Ephemerer/17
Utgitt av Johan Dahl, (s. 63–65).
Vandlillien.
Paa Söens Bund,
I den kjölige Grund,
Grönnes den ene
Mellem Sneglehuse og Stene.
Hvor de hulkende Vover
Glide tunge henover
Den spæde Rod
Og kvæle dens spirende Mod.
I den kjölige Grund,
Grönnes den ene
Mellem Sneglehuse og Stene.
Hvor de hulkende Vover
Glide tunge henover
Den spæde Rod
Og kvæle dens spirende Mod.
Hvor Fiske roe,
Som dösige gloe –
Hvor Blöddyr klamme
Hænge sig fast paa den unge Stamme,
Hvor östers i Tanker
Gabe paa slimede Banker,
Det grönne Siv
Föler sit höiere Liv.
Som dösige gloe –
Hvor Blöddyr klamme
Hænge sig fast paa den unge Stamme,
Hvor östers i Tanker
Gabe paa slimede Banker,
Det grönne Siv
Föler sit höiere Liv.
Om Vaaren, naar
Solöiet staaer
Varmt over Voven
I de luftige Sale foroven,
Naar Vaaren svinger
De store, de duftende Vinger
Og Morgenklokken ringer:
De bæver dens Klang
Gjennem Dybets Hvælvinger lang.
Solöiet staaer
Varmt over Voven
I de luftige Sale foroven,
Naar Vaaren svinger
De store, de duftende Vinger
Og Morgenklokken ringer:
De bæver dens Klang
Gjennem Dybets Hvælvinger lang.
Og vækker med Kraft
Den ædlere Saft
I den slumrende Lillie
Til en kjæk og stormende Villie.
Sine grönne Stænger
Skyder den længer og længer,
Til de eengang naae
Det friske, det himmelske Blaa.
Den ædlere Saft
I den slumrende Lillie
Til en kjæk og stormende Villie.
Sine grönne Stænger
Skyder den længer og længer,
Til de eengang naae
Det friske, det himmelske Blaa.
Da folder den ud
Sit Hjertes Brud:
Paa den blanke Flade
Vugges de glindsende Blade,
Og Lilliens Bæger
Lukker sig op, og kvæger
Den hungrige Luft
Med sin söde, drömmende Duft.
Sit Hjertes Brud:
Paa den blanke Flade
Vugges de glindsende Blade,
Og Lilliens Bæger
Lukker sig op, og kvæger
Den hungrige Luft
Med sin söde, drömmende Duft.
Den visner i Hast –
Thi den hænger fast
Med sin Rod i Dybet,
Mellem Fiskestimen og Krybet
Ere Bladene sjunkne
Og Stænglerne slappe og runkne –
Falder Blomsten af
I den vaade, den slugende Grav.
Thi den hænger fast
Med sin Rod i Dybet,
Mellem Fiskestimen og Krybet
Ere Bladene sjunkne
Og Stænglerne slappe og runkne –
Falder Blomsten af
I den vaade, den slugende Grav.
Hvad er det saa meer?
Engang den seer
Dog en venlig Strimmel
Af Hjemmets lysende Himmel,
Engang den luer
Under Templets tonende Buer –
En slig Sekund
Veier vel op imod Dödens Blund.
Engang den seer
Dog en venlig Strimmel
Af Hjemmets lysende Himmel,
Engang den luer
Under Templets tonende Buer –
En slig Sekund
Veier vel op imod Dödens Blund.