Ephemerer/14
Utgitt av Johan Dahl, (s. 55–57).
Den förste Sorg.
(Hertil et Staalstik.)
(Hertil et Staalstik.)
Den lille Lotte tænkte paa Alt og Ingenting,
En Sommerfugl hun svæved' i Solens Guld omkring,
I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,
Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.
En Sommerfugl hun svæved' i Solens Guld omkring,
I sine gule Lokker hun Vaarens Krone bar,
Som hendes Blik var Sjælen saa lyseblaa og klar.
Hun kjælte for sin Moder, hun var sin Dukke tro,
Hun saae paa sine Klæder og sine röde Skoe;
Men over Alle elskte hun dog en liden Fugl,
Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Juul.
Hun saae paa sine Klæder og sine röde Skoe;
Men over Alle elskte hun dog en liden Fugl,
Som Fader havde fanget paa Sneen sidste Juul.
Den sad og frös i Vindvet, i Vinterkuld og Vind,
Og saae saa bönligt just i den varme Stue ind:
Da ströede Fader Korn ud og lokked' den dermed
Og tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.
Og saae saa bönligt just i den varme Stue ind:
Da ströede Fader Korn ud og lokked' den dermed
Og tog den ind i Huset til Pleie og til Fred.
Men Lotte var lyksaglig, alene hun fik Lov
At pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov:
Hun bragte den sin Föde, hun dyssed' den i Blund,
Snart lærte den at pikke af hendes röde Mund.
At pleie og at passe den lille Gjæst fra Skov:
Hun bragte den sin Föde, hun dyssed' den i Blund,
Snart lærte den at pikke af hendes röde Mund.
Den kjendte hendes Stemme og hendes lette Gang,
Og takked' sin Veninde med mangen lystig Sang;
Tilsidst dog sad den stille og traurig i sit Buur:
Den hörte Vaaren kalde fra grönne Skovnatur.
Og takked' sin Veninde med mangen lystig Sang;
Tilsidst dog sad den stille og traurig i sit Buur:
Den hörte Vaaren kalde fra grönne Skovnatur.
Da slog den ud med Vingen og vilde flye sin Vei,
Men lille Lotte smiilte – ak! hun forstod det ei;
Hun lukked' Buret sikkert, hun gav den Vand og Fröe –
Men Fuglen vil kun Frihed, hvis ikke maa den döe.
Men lille Lotte smiilte – ak! hun forstod det ei;
Hun lukked' Buret sikkert, hun gav den Vand og Fröe –
Men Fuglen vil kun Frihed, hvis ikke maa den döe.
En Morgen flöi hun tidligt til Fuglen ud med Mad,
Og jubled' höit paa Veien, og var saa sjæleglad;
Men da hun kom til Buret, da glemte hun sin Sang:
Den kjære Fugl laae udstrakt paa Bunden stiv og lang.
Og jubled' höit paa Veien, og var saa sjæleglad;
Men da hun kom til Buret, da glemte hun sin Sang:
Den kjære Fugl laae udstrakt paa Bunden stiv og lang.
Hun tog den ud forsigtigt og kyssed' den saa ömt;
Men den blev kold og livlös, det var ei blot paa Skrömt –
Dens Hoved sank tilbage, i öiet Döden laae,
Da slap hun den forskrækket og stirred' taus derpaa.
Men den blev kold og livlös, det var ei blot paa Skrömt –
Dens Hoved sank tilbage, i öiet Döden laae,
Da slap hun den forskrækket og stirred' taus derpaa.
Og som hun stod der stille, hun blev saa underlig,
For hendes klare öie en Taage lagde sig,
Den söde Barndomsrödme fra hendes Kinder veeg
Og langsomt op til Hjertet en dunkel Smerte steeg.
For hendes klare öie en Taage lagde sig,
Den söde Barndomsrödme fra hendes Kinder veeg
Og langsomt op til Hjertet en dunkel Smerte steeg.
Hun kunde ikke vide hvad denne Smerte var,
Men Sorg i hendes Hjerte sin förste Rune skar,
Og præged' dybt sit Billed' i hendes blöde Træk,
Nu flöi den ikke meer med den sidste Taare væk.
Men Sorg i hendes Hjerte sin förste Rune skar,
Og præged' dybt sit Billed' i hendes blöde Træk,
Nu flöi den ikke meer med den sidste Taare væk.
Hun tænkte paa sin Moder, men ei saa let som för –
Og nye Verdner dæmred' bag Sorgens sorte Slör;
Thi som et Blik paa Havet fra Kystens mörke Borg,
Saa Livets Udsigt aabnes ved Barnets förste Sorg.
Og nye Verdner dæmred' bag Sorgens sorte Slör;
Thi som et Blik paa Havet fra Kystens mörke Borg,
Saa Livets Udsigt aabnes ved Barnets förste Sorg.