Ephemerer/01
Utgitt av Johan Dahl, (s. 1–2).
Mit Födeland.
Hvor i Verden jeg gaar, om i Syd, om i Vest,
Det er dog ei min hjemlige Strand,
Thi det Fjeld, som jeg saae i min Barndom, er bedst:
Jeg er stolt af mit Fædreneland.
Det er dog ei min hjemlige Strand,
Thi det Fjeld, som jeg saae i min Barndom, er bedst:
Jeg er stolt af mit Fædreneland.
Ei fordi der er Pragt i den vilde Natur,
Ei for Klippens den eensomme Gru;
Ei fordi der er Gjenklang af Oldtidens Luur
Mellem Fjeldenes Vægge endnu.
Ei for Klippens den eensomme Gru;
Ei fordi der er Gjenklang af Oldtidens Luur
Mellem Fjeldenes Vægge endnu.
Thi det lader vel skjönt naar den skinnende Bræ
Staaer mod Himlen i Aftenens Glöd –
Det er deiligt i Birkenes lysgrönne Læ,
Ak! men al denne Skjönhed er död.
Staaer mod Himlen i Aftenens Glöd –
Det er deiligt i Birkenes lysgrönne Læ,
Ak! men al denne Skjönhed er död.
Og jeg elsker vel höit vore Fædres Bedrift,
Og hvert Sagn driver Blod i min Kind,
Dog jeg seer kun dets Kraft end i Steen og i Skrift:
Den er stor, men den er ikke min.
Og hvert Sagn driver Blod i min Kind,
Dog jeg seer kun dets Kraft end i Steen og i Skrift:
Den er stor, men den er ikke min.
O! men Folket, som lever med mig paa een Dag,
Det er mit, er mit Födelands Lyst –
Og Naturen er skjön kun ved Hjerternes Slag,
Som en Blomst paa den Elskedes Bryst.
Frihed luer i Mændenes Barm:
Lad det storme da kun om vor iislagte Pol:
Her vi eier en Kraft, som er varm.
Det er mit, er mit Födelands Lyst –
Og Naturen er skjön kun ved Hjerternes Slag,
Som en Blomst paa den Elskedes Bryst.
Höit paa Himlen i Nord har der tændt sig en Sol,
Frihed luer i Mændenes Barm:
Lad det storme da kun om vor iislagte Pol:
Her vi eier en Kraft, som er varm.
Der er Haab i det fri, i det dristige Blik,
Der er Magt i det levende Ord;
I vort Modersmaal er der en kvægende Drik,
Og i Hjemmet alene den groer.
Der er Magt i det levende Ord;
I vort Modersmaal er der en kvægende Drik,
Og i Hjemmet alene den groer.
Ofte synger en Fugl om den deilige Frugt
Fjernt i Syd over Bölgernes Vei.
Ak hans Stemme er söd, og han lover saa smukt –
O! men tro ham, o tro ham dog ei!
Fjernt i Syd over Bölgernes Vei.
Ak hans Stemme er söd, og han lover saa smukt –
O! men tro ham, o tro ham dog ei!
Thi jeg kjender ham godt, jeg har sværmet og drömt,
Jeg har flygtet med ham mangen Nat:
Men der kaldte dog altid en Stemme saa ömt
Fra det Hjem, som jeg havde forladt.
Jeg har flygtet med ham mangen Nat:
Men der kaldte dog altid en Stemme saa ömt
Fra det Hjem, som jeg havde forladt.
Har du Hjerte dertil, pröv at gaae, pröv at gaae
For dig selv i det fremmede Land!
O! hvor snart vil da Taaren i Öiet dig staae
For det Hjem, som ei glemme du kan.
For dig selv i det fremmede Land!
O! hvor snart vil da Taaren i Öiet dig staae
For det Hjem, som ei glemme du kan.
Du vil savne den Jord, hvor din Moder har grædt,
Hvor som Barn du i Skovene sang.
I det Land, hvor din Fader til Jorden er stædt,
Vil du længes at hvile engang.
Hvor som Barn du i Skovene sang.
I det Land, hvor din Fader til Jorden er stædt,
Vil du længes at hvile engang.
Hvor i Verden du gaaer, om i Syd, om i Vest,
Det er dog ei den hjemlige Strand.
Thi det Fjeld, som du saae i din Barndom, er bedst,
Og dit Liv er dit Fædreneland.
Det er dog ei den hjemlige Strand.
Thi det Fjeld, som du saae i din Barndom, er bedst,
Og dit Liv er dit Fædreneland.