Ephemerer/13
Utgitt av Johan Dahl, (s. 51–54).
Spadseergang paa Fæstningsvolden.
Nu er det Söndagsaften. Solen
Skinner saa röd gjennem dunkle Rude
Paa Læsepulten paa Bogreolen,
Hvor Schous Forordninger, gamle Love
Med Stöv paa Snittet i Rader sove,
Og Heine, Bulwer og Hakon Jarl
Stikke frem bag örsted og Hurtigkarl.
Ak hör! hvor Somren lufter hist ude
Og vifter med varme Vinger over
Den grönne Mark og de friske Vover!
I Kamret her maa jeg sidde og ruge
Over Stöv og Skimmel den hele Uge,
Mens Solen smelter hver Steen paa Taget
Og Fisk man blöder i Nabolaget.
Skinner saa röd gjennem dunkle Rude
Paa Læsepulten paa Bogreolen,
Hvor Schous Forordninger, gamle Love
Med Stöv paa Snittet i Rader sove,
Og Heine, Bulwer og Hakon Jarl
Stikke frem bag örsted og Hurtigkarl.
Ak hör! hvor Somren lufter hist ude
Og vifter med varme Vinger over
Den grönne Mark og de friske Vover!
I Kamret her maa jeg sidde og ruge
Over Stöv og Skimmel den hele Uge,
Mens Solen smelter hver Steen paa Taget
Og Fisk man blöder i Nabolaget.
Nu lukker jeg Loven og Processen
Og iler saa op paa Fæstningsvolden,
Hvor Damestadsen og Byenoblessen
Glimrer i Solen heel og holden;
Spadserer rundt om den gamle Muur,
Seer fornemt ud i den lyse Natur,
Og iler saa op paa Fæstningsvolden,
Hvor Damestadsen og Byenoblessen
Glimrer i Solen heel og holden;
Spadserer rundt om den gamle Muur,
Seer fornemt ud i den lyse Natur,
Og spörge Uhret om Tiden er omme,
Om ikke Dampskibet snart vil komme.
Om ikke Dampskibet snart vil komme.
Det lufter svalt gjennem Lindekroner
Og Sang og Flöite fra Söen toner,
Den blanke Fjord sine Arme slaaer
Om Fæstningspynten, hvor Slottet staaer.
De hvide Mure og Taarn og Lund
See omvendt ned i den klare Bund.
Baaden svæver paa Bölgespeilet,
En enkelt Luftning blaffer i Seilet –
En eensom Sky staaer paa Himlen sort
Og skygger langt over Vandet bort.
Her vrimler det paa de brede Gange
Af Herrer og Damer i Rækker lange:
Det er en broget, en lystig Flok,
Man fægter med Parasol og Stok.
See hisset de evigt nikkende Fjer,
Nu hilser man hist, nu hilser man her –
Det hele er Mangen kun til Besvær.
Og Sang og Flöite fra Söen toner,
Den blanke Fjord sine Arme slaaer
Om Fæstningspynten, hvor Slottet staaer.
De hvide Mure og Taarn og Lund
See omvendt ned i den klare Bund.
Baaden svæver paa Bölgespeilet,
En enkelt Luftning blaffer i Seilet –
En eensom Sky staaer paa Himlen sort
Og skygger langt over Vandet bort.
Her vrimler det paa de brede Gange
Af Herrer og Damer i Rækker lange:
Det er en broget, en lystig Flok,
Man fægter med Parasol og Stok.
See hisset de evigt nikkende Fjer,
Nu hilser man hist, nu hilser man her –
Det hele er Mangen kun til Besvær.
I Vinklen derhenne, höit paa Terrassen,
Sidder en norsk Janitschar-Musik
Og blæser ret djærvt efter Söndagsskik;
Og pyntede Folk af Middelclassen
Om Musikanterne roligt staae
I tætte Klynger og see derpaa.
Musikken er vel kun saa som saa –
Hvad den mangler i Kunsten, den har i Kraften,
Men klinger dog smukt i den stille Aften
Og taber sig fjernt i det rene Blaa.
Sidder en norsk Janitschar-Musik
Og blæser ret djærvt efter Söndagsskik;
Og pyntede Folk af Middelclassen
Om Musikanterne roligt staae
I tætte Klynger og see derpaa.
Musikken er vel kun saa som saa –
Hvad den mangler i Kunsten, den har i Kraften,
Men klinger dog smukt i den stille Aften
Og taber sig fjernt i det rene Blaa.
Tvert over Sundet staaer Hovedöen
Og speiler sig bar og skaldet i Söen.
Og speiler sig bar og skaldet i Söen.
Sörgmodig den over paa Vrimlen seer:
Den har jo ikke sin Krone meer.
Den har jo ikke sin Krone meer.
Der stod i gamle Tider
De höie Klostertaarne,
Med mosebegroede Sider
Og spidse Buer, baarne
Af plumpe Graasteenspiller.
De höie Klostertaarne,
Med mosebegroede Sider
Og spidse Buer, baarne
Af plumpe Graasteenspiller.
Der steeg fra Klostermuren
De dybe Aftensange,
Og svaredes af Luren
Fra Kongeborgens Gange,
Og fjernt af Droslens Triller.
De dybe Aftensange,
Og svaredes af Luren
Fra Kongeborgens Gange,
Og fjernt af Droslens Triller.
Der gik de fede Munke.
Med Rosenkrands og Bjælder,
Der laae de fyldte Dunke
Kjölt i den dybe Kjælder.
Med Rosenkrands og Bjælder,
Der laae de fyldte Dunke
Kjölt i den dybe Kjælder.
Nu stirre kun de golde
Og brune Bakker over
Paa demolerte Volde,
Hvor Heltekraften sover.
Og brune Bakker over
Paa demolerte Volde,
Hvor Heltekraften sover.
Hvor Mindet ned man skjærer
Og gammel Form forvandsker,
Mens Folket der spadserer
I Baand og Flor og Handsker.
Og gammel Form forvandsker,
Mens Folket der spadserer
I Baand og Flor og Handsker.
Hör hvor det bruser med dumpe Slag:
Nu kommer endelig Constitutionen;
Hjulene gribe med Kjæmpetag
I den blanke Flade og knuse Speilet.
Nu kommer endelig Constitutionen;
Hjulene gribe med Kjæmpetag
I den blanke Flade og knuse Speilet.
Den hvide Foss som en Slange glider
Langs henad Dampskibets sorte Sider.
See den lange Fure, hvor det har seilet!
Rögsöilen bugter i Luften svag,
I Vandet slæber det röde Flag.
Langs henad Dampskibets sorte Sider.
See den lange Fure, hvor det har seilet!
Rögsöilen bugter i Luften svag,
I Vandet slæber det röde Flag.
Al Sværmen strömmer nu efter Tonen
Til Havnen, at see, Enhver som kan,
Naar Passagererne stige iland.
Lad dem staae og trænges paa Hjörrings Brygge
Og gabe paa den fremmede Mand!
Her er jeg Herre paa Volden ene,
Inddrikker den liflige Aftenscene,
Sidder saa kjölt i den grönne Skygge
Og skriver netop paa dette Stykke.
Til Havnen, at see, Enhver som kan,
Naar Passagererne stige iland.
Lad dem staae og trænges paa Hjörrings Brygge
Og gabe paa den fremmede Mand!
Her er jeg Herre paa Volden ene,
Inddrikker den liflige Aftenscene,
Sidder saa kjölt i den grönne Skygge
Og skriver netop paa dette Stykke.