Ephemerer/19

Andreas Munch

Ephemerer

Utgitt av Johan Dahl, 1836 (s. 75–82).

Ghaseler.

I.

Mangen dunkel stille Aften paa min Fremtid tænkte jeg,
Mangen frisk og deilig Morgen al min Fremtid skjænkte jeg.
Naar jeg gik tilsengs om Natten faldt en Verden over mig,
Naar mig Solen tidlig vakte alle Lænker sprængte jeg.
Ofte gik jeg paa Contoiret, flittig som et Pendeluhr
Og fuldproppet af Artikler over Loven hængte jeg –
Men, naar Fuglen ind ad Vinduet sang sin glade Frihedssang,
Sprang jeg op, og Bog og Akter hen i Krogen slængte jeg.
Naar jeg vilde Indlæg skrive som en Prokurator klog,
Uvilkaarlig alle Linier ind i Versform trængte jeg.
To Extremer ei forliges, hvo skal vige Pladsen her?
Saa jeg spurgte og min Tanke dybt i Grublen skænkte jeg,
Kunde dog ei Dybet lodde, var og blev en Mellemting:
Til det Ene, til det Andet hver en Udvei stængte jeg.

II.
Hvor Lauren dufter, kan man digte, male:
Hid trænger kun en fjern og dösig Tale
Om Kunstens friske Blomst paa Livets Urt,
Her holde Folk sig til Naturen, prale
Med Fjeldets Bryst, som stirrer bart og purt,
Her laer man Mosset groe i stive Dale
Og sidder selv i Stuen og seer surt.
Jeg veed det vel, der er et Land, hvor svale
Og milde Dufte gjennem Skoven gaae,
Hvor Kunstnerlivet ligger ei i Dvale,
Men blusser herligt under Sydens Blaa.
I luftige, I skjönne Söilesale,
Hvor Billedverdnen hænger i sin Krands!
Skal Eders Pragt i skuffende og gale
Morgenaasyn kun dæmre for min Sands?
Hvi er jeg mat, hvi kan jeg ei befale
Hid til mit Land en Gnist af Eders Glands?
Ak! jeg er udenfor den hele Dands
Og bider mig knapt fast i Livets Hale.

III.

Ofte skjænder jeg paa Skjæbnen, at jeg maa i Landet være
Og fastfrossen som en Iistap til et Fjeld forbandet være.
Ofte sender jeg min Tanke om den krumne Horizont,
For at speide ud, hvor deiligt det maa hist bag Vandet være.
For de hvide Silkeseil gaaer Tankeskibet höit og let,
Og med önsker og med Drömme maa det fuldt bemandet være.

Ak! det kommer ei tilbage med et Svar fra Palmens Kyst,
Paa Koralrev dybt mod Syden maa det vistnok strandet være.
Gid jeg sank tilbunds med Vraget i det varme, blöde Hav –
Gid jeg kunde som et Fnug i Sydens Dufte blandet være!
Dog, med stive Fingre maa jeg sidde her og skrive sligt –
Resignere hedder Lösnet, naar det ei kan andet være.

IV.

Jeg havde vel en Dröm engang, end hilse fjernt dens Dage mig,
Jeg husker deres Pragt og Lyst, hvo bringer dem tilbage mig?
I skjönne, grönne Haver gik jeg mellem höie Blomstertræer,
Og fra hver Kvist en gylden Frugt jeg modig kunde tage mig,
Den söde, unge Morgenluft, de klare Springvand lædsked mig,
Fra Rosenbusken hilsed sagte Nattergalens Klage mig,
Forunderlige Kvinder dandsed om mig paa det vaade Græs –
De vinkte mig enhver til sig og sögte at behage mig.
Og hulde Toner fulde gik i Bölger om mit spændte Bryst
Og i bacchantisk Hvirvel Alt med Vælde vilde drage mig. –

Da vaagned jeg, og fölte nu at Drömmen var bedragelig,
At jeg var end paa denne Jord, var fattig, sulten, svagelig,
At Verden end en dygtig Stund ret vilde gjennembage mig.
Nu maa jeg atter paa min Post med Platituder plage mig –
Hvad Under om det hele Liv herefter ei vil smage mig?

V.

Gav Skjæbnen dig en Lyra i Forlening,
Da hæng den bort, sög en reel Betjening.
Hvad nytter det at synge og at spille,
Hvor Alt chrystalliseres i Forstening?
Hvem agter vel paa dine lette Sange,
Hvor det Solide spreder sin Forgrening
I tykke Bugter over Landets Kroge?
Tag Deel i denne spisende Forening,
Fortjen dit Bröd, skriv Akter reent, hug Brænde –
Men dræb for Alting Sjælens indre Mening.

VI.

Men, hvad hörer jeg min Kjære, er du ei forlovet endnu?
Har da Amor i dit Hjerte paa sit Kogger sovet endnu?
Tro for Alting ikke dette, ofte har han spændt sin Bue,
Tro dog ikke, at af Kjönnet Ingen har mig hovet endnu:

Mangt et sort og deiligt öie har i Brystet tændt sin Lue –
Hjertet har jeg længst bortgivet, Haanden dog ei lovet endnu,
Ud at speide og at krydse, Aanden længst har sendt sin Due –
För den kommet er tilbage, har jeg ikke vovet endnu.

VII.

Engang, engang i Hast jeg fik
Et Lyn af hendes sorte Blik.
Jeg vidste neppe hvad det var,
Beruset, uden Sands jeg gik,
Alene til mit stille Hjem.
Der tolked jeg den gamle Skik,
Det tause öies söde Sprog,
Og önsked kun endnu en Drik
Af denne klare Kildes Dyb.
Jeg drömte endog om et Nik
I Tilgift til mit öiekast –
Ak Gud! jeg gjorde falskt Bestik.
Den næste skjönne Morgenstund
Jeg saae igjen min lille Strik,
Nu var hun ikke ene meer,
En Officeer ved Siden gik,
Af ham jeg nu til Velkomst fik,
Et ikke meget kjærligt Blik.

VIII.

Inderst i den klare Bugt,
Smiler Huset hvidt og smukt,
Kysses halvt af Voven södt,
Halvt af Popler indelukt.
Over Husets blanke Tag
Fölger Maanen Skyens Flugt.
I det nordre Vindve hist
Er ei endnu Lyset slukt:
Bag det hvide, tynde Flor
Svæver let en Skygges Flugt.
Kunde jeg min Tankes Magt
Som en kraftig Vinge brugt –
Sad jeg bag Gardinet nu,
Plukked Livets bedste Frugt.

IX.

Baaden vugges paa den maaneblanke Flade,
Langs de brune Sider glider Voven hen,
Ned i Bunden, paa de törre Blade,
Halvt den skjönne Glut er soven hen.
Mod den hvide Pande, mod de blöde Lokker
Böier jeg mig dybt, forvoven hen –
Alt er stille, kun de fjerne Klokker
Klinge sagte over Skoven hen.
Turde jeg i denne tause Aftenscene
Aande let et Kys her oven hen!
Modig kun! jeg er jo ganske ene
Medens Baaden driver doven hen.'

X.

Hver Aftenstund min Pige sang
Fra Hjörnevindvet ud mod Havet,
Min Sjæl ved disse Toner hang,
I dem laae alt mit Liv begravet.
Den klare, drömmerige Klang
Flöd sagte over Lund og Bölger,
Et Udtryk af den dunkle Trang
Som Ungdomshjertet stille dölger.
Hvor stormed jeg, naar Stemmen svang
Sig kjækt paa Flugt i Aftenduften!
Hvor smelted jeg, naar i en lang
Akkord den döde hen i Luften!
Min indre Frister jeg betvang,
Jeg nöied mig med hendes Sange,
Jeg aldrig ind ad Vinduet sprang:
For Svarets Alvor var jeg bange.
I Lunden ved min Piges Bolig
Jeg lytted kun til hendes Sang:
Det er saa södt at vugges rolig
Paa Haabets blöde Bölgegang.

XI.

Siden ei mit friske Liv kan dit Hjerte tvinge,
Vil jeg nu mit kolde Liig dig til Gave bringe.
Da jeg kommer dig dog nær, kan dig tæt beröre:
Af mit dunkle blöde Haar du en Fletning svinge,
Læg den om din Pande glat, husk den er forloren.
Mine öine tro og blaa, kjækt du gjennemstinge –
Hæng dem i dit öre da, det er Amethyster.
Paa din skjönne hvide Hals, i de gyldne Ringe,
Fatte du mit Hjerte ind, som en röd Karfunkel.
Men for denne Stads jeg dog Eet mig vil betinge:
Er du ene for dig selv, Aftenen er dunkel,
Vifter jeg din röde Kind med min Dödningvinge –
Sidder du og drömmer södt ved dit Flygels Toner,
Hörer du mit sidste Skrig skjærende at klinge.

XII.

Ak, den bedste Halvdeel af mit Liv er skaaren bort,
Tomt og öde gaber kun det sorte Dyb.
Med de sidste Timer svinder Vaaren bort,
Aldrig smagte jeg dens söde Blomsterduft.
Hvad jeg elskte er til Graven baaren bort –
Vil jeg med min Klage gaae fra Dör til Dör,
Vise de med blodig Spot kun Daaren bort.
Ingen Ven jeg eier, ingen Læbe meer
Af de blege Kinder kysser Taaren bort.

---