Ephemerer/15
Utgitt av Johan Dahl, (s. 58–60).
En Digters Sorg.
(Til Oehlenschlæger ved hans Datters Död.)
(Til Oehlenschlæger ved hans Datters Död.)
En Digter skaber sig selv et Land:
En egen underfuld Verden,
Hvorhen han flygter fra skyfuld Strand,
Fra Kvalmen, fra Hverdagsfærden.
Der sidder han paa sin Kongestol
Og Livet med Kunsten maaler,
Og samler i een klartskinnende Sol
De spredte, dæmrende Straaler.
En egen underfuld Verden,
Hvorhen han flygter fra skyfuld Strand,
Fra Kvalmen, fra Hverdagsfærden.
Der sidder han paa sin Kongestol
Og Livet med Kunsten maaler,
Og samler i een klartskinnende Sol
De spredte, dæmrende Straaler.
Men endnu er han ikke tilfreds
Med alle de luftige Skatte,
Og i sin evige Tryllekreds
Sit Jordliv vil han indfatte;
De Kjære vil han end fængsle til
Sit Liv med en varig Flamme,
Og Maleriet han lösne vil
Udaf den knugende Ramme.
Med alle de luftige Skatte,
Og i sin evige Tryllekreds
Sit Jordliv vil han indfatte;
De Kjære vil han end fængsle til
Sit Liv med en varig Flamme,
Og Maleriet han lösne vil
Udaf den knugende Ramme.
Men tvinge Naturens stærke Vold –
Det Ingen paa Jorden kunde:
Det Ingen paa Jorden kunde:
Snart gaaer en Gravluft skjærende kold
Igjennem Digterens Lunde.
Hans Elskte synker paa Baaren lam,
Hans Sange hjelpe ham ikke,
Og Liget og Livet stirre paa ham
Med brustne og stive Blikke.
Igjennem Digterens Lunde.
Hans Elskte synker paa Baaren lam,
Hans Sange hjelpe ham ikke,
Og Liget og Livet stirre paa ham
Med brustne og stive Blikke.
Det Liv han næred' med eget Blod
Og vugged' i Faderarme,
Udrives nu fra hans Hjerterod
I Ungdommens förste Varme.
Da synker han kraftlös ned en Stund
Og Smerten gaaer i hans Indre,
Han stirrer kun ud i den dunkle Grund
Og seer ei, hvor Stjerner tindre.
Og vugged' i Faderarme,
Udrives nu fra hans Hjerterod
I Ungdommens förste Varme.
Da synker han kraftlös ned en Stund
Og Smerten gaaer i hans Indre,
Han stirrer kun ud i den dunkle Grund
Og seer ei, hvor Stjerner tindre.
Et Gravkapel er den lyse Sal
Og blegned' er Digtets Farver;
Hvert Skjönhedsbilled, hvert stort Ideal
Nu grine som tomme Larver.
Men aldrig döer dog Digterens Ild,
Han kan ei slippe Naturen:
Snart vaagner han atter, og strække vil
Sin Vinge udover Muren.
Og blegned' er Digtets Farver;
Hvert Skjönhedsbilled, hvert stort Ideal
Nu grine som tomme Larver.
Men aldrig döer dog Digterens Ild,
Han kan ei slippe Naturen:
Snart vaagner han atter, og strække vil
Sin Vinge udover Muren.
Mod Kvalerne i sit eget Bryst
Han kjæmper med al Formue,
Og seirende stiger i vante Lyst,
Den hellige Digterlue.
I denne lyse, strömmende Glands
Han skuer sin Elskte forklaret,
Og spörgende seer han mod Stjerners Krands –
Hans Genius sender ham Svaret.
Og blikker djærvt gjennem Taaren,
Ham Trösten tilvifter sin Aande varm,
Han dvæler ei ene ved Baaren:
Thi Kjærlighed tröster ham tro i Skjul,
Erindring med ham har vaaget,
Og Haabet sidder som liden Fugl
Og kviddrer paa Kistelaaget.
Han kjæmper med al Formue,
Og seirende stiger i vante Lyst,
Den hellige Digterlue.
I denne lyse, strömmende Glands
Han skuer sin Elskte forklaret,
Og spörgende seer han mod Stjerners Krands –
Hans Genius sender ham Svaret.
Saa staaer han ved Liget med mandig Barm,
Og blikker djærvt gjennem Taaren,
Ham Trösten tilvifter sin Aande varm,
Han dvæler ei ene ved Baaren:
Thi Kjærlighed tröster ham tro i Skjul,
Erindring med ham har vaaget,
Og Haabet sidder som liden Fugl
Og kviddrer paa Kistelaaget.