Ephemerer/06

Andreas Munch

Ephemerer

Utgitt av Johan Dahl, 1836 (s. 28–30).

Keiserens Moder.

Den eensomme Lampe glimter
I Salen, hvor Natten tier;
Bag flagrende Skygger skimter
Man Söiler og Malerier.

Der staaer i det ene Hjörne
En Seng, med lange Gardiner;
Fra Toppen to gyldne örne
Stirre med döde Miner.

Efter Italiens Skikke
Er Leiet ströet med Blade –
Liget af Keiserens Moder
Ligger her paa Parade.

De gamle, stivnede Lemmer
Hvile sig nu saa gjerne,
öiet ei mere gjemmer
Sin napoleonske Stjerne.

Tusinde dybe Rynker
Fure de gule Kinder;
Men stolt over Panden synker
Fortidens höie Minder.

Hun kunde engang tage
Af Sönnen en Verdens Throne –
Hun var i de sidste Dage
En ringe og barnlös Kone.

Hjertet i Brystet blödte,
Men stærk var Sjælens Villie:
Hun stod som en Mindestötte
Over sin sjunkne Familie.

Död er hun nu, og sover
Som Napoleons Hære,
Og ingen Hæderskartover
Tordne for madame la mère.

Rustent er Keisersværdet,
Falmet er Kronens Glorie –
Men ved Hovedgjærdet
Sörger en Verdens Historie.

Langsomt blier Dören oplukket:
Broderen, Kardinalen,
Vakler igjennem Salen
Rystende, aldersbukket.

Ad Marmorfliserne slæbe
Hans tunge Purpurkaaber –
Og paa hans dirrende Læbe
Sidder Döden og haaber.

Ned ved sin Sösters Baare
Knæler den gamle Herre –
Ak, ingen bedre Taare
Falder paa hende desværre!

Men fra det aabne Vindve
Dæmre Romas Ruiner,
See paa den döde Kvinde
Med beslægtede Miner.

Roma er selv en Enke,
Keiseres Moder tillige,
Derfor maa hun vel tænke
Paa sin nymodens Lige.

---