Ephemerer/04
Utgitt av Johan Dahl, (s. 16–25).
Nor.
I Tidens Jettealder,
Da Fenrisulven var lös,
Da Tyr stod over Balder
Og Freya sad og frös,
Da Aukathors stærke Torden
Gik over den röde Val,
Her i vort höie Norden
Stod der en gammel Hal.
Da Fenrisulven var lös,
Da Tyr stod over Balder
Og Freya sad og frös,
Da Aukathors stærke Torden
Gik over den röde Val,
Her i vort höie Norden
Stod der en gammel Hal.
Med Malm i Bjelkelaget
Forsvarligt var den bygt,
Og Gulvet, Spærretaget,
Uhövlet var og stygt.
Med stærke brede Klammer
Beed den i Fjeldet fast,
Af Mjölnir, den vældige Hammer,
Taalte den selv et Kast.
Forsvarligt var den bygt,
Og Gulvet, Spærretaget,
Uhövlet var og stygt.
Med stærke brede Klammer
Beed den i Fjeldet fast,
Af Mjölnir, den vældige Hammer,
Taalte den selv et Kast.
Höit op i Salens Ende
Sad ved et Egebord,
Med sine Mænd og Svende
Det gamle, stærke Nor.
Han brede, trofaste Skuldre
Rakte fra Væg til Væg,
Hvor kunde hans Tale buldre
Fra det brusende Skjæg.
Sad ved et Egebord,
Med sine Mænd og Svende
Det gamle, stærke Nor.
Han brede, trofaste Skuldre
Rakte fra Væg til Væg,
Hvor kunde hans Tale buldre
Fra det brusende Skjæg.
Om Drikkehornet klemte
Hans brune Næve stærk,
Han drak, mens Skjaldene stemte
Harpen til Legeværk.
Hans öie underligt brændte
I Kjæmpekredsen om,
At see om Nogen endte
Sit Drag för Skaalen var tom.
Hans brune Næve stærk,
Han drak, mens Skjaldene stemte
Harpen til Legeværk.
Hans öie underligt brændte
I Kjæmpekredsen om,
At see om Nogen endte
Sit Drag för Skaalen var tom.
Og mærked' han lidt til Knebet,
Da var den Gubbe ei seen:
Af Saltmadsfadet han greb et
Afgnavet Hestebeen –
Det kyled han midt i Panden
Saa Gjæsten af Bænken sank
Og Blodet pibled' om Randen
Af Hjelmen tung og blank.
Da var den Gubbe ei seen:
Af Saltmadsfadet han greb et
Afgnavet Hestebeen –
Det kyled han midt i Panden
Saa Gjæsten af Bænken sank
Og Blodet pibled' om Randen
Af Hjelmen tung og blank.
Hvor loe de lystige Svende
Ved denne fine Spög!
Hvor snart fra Ende til Ende
De Been over Bordet fög.
Da faldt og reiste sig atter
Vel mangen en Kjæmperad,
Og midt i den vilde Latter
Löd Skjaldenes sære Kvad.
Og slog til Lyd paa Skjold,
Fast under Loftet da kneiste
Den vældige Herre bold –
Det sukked' i Gulv og Bænke
Da han stod op med Gny,
Hans Tale skulde man tænke
Var Tordenen over Sky.
Ved denne fine Spög!
Hvor snart fra Ende til Ende
De Been over Bordet fög.
Da faldt og reiste sig atter
Vel mangen en Kjæmperad,
Og midt i den vilde Latter
Löd Skjaldenes sære Kvad.
Tilsidst den Gamle sig reiste
Og slog til Lyd paa Skjold,
Fast under Loftet da kneiste
Den vældige Herre bold –
Det sukked' i Gulv og Bænke
Da han stod op med Gny,
Hans Tale skulde man tænke
Var Tordenen over Sky.
”Lad fare nu Drik og Gammen,
Nu har vi havt nok af Leeg –
I Leding ville vi sammen,
För Buen vorder for veeg.
Lig nu ei længer i Orden
Og stræk jer paa Bænkehalm –
Det blæser friskt over Fjorden,
Herud fra den tykke Kvalm!
Nu har vi havt nok af Leeg –
I Leding ville vi sammen,
För Buen vorder for veeg.
Lig nu ei længer i Orden
Og stræk jer paa Bænkehalm –
Det blæser friskt over Fjorden,
Herud fra den tykke Kvalm!
Tæt under Fjeldet venter
Vor Drage med sorte Bryst –
Paa den vort Bytte vi henter
Let fra en fremmed Kyst.
Kom Svende, fölger mig efter,
Vi gjöre ei Veien lang –
Brug nu Eders unge Kræfter,
Det bliver en lystig Gang.”
Vor Drage med sorte Bryst –
Paa den vort Bytte vi henter
Let fra en fremmed Kyst.
Kom Svende, fölger mig efter,
Vi gjöre ei Veien lang –
Brug nu Eders unge Kræfter,
Det bliver en lystig Gang.”
Hvor Huset luder udover
Han stödte en Luge op,
Sprang saa i de fraadende Vover
Vel med et vældigt Hop.
Han havde ei nödig at kalde,
De Kjæmper fulgte bag:
Til Snekken svömme de Alle;
Med raske, brede Tag.
Han stödte en Luge op,
Sprang saa i de fraadende Vover
Vel med et vældigt Hop.
Han havde ei nödig at kalde,
De Kjæmper fulgte bag:
Til Snekken svömme de Alle;
Med raske, brede Tag.
Og Snekken med Iil udspændte
De hvide Vinger til Flugt –
Sin lystige Kuurs den endte
I mangen smilende Bugt.
Da jubled' de nordiske Karle:
Der havde de Haanden fuld,
De dræbte Konger og Jarle
Og tog deres Gods og Guld.
De hvide Vinger til Flugt –
Sin lystige Kuurs den endte
I mangen smilende Bugt.
Da jubled' de nordiske Karle:
Der havde de Haanden fuld,
De dræbte Konger og Jarle
Og tog deres Gods og Guld.
For Intet fik de det ikke:
De maatte betale med Blod –
Det var just herlige Skikke
For slig en Viking god.
En Arm, en Næse mindre
Hvad bröd han sig vel derom?
Knapt kunde han det erindre,
Naar Sligt paa Tale kom.
De maatte betale med Blod –
Det var just herlige Skikke
For slig en Viking god.
En Arm, en Næse mindre
Hvad bröd han sig vel derom?
Knapt kunde han det erindre,
Naar Sligt paa Tale kom.
Var Snekken endelig lastet
Med Guld og Hæder nok –
Til Norden, til Hjemmet da hasted
Den gjæve Kjæmpeflok.
Men för de löfted paa Kruset
Og slukked' den hede Törst,
Gjæsted de Gudehuset
I Granelunden först.
Med Guld og Hæder nok –
Til Norden, til Hjemmet da hasted
Den gjæve Kjæmpeflok.
Men för de löfted paa Kruset
Og slukked' den hede Törst,
Gjæsted de Gudehuset
I Granelunden först.
Thi Förstegröden af Modet,
Den hörte Guderne til:
Snart hvislede Offerblodet
I Altrets hellige Ild.
Gyldne Ringe de satte
Om Billedets stive Arm,
Og pynted' med Sydens Skatte
Dets kolde Graasteensbarm.
Den hörte Guderne til:
Snart hvislede Offerblodet
I Altrets hellige Ild.
Gyldne Ringe de satte
Om Billedets stive Arm,
Og pynted' med Sydens Skatte
Dets kolde Graasteensbarm.
Nu drog de Alle tilbage
Til gamle Fædrenehal,
Begyndte de vante Dage,
Og drak som man var gal.
Der var fast ingen Forandring,
Man havde kun rört sig lidt –
Slig en Morgenvandring
Gav dog god Appetit.
Til gamle Fædrenehal,
Begyndte de vante Dage,
Og drak som man var gal.
Der var fast ingen Forandring,
Man havde kun rört sig lidt –
Slig en Morgenvandring
Gav dog god Appetit.
Saa blev de ved at fægte,
At vexle Horn med Skjold –
Aldrig kan man dog nægte,
Det var en egen Old.
Vel var den röd og blodig,
Som Pands'ret haard og stiv;
Men ogsaa rask og modig,
Og aanded' Kraft og Liv.
At vexle Horn med Skjold –
Aldrig kan man dog nægte,
Det var en egen Old.
Vel var den röd og blodig,
Som Pands'ret haard og stiv;
Men ogsaa rask og modig,
Og aanded' Kraft og Liv.
Tilsidst dog blev den gammel
Og skrumped' synlig ind –
Da kom der og en vammel
Og lummer Sydenvind.
Den trængte ind i Barmen,
Bortblæste Heltens Mod:
Slappet blev ham Armen,
Og tykt hans röde Blod.
Tungt over Landets Marv,
En fremmed Jord opslugte
Den gamle Hædersarv.
Nu krused' ingen Snekke
Det salte, friske Hav:
Alle vare de lække
Og Söen kun en Grav.
Og skrumped' synlig ind –
Da kom der og en vammel
Og lummer Sydenvind.
Den trængte ind i Barmen,
Bortblæste Heltens Mod:
Slappet blev ham Armen,
Og tykt hans röde Blod.
En fremmed Jernhaand rugte
Tungt over Landets Marv,
En fremmed Jord opslugte
Den gamle Hædersarv.
Nu krused' ingen Snekke
Det salte, friske Hav:
Alle vare de lække
Og Söen kun en Grav.
Fra Bjelkehallen paa Fjeldet
De Kjæmper bort sig sneeg –
Dens Skik blev död, forældet,
Forglemt den raske Leeg.
De lagde sig Baand om Panden
Og böied' den stolte Hals,
Skulede til hinanden
Og böd sig selv tilfals.
De Kjæmper bort sig sneeg –
Dens Skik blev död, forældet,
Forglemt den raske Leeg.
De lagde sig Baand om Panden
Og böied' den stolte Hals,
Skulede til hinanden
Og böd sig selv tilfals.
Med Guld og smukke Söiler
I Dalen stod et Slot,
Der lagde man dem i Böiler,
Og fored' dem ganske godt;
Didhen foer hele Landet
Og lagde sig roligt ned –
Hvad havde man nödigt andet?
Her fik man Mad og Fred.
I Dalen stod et Slot,
Der lagde man dem i Böiler,
Og fored' dem ganske godt;
Didhen foer hele Landet
Og lagde sig roligt ned –
Hvad havde man nödigt andet?
Her fik man Mad og Fred.
Den gamle Nor blev ene
Tilbage i sin Hal.
Hvor knytted' sig hver Sene
Af Harme og af Kval!
Han maatte see sit Norge
At krybe som en Hund:
De stolte Klippeborge
At synke i öresund.
Tilbage i sin Hal.
Hvor knytted' sig hver Sene
Af Harme og af Kval!
Han maatte see sit Norge
At krybe som en Hund:
De stolte Klippeborge
At synke i öresund.
Taus gik han frem og tilbage
I det öde Huus,
Tænkte paa gamle Dage
Og mangen ærlig Ruus.
Igjennem Loftets Sprække
Peeb Nattestormens Hviin,
Og tunge Skyer trække
Forbi den graa Ruin.
I det öde Huus,
Tænkte paa gamle Dage
Og mangen ærlig Ruus.
Igjennem Loftets Sprække
Peeb Nattestormens Hviin,
Og tunge Skyer trække
Forbi den graa Ruin.
Han var nu træt, at sove:
Dog för til Sengs han gik,
Sendte han over Skove
Et langt, det sidste Blik.
Farvel, farvel saalænge
Mit Fjeld, min Skov, mit Hav –
Skulde Du til mig trænge,
Jeg stiger af min Grav.
Dog för til Sengs han gik,
Sendte han over Skove
Et langt, det sidste Blik.
Farvel, farvel saalænge
Mit Fjeld, min Skov, mit Hav –
Skulde Du til mig trænge,
Jeg stiger af min Grav.
Derpaa han rask udtömte
Sit Horn den sidste Gang,
Lagde sig saa, og drömte
En Nat vel mörk og lang.
Tre hundred' Aar den skumred'
Udover Dal og Fjeld –
Den Gamle rolig slumred'
Under sin Björnefæld.
Sit Horn den sidste Gang,
Lagde sig saa, og drömte
En Nat vel mörk og lang.
Tre hundred' Aar den skumred'
Udover Dal og Fjeld –
Den Gamle rolig slumred'
Under sin Björnefæld.
Taus som en Mindestötte
Stod Norge i sit Hav,
Hvor blege Aander mödte
Hinanden paa en Grav.
Skarpt truede mod det Höie
Den sorte Klippeskal,
Kun Maanens stille öie
Græd over Norges Fald.
Stod Norge i sit Hav,
Hvor blege Aander mödte
Hinanden paa en Grav.
Skarpt truede mod det Höie
Den sorte Klippeskal,
Kun Maanens stille öie
Græd over Norges Fald.
Behængt med Iischrystaller
Stod Fjeldet dumt og dödt;
Men i de indre Haller
Sov Livet sundt og rödt.
Nor sov i Mag derinde,
Han var ei död endnu,
Snart skulde hans Morgen rinde
Op over Fjeldets Gru.
Stod Fjeldet dumt og dödt;
Men i de indre Haller
Sov Livet sundt og rödt.
Nor sov i Mag derinde,
Han var ei död endnu,
Snart skulde hans Morgen rinde
Op over Fjeldets Gru.
I Frankrig blussed' en Flamme
Op af den gamle Jord,
Og flöi som et Lyn med det samme
Henover Land og Fjord.
Den brændte i Ynglingens öie,
Den ulmed' i Mandens Bryst,
Og flagrede mod det Höie
I ung og jublende Lyst.
Op af den gamle Jord,
Og flöi som et Lyn med det samme
Henover Land og Fjord.
Den brændte i Ynglingens öie,
Den ulmed' i Mandens Bryst,
Og flagrede mod det Höie
I ung og jublende Lyst.
De gamle Lænker, de rustne,
En Dæmon af Armen skar,
Om Hjertet er Skjællene brustne,
Om Tanken er Luften klar.
Frihedens tusinde Tunger
Have den samme Klang,
Rundt om Europa runger
Den herlige Morgensang.
Den gamle Sover i Norge
Halvt mærker i sin Dröm,
Hvor over Fjeldenes Borge
Ruller den friske Ström.
Den gamle Sover i Bjerget
Aabner sit tunge Blik –
Griber saa först til Værget
Efter sin vante Skik.
En Dæmon af Armen skar,
Om Hjertet er Skjællene brustne,
Om Tanken er Luften klar.
Frihedens tusinde Tunger
Have den samme Klang,
Rundt om Europa runger
Den herlige Morgensang.
Den gamle Sover i Norge
Halvt mærker i sin Dröm,
Hvor over Fjeldenes Borge
Ruller den friske Ström.
Den gamle Sover i Bjerget
Aabner sit tunge Blik –
Griber saa först til Værget
Efter sin vante Skik.
Lad ligge Sværdet, du Gamle.
Her er det nu gammeldags –
Nu kan vi Grundlove samle
Ved Penne og Taler strax.
Stig op og viis dig for Folket,
Fat dig i Tidens Spil –
Har du dens Mening tolket,
Raabe vi Hurra dertil.
Her er det nu gammeldags –
Nu kan vi Grundlove samle
Ved Penne og Taler strax.
Stig op og viis dig for Folket,
Fat dig i Tidens Spil –
Har du dens Mening tolket,
Raabe vi Hurra dertil.
Först dog maa du nu haste
At gjöre dig glat og peen:
Aldrig meer maa du kaste
Med Skinker og Hestebeen.
Det hjælper ei, at du græder,
Men du maa rage dit Skjæg,
Koste dig fine Klæder,
Kruse dit Haar i Læg.
At gjöre dig glat og peen:
Aldrig meer maa du kaste
Med Skinker og Hestebeen.
Det hjælper ei, at du græder,
Men du maa rage dit Skjæg,
Koste dig fine Klæder,
Kruse dit Haar i Læg.
Brug af de gamle Skikke
Een kun, hörer du?
Drikke, synge og drikke,
Har vi ei glemt endnu.
Dog, dit Horn maa du slippe,
Nu er det ei tilpas –
Af slebne Glas vi nippe:
Tiden er selv af Glas.
Een kun, hörer du?
Drikke, synge og drikke,
Har vi ei glemt endnu.
Dog, dit Horn maa du slippe,
Nu er det ei tilpas –
Af slebne Glas vi nippe:
Tiden er selv af Glas.
Saa er da Nor opstanden
I gjenfödt Herlighed,
Med Borgerkrands om Panden,
Med Frihed og med Fred.
Brödre, hjælper at kalde
Hans Bygning op af Gruus,
Hjælper ham Landsmænd alle
At bygge jert eget Huus!
I gjenfödt Herlighed,
Med Borgerkrands om Panden,
Med Frihed og med Fred.
Brödre, hjælper at kalde
Hans Bygning op af Gruus,
Hjælper ham Landsmænd alle
At bygge jert eget Huus!