Ephemerer/03
Utgitt av Johan Dahl, (s. 12–15).
Det nye Norge.
Man hörer kun om ”gamle Norge,”
Om gammel Kraft i Hedenold,
Om gammel Iis paa Fjeldets Borge,
Om Kjæmpens tunge, rustne Skjold –
Er da vor egen Tid saa vandet,
Kan Ingen dvæle ved det Nye?
Maa alt vort Haab, vort Liv i Landet
Til Mindets blege Taager flye?
Om gammel Kraft i Hedenold,
Om gammel Iis paa Fjeldets Borge,
Om Kjæmpens tunge, rustne Skjold –
Er da vor egen Tid saa vandet,
Kan Ingen dvæle ved det Nye?
Maa alt vort Haab, vort Liv i Landet
Til Mindets blege Taager flye?
O! der er Poesie i Nuet,
Grib det kun i sin lette Flugt,
Fang Geisten, för den har afluret,
Og lad den formes reent og smukt!
Kun i det Levende, Moderne,
Kan Dögnets Sön opslaae sit Blik –
Dog taber Tanken sig saa gjerne
I Sagnets dunkle Romantik.
Grib det kun i sin lette Flugt,
Fang Geisten, för den har afluret,
Og lad den formes reent og smukt!
Kun i det Levende, Moderne,
Kan Dögnets Sön opslaae sit Blik –
Dog taber Tanken sig saa gjerne
I Sagnets dunkle Romantik.
Men den maa flyve langt tilbage,
Tilbage gjennem örknens Nat,
Hvor Trældom hyler i sin Klage
Og Skjændselen sit Præg har sat –
Træt kan den da tilsidst opdage
Den stolte Bygning, Nord var för,
I ubestemte Omrids rage
Gigantiskt frem af Nattens Slör.
Tilbage gjennem örknens Nat,
Hvor Trældom hyler i sin Klage
Og Skjændselen sit Præg har sat –
Træt kan den da tilsidst opdage
Den stolte Bygning, Nord var för,
I ubestemte Omrids rage
Gigantiskt frem af Nattens Slör.
Den gjæve Oldtids vilde Vrimmel,
Dens Sværdeglands, dens Skjoldes Kvad,
Staaer som en Dröm paa Tidens Himmel
Og vinker med sin Stjernerad.
Lad kun de kjære Straaler strömme
Om Hjertet med en magisk Kraft,
Lad Skjalden kun i Digtet drömme
Om Guderne, som Nord har havt.
Dens Sværdeglands, dens Skjoldes Kvad,
Staaer som en Dröm paa Tidens Himmel
Og vinker med sin Stjernerad.
Lad kun de kjære Straaler strömme
Om Hjertet med en magisk Kraft,
Lad Skjalden kun i Digtet drömme
Om Guderne, som Nord har havt.
Men glemmer ei, at Tiden lagde
En Klöft imellem os og dem,
At Spaadomsordet, Vola sagde,
Forlængst er traadt i Livet frem!
Det gamle Nord er gaaet under
Men Idèsletten hæver sig –
Den nye Slægt sin Verden grunder
Ved egen Daad og egen Krig.
En Klöft imellem os og dem,
At Spaadomsordet, Vola sagde,
Forlængst er traadt i Livet frem!
Det gamle Nord er gaaet under
Men Idèsletten hæver sig –
Den nye Slægt sin Verden grunder
Ved egen Daad og egen Krig.
Lad flamme Ild paa Sagas Alter
Og klarne op vor Kjæmpetid –
Jeg elsker dine Jerngestalter,
De æske os til Væddestrid –
Men deres Banner vi ei folde
Udover hvad vi selv bedrev,
Selv maae vi smedde vore Skjolde,
Her gjælder intet Adelsbrev.
Og klarne op vor Kjæmpetid –
Jeg elsker dine Jerngestalter,
De æske os til Væddestrid –
Men deres Banner vi ei folde
Udover hvad vi selv bedrev,
Selv maae vi smedde vore Skjolde,
Her gjælder intet Adelsbrev.
Nu er det ikke Tid at sove
I Skyggen af en Bautasteen,
At sidde skjult i gamle Skove
Og lege med de muldne Been –
Nu nytter det ei meer at trænge
Ind i de sjunkne Graves Muld,
Og om de svage Skuldre hænge
En Ring af dödt og arvet Guld.
I Skyggen af en Bautasteen,
At sidde skjult i gamle Skove
Og lege med de muldne Been –
Nu nytter det ei meer at trænge
Ind i de sjunkne Graves Muld,
Og om de svage Skuldre hænge
En Ring af dödt og arvet Guld.
Den nye Tidsaands Frihedsröster
Har Jorden af sin Dvale vakt,
Den gamle Skik, de gamle Bröster
Afkastes som en udslidt Dragt.
Det Sædekorn, som nu man höster,
Han længe skjult i Barmen lagt –
Fuldvoxet er det nu. Hvo tröster
Sig til at kjæmpe mod dets Magt?
Har Jorden af sin Dvale vakt,
Den gamle Skik, de gamle Bröster
Afkastes som en udslidt Dragt.
Det Sædekorn, som nu man höster,
Han længe skjult i Barmen lagt –
Fuldvoxet er det nu. Hvo tröster
Sig til at kjæmpe mod dets Magt?
Og her i Nord den friske Gjæring
Har skabt en ny, en bedre Tid;
Den fordrer Daad, den fordrer Næring
Og Sammenklang af Kraft og Vid:
Hvert Hjul maa gaae, hvert Liv maa ægges
Til munter Virken for det Nye –
Hvor deiligt da om Alt nedlægges
Mod Stirren i en Fortids Sky?
Har skabt en ny, en bedre Tid;
Den fordrer Daad, den fordrer Næring
Og Sammenklang af Kraft og Vid:
Hvert Hjul maa gaae, hvert Liv maa ægges
Til munter Virken for det Nye –
Hvor deiligt da om Alt nedlægges
Mod Stirren i en Fortids Sky?
End flyver Oldtids Storm om Fjeldet
Og Havet gaaer endnu paa Vagt,
Og Skovens Susen, Fossevældet
Har ingen Tid til Taushed bragt –
Naturen er endnu den samme,
Den svulmer altid lige grön:
Hver Vaar den stiger af sin Flamme
En Phönix glindsende og skjön.
Halvt delt af Alvor og af Lyst,
Og Rosen sine Farver breder
Om Klippens nögne, haarde Bryst –
Vort Land skal ikke skummelt hvile,
Et Gravsted for en svunden Slægt,
Dets Liv skal slaae, dets Pragt skal smile,
Dets Folk staae seirende og kjækt.
Og Havet gaaer endnu paa Vagt,
Og Skovens Susen, Fossevældet
Har ingen Tid til Taushed bragt –
Naturen er endnu den samme,
Den svulmer altid lige grön:
Hver Vaar den stiger af sin Flamme
En Phönix glindsende og skjön.
Vort Land er skjönt blandt Jordens Steder,
Halvt delt af Alvor og af Lyst,
Og Rosen sine Farver breder
Om Klippens nögne, haarde Bryst –
Vort Land skal ikke skummelt hvile,
Et Gravsted for en svunden Slægt,
Dets Liv skal slaae, dets Pragt skal smile,
Dets Folk staae seirende og kjækt.
Udtraadt af Trældoms lange Skygge
Er dette Folk en Morgenstund –
Nu maa det selv sin Hæder bygge
Og lægge Frihedstemplets Grund. –
Oldmörket ei tilbagevender
Med blodig Kraft, med vilde Raab:
Vi leve for den Dag som brænder
Og for vor Fremtids gyldne Haab!
Er dette Folk en Morgenstund –
Nu maa det selv sin Hæder bygge
Og lægge Frihedstemplets Grund. –
Oldmörket ei tilbagevender
Med blodig Kraft, med vilde Raab:
Vi leve for den Dag som brænder
Og for vor Fremtids gyldne Haab!
Lad Hjertets Kilder, Sindets Kræfter
Omfatte Dagens klare Værk!
Stryg Skimlen, som paa Sværdet hefter,
Iför dig Aandens Pandsersærk –
Kjæmp for dit Land med Tidens Vaaben,
Man ei de gamle Skygger frem –
En herlig Bane staaer dig aaben:
Det nye Norge er dit Hjem!
Omfatte Dagens klare Værk!
Stryg Skimlen, som paa Sværdet hefter,
Iför dig Aandens Pandsersærk –
Kjæmp for dit Land med Tidens Vaaben,
Man ei de gamle Skygger frem –
En herlig Bane staaer dig aaben:
Det nye Norge er dit Hjem!