Ephemerer/12
Utgitt av Johan Dahl, (s. 47–50).
Börnene.
En sörgelig Sang jeg synge vil,
Lytter, o! lytter I Mödre dertil!
Tryk Eders Börn i ömme Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme!
Lytter, o! lytter I Mödre dertil!
Tryk Eders Börn i ömme Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme!
I Bergen jeg engang en Rigmand saae,
Han havde en Hustru og tvende Smaae.
Hans Rigdom priiste tusinde Tunger,
Selv priiste han kun sine söde Unger.
Han havde en Hustru og tvende Smaae.
Hans Rigdom priiste tusinde Tunger,
Selv priiste han kun sine söde Unger.
Den Ældste var en dygtig Gut,
Med röde Kinder og rank opskudt;
Hans barnlige Lader var lidt forflöine,
Skjelmsk saae han ud af de kloge öine.
Med röde Kinder og rank opskudt;
Hans barnlige Lader var lidt forflöine,
Skjelmsk saae han ud af de kloge öine.
Moder sin Arm om den Anden slaaer –
Det er en Pige med Silkehaar,
Fine Kinder og Bryn, som drömmer
Over et öie, hvor Uskyld svömmer.
Det er en Pige med Silkehaar,
Fine Kinder og Bryn, som drömmer
Over et öie, hvor Uskyld svömmer.
Det er en Aften ved Sommertid,
Luften vifter saa sval og blid;
Luften vifter saa sval og blid;
I sin skjönne forgyldte Stue
Sidder den hele Familie til Skue.
Sidder den hele Familie til Skue.
Gjennem det klare Vindvesglas
Skinner Aftensolen tilpas;
Faderen fanger den op i Speile,
Làder dens Billed i Stuen seile.
Skinner Aftensolen tilpas;
Faderen fanger den op i Speile,
Làder dens Billed i Stuen seile.
Börnene juble og see dertil,
Ville gribe den hoppende Ild;
Moder sidder og strikker og smiler,
Kjærlighed paa hendes Læber hviler.
Ville gribe den hoppende Ild;
Moder sidder og strikker og smiler,
Kjærlighed paa hendes Læber hviler.
Nu kom der Besög af stive Mænd
Og pyntede Damer – see nu igjen!
Börnene bleve da skuffet tilside:
Fremmed kan ikke Smaabörn lide.
Og pyntede Damer – see nu igjen!
Börnene bleve da skuffet tilside:
Fremmed kan ikke Smaabörn lide.
Man talte först om det skjönne Veir,
At Solen nu havde vundet Sei'r;
En Dame raabte: Vi vil paa Landet,
De har jo en Villa tvers over Vandet.
At Solen nu havde vundet Sei'r;
En Dame raabte: Vi vil paa Landet,
De har jo en Villa tvers over Vandet.
En Tour! En Seilads! skreg man og bad –
Værten lod som om han var glad:
Baaden blev klaret og ladet med Kager,
Duftende Vine og skjönne Sager.
Værten lod som om han var glad:
Baaden blev klaret og ladet med Kager,
Duftende Vine og skjönne Sager.
Man var for mange, men vidste Raad:
Börnene skal i en mindre Baad,
Der kan de sidde med Tjener og Pige:
Börn skal lære tidligt at vige.
Börnene skal i en mindre Baad,
Der kan de sidde med Tjener og Pige:
Börn skal lære tidligt at vige.
Den lille Pige var bange og græd,
Vilde sidde hvor Moder var med –
Drengen saae bönlig paa sin Fader,
Det hjælper ikke – man dem forlader.
Vilde sidde hvor Moder var med –
Drengen saae bönlig paa sin Fader,
Det hjælper ikke – man dem forlader.
Prægtig og let gaaer den glade Seilads
Med Flöite og Sang og alslags Stads,
Voven bærer dem, sagte kruset,
Henimod Stranden, alt hvidner Huset.
Med Flöite og Sang og alslags Stads,
Voven bærer dem, sagte kruset,
Henimod Stranden, alt hvidner Huset.
Ha! da stormer med Eet fra Nord
En Kastevind gjennem den trange Fjord,
Raser ud af de dybe Klöfter,
Dödens Strube i Stormen snöfter.
En Kastevind gjennem den trange Fjord,
Raser ud af de dybe Klöfter,
Dödens Strube i Stormen snöfter.
Bölgerne reise sig vældigt og gaae,
Skummende ind over Fartöiet slaae,
I den store Baad man skriger og klynker,
Den mindre kantrer netop – og synker.
Skummende ind over Fartöiet slaae,
I den store Baad man skriger og klynker,
Den mindre kantrer netop – og synker.
Börnene sluges af Storm og Söe,
Fader og Moder see at de döe.
Endnu engang man seer deres Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme.
Fader og Moder see at de döe.
Endnu engang man seer deres Arme –
Herren sig over de Smaae forbarme.
Længere ud paa samme Nat
Lyset brænder dösigt og mat:
I den skjönne forgyldte Stue
Ligger nu to smaae Liig til Skue.
Lyset brænder dösigt og mat:
I den skjönne forgyldte Stue
Ligger nu to smaae Liig til Skue.
Vandet som flyder af Klæder og Haar,
I Strömme henad Gulvteppet gaaer.
Lukt er öiet og hvid er Panden,
Armene slyngede i hinanden.
Have ei Roe fra den samme Stund;
Kunne ei sine Smaabörn glemme,
Höre altid den söde Stemme.
I Strömme henad Gulvteppet gaaer.
Lukt er öiet og hvid er Panden,
Armene slyngede i hinanden.
Gud tröste de stakkels Forældre kun –
Have ei Roe fra den samme Stund;
Kunne ei sine Smaabörn glemme,
Höre altid den söde Stemme.
I Mödre, tænker paa denne Gru!
Kys Eders Smaae, I har dem endnu!
Föi kun deres uskyldige Tanker –
Föl hvor det lille Hjerte banker.
Kys Eders Smaae, I har dem endnu!
Föi kun deres uskyldige Tanker –
Föl hvor det lille Hjerte banker.
Vilde I at det stille laae
Dybt hvor de kolde Bölger gaae?
Börn maa hænge sig fast ved Livet,
Kunne ei miste hvad nys er givet.
Dybt hvor de kolde Bölger gaae?
Börn maa hænge sig fast ved Livet,
Kunne ei miste hvad nys er givet.