Ervingen. Sangspil i een Akt
20. Ervingen. Sangspil i een Akt. Christiania. Trykt paa det norske Theaters Forlag. 8. 24 S. 1855. Med Melodier. Priis 16 ß.
Dette Stykke har den let iøinefaldende ydre Merkelighed, at det ikke er skrevet i vort sædvanlige Bogsprog, men i „Landsmaalet“ d. e. Folkesproget, det samme, hvori Ivar Aasens forhen i dette Tidsskrift (1853, S. 290 fgg.) omtalte „Prøver af Landsmaalet“ ere forfattede. Dette er egentlig ingen af de enkelte umiddelbart existerende Dialekter men et paa sammenlignende Studium grundet og med fiin Sprogtakt construeret Normalsprog, hvor stedse de bedste og reneste Former ere optagne. Det er saaledes et forædlet, idealiseret Folkesprog, der renset fra de Tilfældigheder, der hænge ved det enkelte Distrikts Mundart, paa een Gang skulde have en større Harmoni og Skjønhed i sig selv og en større Almeengyldighed, saa at det kunde blive et Foreningsbaand for hele Folket.
Om Gyldigheden af en saadan Construction, der kan synes en Smule kunstig og vilkaarlig, samt om Folkesprogets Berettigelse overhoved til at optræde paa Scenen og i Litteraturen, skal her ikke anstilles nogen udførlig Undersøgelse, for at vi ikke skulle komme for langt ind i den store „Sprogstrid“, i hvilken desuden ogsaa jeg ved andre Leiligheder (se f. Ex. dette Tidsskrivt S. 19) har leveret mine Indlæg. Med Hensyn til det første Punkt skal jeg kun bemerke, at Sprogformen i nærværende Stykke saavel som i Aasens „Prøver“ ialfald er meget langt fra at være en mechanisk Sammenkitning af ifleng grebne Bestanddele, men røber meget mere et dybt Indblik i Dialekternes almene Væsen og en virkelig Leven ind deri, saa at det kan synes at have en ikke ringe Ret til at betragtes som et organisk Produkt, en Skabning af Folkesprogets egen Genius, der kun er bleven sig selv bevidst og saaledes har givet sig en Form, der ikke alene vil sikre den et Slags Anerkjendelse lige over for andre Sprogaander, men tillige ikke blive uden Indflydelse paa dens egen fremtidige Udvikling. Den, der behandler Sproget saaledes — og foruden nærværende Stykkes Forfatter, Aasen og Landstad, vidste jeg fast Ingen at nævne — synes virkelig, i Modsætning til den hyppige Famlen med Folkesproget, at handle paa en Maade af dettes egen Magtfuldkommenhed og kunde saaledes vel vente at faae sine Handlinger godkjendte.
Og med Hensyn til det andet ovenfor berørte Punkt, Folkesprogets literære Competence i Almindelighed, da maa jeg gjentage, hvad jeg ogsaa tidligere har ytret, at jeg vistnok ingenlunde er af deres Mening, der ville, at dette Sprog fuldstændig skal afløse vort nuværende Skrivtsprog og blive i Eet og Alt Folkets almindeligere høiere Meddelelsesmiddel. Thi det er blevet liggende agterud for den høiere Dannelse, ved hvilken Nationen nu indtager sin Plads i Nutidens Civilisation; det har ikke fulgt med Institutionernes Udvikling, men betegner et naivere Standpunkt, der ligger for en stor Deel udenfor Tidens Gjæring og den almindelige politiske, religiøse, literære Bevægelse, hvilken derimod har benyttet et andet Organ, som derved imidlertid er voxet ind i Folket, saa at det nu ikke uden Lemlæstelse kan bortskjæres. Hiint Landsmaal er med eet Ord væsentlig umyndigt og tilhører kun Idyllen.
Saa lidet, som vi derfor kunne lægge fra os hele den nyere Reflexions-Dannelse og glemme Alt hvad vi af Tiden have lært, saa lidet kunne vi ogsaa bortlægge det sproglige Organ, hvorved det er tilegnet og hvorigjennem det har sit eiendommelige Udtryk. Men paa den anden Side maa Dannelsen i samme Grad som den skal være sandt inderlig, ogsaa paa en vis Maade gaae tilbage til det umiddelbart Nationale, erkjende det og i enhver Henseende gjøre sig fortrolig dermed. Derfor er ogsaa Almuesproget, skjønt ikke længer Kunstens og Videnskabens almeengyldige Middel og Organ, dog ligesaa vel som ethvert andet Moment af Folkets Sæder og Historie en berettiget Gjenstand for baade Kunst og Videnskab. Og ligesom vi med Glæde og Taknemmelighed have modtaget Ivar Aasens høist betydningsfulde videnskabelige Arbeider over Folkesproget, saaledes maae vi takke baade ham og enhver Anden, der i vellykket Kunstfremstilling fører det frem for vor Anskuelse. Netop hvad der i Virkeligheden er tilbagelagt eller endnu ikke er modnet frem til Virkelighedens Fylde som reelt, fuldgyldigt Udtryk for Ideen, det har dog en Plads paa Kunstens elysæiske Marker, dette Skyggernes evige Hjem, og selv det paa Tidens Høide staaende, i Nutiden levende og handlende Folk maa, ligesom en Odysseus, en Æneas, hente Styrke til sin Bedrivt, ved i det mindste momentant at nedstige til hiin Underverden og der faae Aabenbaringer saavel om sin Fortid som om sin Fremtid. Derfor have vi ogsaa nylig ved en anden Anledning ytret, at det tilhører den sande æsthetiske Dannelse ialfald momentant at kunne sætte sig tilbage paa naivere Standpunkter, og at det dannede Publikum iblandt maa kunne finde sin Glæde i blot at være Folk.
Herved have vi nu angivet det rette Synspunkt, hvorfra den af Ivar Aasen oprindelig angivne Sprog-Construction er at betragte. Den er en Kunstfremstilling af Folkesproget og har som saadan udentvivl sin egentlige Betydning. Den Naturlighed, med hvilken den, efter hvad vi ovenfor have indrømmet, synes at udgaae af den umiddelbare Sprogaand selv, tyder netop hen paa en egte genialsk Undfangelse; den er det Umiddelbarhedens underfulde Skin, hvori enhver sand kunstnerisk Frembringelse maa straale. Deri bestaaer ogsaa væsentligen den Skjønhed, hvorved Sproget i nærværende Stykke udmerker sig, en Skjønhed, der ikke alene viser sig i den udvortes Ordforms Harmoni og Velklang, men ligesaa vel og endnu mere i Stilens finere Elementer, Phraseologi, Vendinger, Billedforraad osv., i hvilken Henseende man ellers er vant til at see saameget utilfredsstillende endog i det, Almuesmænd selv undertiden forsøge at skrive i sin Bygds Mundart, idet Stilens hele Charakteer ofte gjør Indtrykket af en Oversættelse fra Bogsproget.[1]
Paa denne Naturlighed, dette Præg af egte Oprindelighed beroer da ogsaa Frembringelsens befriende og forædlende Virkning. Netop derved danner hiint Sprog en saa lykkelig Modsætning til den Tilgjorthed eller ialfald fremmede, ugemytlige Tone, som ofte føles i vort Cultursprog. Det kan nemlig ikke negtes, at ligesom den store Spaltning mellem den dannede Classe og det lavere Folk i det Hele bevirker megen Unatur og Affectation hos den første, saaledes viser dette sig ogsaa i denne Classes Sprog, hvilket derfor vistnok kan have godt af oftere baade at speile og toe sig i hiin klare Kilde. Hertil maae nu især saadanne Fremstillinger, som den vi her have for Øie, heldigen tjene og derved bidrage Sit til efterhaanden at udfylde Kløvten og befordre en sund og naturlig Tilnærmelse mellem de tvende Sproggebeter, paa samme Tid som en sund og naturlig Almeendannelse mere og mere sammensmelter Folket til en virkelig aandelig Eenhed.
Nærværende Stykke har ogsaa i sig optaget et Speilbillede af Cultursproget i dets uædle Skikkelse, men (at vi skulle blive i Lignelsen) saa dybt nedsænket, saa muntert overskyllet af de harmløse, venlige Vover, at det egentlig ikke danner nøgen skjærende Modsætning, ikke bevirker nogen Spænding. Hr. Sauenbach (vil sige: Saudebakken), Gaardbruger, men forhenværende Handelsbetjent i Mandal, er den Eneste, der — paa Grund af hiin Berørelse med den civiliserede Verden — taler dennes Sprog. Dog er han, som han selv klager over, saa „rustificeret“, at det ene simple Udtryk efter det andet falder ham i Munden, og hans Forsøg paa at knote reducere sig for en stor Deel til bag efter anbragte Rettelser, efterat Naturen først har havt frit Løb. Der er paa een Gang noget saa Træffende i denne Charakteristik af det affecterede Spidsbube-Sprog, hvormed Halvdannelsen saa gjerne prunker, og en saadan Humor i hiin Bedrøvelse over at være mere naturlig og fornuftig, end han havde Lyst til, at vi kunne ikke afholde os fra at afskrive en af Hr. Sauenbachs Repliker, hvor han kritisk mønstrer et Brev, han selv har skrevet, inden det bliver afsendt.
„— jeg skrev det i saadan Hast, at jeg frygter for, der kan være noget galt i det. Lad mig see! Aa jo, desværre, der er just ikke megen Skik paa det. Der staaer: „jeg har hørt, at De skulde komme“ istedetfor: „jeg har erholdt Underretning om at De skulde ankomme;“ saaledes skulde der staae. Og ligesaa staaer der: „for et uventet Tilfælde“, istedetfor at der skulde staae: „paa Grund af en indtruffen uforudseet Begivenhed.“ Der staaer: „der er lagt megen Omkostning paa Jorden“, istedetfor at der skulde staae: „der er anvendt betydelige Capitaler paa Grund-Eiendommen“. Og saa staaer der: „Halvdelen af den Vidde, som kunde dyrkes“, istedetfor at der skulde staae: „femti Procent af det dyrkbare Areal“. Og ligeledes nedenfor: „dobbelt saa god som for“, istedetfor at der skulde staae: „Hundrede Procent bedre end forhen“. Der er jo ikke det mindste Sving paa, det er bare simple Talemaader, som enhver Bonde-Kjærring kunde sige. Jeg veed ikke, hvad Procuratoren vil tænke om Sligt.“
Isandhed, der er i denne Satire Meget, som enhver af os skrivende og talende Cultur-Mennesker nok kunde tage til Indtægt. Thi vistnok kan det mere reflecterede Udtryk ikke i sig selv dadles, det er ofte nødvendigt, og en affecteret Popularitet i Udtrykket, hvor Tanken selv staaer paa den videnskabelige Bevidstheds Høide, er paa sin Viis en Uting; men hvo vil negte, at vore Ord ofte uvilkaarlig sættes paa Skruer, hvor det gjælder ganske simple Ting? Vi kunne ofte til vor Undskyldning ikke anføre Andet end Vanens Magt, og at den Tid, vi leve i, den Maade, hvorpaa vi have været nødte til at erhverve vor Dannelse, har gjort os det umueligt at komme Folkets Udtryksmaade nærmere; men vi haabe, der komme Andre efter os, der skulle gjøre det bedre. Og dertil er det netop at ansee som et Tegn, at Folkesprogene næsten overalt begynde at vække mere Opmerksomhed og at danne et Slags Literatur ved Siden af den høiere egentlige, i Tydskland plattydske, alemanniske Digte, i Frankrige gaskoniske o. s. v. Dertil slutter sig nu ogsaa hos os værdigen nærværende Stykke.
Men skjønt dette nu allerede fra Sprogets Side har en særlig Interesse, saa er det dog meget uretfærdigt udelukkende at ville betragte ’det som en Sprogprøve. Meget mere giver det os et heelt Stykke Folkeliv saa sundt og sandt, saa friskt og naturligt, som man vel kan ønske sig. Vi see en Søndag-Eftermiddag paa Landet med dens Ro og Hygge, med kun lette og snart opløste Ansatser til Forvikling og Spænding, ligesom tynde, let forbifarende Skyer. Vi see den norske Bonde, hverken saa plump, saa stiv og sneverhjertet, som han ofte forestilles af dem, der gjerne blot ville benytte ham som Middel, eller med den forcerede Kraft og „gamle nordiske Ærlighed“, hvormed han omgives i sværmerske, abstracte Phantasier, men saadan som han er i Virkeligheden, jævn, trohjertig, men dog klog, undertiden endog snu, i Almindelighed forstandigt overveiende, med en liden Tendents til didaktisk Betragtning o. s. v. Ved de Reflexioner, der her naturlig fremkaldes af Situationen, faae vi Indblik i en Tænkemaade, en Livsphilosophi, ligesaa jævn, naturlig og forstandig som dette hele Liv, hvoraf den er fremspiret og hvis indre Gehalt deri udlægger sig.
Om dette Liv kan nu i mange Henseender siges omtrent det Samme, som om det Sprog, det benytter som Organ. Med al sin ædle Simpelhed, der virker saa beroligende ligeoverfor den Uro og Spænding, de mangfoldigt strammede Forhold, der herske i høiere Sphærer, er det dog ikke bestemt til at fortrænge disse mere udviklede Forhold, eller gjøre sig til et fuldgyldigt Udtryk af den høiere, concretere Idee. Bondens Liv har, ethisk og æsthetisk betragtet, — ligesom hans Sprog — endnu et Træk af Umyndighed; det er ikke modnet frem til fuld afgjørende dramatisk Spænding, det tilhører væsentlig Idyllen.
Deraf er nu ogsaa dette Livs Anvendelse i Kunsten afhængig. Det har der, lige saavel som Sproget — og maaskee i end høiere Grad — sin fuldt berettigede Plads; thi Aanden finder stedse medrette en Vederkvægelse i momentant at dvæle ved det Enkle og Eenfoldige, som den realiter er skreden udover. Men hint lavere Folkeliv er derfor ingenlunde den høieste Kunstgjenstand, end sige — som Nogle synes at mene — den eneste. Den høieste, modneste, meest afgjørende menneskelige Handling hører paa hin Skueplads ikke hjemme. Det fuldkomne Drama med sin Spænding og sine Collisioner forudsætter videre Forhold og mere bevidste Charakterer. Og selv om man maaskee ikke for meget bor begrændse Poesiens Ret til at hæve Stoffet over dets egentlige Sphære ved at modne hvad der er umodent, ved at befrie hvad der er bundet, ved at fremdrage hvad der er skjult; selv om man derfor ikke tør negte Mueligheden af at de Collisions-Momenter, der dog ogsaa skjule sig i Almuens Liv, kunne gjennem Kunstens Forstørrelsesglas fremtræde med fuld dramatisk Betydning; saa vilde dog vistnok denne Stoffets Overgang i en høiere Sphære tillige medføre et høiere og modnere Sprog — det Culturen tilhørende. Hvor derimod „Landsmaalet“ lyder, der vil man visselig stedse finde Idyllens Streng anslaaet.
Saaledes maa man heller ikke i „Ervingen“ søge nogen spændt Handling, nogen forviklet Knude eller sterkt udprægede Charakterer. Alt dette er ligesom i sin Begyndelse. Dog mangler Stykket hverken Mangfoldighed eller Bevægelse. Charaktererne, i al sin Simplicitet, træde dog klart ud fra hinanden og udgjøre tilsammen en ret interessant Gruppe, der ikke er uden sin Fuldstændighed. Der er fremdeles en naturlig Vexel af Situationer og Stemninger sammenholdte af en vel simpel og hverdagslig, men klar og anskuelig Fabel. Vi skue, med eet Ord, ingen mægtig Strøm, der under bratte Styrtninger river Alt med sig og fylder Egnen med sit Drøn, men en rislende Bæk, der med langsomt Fald og i frie Bugtninger snoer sig gjennem Engen, medens Breddens Blomster speile sig i dens klare Bølger.
Dette Syn er væsentlig kvægende, beroligende. Man udhviler sig i dette rolige, simple Liv, fra den øvrige brogede Mangfoldighed. Men tillige faaer man den gavnlige Følelse af, at der er dog megen Tomhed og Forfængelighed i den spændte, indviklede Higen og Stræben, som ledsager det vistnok høiere og alsidigere, men i mange Henseender ogsaa forfalskede og unaturlige Culturliv. Denne Verden trænger lige saa vel som dens Sprog, hvis den ikke i alt for høi Grad skal udarte og gaae op deels i Kunstighed deels i feberagtig Uro, til idelig at mindes om og ligesom fornye Forbindelsen med sit roligere, naturligere Udspring, iblandt Andet ogsaa for at Udviklingen overhoved skal blive een og sammenhængende, og Spaltningen ikke blive til en Sønderrivelse af alle Baand.
Ligesom vi have bemerket med Hensyn til Sproget, saaledes falder ogsaa overhoved af dette Culturlivs uædle Elementer en Reflex ind i nærværende Stykkes Handling. Den samme Hr. Sauenbach er i disse Forhold et fremmed Element, der har trængt sig ind og vil forholde „Ervingen“ (ɔ: Arvingen) hans Fædrene-Odel — en Ret, som i Parenthese sagt, heller ikke synes at vurderes høit af Nutidens juridiske Reflexion, og som maaskee er bestemt til engang at svinde med den idylliske, primitive Tilstand overhoved. Med andre Ord: det kan hænde at den nævnte Institutions Afskaffelse vil være Løsenet for, at norsk Bondeliv og norsk Bondestand i sin eiendommelige Form gaaer mere og mere under og giver Plads for andre Sæder og et andet System, hvad der maaskee er en almindelig historisk Nødvendighed, men som fra Folkelighedens Standpunkt ei kan imødesees med ublandet Glæde. Men ialfald er her, i Stykket, Idyllen endnu det Overveiende; det fremmede Element optræder her kun svagt og overfladisk og beroer væsentlig kun paa et Skin, som de oprindelige Forholds usvækkede Naturkraft endnu mægter at opløse og beseire. Det bliver intet dybt Alvor med den truende Forstyrrelse; den er af disse lette Sommerskyer, hvis Forbifart kun tjener til at forhøie Indtrykket af Himmelens Reenhed. Alt opklares og forsones, og det troskyldige Liv og den nedarvede Sæd vender kun med styrket Bevidsthed tilbage til sig selv.
Skulde man altsaa med faae Ord angive dette Stykkes almindelige Idee, saa maatte man sige, det væsentlig er en Forherligelse af Bondens Liv, hans Sæder og Sprog, idet dette rene Væsen deels fordeelagtigen lyser frem for, deels factisk med let Møie befrier sig fra en uegte Culturs indtrængende Flitter. Den fortrængte men i sine Rettigheder igjen indsatte Arving er medrette Stykkets Hovedperson, og man kan i ham see en sindrig Typus paa hint Bondeliv selv, paa Almuens Vilkaar og Skjebne i Almindelighed. I sin stive Isoleerthed vil Almuen efterhaanden gaae tilagters; det vil først og fremst spores i dens økonomiske Stilling naar den ikke forstaaer at følge med Culturens Fremskridt. Den drives derved, som Aamund, udad for blandt Fremmede at søge hvad der kan forbedre dens Kaar. Men under denne Bestræbelse staaer Den, som Aamund, i Fare for at miste sin arvede Eiendom, sin oprindelige Naturlighed; idet den ivrigen sysler med at tilegne sig nærmest de materielle Fordele af Tidens Fremskridt, vil meget Uegte, meget af Culturens udvortes Dingeldangel snige sig ind med. Dette Fremmede vil nu — ligesom Hr. Sauenbach — forbinde sig med den Forfængelighed og Egennytte, overhoved med de slette Elementer, der allerede forefindes i Bondens eget Liv (Trond), og inden man veed Ord deraf, er Bonden bleven fremmed og huusvild hos sig selv og kan neppe kjende sig igjen paa gamle Tomter. Det kommer da an paa, om han — fremdeles ligesom Aamund — dog har beholdt saa megen Naturkraft og Sands for det Nedarvede og Hjemlige, at han ikke lader sig føre vild af de gjorte nye Erfaringer, eller bringes til at glemme og opgive sig selv, men at han meget mere i Pagt med Kjærligheden og alle Hjemmets Aander formaaer at beseire Modstanden og komme isandhed til sig selv, idet han istedetfor at gaae op i det Fremmede meget mere lader dette gaae op i sig, assimilerer det med sig saaledes, at Alt, hvad der er tomt og kun udvortes, med det Samme afrystes og forsvinder.
Dette er saaledes Bondelivets Udvikling seet fra den lyse Side. Det bliver vel ikke uberørt af en fremmed Cultur og en Fremskriden findes endog nødvendig; men det holder sig frit for Culturens tomme Udvortesheder og Pletter og bevarer fremfor Alt sin Friskhed og Oprindelighed, saa at Fremskridtet kun sees under Synspunktet af en indenfra udgaaende, organisk, fredelig Udvikling. Forresten maa det erkjendes, at Udviklingen ogsaa har sin tragiske Side — hvilket vi allerede tildeels have antydet —, at hiint umiddelbare Liv først igjennem en Art af Undergang vil kunne hæve sig til et høiere Standpunkt. Medens det naturligviis maatte blive en ganske anden Opgave for Kunsten at fremstille denne Bondelivets Tragødie, forbinder den virkelige historiske Fremskridtsgang nødvendig og bestandig begge Sider, uagtet vel til forskjellige Tider, snart den ene snart den anden træder mere anskuelig frem.
Saa lidet dette Stykke end er, saa ubetydelig dets udvortes Handling, og saa fordringsfrit det idethele optræder: saa er det dog vigtige Forhold og en betydningsfuld Ideekreds, hvori det bevæger sig. Jeg har her ved dette Nutids-Billed, ligesaavel som ved den foregaaende, munchske Fortids-Scene, væsentlig kun søgt at udvikle hiin Ideegehalt og de Tanker derover, som det hos mig har fremkaldt, idet jeg overhoved anseer en saadan reel Indgaaen i Stoffet for mere baade fornøden og frugtbar, end en blot formel Kritik med hovedsagelig tilsigtet Ros eller Dadel. Ved det mere Enkelte skal jeg her lige saa lidt som hist opholde mig, men kun i Korthed tilføie, at Sangene, hvori de i Stykket nedlagte Stemninger skulle skyde op ligesom i Blomst, ogsaa maae ansees fortræffelig svarende til denne Bestemmelse (maaskee med Undtagelse af Stevkampen, der forekommer mig noget mat). Som Exempler aftrykker jeg tvende Sange, hvori netop den i Stykket herskende Modsætning fremtræder, nemlig 1) Aasmunds Vise om de udenlandske Forhold, og 2) Olavs Vise om Bygde-Livet.
1. Dei træla, — dei træla
fraa Morgon til Kveld, ja dei træla;
dei stræva, — dei stræva,
dat varer um Alder og Æva.
dei freista alt som dei kann vinna,
dei sanka alt som dei kann finna;
ja dei leita, — ja dei leita
etter alt dat som Vinningar kann heita.
i Berg og i Myr, ja dei grava;
dei byggja, — dei byggja
paa Huus og paa Veg og paa Bryggja.
All Jordi, trur eg, dei vil jamna
all Malmen, trur eg, bet vil famna;[2]
ja Det emna,[3] — ja dei emna
paa so mangt, som eg inkje veit aa nemna.
som Hunden um Beini dei nappast;
dei sumla, — dei sumla,
som Mauren um Tuva dei tumla
Sin Skatt vil alle med seg føra
igjenom dan endelause Røra;
til dei stupa, — til dei stupa,
og til andre kjem i Staden til aa krjupa.
1. Det vil alltid klaga og kyta[4]
at me ganga so seint og so smaatt;
Men eg tenkjer, dei tarv inkje fota:
me skal koma, um inkje so braadt.
(som no ingen kann undrast uppaa);
men dat munar daa jamt, ja dat munar,
so dat stundom er Hugnad te sjaa.
Berre eitt eg ynskjer og bed:
at me inkje so høgt maatte stiga,
at me gløyma vaar Fedra-Sed.
under alt, som me venda og snu;
for dei gav oss ein Arv til aa gjøyma,
han er større, en mange vil tru.
at me halda dan Arven i Stand,
at, naar Federne sjaa att paa Jordi,
dei kann kjenna sitt Folk og sitt Land.
Jeg vilde ønske, jeg kunde afskrive Melodierne med; thi det er netop et Hovedfortrin ved disse som ved de øvrige Sange, at de for ret at fattes egentlig maae synges og ikke læses. Og om den Stykket ledsagende Musik, der deels bestaaer i egte National-Melodier, deels af saadanne, der i samme Aand ere componerede — efter Sigende, af Stykkets Forfatter —, maa ligeledes siges, at den stemmer forunderlig vel med Stykkets hele Charakteer og Tone. Den er jævn, klar og forstandig som Texten, men har ogsaa ved sin Sneverhed, sine ringe Udvigelser, sine korte løst forbundne Sætninger det samme Præg af rørende Umyndighed, som betegner det Hele.
Naar man endelig paa Grund af denne her indrømmede Beskaffenhed baade af Stoffet og af Udførelsen har villet mene, at Stykket skulde være uskikket for scenisk Fremstilling, saa forekommer dette mig dog for hastigt sluttet. Det kan overhoved neppe bifaldes, og kan heller aldrig factisk gjennemføres, naar man i den Grad vil opskrue Skuepladsens Betydning eller opfatte dens Begreb saa snevert, at der ikke skulde taales Andet, end det i alle Dele fuldkommen udviklede, spændte Drama. Skuepladsen er, mere folkelig betragtet, det Sted, hvor Folket samles for at skue og høre Forestillinger, der kunne give det æsthetisk Nydelse; skjønt det egentlige Drama som en Fremstilling af Menneskelivet i dets Fuldendelse, naturligviis maa danne Middelpunktet, benyttes Skuepladsen medrette ogsaa f. Ex. til Declamationer af episk-lyriske Digte, ja undertiden endog til reent musikalske Præstationer. Al den Stund det nu vel vilde være Snerperi at mene, Skuepladsen herved blev vanhelliget, indsees saa meget mindre, hvorfor f. Ex. Idyllen og det dramatiske Genrebilled ikke skulde taales der. Og om man gaaer ud fra Begrebet om dramatisk Poesi, saa maa erindres, at denne som Poesiens høieste Art og egentlige Fuldendelse af dens Idee, har flere underordnede men alligevel fuldt berettigede Arter, der paa en Maade gjengive de lavere Former, det Episke og det Lyriske, den i sig har optaget. Bestræbelsen for at udskyde disse Arter af den dramatiske Poesies Omraade, vil staae i Forbindelse med en Miskjendelse af de Elementer selv, som derved repræsenteres, og Resultatet vil blive, at man meer og meer kun vil faae Effect-Dramer i sletteste Forstand, en Retning, der fører til al Poesies Opløsning. Skal især vor begyndende dramatiske Poesi kunne udvikle en sund og naturlig Eiendommelighed og ikke i utaalmodig Selvfortabelse kaste sig i Armene paa det franske Drama, der med en vis høiere formel Modenhed tillige er et godt Stykke paa Veien henimod hin Opløsning: saa maa man give hine lyriske og episke Elementer Tid til frit at udvikle sig og ikke være for snar til at raabe om „dramatiske Umueligheder.“ Dog denne Tanke, der forresten ogsaa staaer i Forbindelse med „Ervingens“ Hovedidee, saavel som den givne Antydning om den dramatiske Poesies Underafdelinger faaer jeg maaskee senere en Leilighed til lidt nærmere at udvikle.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Som et let tilgjængeligt Exempel kan jeg nævne den i Vigs „Sange og Rim for det norske Folk“ S. 287 meddeelte, ellers nok saa kjekke, Sang af Thormod Knudsen, „Eidsvolds-Møte“, hvor det meget Uegte i Sprogtonen maa falde Enhver i Øinene. Selv i den i samme Samling optagne „Afskje mæ Høvringen“ af Ingebret Haugen og som ogsaa findes hos Landstad, vil — trods dens langt høiere poetiske Fortjeneste — en finere Sands dog finde et og andet Fremmed i Udtryk og Maneer. Landstads egne Digtninger i Bondesproget ere i Regelen renere i denne Henseende, saa det viser sig, at det kommer ikke an paa blot at være bondefød.
- ↑ Samle, sanke.
- ↑ gjøre Anlæg.
- ↑ Mukke, skjende.
- ↑ dundrer (udt. næsten: donar).