Epilog (dikt)
EPILOG
ved den 2den nordiske forfatterkongress.
Ak, om det første møtes sødme var
som horn i uren, og som sang paa vaagen,
saa er det sistes ― ― venner, at gi svar
paa dette, vil den prøve, epilogen!
som horn i uren, og som sang paa vaagen,
saa er det sistes ― ― venner, at gi svar
paa dette, vil den prøve, epilogen!
Et spinkelt lite faldefærdig gjærde
av unge torneroser gjennembrutt,
skal denne enkle epilogen være,
og langtifra symbolet paa en slut!
av unge torneroser gjennembrutt,
skal denne enkle epilogen være,
og langtifra symbolet paa en slut!
Men la oss drømme et sekund ved grinden
og tie under juninattens sigd
og blande vore aandedræt med vinden,
og faa vor fælles ættevilje vigd!
og tie under juninattens sigd
og blande vore aandedræt med vinden,
og faa vor fælles ættevilje vigd!
Ti se, det store træet over skogen,
som grønnes prægtig under maanens smil,
saa drygt i kronen, og saa bredt i bogen,
er Thules gamle tuntræ, Ygdrasil!
som grønnes prægtig under maanens smil,
saa drygt i kronen, og saa bredt i bogen,
er Thules gamle tuntræ, Ygdrasil!
Vi føler at det langelige ljom i
dets brede fletninger, er racens sang,
som klinger ut fra Geysir til Suomi
henover Nordens bjærg og skog og vang!
dets brede fletninger, er racens sang,
som klinger ut fra Geysir til Suomi
henover Nordens bjærg og skog og vang!
O, hvilken æventyrlig saamand saadde
det kongelige træet paa sin gald,
er skjult i sagas morgenrøde skodde,
men en ting vet vi da: Det var en skjald!
det kongelige træet paa sin gald,
er skjult i sagas morgenrøde skodde,
men en ting vet vi da: Det var en skjald!
Dog, si til ham ved sagen, ham bak plogen,
til ham ved vegten, disken, si ham det:
«En skjald har saadd det største træ i skogen !»
— og hør, hvor høit og godslig han vil le!
til ham ved vegten, disken, si ham det:
«En skjald har saadd det største træ i skogen !»
— og hør, hvor høit og godslig han vil le!
Men fy, til slike bittersure tanker
maa ikke epilogen gi sig hen!
Den har at kryste mindets søte ranker
i blanke bægre mellem ven og ven!
maa ikke epilogen gi sig hen!
Den har at kryste mindets søte ranker
i blanke bægre mellem ven og ven!
Den har at syne os den gyldne kjæde,
hvis ledd av flamme funkler i enhver —
og saa formaa sig til, paa skrømt at sprede,
hvad der av sind blev sammenføiet her!
hvis ledd av flamme funkler i enhver —
og saa formaa sig til, paa skrømt at sprede,
hvad der av sind blev sammenføiet her!
Fly, fugle, fri av alle festens snarer,
I sliter i den siste nu ikveld!
Fly, sjæler, hjem igjen til ting, som varer —
I fare savnet, og I fare vel!
I sliter i den siste nu ikveld!
Fly, sjæler, hjem igjen til ting, som varer —
I fare savnet, og I fare vel!
Av det, vi vandt os, venner, var det beste
et samsyn i vor kamp og vore kaar!
Kan det forøkes, var det værdt at feste
ved fyldte bægere, hvert halve aar!
et samsyn i vor kamp og vore kaar!
Kan det forøkes, var det værdt at feste
ved fyldte bægere, hvert halve aar!