Erik af Pommerns, Danmarks, Sveriges og Norges Konges, Giftermaal med Philippa, Prindsesse af England

Legg til lenke
Fra Wikikilden
I.

Efterat Foreningen mellem Danmark og England var opløst i det ellevte Aarhundrede, vedblev vistnok det danske Kongehus med en saadan seighed at fastholde Paastanden om sine Rettigheder til det sidstnævnte Rige, at endog Valdemar Atterdag for Alvor tænkte paa at gjøre disse gjeldende,[1] men de virkelige Berøringer mellem de to Lande bleve uden Tvivl snart af underordnet Betydning. Vistnok ser man, at danske Kjøbmænd endnu meget længe bevarede visse Forrettigheder i England,[2] et Forhold, der paa en Maade kunde sammenlignes med den fra Unionstiden hidrørende indbyrdes Toldfrihed mellem Danmark og Sverige, der varede lige til Brømsebrofreden, men at Handelssamkvemmet derfor virkelig har været udstrakt og levende lader sig neppe bevise. Familieforbindelser mellem Kongehusene fandt aldrig Sted, og Englands geistlige Indvirkning paa Danmark kan neppe forfølges ud over det tolvte Aarhundrede. De danske Interesser vendte sig nemlig nu hovedsagelig mod Tydskland og Østersøen, medens Englands mest betingedes af dets Forhold til Frankrige. Derimod er det sandsynligt, at Forbindelserne vare større og hyppigere mellem England og Norge. Den norske Kirke var en Datter af den engelske, den paavirkedes af denne endnu et godt Stykke ned i Middelalderen, og man behøver i denne Henseende kun at erindre om, at det var en engelsk Kardinal, der ordnede Norges Kirkeforfatning, om at to af Norges Hovedklostre, Lyse og Hovedøens, anlagdes af engelske Munke og et tredie, Nidarholms, endnu i trettende Aarhundrede reformeredes af den berømte Matthæus Paris, og om den store Mængde engelske Helgener, som St. Albanus, St. Svithun, St. Eatmund og maaske især St. Thomas i Canterbury, der ivrigt dyrkedes i Norge. Berøringer mellem begge Landes Konger savnes heller ikke, ligefra Johan uden Land, der sendte Sverre Hjelpetropper og Inge Baardssøn Gaver, indtil Edvard I, hvis Søn skulde ægte den saakaldte Pige fra Norge. I særlig Grad maatte den Omstændighed, at Norge længe bevarede Besiddelser i Vesterhavet og derved naturligvis stod i livlig Berøring med Skotland, bidrage til at gjøre dets Navn kjendt ogsaa i England, og selv efterat Norges Kræfter havde begyndt at aftage, vedligeholdt der sig endnu Sagn og dunkle Forestillinger herom.[3] Men hvad der dog fornemmelig maa tages Hensyn til, var den ældgamle og aldrig afbrudte Handelsforbindelse. Det store Fiskemarked i Bergen, paa Engelsk almindeligvis benævnt Northberne, var navnlig stærkt besøgt af britiske Kjøbmænd, hvem det ikke lykkedes Hanseaterne, trods den bedste Vilje fra disses Side, at holde borte. Staden Lynn, en nu næsten forglemt, men i Middelalderen anselig Handelsplads i Norfolkshire, var ved Siden af Hall og Berwick den Havn, hvorfra man især seilede paa Norge.[4] Dengang Vitaliebrødrene i 1393 hjemsøgte Bergen, var det derfor ikke alene Tydskere og Nordmænd, som det gik ud over, men ogsaa Englændere, og det maa forbause, naar man erfarer, at ikke mindre end en og tyve Huse, der angives at have været engelsk Eiendom, skulle have været opbrændte ved denne Leilighed og engelske Varer røvede til et Beløb af 1815 Pund Sterling.[5] Stundom hørtes ogsaa Klager over, at Kjøbmændene fra Lynn kunde opføre sig i Norge med et Overmod og en Raahed, der ingenlunde stod tilbage for Tydskernes, og et herpaa bevaret Exempel viser, at Englændernes norske Handel i det fjortende Aarhundrede ikke indskrænkede sig til Bergen alene, men at de ogsaa i det Søndenfjeldske optraadte som Tydskernes Konkurrenter. Det var dengang, da en kongelig Sysselmand og Ridder med ti andre fornemme Herrer omtrent 1312 lokkedes ombord paa et engelsk Handelsskib og samtlige myrdedes midt under Maaltidet.[6]

For et saa mægtigt Rige som England vare imidlertid disse merkantile Berøringer med Norge dog vistnok af temmelig underordnet Betydning, og de fik i politisk Henseende end mindre at sige, efterat Unionen med Danmark havde fundet Sted. I Dronning Margretes tidligere Regjeringstid spores derfor ikke megen Forbindelse med England. Man hører kun, at den nordiske Dronning i 1392 søgte og erholdt Tilladelse hos Kong Richard II til at leie nogle skibe i England til at forsvare sig mod Vitaliebrødrene,[7] der forøvrigt ogsaa hjemsøgte Englands Kyster.[8]

For en Tid indtraadte imidlertid et nyt og nærmere Forhold mellem Landene paa begge Sider af Nordsøen, efterat Richard II i Aaret 1399 var bleven afsat af sin Fætter Henrik Bolingbroke, der nu besteg Thronen som Henrik IV. Ikke længe efter at denne Thronrevolution var gaaet for sig, møde vi Forhandlinger om Forbund mellem England og de nordiske Riger og fremfor alt om en Familieforbindelse, ja endog en dobbelt, mellem Englands og det forenede Nordens Kongehuse. De Efterretninger, som det har været mig muligt at tilveiebringe om denne Sag, ere næsten alle hentede fra samtidige engelske Dokumenter og Krøniker. Man vil nedenfor finde dem sammenstillede, og skjønt de unegtelig i flere Henseender ere mangelfulde, give de dog ogsaa af og til velkomne Oplysninger om en hidtil dunkel og lidet bearbeidet Del af vor Historie. En Undersøgelse af dette Emne er ogsaa saa meget mere betimelig, som det fra engelsk Side kun er blevet lidet paaagtet og i Norden ikke har været behandlet siden 1774, da Svensken Paul Erik Boberg i Göttingen udgav en Disputats derom, der forsvaredes for Doctorgraden under Professor Murrays Auspicier, et Arbeide, der, skjønt for sin Tid grundigt og fortjenstligt, dog nu efter Udgivelsen af saamange dengang ukjendte Kilder forlængst har

tabt næsten al Betydning.[9]
II.

Henrik IV, en Søn af Edvard III’s bekjendte Søn f Johan af Lancaster, der efter sin Fødeby Gent ogsaa kaldtes Johan af Gaunt, havde som ganske ungt Menneske og paa en Tid, da Ingen i ham saa Englands vordende Konge, ægtet den tolvaarige Maria Bohun, Datter af Humfrey Bohun, Earl af Hereford. Denne hans Hustru, der døde 1394, fødte ham først fire Sønner, Henrik (siden berømt som Henrik V), Thomas (siden Hertug af Clarence), Johan (Bedford) og Humfrey (Glocester), og derpaa to Døtre, Blanche og Philippa. Af disse var ved Faderens Thronbestigelse den ældste, Henrik (født 1387), tolv og den yngste, Philippa (f. 1393), sex Aar gammel[10].

Englands nye Konge havde gjennem sin hele Regjeringstid en vanskelig Stilling. Hans Throne hvilede nemlig ikke paa nogen legitim Grundvold, og i Manges Øine gjaldt han derfor kun for en Usurpator. Ikke alene havde den afsatte Richard fremdeles sine Tilhængere, og da han var ryddet af Veien, var der fremdeles mange, som laante Øre til opdigtede Fortællinger om, at han fremdeles var ilive og i sin Tid vilde lade høre fra sig, men, selv bortseet herfra, maatte Henriks Farbroders, Lionel af Clarences, Efterkommere paa Spindesiden ansees for at have bedre Rettigheder til Englands Krone end han. Hertil kom ogsaa andre Farer. Mellem dem, der havde staaet paa Henriks Side under Revolutionen, dannede der sig som sædvanligt snart et misfornøiet Parti, der ikke fandt sig tilstrækkelig belønnet, og i det med England endnu løst forbundne Wales blussede den keltiske Nationalfølelse endnu engang op med stor Kraft under den indfødte oprørshøvding Owen Glendower.

Idet Henrik nu saa sig om efter Alliancer, søgte han samtidig at bestyrke disse ved Familieforbindelser. Først henvendte han sig til Frankrige, hvor han før sin ophøielse havde tilbragt nogen Tid som landflygtig Mand, idet han strax lod sig forlyde med, at han ønskede et Parti mellem sin ældste Søn, der endnu kun var en Dreng, og en fransk Prindsesse. Da Richard var død i Fængslet (i Begyndelsen af 1400), erklærede han, at han ønskede at se Sønnen gift med Richards barnlige Enke, den franske Konge Carl VI’s Datter Isabella, der fremdeles opholdt sig eller rettere holdtes tilbage i England, men herimod protesteredes der paa det bestemteste fra fransk Side, og Frankrige indtog endog i længere Tid en bestemt fiendtlig Holdning mod Henrik.[11]

Heldigere var Henrik med de samtidigt indledede Forhandlinger med Churfyrst Ruprecht af Pfalz, der just nu blev tydsk Konge, idet den ældste af de engelske Kongedøtre, den niaarige Blanche, 1401 blev forlovet og 1402 gift med Churprindsen Ludvig.[12]

Allerede 1400 om Høsten, altsaa efterat Forsøget paa en fransk Forbindelse var mislykket, finde vi Underhandlinger i Gang med de tre forenede nordiske Riger. I disse var den bagpommerske Hertugen Erik som et ungt Barn bleven kaldet til en glimrende Fremtid, idet han ved sin Bedstemoders Søster, den store Dronning Margareta, var bleven hævet først paa Norges, dernæst tillige paa Danmarks og Sveriges Throner. Han var nu, i 1400, sandsynligvis omtrent 18 Aar gammel. Der var altsaa Grund til at tro, at han skulde komme til at indtage en Magtstilling, som ingen nordisk Fyrste i Aarhundreder havde besiddet, og det saa meget mere, som han udentvivl gjaldt for at være en baade legemlig og aandelig veludrustet Yngling. „Han var en deilig Dreng, da han kom til Danmark“, saaledes lød Sagnet i Danmark endnu hundrede Aar efter,[13] og den senere Pave Enea Silvio Piccolomini beskriver ham ligeledes som en Mand af et meget fordelagtigt Ydre. „Han havde gult eller rødligt Haar, store Øine, blond Teint, en bred og snehvid Nakke“.[14] At hans Opførsel og Fremtræden gjorde et godt og lovende Indtryk, skal paa sit Sted blive godtgjort ved engelske Øienvidners Beretninger derom. Men allerede tidlig synes han rigtignok ogsaa at have givet Prøver paa den Hidsighed og Fremfusenhed, der senere blev ham saa fordærvelig,[15] og dette har vistnok været Hovedgrunden til, at Margareta endnu flere Aar efter, at han i 1397 var bleven kronet, fremdeles saavidt muligt beholdt Regjeringsmagten i sine egne Hænder. Angaaende den Maade, hvorpaa Erik var bleven opdragen, savnes enhver Oplysning. Vistnok har man seet det udtalt, at han skulde have modtaget en lærd Dannelse,[16] men denne Antagelse har neppe havt anden Støtte end den forlængst opgivne Tro, at han skulde have havt noget at gjøre med det saakaldte Chronicon Erici regis eller endog været dets Forfatter. Skjønt han endnu i Drengeaarene var kommen til Danmark, vedblev han dog stedse at være en god Pommeraner, og hans oprindelig tydske Nationalitet er neppe nogensinde forsvunden.

Af Sødskende havde Erik kun en eneste Søster Katharina, hvis Fødselsaar ikke kjendes, men som dog sandsynligvis neppe har været meget enten ældre eller yngre end Broderen.[17] Ogsaa hende havde Margareta antaget sig og ladet komme til Danmark. Den oprindelige Plan med hende havde dog kun været at forsørge hende som fyrstelig Nonne i det af Dronningen saa høit elskede Vadstena Kloster, og der var allerede erhvervet pavelig Dispensation til at lade hende indklædes i den unge Alder af sex Aar.[18] Denne Plan var imidlertid atter opgiven, Katharina betragtedes tvertimod nu som Prindsesse af de tre Riger, ja man har endog Exempler paa, at Lensmænd forpligtede sig til i Tilfælde af Kong Eriks Død at holde Lenene til hendes Haand, hvorved hun altsaa betegnedes som den, der i Tilfælde af hans Død skulde staa Thronen nærmest.

Disse to Personer, Erik og Katharina, bleve nu Gjenstand for Henrik IV’s Opmærksomhed, og senest i 1402 paatænktes en Forbindelse mellem Katharina og den engelske Thronfølger og mellem Erik og Philippa af England. Fra hvis Side Forslag i denne Retning først er gjort, om det er kommet fra Henrik IV eller fra Margareta, siges intetsteds ligefrem. Skal jeg imidlertid vove en Gjetning, da forekommer det mig at ligge nærmest at tro, at snarere Henrik har søgt Forbindelsen med Norden, end omvendt. For Margareta, hvis Politik hidtil neppe havde strakt sig synderlig længere end til Østersølandene, Hansestæderne og Nordtydskland overhovedet, maa det synes at have maattet ligge fjernt at søge Erik en endnu saa aldeles barnlig Brud i England, hvis Konge tilmed, som vi have hørt, neppe nok kunde siges at sidde fast paa sin Throne. Ikke engang Haabet om en rig Medgift kan have været meget stort, thi dels var Henrik formedelst sin kritiske Stilling og sin deraf flydende Afhængighed af Parlamentet som oftest i Pengenød, dels var det kun den ældste Kongedatter, som efter engelsk Sædvane havde Krav paa at udstyres af Rigets Undersaatter,[19] og denne, Blanche, blev, som vi hørte, givet til Ludvig af Pfalz. Dertil kommer ogsaa, at Henrik uden Tvivl har kjendt bedre til de nordiske Forhold, end Margareta til de engelske. Den engelske Konge, til hvis Eiendommeligheder hørte en stærkt fremtrædende Tilbøielighed til lange Reiser og Korstogsfærd, havde nemlig i sin Ungdom (1390–91) med en stridbar Skare begivet sig til Preussen for i den tydske ordens Tjeneste at kjæmpe mod Litthauerne og havde tilbragt et Aar i hine Egne. Ved et heldigt Tilfælde er hans Regnskabsbog fra dette Tog bleven bevaret,[20] og skjønt den ikke omtaler noget Besøg i Danmark, se vi dog, at Henrik har reist tilsøs baade frem og tilbage, og at han altsaa to Gange maa have passeret gjennem danske Farvande. Det var netop kort efter, at Margareta havde tildraget sig Nordeuropas Opmærksomhed og Beundring ved Seiren ved Falkøping og ved for første Gang at forene Herredømmet over de tre nordiske Riger paa en Haand, og det er umuligt andet, end at Henrik, medens han færdedes paa Steder, der stode i saa livlig Berøring med Norden, som Marienburg, Danzig og Kønigsberg dengang gjorde det, maa have hørt den kjække Dronning berømme og overhovedet erholdt nogen Kundskab om de nordiske Forhold. Omtrent ved samme Tid havde ogsaa Henriks Farbroder, Hertug Thomas Woodstock af Glocester, der nogle Aar senere blev tagen af Dage i Calais, gjestet Danmark og Norge, idet ogsaa han stevnede til Preussen, men vendte om, inden han var naaet saa langt som Brodersønnen, med hvem det havde været hans Agt at forene sig.[21]

III.

Fra 8de August 1400 er bevaret en høist interessant Indberetning til det engelske Raad om Forholdene i Norden, aabenbart affattet af Udsendinge fra England.[22]

De fortælle, at de tre Riger, som nu ere blevne forenede, befinde sig i en hidtil ukjendt fredelig Tilstand, medens de tidligere, som adskilte, havde: lidt under Ufred og ulidelige Ulemper.[23] Den unge Konge, Erik, er i høi Grad elsket af sine Undersaatter formedelst sin vindende og værdige Personlighed.[24] Rigernes Venskab søgtes af Polen og af andre Stater, som dog ikke nævnes, og disse have maaske ogsaa til Hensigt at knytte en Svogerskabsforbindelse med den unge Konge.[25]

Men Hovedindholdet af Indberetningen er dog de Oplysninger, som Gesandterne have vidst at indhente om Thronfølgen i de skandinaviske Riger, altsaa om den mellem disse stiftede Unions Sikkerhed og om Eriks og hans eventuelle Efterkommeres Udsigt til at bevare Herredømmet over dem. Den Unionsakt, som forsøgtes istandbragt 1397, omtales ikke med et Ord, et Bevis blandt flere paa, at den aldrig er bleven anseet for fuldgyldig, men derimod granskes Eriks Adkomst til hvert Rige særskilt. Danmark, heder det, er et valgrige (transit per electionem liberam), men det var dog en hævdet Skik at holde sig til Kongefamilien (regales proximiores sanguine) eller, om en Konge efterlod flere Børn, da at vælge den, som forekom de Vælgende at være dygtigst til Regjeringen. Kong Valdemar havde efterladt to Døtre, af hvilke den yngste, Margareta, havde ladet sin Ret gaa over til sin Søn og efter dennes Død til Erik, hvis Mo- der maaske har paa lignende Maade afstaaet sin Ret til hans Fordel. Sverige er ligeledes et Valgrige, men der hersker samme Vedtægt som i Danmark. Norge er derimod et Arverige (transit per successionem et non per electionem). Der gives nu en tildels feilagtig, men alligevel interessant Forklaring over den Maade, hvorpaa Erik er bleven Konge i de to sidstnævnte Riger. Synderlig nok grundes nemlig Margaretas Herredømme i Norge efter hendes Søns Død paa Senatusconsultum Tertullianum, ligesom hun ogsaa i Kraft saavel af den samme romerske Retssætning som af et særligt Valg skulde være kommen i Besiddelse af Sverige og derefter i begge Riger have overdraget sin Ret til Erik. Denne var saa bleven antagen (admissus) til Norges Konge af alle Nordmænd og antagen og udvalgt (admissus et electus) til Sveriges af alle Svenske. Til Sveriges Rige antages derfor Erik at have livsvarig Ret, men da Norge er et Arve- og ikke et Valgrige, har han her ingen anden Ret end den, der kan udledes af Margaretas Afstaaelse til ham, altsaa ikke udover Margaretas Livstid, efter hvilken Kong Olafs Agnater atter indtræde i sin Ret.[26] Men ikke destomindre er der neppe stor Fare for, at Eriks Familie skal fortrænges fra Rigerne eller endog han selv fra Norge. Thi efter en Konges Død pleie de to Valgrigers Fæstninger at komme i hans nærmeste Slægtninges Besiddelse, og man vilde altsaa ved at forbigaa disse ved Kongevalget udsætte sig for Borgerkrig og Stridigheder. Og om Eriks Ret til Norge skulde gjøres ham stridig efter Margaretas Død, vil hans Magt som Danmarks og Sveriges Konge saavelsom Besiddelsen af Norges Fæstninger sikre ham ogsaa dette Rige, og dets fremtidige Forening med de øvrige vil opretholdes, om disse, naar nye Valg skulle ske, holde sig til Eriks Familie. Dette er saameget sandsynligere, som Rigerne formedelst den nu stedfindende Forening befinde sig i lykkeligere og fredeligere Tilstand end tilforn.

Der siges i denne Beretning ikke med rene Ord, at Kongen af England har gjort noget Skridt til at træde i nærmere Forhold til de nordiske Riger, men man kan dog med Vished slutte, at dette maa have været hans Hensigt; thi ellers vilde han intet Brug have havt for disse aabenbart med stor Flid indhentede Oplysninger om Rigernes statsret og om Kong Eriks Stilling og Personlighed. Men han har villet vide Besked, førend han indlod sig nærmere med Margareta og Erik. Der haves tilfældigvis et næsten samtidigt, omtrent syv Uger yngre Brev til Kong Henrik IV fra Befalingsmanden i Bergen, den norske Ridder Otte Rømer, angaaende de engelske Kjøbmænd i Bergen. Det aander en Forekommenhed mod England, som synes at være ham paalagt af Dronningen og at staa i Forbindelse med den skete Tilnærmelse mellem Rigerne.[27]

IV.

De Gesandter, som i 1400 have besøgt Danmark og skildret Forholdene i Norden, have sandsynligvis været Richard Yonge, Biskop af Bangor, og Adelsmanden John Paraunt. I April 1401 gav nemlig Kong Henrik disse to Mænd ordre til at vende tilbage fra Danmark, hvor de da formodentlig have tilbragt Vinteren, thi det er ikke rimeligt, at de i Løbet af denne skulde have foretaget den i hine Tider saa besværlige Reise over Nordsøen. De svare i et bevaret Brev af 16de Juni, at de ikke have vovet at gaa ombord paa tydske Skibe (navigia linguae Teutonicorum), da der i Danmark gaar slemme Rygter om de Farer, hvorfor Tydskerne og deres Venner ere udsatte i Søen (hvormed naturligvis sigtes til Vitaliebrødrenes endnu paa den Tid ikke ophørte Røvertog), og omtale forøvrigt den store Venlighed, hvormed de ere blevne behandlede af Biskoppen i Roskilde,[28] paa den Tid Dronning Margaretas bekjendte Ven Peder Jenssøn Lodehat. Men endnu inden dette Brev var skrevet, havde Henrik IV under 3 Mai 1401 udstedt et Leidebrev for en Gesandt fra Margareta, hvis Komme altsaa har været anmeldt, nemlig for Peder Lykke, Archidiaconus i Roskilde, senere Biskop i Ribe og endelig Erkebiskop af Lund, en Mand, der den hele Tid spillede Hovedrollen i disse Forhandlinger.[29]

I Løbet af Sommeren 1401 har nu Erkedegnen af Roskilde indfundet sig i England, hvorfra han atter i Oktober s. A. var vendt tilbage, ledsaget af den ovennævnte John Paraunt og en anden Englænder, Henrik de Odem, og medbringende et desværre nu tabt Brev til Kong Erik, som denne igjen besvarede fra Gurre Slot den 15de Oktober 1401, uden at man dog af dette Svar faar vide andet, end at de engelske Gesandter atter skulde have Peder Lykke med sig tilbage, og at de ville meddele Kong Henrik fuldstændig Besked.[30] Med Creditiv saavel fra Erik som Dronning Margareta, daterede Søborg den 25de Oktober 1401, begav da Peder Lykke og Englænderne sig atter paa Veien.[31]

Men Kong Erik maa derhos have medgivet Gesandterne et andet, nu tabt Brev, hvori han ligefrem er gaaet ind paa Sagen og har begjæret Philippa til sin Hustru. I Anledning heraf skriver nemlig Henrik fra Windsor til sit Raad den 18de April 1402, og han lægger her tydelig for Dagen, at han ønsker, at dette Parti kommer istand, og udtaler, at der maa vises Imødekommenhed, da det ellers kunde befrygtes, at den anden Part ganske vilde trække sig tilbage.[32]

Dette Brev nævner kun Philippas, men ikke Prindsen af Wales’s paatænkte Forlovelse, men kort efter vil man finde, at der er gjort Skridt til at bringe begge Partierne til Afgjørelse. Den 14de Mai lod man nemlig i Philippas Navn opsætte et Dokument, hvorved hun udvalgte sig Ridderen William Burchier, en af Prindsen af Wales’s Kammerherrer, Kongens Kapellan, Mag. Richard de Derham, og Adelsmanden John Paraunt til sine Prokuratorer i Anledning af det foreslaaede Ægteskab med Erik. Tolv Dage senere, den 26de Mai, udstedtes et lignende Dokument i Prinds Henrik af Wales’s Navn, hvorved de tre samme Mænd udnævntes til hans Prokuratorer under Forhandlingerne om hans Ægteskab med Katharina. Disse to Fuldmagter fra Kongens Børn vare naturligvis kun udfærdigede for et Syns Skyld, men de tre Mænd modtoge tillige en tredie af 28de Juni s. A., udstedt i Kongens eget Navn, til ogsaa at være hans egne Prokuratorer,[33] og saaledes havde nu Underhandlingerne endelig fra begge Sider faaet et fuldt ud officielt Præg.

Ved St. Jacobs Dags Tid (25de Juli) 1402 indfandt nu Biskop Richard af Bangor tilligemed de tre ovennævnte Prokuratorer, William Burchier, Richard de Derham og John Paraunt, sig i Danmark, men Tiden drog ud i halvtredie Maaned, inden Forhandlingerne der kunde aabnes. Dronningen var fraværende paa en Reise i Sverige for at underhandle med Udsendinge fra den tydske Orden, som i denne Tid havde besat Øen Gotland og gjorde store Vanskeligheder med at opgive den. Hertil kom ogsaa, at den bekjendte Bedrager, der udgav sig for at være den i 1387 døde Kong Olaf Haakonssøn, netop paa denne Tid var under Tiltale og derefter blev brændt. De engelske Gesandter fik saaledes først den 10de Oktober Dronningen, Erik og deres Raad i Tale.[34] Deres Møde med disse fandt derefter Sted i Helsingborg, og de fik, rimeligvis sammesteds, ogsaa Anledning til at tage Prindsesse Katharina i Øiesyn.

Det var imidlertid ogsaa paalagt disse Gesandter at forhandle om et Forbund mellem England og de tre Riger, men her opstod strax den Vanskelighed, at man i Danmark, hvor Dronning Margareta aabenbart har ønsket ikke at binde sig paa en saadan Maade, at hendes Riger kunde geraade i dem lidet vedkommende Krige, vilde tilføie væsentlige Reservationer. Navnlig vilde man ikke, at Kongen af Frankrige og „flere andre“ skulde høre til dem, mod hvem Forbundet skulde være rettet, for Kong Henrik udentvivl en Sag af største Vigtighed, da det jo netop var Frankrige, hvorfra denne kunde trues. De engelske Gesandters Fuldmagt var imidlertid i dette Punkt meget indskrænket, og i Danmark blev der saaledes svaret nei til Forbundet, med mindre man fik Adgang til deri at optage saadanne Betingelser og Indskrænkninger. Til et Forbund i og for sig havde man derimod god Lyst, saavelsom til de to Giftermaal. Derfor foresloges det fra Dronning Margaretas og Eriks Side, at to af de engelske Gesandter, William Burchier og Magister Richard, skulde reise hjem til England for at indhente nærmere Besked, medens derimod Biskoppen af Bangor og John Paraunt skulde forblive i Danmark indtil de to andres Tilbagekomst.

Herpaa gik Englænderne ogsaa ind, for at ikke det Hele skulde gaa istaa, under Betingelse af, at alt, saavel hvad Forbundet som Giftermaalene angik, skulde blive staaende paa samme Punkt, som det nu stod, indtil næstkommende Mariæ Besøgelse (2den Juli 1403). Burchier og Mag. Richard vilde altsaa strax begive sig paa Veien.

Den usikre Succession i Valgrigerne Danmark og Sverige var imidlertid fremdeles Gjenstand for de engelske Udsendinges Opmærksomhed, og de gjorde derfor, skjønt der ikke var talt herom i Instruktionen, følgende Forestilling til Dronningen og Kong Erik: „Da det maa være af endnu større Interesse for Kongen af Danmark og Dronningen, end for os, at Successionen i hine Riger overgaar til deres Slægtninge end til fremmede og betingelsesvis ogsaa sikres prindsesse Katharina og hendes Arvinger, forlange vi fra vor Side, at til yderligere Sikkerhed de, der raade for denne Sag, for det Tilfælde, at Kong Erik, hvad Gud forbyde, skulde afgaa ved Døden uden Arvinger, skulle forpligte sig til at vælge et af de Børn, der, hvad Gud give, maatte fødes i Ægteskab mellem Prinds Henrik af Wales og Prindsesse Katharina, og at saavel alle Herrer, baade geistlige og verdslige, der nu ere tilstede, som ogsaa alle Herrer og Stænder, der maatte møde ved næste Rigsmøde (parliamentum), skulle love og med sine Segl bekræfte, at ogsaa Kvinder skulle kunne have Arveret i Rigerne, saaledes som i England.“[35]

Denne Besked blev afsendt til England fra Helsingborg den 2den November 1402, og Dagen efter blev der ogsaa skrevet fra Erik eller i hans Navn til Henrik IV. Erik omtaler deri, at han i Anledning af de vigtige Forhandlinger med England har havt Rigsraader hos sig fra alle tre Riger (et Rigsmøde, hvorom forøvrigt neppe nogen anden Besked haves), og han har ønsket 2den Juli til Termin for Forhandlingernes Fortsættelse i det følgende Aar, „fordi den Dag er Maria helliget, og fordi den indfalder Dagen efter St. Hans Døberens Dags Octave, idet han sætter denne Sag i den hellige Jomfrues og hendes Søns Hænder“. Videre gjør han opmærksom paa, at han kan staa i Forbund med forskjellige Magter allerede fra en Tid af, da han ikke vidste, at Kongen af England havde nogen Datter, og derfor nødigt uden nogen Reservation vil indgaa et Forbund, der kunde komme til at rettes mod saadanne ældre Venner; forøvrigt vil han førend den angivne Termin ingen Disposition træffe med Hensyn til sit eget eller sin Søsters Giftermaal og haaber, at der paa lignende Maade heller ikke i England fattes nogen Bestemmelse, der kunde staa i Strid med de indledede Forhandlinger, men under enhver Omstændighed, selv om Giftermaalsplanerne ikke komme til Udførelse, ønsker han inderlig at staa i nøieste Venskab med Kongen af England.

Derhos vedlagdes Brevet et Dokument, der indeholder Grundtrækkene til den forønskede Traktat, saaledes som Erik vilde foreslaa den:

1. Erik, Danmarks, Sveriges og Norges Konge, begjærer, til Guds Ære og for at befæste Freden mellem sig og sine Riger og Kong Henrik af England og dennes Rige, samt formedelst sin Hengivenhed for det ædle engelske Kongehus, af sit ganske Hjerte Prindsesse Philippa til Ægte. I denne Hensigt har han sendt Mag. Peder Lykke, Erkedegn i Roskilde, som sin Nuncius og Ambasiator, dog uden den i saadan Sag sædvanlige udtrykkelige Fuldmagt (mandatum), men Mag. Peder har dog, fremført sit Ærinde og tilkjendegivet, at Kongen vilde vedstaa, hvad hans Gesandt herom fremsatte, hvorom John Paraunt kan vidne.

2. For at der kan blive knyttet et endnu fastere Baand mellem de ovennævnte Konger og deres Riger, ønsker Kongen af Danmark m. m., at Hr. Henrik, Prinds af Wales, skal tage hans Søster Prindsesse Katharina til Ægte. Til at forhandle angaaende et saadant Giftermaal har han bestemt ovennævnte Mag. Peder Lykke, der indestaar med sit Liv for, at Kongen af Danmark og Dronning Margareta ville overholde, hvad der i denne Sag besluttes.

3. Kongen af Danmark m. m. vil love at give Prindsesse Philippa Morgengave (dotare) overensstemmende med hvad en Dronnings værdighed kræver, ligesom ogsaa Prindsen af Wales vil give sin Hustru, hvad der tilkommer hendes Stand og Hæder. Kongen af Danmark m. m. vil paa sin Bekostning overføre til England sin Søster, udstyret med Klæder og smykker (ornatam vestibus dotalibus paramentis) og med andet efter sit Forgodtbefindende og overensstemmende med sin Værdighed, ligesom Kongen af England ligesaa paa sin Bekostning og med Udstyr vil sende sin Datter til Danmark.

4. Skjønt Kongen af Danmark m. m. kan have havt store Udgifter i Anledning af sit og sin søsters Giftermaal, vil han dog, med Tilsidesættelse af enhver Gjerrigheds og Forfængeligheds Forblindelse, afslutte begge disse Forbindelser uden at forlange nogensomhelst Pengesum som Medgift eller Gave og uden at bebyrde noget af de nævnte Lande med nogen Forpligtelse i denne Retning. (Præelegit maritagia prædicta mutuo sine aliquo interventu æris aut monetæ, seu dotis vel donationis propter nuptias ex una parte gratis contrahere et absque onere pactionali hinc inde partium prædictarum).

5. Dersom Kongen af Danmark m. m. bliver anmodet om at bistaa Kongen af England eller hans ældste Søn Prindsen af Wales til at bekjæmpe hans Uvenner, enten tillands eller tilvands, skal han af al sin Magt gjøre for Kongen af England eller hans Søn, hvad han ønsker, at de, om det fornødiges, skulle gjøre for ham, og som en god Søn for sin kjære Fader eller en god Broder for sin kjære Broder. Og det samme skulle Kongen af England og hans Søn gjøre for Kongen af. Danmark m. m.[36]

Samtidig skrev ogsaa Dronning Margareta til Kongen af England et Brev af lignende Indhold som Eriks.[37] Man vil af de her meddelte Uddrag se, at der i det nordiske Hofs Udkast til Traktat iagttoges fuldstændig Taushed med Hensyn til en mulig overførelse af Rigernes Kroner til Katharina som engelsk Dronning eller til hendes mulige Efterkommere i det engelske Kongehus, noget, hvortil ganske vist Danmarks og Sveriges Rigsraad ikke lettelig havde givet sit Samtykke. Hvad angaar Forbund mod fremmede Magter, da var den herhen sigtende Paragraf, som det vil bemærkes, affattet i den Grad svævende, at den ikke vilde kunne have nogen forbindende Kraft. Med hvor stor Krigsmagt Hjelpen skulde ydes, var aldeles ikke berørt, og det hele var nærmest kun en Phrase. Nogen egentlig Medgift for Philippa var vel ikke forlangt, men Erik og Margareta vilde, om Dobbeltgiftermaalet var kommet istand, havt den Fordel at se Katharina glimrende forsørget uden Udgifter for sig og Rigerne. Og den unge Unionskonge vilde under enhver Omstændighed vinde ganske anderledes i Anseelse ved et dobbelt svogerskab med England, end ved de Forbindelser med smaa tydske Huse, hvortil han ellers nærmest havde været henvist.

Men det var ikke sandsynligt, at England vilde gaa ind paa saadanne Vilkaar, og allerede den 25de November 1402 se vi de to i Danmark tilbageblevne Gesandter, Biskoppen af Bangor og John Paraunt, atter udtale

sig mindre fornøiet om sagens nuværende Stilling.[38]
V.

Paa dette Punkt er der et Hul i vore Kilder. Man har nemlig fra November 1402 og indtil Vaaren 1404 ingen Dokumenter bevarede om hele denne Sag.

Planen til et Ægteskab mellem Henrik og Katharina blev opgiven, formodentlig strax efter de sidstomtalte Breves Ankomst til England; den omtales i ethvert Fald aldrig mere. Derimod bleve Forhandlingerne om Eriks og Philippas Ægteskab fremdeles fortsatte.

I April 1404 sees atter, at en Gesandt fra Erik og Margareta, fremdeles Peder Lykke, har besøgt England, thi Raadet afgiver da den Mening, at der bør udsættes med endeligt Svar indtil Mikkelsdag s. A. eller ved den Tid af Aarsager, der mundtlig kunde tilkjendegives Gesandten.[39] Ikke destomindre maa dog Kongen allerede i Løbet af Sommeren have givet Peder Lykke bestemtere Tilsagn, og denne har derefter begivet sig hjem til Danmark, hvorhen han dog først efter en Reise fuld af mange, men ikke nærmere beskrevne Gjenvordigheder naaede frem i August Maaned. Kong Erik og Dronningen, der ved denne Tid opholdt sig i Sydsverige, traf nu strax Anstalter til at afsende et stort Gesandtskab til England for at bringe alt i Orden og hjemføre Bruden. Det bestod af sex Herrer, tre Geistlige og tre Verdslige. Formand for dette Gesandtskab var en norsk Biskop, Hr. Eystein Aslakssøn af Oslo, den samme, hvis Navn er knyttet til det uskatterlige Kildeskrift, som kaldes den røde Bog, og som nu endelig er gjort tilgjængeligt for Forskere i en fortræffelig Udgave. Biskop Eystein var udentvivl Datidens mest fremragende Geistlige i Norge, en Mand af fornem Byrd, fremtrædende Deltager i sin samtids Begivenheder og i Besiddelse af en høi Dannelse, hvorom hans Breve bære Vidnesbyrd, og som ogsaa i England kom til at vinde megen Anerkjendelse. Dernæst kom den svenske Ridder Hr. Thure Bengtssøn Bjelke, saa atter en norsk Geistlig, Hr. Arnbjørn (Aubernus) Sunnulfssøn, Magister capellarum og Provst ved Apostelkirken i Bergen, saa Mag. Peder Lykke fra Roskilde, der allerede fra Begyndelsen af havde havt saa stor en Del i denne Sags Udvikling, og endelig to Riddere, Hr. Andreas Olafssøn, formodentlig en Svenske, og en anden, hvis Navn ikke ret kan skjønnes.[40] Disse Mænd vare eller angaves at være reisefærdige allerede i September, men hindredes i lang Tid ved uheldigt Veir fra at drage over Havet.

I November 1404 opholdt Gesandterne sig i Jønkøping, hvor ogsaa Dronning Margareta og Kong Erik vare tilstede, rimeligvis omgivne af endnu flere af Rigernes Raader. Fra den nysnævnte Stad blev nu skrevet over til England baade af Kongen, af Gesandterne og særskilt af Peder Lykke, der tillige havde paalagt Overbringeren af Brevene at gjøre Kong Henrik visse mundtlige Meddelelser, som han ikke vilde betro til Papiret. Kongen anfører i sin Skrivelse, at han vel ved, at der gives dem, som gjerne ville lægge Hindringer i Veien for dette Giftermaal (nonnulli partis utriusque aemuli, quibus hujusmodi pacti complementum summe displiceret, oppositumque placeret), uden at han nærmere betegner, til hvilke Personer han sigter, men han nærer det Haab, at det ikke destomindre nu med Guds Hjelp snart skulde fuldbyrdes.[41]

Fra Jønkøping foretog imidlertid Kong Erik en Reise til Norge, der i flere Henseender er af megen Interesse, saavel fordi det er den eneste, han har foretaget i dette Rige uden sin Pleiemoders Ledsagelse, og fordi det blev den sidste Gang, han værdigede det Rige, der baade først havde skjænket ham Kongenavn og sidst opgav ham, sin personlige Nærværelse. Den 11te November underrettede Dronning Margareta fra Jønkøping Raadet i Lybek om, at hendes Søn agtede sig til Norge og hun selv til Danmark.[42] Hun medgav ham tillige en mærkelig Instruktion, der viser, i hvor høi Grad hun endnu selv beholdt alle Regjeringsanliggender i sin egen Haand.[43] Af dette, desværre kun i en yderst mutileret Tilstand bevarede Aktstykke fremgaar, at Philippa, der i det følgende Aar, 1405, ventedes fra England, først skulde komme til Bergen i Norge, hvor der skulde være baade Biskopper, Riddere, Fruer og Jomfruer samlede for at modtage.hende, samt at der i den Anledning skulde udredes en „Hjelp“ (Skat) af Landet. Kong Erik selv skulde derimod, saavidt man kan forstaa, ikke her modtage hende, „thi det staar ei vel, at han fører hende om Land med sig“, men hun skulde under Ledsagelse af de nævnte Personer drage videre og blive paa „Huset“ (ventelig Akershus) indtil videre.[44]

Om Eriks Reise haves forøvrigt ingen anden Efterretning end gjennem tilfældigvis bevarede Diplomer. Man ser, at han den 8de Marts 1405 var paa Akershus,[45] samt at han endnu ved Midsommerstid færdedes i Landet og da besøgte Tunsberghus.[46] At den paabudte Forsamling af fornemme Mænd og Kvinder i Bergen virkelig har fundet Sted, er sandsynligt, thi man ved, at der i hint Aar fandt et usædvanlig stort Bispemøde Sted i samme By, hvor den nys valgte Erkebiskop Asken med syv eller otte Lydbiskopper havde indfundet sig.[47]

Men Philippa kom hverken til Norge eller overhovedet til Norden i hint Aar. Naar Gesandtskabet er kommet til England, er ubekjendt; men i ethvert Fald gik Aaret 1405 næsten til Ende, førend Giftermaalssagen bragtes fuldt paa det Rene, og Gesandterne have derfor sandsynligvis tilbragt en rum Tid i England. Omsider vare i December Maaned alle Hindringer, hvori de nu have bestaaet, lykkelig overvundne. Alle Formaliteter maa da være bragte i Orden, thi paa Mariæ Undfangelsesdag (8de December) 1405 lod Henrik IV sin Datter Philippa høitidelig erklære for Danmarks, Norges og Sveriges Dronning.[48]

Den samme Dag udstedte Kong Henrik fra Westminster en Erklæring, hvis Foranledning og nærmere Omstændigheder det vilde have været af Interesse at kjende noget nøiere til. Det er, heder det, kommet for Kongens Øren, hvorledes visse Personer, der stræbe at forstyrre Fred og Enighed, og som ikke ere Guds, men det ondes og Løgnens Faders Børn, have, saavidt det stod i deres Magt, med Falskhed og Svig søgt at bagtale og sværte Mag. Peder Lykke, Erkedegn af Roskilde, og hemmelig berettet for visse fornemme Personer, at Mag. Peder havde betinget sig af den engelske Konge en aarlig og livsvarig Pension for at istandbringe. Giftermaalet mellem Kong Henriks kjære Søn, Kong Erik, og hans kjære Datter Philippa. Derfor vil Kongen herved have alle Konger, Grever, Baroner og alle andre, hvem dette Brev maatte komme for Øie, underrettede om, at et saadant Rygte er en fuldstændig Opdigtelse, og at Mag. Peder i denne Sag har lagt det ulasteligste og rosværdigste Forhold for Dagen.[49] Men det er ligesaalidt her, som ved den foregaaende Leilighed (1404), hvor der omtales hemmelige Modstandere af Ægteskabsplanen, muligt at komme paa Spor efter Sammenhængen.

Der er forøvrigt bevaret en samtidig, ret mærkelig Beretning om Gesandternes Ophold i England. Gesandtskabet bestod, heder det, af de bedste Mænd fra Kong Eriks Riger, men „den fornemste af dem var Biskoppen af Oslo.“ Denne Biskop, siger Fortælleren, en Klostergeistlig fra St. Albans, „talte meget med mig om St. Albanus, i hvis Legende han var særdeles godt bevandret; han vidste dog ikke Navnet paa hans Lærer, hvorom han da nu fik Besked.“ „Denne samme Biskop af Oslo,“ heder det videre, „prædikede for Kongen paa Latin, og man holdt ham for en fortræffelig Geistlig.“[50]

Den Chronist, hos hvem dette forekommer, benyttede tillige Leiligheden til at erfare lidt af Nordens nyeste Historie og nedskriver ogsaa noget af hvad han hørte, hvilket rigtignok synes at være gjengivet med stor Frihed. Den gamle Dronning i de tre Riger, hvem han ikke kalder Margareta, men Amaronia, har været en farlig Fiende for mange Nationer, forsmaaet kvindelig Blødagtighed og iført sig den krigerske Rustning. Hun er kommen i Besiddelse af sine Riger dels ved Arv, dele ved Erobring, og Sammenhængen hermed er følgende. Hendes afdøde Ægteherre førte Krig med de Svenske, men faldt i et Baghold og mistede Livet.[51] Dronningen, der saaledes blev Enke, forsmaaede at gifte sig paany. Hendes Søn var et lidet Barn, og hendes Undersaatter ørkesløse og usædelige Mennesker,[52] men hun vidste at faa Liv i sit Lands Ungdom og at indgyde den en krigerisk Aand, samlede en stor Hær og sagde, at det var hendes Hensigt at hevne sin Ægteherre. Ved store Løfter opflammede hun endmere sine Krigeres Mod, drog til Sverige, hvor der stod et stort Slag, i hvilket Kongen faldt, og kom saa i Besiddelse af dette Rige. „Om hun paa lignende Maade har faaet Magten i Norge, er mig dog ubekjendt, men saameget er vist, at hun hidtil har behersket de tre Riger og nu overdraget dem til sin Søn.“[53]

Om nu det nordiske Gesandtskab, for hvilket Biskop Eystein af Oslo stod i Spidsen, har opholdt sig i England lige indtil Philippa forlod Hjemmet, eller om Sendemændene ere dragne hjem og atter nye Mænd have indfundet sig ved det engelske Hof, er uvist, men det sidste synes dog at fremgaa af en Krønike, ifølge hvilken „Hr. Thure“, sandsynligvis den ovenfor nævnte svenske Ridder Thure Bjelke, „og to Adelsmænd fra Danmark“ i 1406 sendtes til England for at hente Kongedatteren.“[54]

VI.

Philippas Overreise fra England fandt Sted i Sommeren 1406. Kong Henrik ledsagede selv sin Datter til Søstaden Lynn, der som bekjendt stod i den livligste Forbindelse med Norden. Ogsaa Philippas Stifmoder, Dronning Johanne af Navarra, fulgte med, ligesaa tre af hendes Brødre, Henrik, Thomas og Humfrey, samt en stor Del fornemme Herrer og Damer, og Opholdet i Lynn kom til at vare i ni Dage. Derefter gik Kongedatteren ombord paa Flaaden med det for hende bestemte Æresfølge, for hvilket en Prinds af Blodet, Richard af Cambridge, hvis sønnesøn engang skulde fortrænge Henriks fra Englands Throne, stod i Spidsen tilligemed Biskoppen af Bath. Havet var oprørt og uroligt, og man maatte døie meget ondt, inden man naaede Eriks Lande.[55]

Bryllupet fandt Sted den 26de Oktober 1406[56] i Erkebispegaarden i Lund, hvor altsaa uden Tvivl Danmarks Erkebiskop Jakob Gertsen har forrettet Vielsen. Det vil ikke kunne negtes, at de lange Forhandlinger, de idelig gjentagne Gesandtskaber og overhoved den hele Sags Behandling gjennem et Tidsrum af fem eller sex Aar giver et mærkeligt Billede af den Langsomhed, man kunde sige Ubehjelpelighed, der i Middelalderen gjerne ledsagede internationale Sagers Afgjørelse.

Som allerede tidligere anført, var der ikke nogen egentlig Medgift at vente med Philippa som yngre engelsk Kongedatter. Ikke destomindre forekomme paa flere Steder Ytringer om, at hun skulde have medbragt en stor Skat til Danmark. I en samtidig engelsk Krønike heder det saaledes, at Riget maatte betale en stor Sum saavel ved Philippas, som ved den ældre Søster Blanches Giftermaal,[57] ligesom Arild Hvitfeld[58] fortæller efter „den svenske Krønike“, at hun „førte en Brudeskats Penge med, som veiede til nogle tusinde Gylden.“ Denne Beretning, at Philippas Medgift skulde have bestaaet i en eneste uhyre Guldklump, gjenfindes ogsaa i en endnu utroligere Form i Kanzows i det følgende Aarhundrede forfattede Historie om Eriks pommerske Hjemland, idet „Pengen“ siges at have været mere end hundrede tusinde Gylden værd.[59]

Men de Kilder, hvor de sikreste Oplysninger om dette Punkt maatte søges, indeholde intet, der bestyrker Beretningen om nogen betydelig Medgift. Medens man hos Rymer finder de mest oplysende Dokumenter om Blanebes Medgift, har han ingen saadanne om Philippas. Og i de vigtige Akter, som haves bevarede angaaende Henrik IV’s Forhandlinger med sit Raad, vil man ikke finde noget, der tyder paa nogen Pengeudtælling til Kong Erik,[60] og i de ligeledes bevarede Regnskabsbøger fra denne Tid omtales kun Udgifter til Philippas Klenodier og Udstyr.[61] Rettest bør man derfor udentvivl antage, at Philippa kun medbragte et Udstyr, ikke Medgift.[62] Dette stemmer ogsaa med, hvad Erik af Pommern mange Aar efter selv har erklæret i sit Forsvarsskrift: „Og kom vor Frue ikke heller saa til os, hun havde jo nogen Klenodie, hende tilhørte.“[63] Og endelig vilde ikke lettelig Medgiften være bleven uomtalt i den Bestemmelse om Philippas Livgeding, som haves fra Aaret 1419.[64]

Krønikeskriveren i St. Albans har ogsaa opbevaret nogle af de Betragtninger, som Philippas Følge kom til at anstille om Forholdene i Danmark. Disse ere alt andet end rosende for de danske Tilstande.[65] Hvad Kong Eriks Person angaar, udtalte Englænderne sig vistnok fremdeles anerkjendende, idet de fandt ham at være en ung Mand af fordelagtigt Udseende, livlig, kjæk og rask i sit Væsen. Han modtog ogsaa de fremmede Gjester med Velvilje, men dog tillægges der „kun saavidt hans Evne slaar til“, thi „hans Belevenhed var kun middelmaadig“.[66] Landet derimod var udyrket og raat, der voxte ikke engang Hvede, men Korn maatte indføres fra andre Lande. Aarsagen hertil skulde være, at Dronningen, da hun efter Erobringen af Sverige vendte tilbage til sit eget Land, savnede Midler til at betale sine Leiesoldater. Hun skulde da have tilladt dem at tage sig betalte paa egen Haand ved i smaa Partier, to eller tre, at gjennemstreife Landet. Dette havde de gjort og uden videre trængt ind i Husene og slaaet sig til Ro der nogle Dage eller længere, idet de uden at yde nogen Godtgjørelse fortærede eller bortførte, hvad de kom over.[67]

Philippa, der, som vi have seet, rimeligvis var født 1393, har altsaa ved sin Ankomst til Danmark været omtrent tretten Aar gammel. Skjønt hun saaledes vistnok var ældre, end Margareta havde været, da hun blev gift med Kong Haakon, var hun dog aabenbart for ung, til at det ægteskabelige Samliv mellem hende og Erik kunde indtræde strax efter Bryllupet, ja hendes Opdragelse kunde ikke engang ansees for fuldendt, især da hun nødvendigvis maatte lære Nordens Sprog og gjøres bekjendt med de nye Forhold, under hvilke hun skulde leve. Til hendes Hovmesterinde valgtes nu en Frue af en Familie, der stedse havde staaet Dronning Margareta særdeles nær, nemlig Katharina, barnløs Enke efter Norges fordums Drotsete, den i 1388 afdøde Hr. Øgmnnd Finnssøn af Hestby i Ryfylke. Hun kunde betragtes som Margaretas Pleiesøster, thi, som bekjendt, var denne i de første Aar efter sit Giftermaal bleven optugtet af Katharinas Moder, Fru Merete, den hellige Birgittas egen Datter. Men Fru Katharina kom ikke længe til at vedblive i denne sin ærefulde Stilling, thi hun døde allerede 1407.[68] En Capellan Magnus Beinktssøn, der havde tjent hende i hendes Enkestand paa Hestby, var fulgt med fra Norge og kom nu i Philippas Tjeneste, i hvilken vi finde ham endnu 1414.[69]

VII.

Det er ikke min Hensigt i denne Afhandling at omtale den politiske Rolle, som Philippe har spillet som Regentinde under Eriks lange Udenlandsreise og hendes senere Foretagsomhed og Kraft i Krigen mod Tydskerne, der minder om, at hun var Henrik V’s Søster. Vi skulle kun sammenstille de sparsomme Efterretninger, som haves om hendes personlige Forhold til Erik. Deres Ægteskab blev, som bekjendt, barnløst, men den Fortælling, at Kongen skulde have været hende en raa og brutal Herre, hvilken indtil den senere Tid har gaaet igjen i gjængse Bøger, savner enhver Støtte i de virkelige Kilder. Fablerne om, at Erik skulde have mishandlet hende, medens hun var frugtsommelig, ja endog fremskyndet hendes Død, og om at hun af Græmmelse gik i Kloster, ere forlængst gjendrevne[70] og fortjene ikke at gjengives. En gammel Krønike har fortalt om Erik, at han skulde have lagt den allergroveste ægteskabelige Utroskab for Dagen, ja det siges endogsaa, at han „dreven af sin umaadelige Lidenskab krænkede mangfoldige Adelsmænds Fruer.“[71] Men ogsaa denne hidtil neppe ligefrem anfegtede Fortælling er jeg tilbøielig til at forkaste. Det synes nemlig urimeligt, at en saadan Færd kun skulde have efterladt sig dette eneste Vidnesbyrd, og at senere, da Eriks Historie stedse blev fremstillet paa den hadefuldeste Maade saavel i Danmark som i Sverige, intet Klageskrift skulde have forøget Rækken af hans Synder med denne vanærende Beskyldning, ikke at tale om, at han, hvis der var Sandhed i hin Paastand, visselig vilde have mistet sine Riger endnu meget tidligere, end Tilfældet virkelig blev. Spørger man saa, hvorledes denne paafaldende Beretning er kommen ind i hin Krønike, da synes det mig rimeligst at antage, at den hidrører fra en Forvexling med en anden Kong Erik, nemlig Erik Glipping, mod hvem netop den samme Beskyldning fremsættes paa flere Steder og med de samme Ord, som paa hint eneste Sted bruges om Erik af Pommern.[72] Den eneste Kvinde, der udtrykkelig nævnes som Eriks Frille, er den i Virkeligheden saare lidet bekjendte Cecilia, men det er ikke engang bevisligt, at hans Forhold til hende, der skal have været en af Philippas Jomfruer, er begyndt i Dronningens levende Live.[73]

Philippa tilbragte sit Liv som Dronning hovedsagelig i Danmark og tildels i Sverige. I Norge har hun vistnok aldrig været, med mindre hun maaske paa sin Overreise fra England kan have været inde i en af dets Havne. Om den Forbindelse, som hun sandsynligvis, saavidt Datidens Forhold tillode det, har vedligeholdt med sit Hjemland, hvis ærefulde Krige under Broderen Henrik V. hun oplevede, er ingen Efterretning levnet. Kun 37 Aar gammel døde hun under et Besøg i Vadstena den 5te Januar 1430 og blev der begravet i det af hende selv anlagte Kapel for den hellige Anna.[74] Paa Gravstenen, der endnu er i Behold, se vi Billedet at den korsfæstede Frelser og nedenfor, ved Siden af Christus, Englands kongelige Vaaben. Overskriften lyder: „Hic sepulta est Philippa Erici Svetiae Gothiae Daniae et Norvegiae quondam regis potentissimi Pomeraniae ducis consors et Henrici quarti Angliae Franciae et Hyberniae regis filia quae vita est defuncta anno Christi MCCCCXXK V die ianuari“.[75] I flere adelige Slægter var den udentvivl afholdte, desværre altfor lidet bekjendte Dronning bleven opkaldt. I Norge bare saaledes to af de mest bekjendte Fruer i Unionstiden, Fru Philippa, Grev Hans’s Datter og Hr. Sigurd Jonssøns Hustru, samt Fru Philippe Krummedike, Hr. Narve Jakobssøns og derefter Hr. Henrik Jenssøns Hustru, Dronningens Navn.

VIII.

Man kunde have troet, at dette Giftermaal skulde have fremkaldt mange og vigtige Berøringer mellem England og Norden i den nærmestfølgende Tid, men dette blev dog ikke Tilfældet Man ser, at Philippas Ledsagere gjorde sig bekjendte med den nye, nu just meget berømte Birgittinerorden, idet en af de engelske Riddere, Henrik Rawinzwart, fra Lund gjorde en Reise op til Vadstena og der tilkjendegav, at han havde til Hensigt at stifte et Birgittinerkloster i sit Hjemland, hvorfor han udbad sig, at to Brødre skulde følge ham over Havet, hvilket naturligvis Klosterconventet med Glæde gik ind paa.[76] Man ser ogsaa, at der stundom sendtes Gesandtskaber mellem Rigerne, men om noget politisk Forbund er der aldrig Tale. I 1421 aflagde Erik Ed paa Hosebaandsordenens Statuter og sendte nogle Aar efter sit Banner for at ophænges over hans Plads som Ridder.[77] Rimeligvis tør det ogsaa være at tilskrive det engelske Svogerskab, at Erik i 1435, altsaa efterat han allerede var kommen i en vanskelig Stilling i sine Riger, lod sende Gesandter til den store Kongres i Arras.[78]

Stundom har det dog i Kong Eriks Dage hændt, Sat en og anden nordisk Adelsmand har søgt over til England som en Skole i Vaabenfærd og adelige Kunster. Et Exempel herpaa er en dansk Mand, der af Englænderne benævnes Sir Andrew Ogarde.[79] Han tjente Hertugen af Bedford, da denne kjæmpede i Frankrige som Regent i Henrik VI’s Mindreaarighed og var hans „second chamberlain“.[80] I 1425 finde vi ham som Deltager i et Tog mod Anjou,[81] og i Aarene 1433–1434 var han Befalingsmand paa Fæstningen Vire i Normandie.[82] I Aaret 1433 blev han naturaliseret af Parlamentet.. I 1445 var der tilfaldt ham en Arv af rørligt og fast Eiendom (succession) i Danmark og andre Kongen af Danmark undergivne Lande, hvorfor han ansøgte Kongen af England om Tilladelse til som hans „humble liege“ at tage denne i Besiddelse.[83]

Vi skulle endnu tilføie nogle Ord om Kong Eriks Søster Katharina af Pommern, der gik glip af den glimrende Udsigt, som en Tid havde aabnet sig for hende til at blive Dronning i England. Sandsynligvis har hendes Broders engelske Giftermaal dog øvet bestemmende Indflydelse paa hendes Skjebne i Livet, thi hun blev gift med en Broder af Henrik IV’s pfalziske Svigersøn, Hertug og Pfalzgreve Johan, yngre Søn af Kong Ruprecht.

Denne sendte i Foraaret 1406 Ridderne Hadmar v. Laher og Johan Truchsess v. Baldersheim samt sin sekretær Conrad Kastener til Danmark med en Skrivelse, dateret Heidelberg den 22de April, for at fri til Katharina for Sønnen. Rimeligvis vare Forhandlingerne allerede før indledede, thi der medbragtes ogsaa Breve til Biskopperne Johan af Slesvig, Peder af Roskilde og Nicolaus af Strengnes samt til Ridderen Volmar Jakobssøn (Lunge). Gesandterne havde Ordre til at forlange en Medgift af 100,000 fl. og skulde i ethvert Fald ikke nøie sig med mindre end 60,000, der i kontante Penge skulde udbetales, ligesom Bruden skulde fordres udstyret med Klæder, Klenodier o. s. v., og Giftermaalet ønskedes fuldbyrdet endnu samme Aar. Ifald der i Danmark forlangtes, at Hertug Johan personlig skulde komme til Landet for at holde Bryllup, skulde Gesandterne se til at afbøie en saadan Fordring. Det var, siges det, hidtil noget uhørt, at en Søn af en romersk Konge nogensinde var reist udenlands for at hente sin Brud.[84] Men fordres det bestemt, at Johan skal komme til Danmark, maatte det ikke negtes, ifald Uenighed i dette Punkt skulde kunne forhindre Partiet. Dog maatte i saa Fald Medgiften bestemt ikke være under det nævnte Minimum, hvis ikke Dronningen vilde betale en Del af omkostningerne ved Johans Reise. Til Gjengjeld for Medgiften skulde Katharina erholde Livgeding (redotatio) i baierske Slotte og Lande, ligesom endel andre sædvanlige Bestemmelser skulde stipuleres.[85]

Inden Aaret var omme, afsluttedes i Lund (11 Novbr.) Kontrakten om dette Ægteskab. Fra pfalzisk Side maatte man nøie sig med et Livgeding af 40,000 fl., og Hertug Johan maatte forpligte sig til at komme til Ribe for der at holde Bryllup med Kong Eriks Søster det følgende Aar.[86] I Juli 1407 meldte Kong Ruprecht til Dronning Margareta, at Hertugen skulde reise afsted førstkommende Vincula Petri (1 August) for over Cøln og Hamburg at begive sig til Danmark.[87] Bryllupet kom ogsaa virkelig til at staa i hint Aar, og ikke, som det stundom anføres, først 1410.[88] medgiften blev efterhaanden betalt. I 1410 erlagdes 20,000 fl. og Resten endelig i 1412.[89]

Katharina, der allerede døde 1426, blev i sit Ægteskab med Johan Moder til sex Sønner, af hvilke kun Sønnen Christopher, rimeligvis den ældste, naaede Manddomsalderen.[90] Han blev som bekjendt de nordiske Rigers Konge.

Tillæg.

Med Hensyn til den ovenfor paa Grund af dens mange Forbindelser med Norge omtalte engelske Søstad Lynn kan endvidere erindres, et en her hjemmehørende Franciskaner, Nicolaus de Lynna, ved Aar 1366 besøgte Norge og gjorde et Kart over de nordiske Lande. Purchas, Pilgrim III, p. 622. Schøning i det Throndhjemske Selskabs Skrifter, II, S. 352.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ F. Schiern, Nyere historiske Studier, I, S. 31–64.
  2. ↑ J. J. A. Worsaae, Den danske Erobring af England og Normandiet, Kbhvn. 1863, S. 414–415.
  3. ↑ Den af Absalon Pederssøn i hans Norges Beskrivelse bevarede Spaadom om „the black fleet of Norway“, der engang skulde blive Skotlands Skræk. P. A. Munch, D. n. Folks Hist., IV, 2, S. 204, samt N. Nicolaysen (Norske Magasin, I, S. 106, hvor Munchs Bemærkninger ere overseede) gjøre opmærksom paa, at denne Thomas Rhymers Propheti ikke findes i samlingerne af hans Poesier. At Sagnet om den sorte Flaade imidlertid har været kjendt endog i England, sees af et gammelt engelsk Digt „The Pilgrims Tale“ (Francis Thynnes animadversions upon Speghts first edition of Chaucers Works, publ. for the Chaucer Society, London 1876, p. 97, hvor the blek flet of Norweg nævnes som en gjængs Fortælling).
  4. ↑ Lappenberg, Geschichte des Hansischen Stahlhofes in London, Hamburg 1851, S. 40.
  5. ↑ Lappenberg, l. c. (Hidtil overseet af denne Begivenheds nordiske Fortællere).
  6. ↑ P. A. Munch, D. n. Folks Hist., IV, 2, S. 574–575.
  7. ↑ Munch, D. n. Folks Hist. 2. Hovedafd., II, S. 340. Suhm, Hist. af Danmark, XIV, S. 574–575.
  8. ↑ I den indholdsrige Samling af engelske Krøniker Chronica Monasterii S. Albani, ed. by Henry Thomas Ritley, (Rer. Britanniae Med. Aevi Scriptores) vil man (p. 186) under Aaret 1395 finde følgende Beretning: „Hoc anno sensit Anglia damna gravia per piratas Reginae Danmarchiae, qui nautas et mercenarios saepe depraedabantur, praecipue autem, qui erant de Norfolchia, qui ausi sunt collecta multitudine congredi cum eisdem. Quibus praevalentibus barbaris multi perempti, plurimi vero ad redemptionem gravissimam sunt servati, amissis viginti millibus librarum, quas comportaverant ad marcandizandum“, – men at her foreligger en Forvexling fra Klosterannalistens Side mellem Margretes og hendes Fienders, Vitaliebrødrenes, Skibe, er neppe til at betvivle. Cfr. Lappenberg, Gesch. d. Hansischen Stahlhofes, S. 40.
  9. ↑ Commentatio de Philippa, Regina Sveciae, Daniae atque Norvegiae, Angliae principe, qvam in Academia Georgia Auguste, praeside Io. Philippo Murray, Phil. Prof. Ordin., disputationi publicae pro summis in philosophia honoribus habendae, subjecit Paulus Ericus Boberg, Upsalia Svecus. Gottingae 1774. 54 pagg. 4.
  10. ↑ R. Pauli, Geschichte von England, B. 5, Gotha 1858. (Stamtavlen ved Enden af Bindet). Smnlgn. ogsaa J. Endell Tylor, Memoirs of the life and character of Henry the fifth, vol. I, London 1838, p. 7–8.
  11. ↑ R. Pauli, Gesch. Englands, V, S. 14 (efter Proceedings and Ordinances of the privy council of England, ed. by Harris Nicholas, I, S. 117).
  12. ↑ Aktstykkerne findes i Rymeri Foedera. Se ogsaa L. Häuser, Gesch. d. Rheinischen Pfalz, 2. Aug., Heidelberg 1856, I, S. 220, 240, 314.
  13. ↑ Christiern Pedersens Danske Skrifter, udg. af C. J . Brandt, V, S. 474.
  14. ↑ Erat corpore pulcher, capillis aureis, oculis grandioribus, facie rufa cervice larga atque nivea. Aen. Sylvii de viris aetate sua claris, cap. 25 (Scr. Rer. Svec., III. 1, p. 325). Et Billede af Erik skal ifølge C. F. Ljungmans Beskr. over Gripsholms Slot, Stockholm 1790, S. 5 findes paa det nævnte Slot. Jeg ved ikke at have seet nogen Gjengivelse af det.
  15. ↑ Nye danske Magazin, VI, S. 246.
  16. ↑ F. W. Barthold, Geschichte v. Pommern u. Rügen, IV, 1 (Hamburg 1843), S. 47, 247.
  17. ↑ Faderen, Warteslav VII, hvis ustadige og urolige Liv minder noget om Sønnen Eriks senere Skjebne, havde 1392 villet gjøre en Reise til det hellige Land og havde 1394 i Krakau fundet en, som man antager, voldsom Død. Barthold, Gesch. v. Pommern u. Rügen, III, S. 520, 551.
  18. ↑ Dipl. Norv. VI, p. 401–402, hvor hun imidlertid er forvexlet med en holstensk Prindsesse, en Feiltagelse jeg allerede har paavist i norsk hist. Tidsskrift, 1 R. IV, S. 92, Anm. 2.
  19. ↑ R. Pauli, Gesch. Englands, V, S. 63.
  20. ↑ Den af Englands Historie i saa mange Retninger fortjente Forfatter, Professor Reinhold Pauli i Göttingen har i Monatsberichte der Königl. Preuss. Akademie der Wissenschaften au Berlin aus d. Jahre 1857, S. 406–417 meddelt denne Regnskabsbog i udførlige Uddrag. Se ogsaa Paulis Bilder aus Alt-England, Gotha 1860, S. 114–117.
  21. ↑ „Dux Gloverniae tandem post Daciam, post Norvegiam, poet Scoticam barbariem non sine mortis pavore transcursam pervenit Northumbriam.“ Walsingham, Hist. Angliae (in Collect. Camden, p. 345).
  22. ↑ Aftrykt erter Haandskriftet i kritisk museum (Bibl. Cotton. Nero) hos C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens Historia ur utländska arkiver, II, S. 109–114.
  23. ↑ „Pax, qualem regna ante haec tempora a CC annis non senserunt nec habuerunt divisa, nec ipsa tria, nec eorum aliquod, sed continue opprimebantur querelis importabilibus.“
  24. ↑ „Ipse dominus Ericus valde dilectus est a regnicolis et, ut speramus, etiam a dis et sanctis suis, propter elegantiam, quam habet in moribus et sua persona.“
  25. ↑ „Poloni et nonnullae civitates tractant modo cum rege Erico pro liga et assistentia et forte pro liberis suis etiam.“
  26. ↑ Som allerede Aschehoug (Norges offentlige Ret, I, S. 27) har bemærket, maa der altsaa virkelig have været dem, der ansaa Eriks Ret i Norge for at staa paa saa svage Fødder, uagtet han dog vitterlig var erklæret for Rigets Arving og hyldet paa Ørething.
  27. ↑ „De mandatis illustrissimae meae reginae habeo magis Anglicos prae ceteris quosque honorandos.“ Royal and historical letters during the reign of Henry the fourtb, ed. by the Rev. C. F. Hingeston. Vol. I, London 1860. p. 46–47.
  28. ↑ Royal and historical letters, I, p. 67–68. Biskoppen af Bangor var dog kommen tilbage inden 5te Juli, paa hvilken Dag han var tilstede i Kongens Raad. (Ibid., preface, p. XLI).
  29. ↑ Rymeri Foedera, ed. Holmes, IV, 1, p. 3. Pontop. Ann. eccl. Dan. II, p. 389. Regesta Diplom., I. p. 355.
  30. ↑ Royal and hist. letters, I, p. 78–79.
  31. ↑ Ibid. I, p. 80–82.
  32. ↑ Ibid. I, XLI–XLII, p. 97–98.
  33. ↑ Rymeri Foedera IV, 1, p. 28–29, 31. Smlgn. J. Endell Tyler, Memoirs of the life and Character of Henry the Fifth as Prince of Wales and King of England. London 1838. I, p. 123–125.
  34. ↑ Scire dignemini (heder det i Gesandternes Brev til Henrik IV), quod, licet in feste S. Jacobi feliciter partibus Daciae applicuimus, tamen propter absentiam Reginae, quae in finibus ultimis Sveciae cum Prucenis tractatum habuit, tam circa praesentationem personae illius, qui falso et ficto nomine asseruit se regem Daciae et Norvegiae et ejus combustionem, de quibus aliqvando vobis scripsimus, quam alia negotia, statum regnorum concernentia, cum rege Daciae seu cum ipsa vel eorum conciliis usque ad diem mensis Octobris loqui non potuimus. (Royal and hist. Letters, I, p. 117). Man ser heraf, at Gesandterne allerede før have indberettet udførligere om den falske Olaf, hvilket interessante Aktstykke dog rimeligvis er tabt. Se forøvrigt om Begivenheden H. C. Behrmann, Beretning om den falske Kong Oluf Hagensøns Død, Kbh. 1846, samt Chr. Langes Recension af samme Skrift i Litteraturtidende, Christiania 1846, S. 298 fgg.
  35. ↑ Royal and hist. letters, l. c. De engelske Gesandter vedlagde ogsaa den Indberetning, hvoraf dette er uddraget, en cedula, der desværre er tabt.
  36. ↑ Royal and hist. letters, I, p. 121 fgg.
  37. ↑ Royal and hist. letters, I, p. 128.
  38. ↑ Ibid. p. 130.
  39. ↑ Proceedings and ordinances of the privy council of England, ed. by Nicolas, I, p. 222.
  40. ↑ „Andream Olavi ...... Slevonis, milites“. Royal and hist. letters, I, S. 407. Klevenfeldt, der i sin Tid har afskrevet dette Dokument i det Cottonske Bibliothek, hvilken Afskrift findes paa det st. kgl. Bibl. (N. K. Saml. 158, 4to) læser-: „Andras Olavi ....ne Stenonis milites“, hvilket vistnok ere rigtigere.
  41. ↑ Royal and hist. letters, I, p. 406–411.
  42. ↑ Styffe, Bidrag till Skandin. Hist. II, S. 132. Lüb. Urkunden-Buch, V, S. 112.
  43. ↑ Nye danske Magazin, VI, S. 241–264.
  44. ↑ Nye Danske Magazin, VI, S. 251.
  45. ↑ Dipl. Norv. II, S. 442.
  46. ↑ Dipl. Norv. VI, S. 405, cfr. V, S. 314–315.
  47. ↑ Islenzkir Annálar, S. 378.
  48. ↑ „In festo conceptionis Sanctae Marias Domina Regis filia proclamata est regina Daciae, Norvagiae et Svaviae siue Suessiae in praesentia nunciorum, qui eam venerant petituri.“ Ghronica Monasterii Sancti Albani. Ed. by Henry Thomas Riley, London 1866. S. 412.
  49. ↑ Rymeri Foedera, IV, 1, p. 92.
  50. ↑ „Fuerunt autem praefati nuncii praeelecti de cunctis illis regnis, qui et apparatu et facetia cunctos illarum partium antecellere videbantur. Qvorum praecipuus erat episcopus Solucensis, qvod vocabulum resolvitur lingva Danica „De Anselowe“, qui mecum diu contulit de S. Albano, cujus peroptime novit historiam. Novit etiam, quod habuit doctorem ac magistrum, sed fatebatur, se nescire nomen ejus, de quo petiit informari, quod et factum est. Iste episcopus ex post praedicavit in Latinis coram rege et pro maximo clerico reputabatur.“ Chron. monast. S. Albani, ed. by Henry Thomas Riley, London 1868. p. 412.
  51. ↑ „Maritus suus inferens bellum regi Suaviae, circumventus insidiis, ab eo peremtus est.“ Kong Haakon døde som bekjendt 1380, og at han døde i Oslo, berettes i de visbyske Minoriters Krønike. (Scr. R. D. I, p. 260. Munch, N. F. Hist. 2den Hovedafd., II, S. 115). Ogsaa Ericus Olai angiver samme Dødssted. Det er ogsaa bekjendt, at der ganske kort før hans Død havde været gjort et Indfald af Norske og Danske i det vestlige Sverige, hvori Kongen har deltaget. (Munch l. c. S. 82). Det kunde derfor, naar man i denne engelske Krønike finder hans Død tilskreven de Svenske, ved første Øiekast ligge nær at ville forene denne Beretning med det tidligere kjendte ved at antage, at han er død i Oslo efter at have faaet Ulivssaar i Krigen, men, nærmere beseet, maa en saadan Slutning synes altfor usikker.
  52. ↑ „Gens sua scortis et otio dedita.“
  53. ↑ Chron. monast. S. Albani p. 412 sqq.
  54. ↑ „Ao. 1406. Dom. Thuricus cum duobus nobilibus de Dania profectus eet in Angliam, ducturus Erico Regi in uxorem filiam Regis Angliae Philippam nomine.“ Scr. R. D. V. p. 533 et alias.
  55. ↑ Chron. Honast. S. Albani p. 419. En anden samtidig engelsk Chronist, John Capgrave, der selv var født i Lynn, fortæller, at han som Dreng saa Philippa, „quum, Angliam relinqvens, ad conjugium regis Norvegiæ festinavit.“ (The Chronicle of England by John Capgrave, ed. by Engeston. London 1858. p. XII, 292, samt samme Forfatters Liber de illustribus Henricis, p. 109, hvilken sidste jeg desværre ikke har havt Anledning til at benytte, saa at jeg ei ved, om der muligens kan findes mere om denne Sag end det ovenfor anførte, hvad jeg dog betvivler). Endnu en Chronist, der omtaler Philippas Reise, sandsynligvis dog kun obiter, er Thomas Otterburne (citeret i Paulis Gesch. v. England V, S. 63), men jeg har ikke havt Adgang til at se den, da den hverken findes her eller (hvorom Bibliothekar Styffe velvilligt har underrettet mig) i Upsala.
  56. ↑ Scr. R. D. I, p. 193, VII, p. 234 &c. Paa det førstnævnte Sted anføres i den Anledning følgende ynkelige Venus Leoninus: Crispini post cras noster princeps fit Erik mas.
  57. ↑ Chron. Adae de Usk. 1377–1404. Ed. with a translation by Edw. M. Thompson, London 1876. p. 82: „Rex filias suas, unam regi Dacie et alteram filio ducis Bavarie, tunc imperatoris electi, cum non modica collectacione regni contulit in uxores.“ (Her anført efter Pauli, i Forschungen z. Deutsch. Gesch. XVII (1877) p. 617).
  58. ↑ p. 629.
  59. ↑ „Derselbe Erich hat des Khönigs von Portugal (!) Tochter Philippa zur Ehe gehabt, mit welcher er nhur einen gulden pfenningk braustschatz gekriegt, den man über hundert tawsent gulden werth geachtet.“ Th. Kantzow, Pomerania, hg. v. Kosegarten. Greifswald 1816. I, S. 452.
  60. ↑ Proceedings and ordinances of the privy council of England, ed. by H. Nicholas. Man vil her (vol. I, p. 291) kun finde omtalt, at der skulde skaffes Penge til Richard af Cambridge, der fulgte Philippa over Havet, formedelst hans „povre estat“.
  61. ↑ Issues of the Exchequer, being a collection of payments made out of his majestys revenue from King Henry III to King Henry, by Frederick Devon. London 1837. Man vil her (p. 255, 295, 296 303, 304, 311) finde Philippa omtalt uden dog at finde nogen Oplysning af synderlig Interesse.
  62. ↑ Letters and papers etc. Vol. II, 2, p. 542: Enumeration of the troops in various garrisons in Normandy in the lands of the English from Mich. 1433 to Mich. 1434: Vire, Andreas Ogarde, chevalier, X lanceas equestres, X lanceas pedestres, LX archiers. Sammenlign ogsaa det her citerede Verk I, p. 493.
  63. ↑ Hvitfeld p. 814.
  64. ↑ Ibid. p. 679–680.
  65. ↑ „Parum vel nihil boni referentes“. Chron. Mon. Alb., ed. by Riley, p. 414.
  66. ↑ „Fatebantur regem decentis fortunae juvenem, vivacem, fortem, agilem, modicum facetiae scientem, sed tamen pro modulo suo illos benignissime suscipientem.“ Chr. Mon. Alb. l. c.
  67. ↑ – – „Patria vero inculta et aspera, sic quod nullum triticum crescere videatur, sed frumentnm illuc de exteris regionibus conportetur. Et causam dicunt, quia regina, postqvam Suaviam conquisivit, rediit in terram suam, non habens, unde remuneraret exercitum, qui cum ea laboraverat, permisit post eorum reditum sparsim vagari per regionem per binos et ternos. Qui mane vel sero domos intrantes patrumfamilias, deponentes arma sua, invaserunt ibi per biduum sive triduum vel qvanto tempore placuit, durantibus victualibus, cuncta reperta in locis talibus velut propria praesumentes, nec in exitu quicquam pro victualibus persolventes. Haec ergo causa est sterilitatis patriae et neglectae culturae. Hos wo men appellant incolae, quia per tales oppressione faciunt sibi vae.“
  68. ↑ Scr. Rer. Svec. I, p. 124.
  69. ↑ Dipl. Norv. I, s. 462.
  70. ↑ F. H. Jahn, Danmarks politisk-militære Historie under Unionskongerne, S. 98. 478–480.
  71. ↑ „Hic plurimas nobilium uxores immodica raptus libidine violavit.“ Chron. Dan. ab 1252 ad 1410. Scr. R. Dan. V, p. 534. Om denne Krønikes Beskaffenhed i Almindelighed kan henvises til D. Schäfer, Dänische Annalen v. Mitte des 13 bis z. Ende des 15 Jahrhunderts. Göttingen 1872. S. 83–89. Schäfer antager Krøniken for at være af svensk Oprindelse.
  72. ↑ „Uxores nobilium violavit“ heder det om Erik Glipping i Scr. R. Dan. I, p. 124, II, p. 388, V, p. 614. Bemærkes bør det ogsaa, at Beskyldningen mod Erik af Pommern i den citerede Krønike i Scr. R. D. IV, p. 534 er anbragt paa en saadan Maade, at den ligner et Glossem. Vedkommende Krønike ender nemlig saaledes: „A. 1410. Ericus rex, Gotlandiam veniens, aedificavit fortissimam arcem circa civitatem Visby, cum antea fuerit ibidem nulla arx exstructa. Hic plurimas nobilium uxores immodica raptus libidine violavit.“ Jeg gaar ud fra, at „hic“ maa forstaaes som Pronomen, thi opfattes Ordet som Adverbium, vilde Meningen selvfølgelig blive den, at Erik skulde have bortført „plurimas nobilium uxores“ til Visborg for der at vanære dem, hvilket er endnu mere uantageligt. Men er hic at forstaa som Pronomen, bliver Forbindelsen mellem Fortællingerne om Eriks Byggearbeide og om hans Ussedelighed saa løs, at de neppe kunne være udgaaede fra samme Haand. Jeg tror derfor at kunne antage, at en uvidende Pen bagefter har sat Erik Glippings Synder paa Erik af Pommerns Regning.
  73. ↑ Dette siges vistnok af Christiern Pederssøn (Danske Skrifter, V, S. 488), men kan kun antages at hidrøre fra mundtligt Sagn. Forøvrigt kan som et maaske mindre paaagtet Exempel paa, hvorledes der har været fabuleret om Erik af Pommern, anføres følgende Sted af B. C. Sandvigs „Omstændelig og tilforladelig Beskrivelse af Møen“ (Kbh. 1776, 4. S. 17): „I Elmeslunde Kirke fandt man et Sigil, forestillende et Fruentimmer, seilende i en Baad, med Overskrift: Dorothea, Kongerick Concubin. Hun var K. Erik Pommers Medhustru og levede paa Stege Slot.“
  74. ↑ Diar. Vadst. ed. Benzelius, p. 73.
  75. ↑ I Sveriges Historia från äldsta tid till våra dagar, förf. af Oskar Montelius m. fl., II, S. 176 vil man finde en smuk Afbildning af Monumentet. Som man ikke alene deraf, at Erik kaldes „qvondam rex“, men ogsaa af Henrik IV’s anachronistiske Titel kan slutte, er Indskriften ikke samtidig.
  76. ↑ Diarium Vadstenense, ed. Benzelius, p. 35.
  77. ↑ Beltz, Mem. of the order of the garter, p. LX–LXIII, CLV. (Werlauff, De hellige tre Kongen Kapel, S. 32).
  78. ↑ Barante, Histoire des ducs de Bourgogne de la maison de Valois, 6 éd. IV, p. 71.
  79. ↑ Ogarde maa antages for et Stedsnavn. Man kunne maaske nærmest tænke paa Aagaard i Vesterhanhered, der tilhørte Gyldenstjernerne.
  80. ↑ Letters and papers, illustrative of the wars of the English in France during the reign of Henry VI. Vol. II, 2. London 1864. p. 2.
  81. ↑ Ibid. 412.
  82. ↑ Rot. Parl. IV, p. 439.
  83. ↑ Proceedings and ordinances of the privy council of England. VI. p. 38.
  84. ↑ Det Paaskud, der forøvrigt skulde bruges, tager sig besynderligt ud. Hertugen kunde, heder det, vanskelig komme til Danmark med Rytteri, „quum illae terrae, par quas ipsi forat transeundem, plane desertae sint, et praesertim, quum ipse suaque terra Bavaria sit confinis et contermina terrae Bohemorum, qui ipsius hostes sunt.
  85. ↑ Martêne et Durand, Scriptorum Veterum Collectio, Tom. IV, p. 133.
  86. ↑ Dipl. Langeb.
  87. ↑ Martêne et Durand, IV, p. 139–140. Der tilføies en Bemærkning om, at Havet ved Ribe kun er seilbart for smaa Skibe.
  88. ↑ J. H. Kinch, Ribe Rye Historie og Beskrivelse, Ribe 1869. S. 267. Tidligere har det almindeligt, men urigtigt været angivet, at dette Bryllup først fandt Sted 1410.
  89. ↑ Hertug Johans Kvitteringer (Dipl. Langeb. under 26de Juli 1410 og 23de Mai 1412).
  90. ↑ Haüsser, Gesch. der Rheinischen Pfalz, 2. Aug. I, S. 324.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Erik_af_Pommerns,_Danmarks,_Sveriges_og_Norges_Konges,_Giftermaal_med_Philippa,_Prindsesse_af_England&oldid=209268»