Ephemerer/10
Utgitt av Johan Dahl, (s. 38–42).
Grækenland.
Kom Alle hid og hörer mig, I Mænd af vort Athenen,
Da skal jeg sige Eder hvad der hændte mig i Aftes;
Thi, da den dunkle Nat faldt paa, og Husets Dör var lukket,
Gik jeg op til Akropolis at see til mine Stalde.
I veed at jeg har bygget dem blandt disse graae Ruiner,
Som staae der kun og falde ned til ingen anden Nytte.
I Krybber mellem Marmorsteen og fornemme Pillarer
Har jeg en dobbelt Række nu af skjönne blanke Heste;
Dem sælger jeg med god Gevinst til Tydskerne og Kongen.
Som jeg nu opad Bjerget gik i mine egne Tanker,
Og Byen slumred' nedenfor som Barnet paa en Gravhöi,
Og paa det sorte Himmeltelt hang Maanens blanke öie –
Da sukked' det saa dybt og langt, jeg vendte mig forskrækket:
Paa Trinene af Parthenon der sad en gammel Kriger.
Han læned' sig tilbage mod de brede hvide Söiler,
Da skal jeg sige Eder hvad der hændte mig i Aftes;
Thi, da den dunkle Nat faldt paa, og Husets Dör var lukket,
Gik jeg op til Akropolis at see til mine Stalde.
I veed at jeg har bygget dem blandt disse graae Ruiner,
Som staae der kun og falde ned til ingen anden Nytte.
I Krybber mellem Marmorsteen og fornemme Pillarer
Har jeg en dobbelt Række nu af skjönne blanke Heste;
Dem sælger jeg med god Gevinst til Tydskerne og Kongen.
Som jeg nu opad Bjerget gik i mine egne Tanker,
Og Byen slumred' nedenfor som Barnet paa en Gravhöi,
Og paa det sorte Himmeltelt hang Maanens blanke öie –
Da sukked' det saa dybt og langt, jeg vendte mig forskrækket:
Paa Trinene af Parthenon der sad en gammel Kriger.
Han læned' sig tilbage mod de brede hvide Söiler,
I Armen laae et blankt Gevær, klart Maanen saae paa Löbet,
Pistoler og en sleben Dolk jeg skimted' i hans Belte;
Hans grumme, sorte Blik stak frem under den röde Hue,
Og med den stærke höire Haand greb han om Sabelheftet.
Han vinked', og en Röst af Malm nu traf mit bange Öre:
Pistoler og en sleben Dolk jeg skimted' i hans Belte;
Hans grumme, sorte Blik stak frem under den röde Hue,
Og med den stærke höire Haand greb han om Sabelheftet.
Han vinked', og en Röst af Malm nu traf mit bange Öre:
Staa Fremmede! og siig mig om du kjender disse Hytter,
Som krybe lavt i Dalen hist; siig mig, hvad hedder Byen? –
Jeg stod som jeg var groet fast til Jorden af For undring;
Hjelp Jesus! hjelp Maria nu! I Helg'ne hvad er dette?
Du sidder paa Akropolis og kjender ei Athenen,
Athenen ei, den Verdens Stad, den gamle, vidtberömte? –
Som krybe lavt i Dalen hist; siig mig, hvad hedder Byen? –
Jeg stod som jeg var groet fast til Jorden af For undring;
Hjelp Jesus! hjelp Maria nu! I Helg'ne hvad er dette?
Du sidder paa Akropolis og kjender ei Athenen,
Athenen ei, den Verdens Stad, den gamle, vidtberömte? –
Jeg kjendte Navnet vel engang, nu er jeg bleven gammel,
Har vandret længe om Nord blandt Iis og Snee og Graner,
Langt fra mit græske Födeland og mine Laurbærskove.
Glemt har jeg fast Athenen nu, og Argos, og Olympos,
Og mine Landsmænds röde Blod, og Moslemims Turbaner.
Siig mig da nu du fine Mand, vor Tids Athenienser,
Hvis Födder kysse I vel nu, og hvem er Eders Pascha?
Har vandret længe om Nord blandt Iis og Snee og Graner,
Langt fra mit græske Födeland og mine Laurbærskove.
Glemt har jeg fast Athenen nu, og Argos, og Olympos,
Og mine Landsmænds röde Blod, og Moslemims Turbaner.
Siig mig da nu du fine Mand, vor Tids Athenienser,
Hvis Födder kysse I vel nu, og hvem er Eders Pascha?
Forbauset blev jeg meer og meer, men skyndte mig og sagde:
Vi kysse Ingens Födder nu, og vi har ingen Pascha;
Frit er vort kjære Grækenland, et deiligt Kongerige,
Og mit Athenen kalder man med Rette Hovedstaden.
De dumme Tyrker drev vi ud, og jog dem over Grændsen,
De flöi i store Sværme bort, og komme ei tilbage;
Og kjærligt tænkte man paa os i Tydskland eller England,
Og sendte os, Gud veed hvorfra, en fiin og smekker Konge –
Han kom her med et prægtigt Hof, Ministre og Baroner,
Soldater bragte han og med i skjönne Uniformer,
Dem see vi nu med Jubel paa og glædes ved det Hele,
Og er et frit selvstændigt Folk med egen Kongekrone.
Nu da jeg haver sagt dig Alt, fortæl du nu mig ogsaa:
Hvo er du? og i hvilken Krog af Verden har du skjult dig,
Begravet i Kimmerien, blandt evig Iis og Taage,
At du ei hörte Rygtet gaae med Bulder over Jorden
Om denne græske Ild og om de græske Frihedskrige?
Vi kysse Ingens Födder nu, og vi har ingen Pascha;
Frit er vort kjære Grækenland, et deiligt Kongerige,
Og mit Athenen kalder man med Rette Hovedstaden.
De dumme Tyrker drev vi ud, og jog dem over Grændsen,
De flöi i store Sværme bort, og komme ei tilbage;
Og kjærligt tænkte man paa os i Tydskland eller England,
Og sendte os, Gud veed hvorfra, en fiin og smekker Konge –
Han kom her med et prægtigt Hof, Ministre og Baroner,
Soldater bragte han og med i skjönne Uniformer,
Dem see vi nu med Jubel paa og glædes ved det Hele,
Og er et frit selvstændigt Folk med egen Kongekrone.
Nu da jeg haver sagt dig Alt, fortæl du nu mig ogsaa:
Hvo er du? og i hvilken Krog af Verden har du skjult dig,
Begravet i Kimmerien, blandt evig Iis og Taage,
At du ei hörte Rygtet gaae med Bulder over Jorden
Om denne græske Ild og om de græske Frihedskrige?
Da rörte sig den Gamle stærkt, og heftigt op nu sprang han,
Mod Nattens Himmel slog han kjækt den stolte aabne Pande,
Og i den gamle Porticus som en Athlet han stod der.
Den lange Kappe voldsomt faldt tilbage over Skuldren,
Sin Arm han strakte kraftigt frem, med heftige Gebærder,
Mod Nattens Himmel slog han kjækt den stolte aabne Pande,
Og i den gamle Porticus som en Athlet han stod der.
Den lange Kappe voldsomt faldt tilbage over Skuldren,
Sin Arm han strakte kraftigt frem, med heftige Gebærder,
Og fra hans öine synligt gik af Ild to lyse Strömme,
Mens disse korte Vredesord han slynged' ud i Natten:
Mens disse korte Vredesord han slynged' ud i Natten:
Ha! spörger du om jeg har hört de græske Frihedskrige?
Elendige! see denne Haand, see disse blanke Vaaben,
Dem har jeg brugt paa Scios vel, ved Hydra, Missolunghi,
Mens du og dine Lige laae og skjalv for Tyrkens Svöbe.
Jeg stod i Spidsen af mit Folk, man kaldte mig en Klephter.
Jeg var blandt dem, der vaagned' först, da Friheds Morgenskuddring
Gik kraftig fra Peloponnes henover Hellas Dale.
Og da vi havde kjæmpet Een mod Tusinde for Frihed,
Og da vi havde givet Huus og Barn og Viv for Frihed,
Og da vi havde offret Blod, vort Hjerteblod, for Frihed –
Og alt Halvmaanen blodigröd sank under Horizonten:
Da maatte vi ei binde selv de blodigtvundne Krandse,
Da maatte vi ei raade selv paa vore Heltes Grave;
Men Nordens giftigkolde Magt da tog sig naadigst af os,
Og satte höit en fremmed Dreng paa vore Krigstrophæer,
At spise af vor dyre Frugt og lege med vor Hæder,
Og brede fremmed Sprog og Skik som Riimfrost over Landet –
Det kaldte man at hjælpe os, at sörge for vor Frihed.
Sligt kunde jeg ei holde ud, en ægte Pallikaros;
Jeg flygted' fra min egen Jord, den Jord jeg selv befried',
Og gik landflygtig længe om i fjerne, kolde Egne,
Tilsidst jeg drog tilbage hid, tilbage til mit Hellas,
Jeg maatte see dets grönne Skov end engang för jeg döde.
Men fast jeg kjender det ei meer, ei mine Barndomsegne –
En fremmed Guddom dyrkes nu i mine Frihedstempler.
Gaa hen da, usle Slave! gaa, og böi dig for din Afgud;
Men siig til dine Landsmænd först: end lever der en Klephter,
Han gaaer til Spartas Bjerge nu, til sine troe Mainotter,
Og derfra sender han engang en örn udover Landet,
Som med sin stærke Frihedsröst skal vække det til Kampen.
Elendige! see denne Haand, see disse blanke Vaaben,
Dem har jeg brugt paa Scios vel, ved Hydra, Missolunghi,
Mens du og dine Lige laae og skjalv for Tyrkens Svöbe.
Jeg stod i Spidsen af mit Folk, man kaldte mig en Klephter.
Jeg var blandt dem, der vaagned' först, da Friheds Morgenskuddring
Gik kraftig fra Peloponnes henover Hellas Dale.
Og da vi havde kjæmpet Een mod Tusinde for Frihed,
Og da vi havde givet Huus og Barn og Viv for Frihed,
Og da vi havde offret Blod, vort Hjerteblod, for Frihed –
Og alt Halvmaanen blodigröd sank under Horizonten:
Da maatte vi ei binde selv de blodigtvundne Krandse,
Da maatte vi ei raade selv paa vore Heltes Grave;
Men Nordens giftigkolde Magt da tog sig naadigst af os,
Og satte höit en fremmed Dreng paa vore Krigstrophæer,
At spise af vor dyre Frugt og lege med vor Hæder,
Og brede fremmed Sprog og Skik som Riimfrost over Landet –
Det kaldte man at hjælpe os, at sörge for vor Frihed.
Sligt kunde jeg ei holde ud, en ægte Pallikaros;
Jeg flygted' fra min egen Jord, den Jord jeg selv befried',
Og gik landflygtig længe om i fjerne, kolde Egne,
Tilsidst jeg drog tilbage hid, tilbage til mit Hellas,
Jeg maatte see dets grönne Skov end engang för jeg döde.
Men fast jeg kjender det ei meer, ei mine Barndomsegne –
En fremmed Guddom dyrkes nu i mine Frihedstempler.
Gaa hen da, usle Slave! gaa, og böi dig for din Afgud;
Men siig til dine Landsmænd först: end lever der en Klephter,
Han gaaer til Spartas Bjerge nu, til sine troe Mainotter,
Og derfra sender han engang en örn udover Landet,
Som med sin stærke Frihedsröst skal vække det til Kampen.
Han taug og gik nu langsomt ind i Parthenons Ruiner,
Og endelig forsvandt han bag de lange Söileskygger.
Med Angest skyndte jeg mig hjem og korsed' mig paa Veien,
Og turde neppe tænke paa en saa forvoven Tale. –
Nu veed I hvad der hændte mig paa Parthenon i Aftes;
Men vil I fölge med mig nu, saa gaae vi hen og raabe
Et Hurra for Grev Armannsberg, et Hurra for Kong Otto.
Og endelig forsvandt han bag de lange Söileskygger.
Med Angest skyndte jeg mig hjem og korsed' mig paa Veien,
Og turde neppe tænke paa en saa forvoven Tale. –
Nu veed I hvad der hændte mig paa Parthenon i Aftes;
Men vil I fölge med mig nu, saa gaae vi hen og raabe
Et Hurra for Grev Armannsberg, et Hurra for Kong Otto.