Epistel angaaende sjøormen
EPISTEL ANGAAENDE SJØORMEN
(OPHIS ARCHAIOS)
Der forlyder endnu intet om sjøormen. Den har ikke vist sig i hele denne varme og tørre maaned, som dog pleier at være dens egentlige sæson. Den har ikke engang faaet ind nogen notis i aviserne om hvor og hvorledes den tilbringer sommeren, og den sætter altsaa saa smaat sit rygte paa spil.
Har sjøormen for alvor trukket sig tilbage? Har den opgivet sit gamle hundedaglige tidsfordriv: at aabenbare sig for troværdige vidner og ærte naturvidenskaben? Jeg ved ikke, hvordan andre anskuer sagen, men fordølger ikke, at mig personlig har sjøormen iaar skuffet. Det er ingen rigtig sommer uden sjøorm. Og ved rigtig sommer forstaar jeg et langt følge af overordentlige soldage med glat fjord og udholdende hede, dage, hvis sekunder som utallige lyksalighedspunkter flyder sammen til en eneste gylden flade af stillestaaende tid, dage som bugner af ledige øieblikke og i sin ensformighed sletter hverandre sorgløst ud af vor erindring . . . Et stort plask af sjøormen en saadan sommerdag er netop al den sensation vi gisper efter. Det løser vort sinds vegetative fortryllelse og binder øiet til ringene, som føder atter og atter ynglende ringe om ophavsstedet for middagstimens paniske udbrud af skræk.
Men sjøormen er et lunefuldt monstrum. Den har ingenlunde isinde at overlade sit interessante kadaver til noget museum. Den dukker op og forsvinder igjen sporløst, og naar det stikker den at lade sig tilsyne, sker det pludselig, uden varsel og før nogen faar tænkt paa at sammenkalde en komite af professorer. Den optræder ligesaa drilsk og hensynsløst overfor zoologerne som sjælen overfor de moderne psykologer. Medens disse sidder og experimenterer frem og tilbage og møisommelig maaler fornemmelser i sine laboratorier, holder sjælen sig stadig udenfor og gaar paa vidvanken mellem digtere og fantaster, uanfægtet af den betænkelige omstændighed, at dens existens betviles eller benægtes af de sagkyndige. Heller ikke paa sjøormen gjør det noget indtryk, at dens solide realitet drages i tvil af de lærde. Den har ingen trang til at legitimere sig som et ordentlig medlem af dyreriget, med stamtavle og latinsk navn. Den holder universitetet for nar og det nu i selve jubilæumsaaret, da alt levende kraftig opildnes til at støtte vor hjemlige videnskab.[1]
Den bor paa bunden og har hus i havets indvolde, den vrider sin kjæmpekrop gjennem slugenes gjemte skoge, og i fosforskjæret af dens blinde øie blaffer dybenes blege rædsler. Vælter en uforklarlig opdrift den mod overfladen, sker det naar sting af den mægtige solflom uroer det nederste mørke og tirrer dens dvaskhed. Da rører sjøormen sig, da gylpes den ud af afgrundens svælg og hæver sit tanghaarede utyskehode over vandskorpen, medens solskinnet gnistrer i dens skjællede kropsbugter og sjøen vispes til skum af dens spole. Og til vidne paa sin existens tager den i høiden et par troskyldige fiskere, som ror for livet iland og overantvorder sine samtidige en dristig beskrivelse af det gruopvækkende kreatur.
Men denne beskrivelse af sjøormen er ikke exakt, erklæres det af professoribus. Hørte den til benfiskene eller til bruskfiskene? Bar den munden under hagen som haien, og hvorledes var gattet egentlig anbragt? Aandet den paaviselig ved gjæller, eller fødte den simpelthen levende unger? Vidnerne blir svaret skyldige, og der gaar et hul paa deres troværdighed, som aldrig lader sig reparere. I bedste fald ansees de herefter for raringer. Jeg kjendte engang en brav mand, som det gik nedover med og som endte sine dage paa fattigkassen, ene og alene fordi han havde seet sjøormen. Men hans fremstilling af havuhyrets skikkelse kunde rigtignok hamle op mod apokalypsens i fantastisk uformelighed. «Han var diger som pipa paa dampsaga,» fortalte han. «Og hue var som paa et skurvetrold. Og han gliste med kjæften og hadde hoggtænder som hønn paa en stut. Paa tonga sad det tæt i tæt med tinder i rader som paa en harv. Og øiet paa hannem var som en rød maneiter under en tangvase. Han reiste bust, og busta var strid af istapper, saa kalt er det dernere paa baan’ . .» — «Jeg stod paa sanden ved havet,» skrev Johannes fra Patmos. «Og jeg saa et vildt dyr stige op av havet. Og det havde ti horn og syv hoveder og paa sine horn ti diademer. Og dyret var som en leopard af skikkelse, og dets fødder var ligesom bjørnens og dets kjæft som løvers kjæft.» — Ja hvem skal man nu tro? Ak, der er ikke saa umaadelig en forskjel. Havde min fisker havt kjendskab til diademer og leoparder, vilde han neppe hentet sine lignelser fra stutehorn og harvetinder. Men denne opjagede sværm af syner, som efterhaanden flakser sig til en viss orden i fantasien, er jo bare en vilkaarlig fortolkning af den uforklarlige støkk, det ensomme menneske fik foran den bestandig ufortrolige natur. Stir ikke forlænge, siger havet, siger skogene, ellers viser jeg mit ansigt. Og Pan skjærer en grimace, saa den ensomme farer op i sansesløs skræk.
Det er hævet over al tvil, at en mand, som ikke har seet sjøormen, vil have langt flere betingelser for at drive det vidt som naturkyndig end en, som har seet den. Det er ogsaa utvilsomt, at en psykolog, som aldrig har stiftet personlig bekjendiskab med sin eller andres sjæl, vil skaffe sig langt bedre udkomme af psykologien end den fantast, for hvem sjælens realitet er det første af alle axiomer. Men ikke destomindre vil jeg driste mig til at antage, at den som har seet sjøormen ved noget om naturen, som de lærde ikke drømmer om. Han har oplevet noget, disse aldrig kan faa kontakt med; han har været iland paa en ø, som videnskaben aldrig kan komme til at anse for noget andet end en tom Iufthildring.
Selv har jeg aldrig kunnet bekvemme mig til at forkaste sjøormen. Blandt de mere eller mindre sunkne ruiner af min barnetro skal den altid være sikret et smuthul, hvor komplet end dens kredit maatte være forspildt hos anderledestænkende. Alt det nedsættende videnskaben siger om den preller af paa natsiden af mit væsen. Men dog har jeg opgivet at slaa noget slag for dens realitet f. ex. ved at tage et fotografi af den.
Der er noget jesuiterne eller andre teologer kalder pia fraus og som bestaar i, at man anvender et lidet kneb for at hævde en dyrebar sandhed. I en verden, hvor man paa alle kanter er omgivet af spektikere og agnostikere, bør saadant ikke være utilstedelig. Naar saaledes spiritisterne er overbevist om, at afdødes aander under gunstige omstændigheter formaar at materialisere sig, saa er det let nok for dem at udbrede denne overbevisning til paavirkelige individer i et dunkelt og aandesvangert rum. Men den skeptiske verden erklærer uden videre aandesynerne for subjektive indbildninger, og der staar spiritisterne! Fotograferer de derimod en anæmisk dame indhyllet i et fosforimpregneret gevandt, saa maa selv videnskaben begynde at røre paa sig, og dermed er diskussionen reist, og adskillige kan ledes til erkjendelse af en oversanselig verden.
Opmuntret af dette exempel foreslog jeg engang en af mine venner blandt malerne at tegne sjøormen frit efter min hukommelse og indlemme den i et fjordparti, som vi derpaa skulde fotografere og indsende billedet til de høilærde. Var portrættet ikke blit godkjendt som ægte ved noget fakultet, kunde jeg ialfald havt en smuk illustration til denne lille epistel. Men tanken blev opgivet af mangel paa en kodak.
Tilslut vil jeg fortælle en historie, som jeg i sin tid hørte af en from mand i det hvide Mogador, hvor alskens vidunderlige fabler nydes i taus andagt og selve røgen af narghilerne virrer hen i flygtige aandegestalter over vore korslagte bens ubevægelighed. Jeg fik den for en liden sølvpenning og gjengiver den uden kommentar.
Der var engang et havuhyre, som i lange tider havde bodd i en hule under kysten af Lanzarote og var faldt ganske sammen af knap ernæring. I gamle hedenske dage havde det levet rigelig af de indfødtes troldmænd, som styrtedes i havet hver gang deres veirudsigter ikke slog til. Nu levde det af samas og badende børn, men trængte for sit velvære hvert aar en fedet præst. Men præsterne badet sig aldrig paa denne ø saalidt som andre steder, og uhyret svandt ind, medens præsterne til dets ærgrelse svulmede paa det tørre og fattige land. Omsider vendte uhyret derfor vantroen ryggen og svømmede over til Moghreb. Der lagde det sig nær stranden og afventede de rettroende. En dag kom en fattig fisker ned til stranden, gjorde sin bøn og kastede sit net ud og fanget havuhyret, som var skrumpet sammen af sult og ganske lignede en almindelig blæksprut. Fiskeren bar sin fangst tiltorvs og solgte den til en rig kjøbmand. Nu hændte det sig, at samme kjøbmand netop havde besøg af en lærd mand fra det fjerne Tetuan, og da denne lærde fik se uhyret, erklærede han det for et sjeldent og helligt dyr, som under ingen omstændigheder maatte spises. Det hele ulærde Mogador lo ham ud, men han satte sin vilje igjennem og førte dyret med sig i en conca med salt vand og drog til Fez for at skjænke vidunderet til de troendes sol. Men underveis blev hans karavane overfaldt af røvere, og da røverne opdagede dyret, tvang de med pinsler den lærde til at fortære det levende, hvorpaa de skar af hans øren og lod ham løbe uden at antaste hans person. Men alt dette havde uhyret forudseet og kroede sig ondskabsfuldt i den lærdes mave. Og nu begav det sig, at det byttede sin sjæl med den lærde mands, hvis egen oprindelige sjæl forlod ham som et pust. Med uhyrets sjæl i sin krop kom han tilbage til Tetuan og satte alle i undren med sin videnskab. Han vidste alt, men havde glemt koranen og sin egen sjæl, og han fornægtede at der gaves havuhyrer. Han lærte, at de ikke var andet end blækspruter, og at de smagte bedst raa. Men Allah er stor.
- ↑ Skrevet 1911.