Forargerlige i, at saamange, ofte begavede Mennesker kastede sin Tid bort paa en saadan Maade.
Ved Hoffet herskede den strengeste Etikette, som ofte plagede endog de kongelige Personer, for hvis Skyld den dog egentlig var indført. Den hindrede fremforalt Herskeren fra at gjøre noget nyttigt, arbeide med Ministrene for Landets og Befolkningens Vel. Dette var saameget betænkeligere, som der netop i forrige Aarhundrede gaar en voldsom Gjæring gjennem Frankrige, i alle Klasser af Befolkningen. Ogsaa Fremmede lagde Merke til den paafaldende Modsætning mellem Sorgløsheden i Versailles og den voxende Misnøie hos den udpinte Landbefolkning. Saaledes den bekjendte Englænder Arthur Young, der skriver etsteds i sin Reisebeskrivelse: Der kan ikke tænkes Mage til den Ligegyldighed og Dumhed, som Hoffet lægger for Dagen; Øieblikkets Alvor kræver, at man fatter en rask Beslutning, men hvad sker? Igaar, medens man drøfter, om Kongen skal være Doge af Venedig eller Konge af Frankrige, gaar han paa Jagt.
Et mørkt Punkt i de franske Enevoldskongers Historie er deres uendelige Krige, som i Forening med Hoflivet blev Befolkningens Ødelæggelse. Disse Krige fremkaldtes i Almindelighed ved Kongernes Lyster til at øge sin Magt og vise Naboerne dens Omfang; der spurgtes i forrige Aarhundrede saare lidet om retfærdige Grunde. Naar saaledes de franske Fyrster førte de langvarige blodige Arvefølgekrige — den spanske, polske og østerrigske — var det ikke, fordi Franskmændene i sin Helhed paa nogen Maade ønskede det; det var næsten altid Fyrstens ærgjærrige Luner, som var bestemmende Aarsag. Efter saadanne Krige, hvor det ogsaa hændte, at Fienden seirrig gjorde Indfald i Landet, spottede Nøden og Elendigheden blandt Landbefolkningen enhver Beskrivelse. Men Konge og Hof vedbliver sine Fester Jagter og Parader. Hvor ganske anderledes i Danmark—Norge, som vi nedenfor skal se.
Ovenfor har vi søgt at give Læseren et Indblik i det franske Enevælde og det dermed nøie forbundne Hofliv, som ofte gjorde Kongerne saa lidet likte blandt Befolkningen, der med sit Arbeide maatte betale for al Stadsen: Dragter, Baller og Jagter. Vender vi nu Blikket mod andre Lande i Europa, er det en Sjeldenhed at finde Fyrster, som ikke kaster længselsfulde Blikke mod den straalende franske Kongebolig, og der bliver en formelig Kappestrid om, hvem der bedst kan efterligne det store Forbillede. I Norden var Forholdene adskillig lysere; blandt de svenske og dansk-norske Enevoldskonger finder vi Fyrster endog i Aarhundredets Begyndelse, som opfatter sin Stilling paa en fra de franske Enevoldskonger stik modsat Maade. Hermed vender vi os mod Kjøbenhavn, Sædet for det forenede Danmark-Norges uindskrænkede Fyrstemagt.
Enevældet i Danmark-Norge havde en ganske anden Oprindelse end det franske. Medens det sidste lidt efter lidt var kommet i Besiddelse af sin uhyre Magt, havde et Statskup (1660) her gjort Kongen til sine to Landes uindskrænkede Herre. Men for at forstaa det følgende maa det ikke glemmes, at Geistligheden og især Borgerne havde hjulpet Kongen i Kampen mod Adelen. Kjøbenhavns Borgere glemte da heller ikke denne Kjendsgjerning og kunde glæde sig ved, at deres By var „Kongens Kjøbenhavn.“ Dette historiske Forhold fik nu sin store Betydning derved, at vore Enevoldskonger ikke lettelig kunde falde paa at misbruge sin Magt saaledes som de franske. De følte sig heller ikke synderlig sterke; medens de mægtigste Ministre og Embedsmænd i Frankrige ikke et Øieblik vovede Modstand mod Kongen, maatte den dansk-norske Enevoldskonge kjæmpe med Ulydighed fra denne Stand. Vistnok fremtvang Fyrsten sin Villie, men Modstand var der dog. Ligeoverfor Undersaatterne i sin Helhed vistes megen Mildhed; til de yderst sjeldne Undtagelser hører Enevoldskongernes personlige Overgreb mod en enkelt Mand, saaledes som f. Ex. mod Familien Ulfeldt og den store Statsmand Griffenfeldt. Misbruget med vilkaarlige Fængselsordrer, som vi kjender dem fra Frankrige, forekom ikke heroppe. Enevoldskongerne her var som oftest alt andet end tyranniske; de lagde snarere an paa at styre sine Lande og Folk som en Husbonde styrer sit Hus, og det er ikke med Uret, at man gav Fyrsten det betegnende Navn „Landsfader.“ Medens en Ludvig den 14de af Frankrige og hans Efterfølgere ikke kjendte til, ikke havde Syn for stort andet end Stormandsklassen og dens Vel, hørte det ikke til Sjeldenhederne, at Danmark-Norges Enevoldskonger blandede sig mellem Folket; der gaves dog ogsaa dem, der som sine franske Forbilleder holdt sig forment inden Kongeboligen, og som naar de færdedes udenfor holdt Mængden i passende Afstand fra Livet.
Eiendommelig er Kjøbenhavnerhoffets Stilling til Norge. Her i Landet stod der saa liden Skræk af Kongen, at han tvertom for Bønderne stod som den naturlige Støtte og Hjælp mod mulige Overgreb og Undertrykkelse fra Embedsmændenes Side.
Morsomt er det saaledes, naar det fortælles, at de norske Bønder stadig ved den mindste Forgaaelse fra en Embedsmands Side sender en Deputation til Kjøbenhavn for at forebringe deres Klager for „han Far.“ At Enevoldskongen virkelig betragtedes som en Slags Landenes Fader kan ikke forundre os, naar vi gjentagende støder paa Ytringer fra Kongerne, hvori de selv gjør Fordring paa denne smigrende Titel. Saaledes Kristian den 6te, der vistnok mente det ganske alvorligt med sit bekjendte Svar til nogle Borgere i Kjøbenhavn: „Jeg er Herre over begge Riger, Fader til begge Børn.“
Om saadan Undertrykkelse er der dog ikke synderlig Tale; thi i Modsætning til Frankrige var Kongerne i Kjøbenhavn fordetmeste arbeidsomme Mennesker, som ikke altid nøiede sig med at være „Underskriftsmaskiner.“ Man har endog talrige Exempler baade fra Norge og Danmark paa Embedsmænd, som afsattes for Uduelighed eller Pligtforsømmelighed — efter Klager fra Bønderne. Hvad maaske tydeligst viser den umaadelige Afstand mellem det franske og dansk- norske Enevælde, er den Ting, at de store Reformer i forrige Aarhundrede, som førte til den længe saa sørgelig undertrykte danske Bondestands Frigjørelse — den norske Bonde behøvede ingen saadan — for en stor Del udgik fra Kongerne eller ialfald vandt deres oprigtige Bifald. Jeg skal indskrænke mig til blot at nævne Kronprins Fredriks — senere Fredrik den 6te — energiske Arbeide for Ophævelsen af det paa de danske Øer byrdefulde og derfor inderlig forhadte militære Stavnsbaand, hvorved Godseierne havde det i sin Magt at holde Bonden knyttet til sin Eiendom en større Del af hans Liv og tvinge ham til at overtage Forpagtningen af en ofte elendig drevet Gaard.
Den Iver, hvormed de enevældige Konger heroppe tog sig af og fremmede Næringsveiene i sine to Lande, fortjener i det hele Ros og Paaskjønnelse. En Mængde industrielle Anlæg, saavel i Danmark som Norge, skyldes saaledes direkte og indirekte deres Initiativ sin Tilblivelse. Og medens Enevoldskongerne i Frankrige lidet eller intet selv gjorde for at hæve Retspleien, Oplysning og Dannelse blandt Undersaatterne, er der i denne Henseende fuld Grund til at rose vore Konger fra hin Tid. Konger som f. Ex. Fredrik den 4de og Kristian den 6te lagde saaledes i disse vigtige Spørgsmaal rosværdig Iver for Dagen, og de fik grundlagt en virkelig Folkeskole i sine Lande.
Sammenlignes det franske og dansk- norske Enevælde med Hensyn paa Pengevæsenets Bestyrelse, falder i Grunden, efter hvad ovenfor er udviklet, ogsaa her Sammenligningen afgjort ud til det Sidstes Fordel.
Vistnok kan flere af Enevældens Fyrster i Danmark og Norge ikke fritages for stærk Dadel for sin forfængelige Lyst til at glimre, til at efterligne Forbilledet i Versailles. Trods sine Landes forholdsvis store Fattigdom byggede de saaledes en Række Pragtbygninger og Slotte — paa Kristiansborg Slot i Kjøbenhavn alene ofredes i Kristian den 6tes Tid den pene Sum af ca. 15 Millioner Kroner — som slugte svære Summer. Denne Dadel rammer dog langtfra alle; flere Konger, som f. Ex. Fredrik den 4de og Fredrik den 6te var økonomiske og lidet fordringsfulde for sin egen Person.
Den dansk-norske Stat under Enevældet (1660—1814) inddroges i ikke faa Krige, hvoraf enkelte, som f. Ex. den saakaldte store nordiske Krig, var langvarige og kostbare nok. Men der er dog den Forskjel paa de fleste af disse og de samtidige franske Kongers Kampe med Naboerne, at disse sidste delvis manglede den Berettigelse som de første kunde paaberaabe sig. Frankrige var ikke truet af mægtige Naboer, saaledes som Danmark-Norge af Sverige; det havde ikke som denne Stat tabte Landsdele at tilbageerobre; tvertom
Her skal ogsaa erindres den varmhjertede Omsorg, mange af Enevoldskongerne viste for efter Krigen saavidt muligt at lette Befolkningens vanskelige Stilling. Skattelettelser for Bønderne og andre Slags Pengebidrag uddeltes da med rund Haand. Ogsaa ved andre Ulykker, som Ildebrande, Oversvømmelser, var Styrelsen strax rede til at yde Hjælp. Betegnende er i saa Maade Fredrik den 4des Optræden under og efter Kjøbenhavns store Brand i 1728, hvorved 2⁄5 af den hele By blev et Rov for Luerne. Han viste i hine frygtelige Dage, at han havde Hjertet paa rette Sted, at han havde Følelsen af at være Landsfader. „Hver Dag kunde man se ham og Kronprinsen ride omkring paa Voldene og andre Steder, hvor de Fattigste og Elendigste havde slaaet sig ned. Han baade opmuntrede dem med gode Løfter og lod Penge saavelsom Levnetsmidler uddele til dem. Ogsaa Dronningen var ivrig for det samme.“ En lignende Optræden fra Versaillerhoffets Side vilde være utænkelig.
Saaledes er i al Korthed det sande Forhold. Det dansk- norske Enevælde kan ganske vist ikke rose sig af særdeles begavede Styrere, som med overlegen Dygtighed røgtede sin svære, ansvarsfulde Opgave: at sørge for Statens og Befolkningens timelige og aandelige Tarv. Som i alle enevældige Stater gaar altfor meget af Statens Indtægter med til Forherligelse af Fyrstemagten — dels gjennem et straalende Hofliv, kostbare Byggeforetagender og Krige, som ofte kunde være meningsløse og forkastelige.
Men sammenlignet med det samtidige europæiske Enevælde hævder det dansk-norske dog ærefuldt sin Plads som et i hvert Fald flittigt og virksomt Styre, der ikke sjelden viste en ligefrem sygelig Pligtopfyldelse og Nidkjærhed for at opfylde det store Arbeide, der var lagt paa dets Skuldre. En uoverskuelig Mængde Forordninger og Lovbestemmelser angaaende Styrelsens forskjellige Grene godtgjør noksom Arbeidets Omfang.
Jeg kan ikke stille Forholdet i rettere Belysning end ved til Slutning at minde Læseren om den Kjendsgjerning, at medens det franske og de fleste europæiske Enevælders Stater mod Slutningen af forrige Aarhundrede paa Grund af Styrelsens Slethed og Forsømmelighed gik en frygtelig og omfattende social og politisk Revolution imøde, som rystede dem i deres inderste Grundvold, sparedes Danmark-Norge for en lignende Omvæltning; det skyldtes sikkerlig sit enevældige Styres mange, store Reformer og maadeholdne Brug af Magten.
Jens Raabe.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |