Ephemerer/11
Utgitt av Johan Dahl, (s. 43–46).
Poströveren.
I Præstegaarden, ved Vindvet, staaer
Den smukke Jette og venter,
Om Postbudet ikke hjemad gaaer,
Som Breve fra Byen henter.
Den smukke Jette og venter,
Om Postbudet ikke hjemad gaaer,
Som Breve fra Byen henter.
Hun har en Kjærest' i fremmed Land,
Hans Hilsen til Norge seiler:
I Aften, i Aften hun vente kan
Brev fra den ömme Beiler.
Hans Hilsen til Norge seiler:
I Aften, i Aften hun vente kan
Brev fra den ömme Beiler.
Med hvide Fingre stryger hun bort
Det bölgende Haar fra öiet;
Brystet hæver sig angst og kort,
Staaer over Karmen böiet.
Det bölgende Haar fra öiet;
Brystet hæver sig angst og kort,
Staaer over Karmen böiet.
Aft'nen dæmrer, og Skov og Mark
Svömme for hendes Blikke;
Men Duen flyver ei til sin Ark:
Postbudet kommer ikke.
Svömme for hendes Blikke;
Men Duen flyver ei til sin Ark:
Postbudet kommer ikke.
Til sildige Nat hun staaer der dog –
Meer vil ei Fader tilstede;
Meer vil ei Fader tilstede;
Da sætter hun sig i en eensom Krog,
Og giver sig til at græde.
Og giver sig til at græde.
Vidste hun sikkert kun, at han skrev,
Da var hun ei saa bedrövet –
Og der var rigtignok ogsaa Brev,
Men Posten er bleven rövet.
Da var hun ei saa bedrövet –
Og der var rigtignok ogsaa Brev,
Men Posten er bleven rövet.
Oppe i Aasens skovdunkle Nat
Ligger en Dal i Glemsel,
Did har Röveren bragt sin Skat
Til det sikkreste Gjemsel.
Ligger en Dal i Glemsel,
Did har Röveren bragt sin Skat
Til det sikkreste Gjemsel.
Her han sidder i eensom Gru,
Rugende paa det Onde,
Af Klæder og Hænder drypper endnu
Blod af den dræbte Bonde.
Rugende paa det Onde,
Af Klæder og Hænder drypper endnu
Blod af den dræbte Bonde.
Over ham luder en Klippevæg
Truende og alene;
Stride Bregner hænge som Skjæg
Fra de fugtige Stene.
Truende og alene;
Stride Bregner hænge som Skjæg
Fra de fugtige Stene.
Maaneskiven staaer blodigröd.
Over de sorte Graner,
Grenene lugte som til Död,
Vaie liig Sörgefaner.
Over de sorte Graner,
Grenene lugte som til Död,
Vaie liig Sörgefaner.
Trykkende Stilhed tynger paa,
Alle Fuglene tie;
Egernet selv i Træet maa
Med sine Luftspring bie.
Alle Fuglene tie;
Egernet selv i Træet maa
Med sine Luftspring bie.
Röveren aabner den tunge Sæk
Med sine skjælvende Hænder,
De lette Breve slænger han væk –
De fyldte bedre han kjender.
Med sine skjælvende Hænder,
De lette Breve slænger han væk –
De fyldte bedre han kjender.
Et er der med fremmede Stempler paa
Og nydeligt lagt i Folder –
Der tænker han ret en Fangst at naae:
En Vexel det indeholder.
Og nydeligt lagt i Folder –
Der tænker han ret en Fangst at naae:
En Vexel det indeholder.
Han river det op og læser fort,
Bander – og læser atter,
Kaster det saa foragteligt bort,
Under en djævelsk Latter.
Bander – og læser atter,
Kaster det saa foragteligt bort,
Under en djævelsk Latter.
Brevet, som Pigen vented' saa fro –
Ak, det var netop dette!
Kjæresten havde dog været tro:
Skrevet til stakkels Jette.
Ak, det var netop dette!
Kjæresten havde dog været tro:
Skrevet til stakkels Jette.
Kjærlighed eier et eget Sprog,
Som den kun selv kan fatte:
Brevet var tomt – men gjemte dog
Tusinde rige Skatte.
Som den kun selv kan fatte:
Brevet var tomt – men gjemte dog
Tusinde rige Skatte.
Röveren tæller sin lange Rad
Af Sedler, röde og gule,
Mens til hver Lyd, hvert raslende Blad
Hans öine ængsteligt skule.
Af Sedler, röde og gule,
Mens til hver Lyd, hvert raslende Blad
Hans öine ængsteligt skule.
Frygten driver ham endelig hen
Til fjernere, dybere Klöfter.
Dalen aander da let igjen,
Vægten af Brystet löfter.
Synge uskyldige Fugle;
Egernet springer igjen i Fart,
Frygter ei meer nogen Ugle.
Til fjernere, dybere Klöfter.
Dalen aander da let igjen,
Vægten af Brystet löfter.
Luften blier frisk, og södt og klart
Synge uskyldige Fugle;
Egernet springer igjen i Fart,
Frygter ei meer nogen Ugle.
Kjölige Aftenvinde gaae,
Lege med Kjærlighedsbrevet –
Maanen smilende pröver paa,
At læse hvad deri er skrevet.
Lege med Kjærlighedsbrevet –
Maanen smilende pröver paa,
At læse hvad deri er skrevet.