Ak! seer du ei hisset den eensomme Borg At skygge saa mörk som en Kjæmpes Sorg Udover de glindsende Vande? See! bange og let maa Fuglen flye Det Sted, hvor Taarnet kaster mod Sky Sin stolte, truende Pande.
Den sydlige Himmel staaer blank og let Og smiler over den mörke Plet I Havets rolige Midte. De franske Lillier i Kongens Flag For Vinden vaie med matte Slag Fra Fængslet paa St. Marguerite.
Vel kan den fraadende Bölge gaae Mod Fængslets Klipper, som vilde den slaae Hver Lænke af Fangen, som græder – Men nu er den taus, og blöd og rund Den hulker om Borgens murede Grund Og hvisker om Frihed og Hæder.
JERNMASKEN
Der sidder en Fange i Taarnet hist. Til Vovernes Mumlen lytter han vist, De bringe ham skjönne Noveller – Selv er han begravet i Muren stiv, Og om hans Skjæbne og om hans Liv Et dunkelt Sagn kun fortæller.
Hvem er han? hvo saae ham? hvad har han forbrudt? Ak, Ingen svarer. Han er forskudt Af Livet og Menneskers Blikke – Thi Kongen vil det. Dog gaaer der et Ry, En snigende Gysen fra By til By – Jernmasken glemmer man ikke.
Hör Klokken kalder til Herrens Bord, – Igjennem en lang og mörk Korridor Soldater til Kirken drage. I Midten gaaer der en Fange med, Hans Hoved er böiet og tungt hans Fjed – Jernmasken! tilbage, tilbage.
Et Blik paa Fangen de kaste dog: Hvad ligner Rædselens stumme Sprog – Han eier ei Menneskets Miner: En Maske af skinnende, tungt Metal Er smedet om Hovedets fine Oval, Og fæl og dödkold den griner.
Hans Træk ei nogen Dödelig saae, Den friske Sol ei hvilte derpaa Med al sin deilige Södme. Han kjendte aldrig det ædle Spil Af Mundens Smilen, af öiets Ild, Af Kindens yndige Rödme.
Fra Altret föres han atter bort Til Cellen dybt ind i Muren giort – Der er han atter begravet. Og Ingen mærker den usle Krog, Der pines han dog, der sidder han dog Og stirrer udover Havet.
Om Aftnen stiger der mangengang Fra Taarnet en dyb og bævende Klang, Som sagte paa Bölgerne gynger – Kun Fiskeren lytter dertil i sin Baad. Hans barske öie glindser af Graad: Det er Jernmasken som synger.
Den Fangnes Sang er Melancholie; Der aander en Ström af Længsel deri, Af mörk, af brændende Længsel. Den glider udover det stille Hav, Den trygler om Hjælp, den har kun eet Krav: O kommer! O sprænger mit Fængsel!
Men Ingen kommer: Thi Ludvigs Arm Knuger hver Villie og lukker hver Barm Og tung over Landene hænger. Kun Tanken er fri – og fri som en Fugl Den flyver derop og speider i Skjul Bag Vindvets gittrede Stænger.
Kun snæver er Cellen, og mörk og krum Under Loftet ruger dunkel og stum Et Fængsels kvælende Gysning. Paa Væggen pikker et eensomt Uhr, Fra Vindvet gjennem den tykke Muur Falder en dæmrende Lysning.
Men Taflet er dækket med Sölv og Glands, Med Retter at kildre en Fyrstes Sands, Med Vine, duftende, röde: Den hele rige bugnende Last Er kun en skarp, en bitter Contrast At spotte den Fangne, den Döde.
Hist sidder han selv. See, han har lagt Sin Maske bort, dog holder den Vagt Og griner fra Væggens Stene – Thi skal han ud blandt Mennesker gaae Da maa han atter smedde den paa – Men nu, nu er han alene.
Dog ak, hans Træk er skjulte som för: Selv Tanken kan ei löfte det Slör Hvorunder hans Aasyn sover – Thi see, hans lange, hans dunkle Haar Sine blöde Lokker om Ansigtet slaaer Og skygger ganske derover.
Kun Panden er bar. O! hvor den er stolt, Som om en Verden den indeholdt, Denne hvide, hvælvede Pande! Ak, dens kjække Planer, de Sjælens Bud, Kan ikke flyve i Livet ud Og bygge sig Stæder og Lande.
Hvi sidder han böiet, med ivrigt Sind? Hvad er det han ridser i Sölvfadet ind Mens lavt med sig selv han taler? Han venter ei Frihed, han önsker kun At Verden skal kjende en liden Stund, Hans Skjæbne, hans Navn, hans Kvaler.
Nu kaster han det. Med skjælvende Fryd Han lytter til Sölvets klingende Lyd, Som falder fra Klippe til Klippe. Det pladsker i Söen. Ha! mon det sank? Man bjerger det vist; thi Skiven er blank – Selv han kan ei Haabet slippe!
En fattig Fisker trækker det op – Ak, han er en lydig, en ærlig Krop, Han bringer det til Kommandanten. Herren fixerer det arme Bæst Og tordner til ham: Skurk, har du læst Hvad her staaer ridset i Kanten?
Fiskeren skjælver og knuger sin Hat, Sværger at hvad der i Skrift er sat At tyde han aldrig vidste. ”Gaa hjem da Slave, og tak din Gud, Thi havde du fundet en Töddel ud, Var denne Time din sidste.”
Men Fangen venter. Han drömmer saa lyst – Han hörer sit Navn gaae fra Kyst til Kyst Og vække den Hevn, som har sovet. Ak, Loddet han kasted i Skjæbnens Hav Fremkalder kun en mörkere Grav, Som lukker sig over hans Hoved.
Nu er han forsvunden. Tomt Taarnet staaer, Den smeltende Klage aldrig gaaer Om Aftnen hen over Söen – Den skrækkende Maske ei meer man seer I Messen – aldrig, ak aldrig meer Man hörer til Fangen paa öen.
Man troede ham död. Han var det ei – Endnu maa han rave en dunkel Vei I Bastillens fugtige Huler. Der har han mistet sin sidste Tröst: Han seer ei Havets aandende Bryst, Ei Stormen som over det kuler.
Men om hans Fangehuls snævre Muur, Der myldrer Paris i et större Buur, Dresseres og dandser i Blinde – Kong Ludvig giver Musikken dertil Og skotter imellem til Fængslet vild: Han veed hvad der lurer derinde.
Her tabes Jernmaskens Spor i en örk, Her döde han bort. Hans Död var mörk, Var skjult som hans mystiske Skjæbne. Men er det muligt at Geisten kan Forlade sin Grav – da maatte vel Han Tilbage for Hævnen at væbne.
Ha! var det hans Aand som rastlös gik, Og tændte Mod dybt i Slavens Blik, Og lærte Folket at tænke? Kun han blandt Alle paa Jorden her Ret kunde forstaae, hvor södt det er At bryde den knugende Lænke.
See! ned i Glemsels glidende Ström Bastillen sank som en kvælende Dröm, Med sine Volde og Taarne: Saa brast hvert Tryk paa vor skjönne Jord, Af Frihedens Aande, af Frihedens Ord, Som Avner ere de baarne.
Ja! Tiden har kastet sin Maske væk Og viser de store, dristige Træk, De aandfulde, spillende Miner. Frihedens Banner hæver han kjækt Og ruller det over en gjenfödt Slægt; Han staaer paa Bastillens Ruiner.
Hvad skader det nu at Ingen veed Hvem Jernmasken var, og hvad han leed? Har Tiden ei fuldendt hans Levnet? Skafottet drak af en Ludvigs Blod, Paa Magtens Nakke staaer Slavens Fod; Jernmasken, Jernmasken er hevnet!
