Ephemerer/16
Utgitt av Johan Dahl, (s. 61–62).
Den blinde Pige.
Hvem er den deilige Pige hist,
Med de brune Haar?
Forladt, som en eensom Fugl paa Kvist,
Hun ved Træet staaer.
Tunge Taarer sig liste
Nedad blege Kind,
I Kredsen er hun den sidste –
Har hun Sorg paa Sind?
Hvi stirrer hun frem saa stivt og vist?
Ak! hun er blind.
Med de brune Haar?
Forladt, som en eensom Fugl paa Kvist,
Hun ved Træet staaer.
Tunge Taarer sig liste
Nedad blege Kind,
I Kredsen er hun den sidste –
Har hun Sorg paa Sind?
Hvi stirrer hun frem saa stivt og vist?
Ak! hun er blind.
Paa Pladsen under de grönne Træer
Klinger fuld Musik:
I lange Rækker dandse de her
Efter Söndagsskik,
De klare svævende Sange
Stige höit mod Sky –
Ak! alle, bævende, bange
For den Blinde flye:
Lad hende kun ene under sin Lind –
Hun er jo blind.
Klinger fuld Musik:
I lange Rækker dandse de her
Efter Söndagsskik,
De klare svævende Sange
Stige höit mod Sky –
Ak! alle, bævende, bange
For den Blinde flye:
Lad hende kun ene under sin Lind –
Hun er jo blind.
Engang var hun med i den raske Dands
Med Liv og Blod.
Engang havde öiet sin fulde Glands
Og Hjertet sit Mod.
Engang var hun ikke alene,
Men en kjærlig Arm
Slog sine kraftfulde Grene
Om hendes Barm.
Engang var der Morgen i hendes Sind,
Nu er hun blind.
Med Liv og Blod.
Engang havde öiet sin fulde Glands
Og Hjertet sit Mod.
Engang var hun ikke alene,
Men en kjærlig Arm
Slog sine kraftfulde Grene
Om hendes Barm.
Engang var der Morgen i hendes Sind,
Nu er hun blind.
Nu hörer hun fjernt det friske Liv,
Som Liigklokkeklang,
Den Vei hun endnu gaaer bleeg og stiv,
Er en natlig Gang.
Hvor er du, trofaste Beiler?
Hjelp din Pige ud! –
Paa fremmede Hav han seiler,
Han forlod sin Brud.
Han trykked just Tornen i öiet ind –
Hun græd sig blind.
Som Liigklokkeklang,
Den Vei hun endnu gaaer bleeg og stiv,
Er en natlig Gang.
Hvor er du, trofaste Beiler?
Hjelp din Pige ud! –
Paa fremmede Hav han seiler,
Han forlod sin Brud.
Han trykked just Tornen i öiet ind –
Hun græd sig blind.
Der sidder hun ved sin Moders Dör
Mangen Aftenstund,
Naar Solen kaster sit röde Slör
Over Söe og Lund.
Aftenskyerne drage
Gyldne i det Blaa –
Fjernt over Byens Tage
Skovene staae –
Men i Sjælens Nat seer hun kun ind,
Ak! hun er blind!
Mangen Aftenstund,
Naar Solen kaster sit röde Slör
Over Söe og Lund.
Aftenskyerne drage
Gyldne i det Blaa –
Fjernt over Byens Tage
Skovene staae –
Men i Sjælens Nat seer hun kun ind,
Ak! hun er blind!