En upaaagtet Beretning om Kampe mellem Eskimoer og Nordmænd paa Grønland fra Begyndelsen af 15de Aarhundrede

Gustav Storm

En upaaagtet Beretning om Kampe mellem Eskimoer og Nordmænd paa Grønland fra Begyndelsen af 15de Aarhundrede

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 381-383).

Den sidste Efterretning om den gamle norske (islandske) Koloni paa Grønland er hidtil bevaret i et Pavebrev fra 1448 (DN. VI No. 327), hvoraf det fremgik, at „Barbarer fra Hedningernes nærliggende Kyster “ omtrent 30 Aar forud (altsaa o. 1418) havde tilsøs angrebet Kolonierne, ødelagt flere Kirker og bortført mange af Indvaanerne, som dog senere reddede sig tilbage og saavidt muligt opretholdt Kolonien. Da man i disse „Barbarer“ endog har villet se engelske Sørøvere, vil dette nu kunne berigtiges fra en samtidig Beretning om disse Forhold, som, skjønt den tildels forlængst har været kjendt, dog ikke har været forstaaet.

Den danske Geograf Claudius Clavus eller Nicolaus Niger’s Kart og Kartbeskrivelse har hidtil kun været kjendt fra et Haandskrift fra 1427 fra Nancy, men som jeg andensteds skal søge at vise, er dette kun et kortfattet Uddrag, medens hans Værk var kjendt af to tyske Geografer fra Begyndelsen af 16de Aarhundrede, som har bevaret større Stykker deraf.^[1] I Nancy-Haandskriftet omtales Grønland ganske kort (der berettes om dets store Udstrækning mod Nord og Øst ligetil Rusland, altsaa langs Nordpolen), men der gives dog tillige den ethnografiske Oplysning, at de nordligste Dele beboes af de vantro Kareler ligetil Nordpolen og forbi denne henimod China (tenent septentrionalia ejus Careli infideles quorum regio extenditur sub polo septentrionali versus Seres orientales); paa Kartet sees ogsaa nordvestligst i Grønland Indskriften „de vantro Karelers Egn længst mod Nord “ (Carelorum infidelium regio maxime septentrionalis). Hvorledes Kareler kunde nævnes i det nordvestlige Grønland, har hidtil været en Gaade; man var henvist til at forklare den ved at antage, at virkelige Kareler havde fra det nordlige Rusland opdaget Novaja Semblja eller Spitsbergen og regnet disse Lande for Dele af Grønland. Men en bedre Forklaring giver de nævnte Excerpter hos de tyske Geografer Irenicus (1521) og Schoner (1515). Den første indskyder, efter at have berettet, at Grønland som en Halvø strækker sig op til det ukjendte Land ved Nordpolen, at herfra drager de vantro Kareler stadig med Hær til Grønland (proficiscuntur Careli infideles quotidie cum exercitu in Gronlandiam), den anden, at i det nordlige ukjendte Land langs Nordpolen bor i Nord for Norge „Vildlappmanni“ og i Nordvest de smaa Pygmæer, 1 Alen høie: „dem saa Claudius Clavus fangne i Havet i en liden Baad gjort af Skind, hvilken Baad nu bevares i Nidaros Kathedralkirke. Der har de ligeledes et Langskib af Skind, som ligeledes engang blev taget med Pygmæer“.^[2]

Den sidste Efterretning, som skiller mellem de store og de smaa Skindbaade, er et tydeligt Vidnesbyrd om Eskimoernes Umiak’er og Kajak’er, – den eneste Gang, disse omtales i et middelaldersk Skrift; det kan ikke være andre Polarfolk, som her omtales, thi intet andet Polarfolk, som Nordboerne kjendte, brugte Skindbaade. Vi har altsaa her en samtidig Efterretning om, at Eskimoerne drog paa stadige Krigstog mod de grønlandske Kolonister, og at disse forsvarede sig og leilighedsvis havde sendt Trofæer fra sine

Kampe mod Eskimoerne til Norge, – til Opbevarelse i Throndhjems Domkirke.^[3] At disse Krigstog udgik fra Nord, er ganske rigtigt, thi allerede Historia Norvegiæ ved at berette, at hinsides Grønland mod Nord boede de smaa Skrælinger,^[4] som de grønlandske Veidemænd der ofte traf og slog ihjel, hvor de kunde komme over dem.

Mærkeligt er Navnet „ Careli“ paa Skrælingerne, thi dette er aabenbart identisk med det Navn, som Eskimoerne baade i Grønland og paa Labrador have givet sig selv: Karálit, i Sing. Karálek. Man har tidligere formodet, at dette Navn var en Forvanskning af det nordiske Skrælinger, og skjønt jeg ser, at Dr. Rink har udtalt sin Tvivl herom, kan jeg egentlig ikke se noget, som taler herimod. Men hvad enten Navnet er et Laan fra Nordisk eller selvstændig opfundet af Eskimoerne, er Navnets Forekomst hos den danske Geograf ialfald et Vidnesbyrd om, at det brugtes om og af Eskimoerne allerede ved Aar 1400.

4de Decbr. 1889.

Gustav Storm.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Se det svenske geografiske Tidsskrift „Ymer“ for 1890.
2. illis ad occasum morantur Pigmei parvi longitudine cubitales: quos vidit Claudius Chlaus niger captos in mari in navicula modica de corio præparata: quæ hac nostra tempestate in Ecclesia cathedrali Nidrosie reservatur. Habent ibidem navem longam etiam de corio que quondam cum pigmeis etiam capta est.
3. Jfr. om lignende Trofæer i Oslo Domkirke fra „Kong Haakons“ Tid Olaus Magnus’s Beretning i Hist. Gent. Sept. II Cap. 9.
4. trans Viridenses ad aquilonem quidam homunciones a venatoribus reperiuntur, quos Scrælinga appellant. Mon. hist. Norv. p. 76.