En uheldig statsunderstøttelse
En uheldig statsunderstøttelse.
Aksel Magnus: Finmarken. Samlinger til Finmarkens Historie. Med et Kort. Kjøbenhavn 1889 (Gyldendal). 139 S. 8vo.
Forfatteren af det foreliggende arbeide udtalte i 1887 i en ansøgning til storthinget, at han til studium ar Finmarkens historiske og ethnografiske forhold „havde gjennemgaaet alle (!) de haandskrifter og verker, der findes herom i rigsarkivet og universitetsbibliotheket“, og at han „allerede havde gjennemseet og taget notitser fra henved 100 verker“ (om Finmarken). Naar han i samme aar opnaaede et reisestipendium paa 2000 kroner til arkivstudier i samme retning og nu (1889) udgiver en bog om Finmarken, burde man kunne vente, at en saa storartet samlerflid vilde give nye og gode resultater. Man havde efter hans egne ord ret til at fordre, at han kjendte den trykte literatur om Finmarken, at han kunde give korrekte uddrag af forskningens resultater, og det stod ialfald til at haabe, at hans arkivstudier havde bragt for dagen dokumenter af værdi til Finmarkens historie fra vore arkiver. Men gaar man med endog den ringeste af disse forudsætninger til hans bog, vil man blive sørgelig skuffet. Bogen giver ikke resultater af et virkeligt studium af det temmelig omfattende materiale, men er kun en sørgelig ukritisk og om stor ukyndighed vidnende kompilation af forlængst bekjendte og for største delen antikverede skrifter uden spor af kjendskab til kildeskrifter eller originale dokumenter.
Allerede paa bogens første sider røber forfatterens standpunkt sig. Man bliver underligt tilmode ved endnu i slutten af 19de aarhundrede at læse om „vore Forfædre Joterne eller Gotherne“, om Norges erobring ved Norr og Gorr „efter de ældste Sagn i Fundinn Noregs“, om Cuso, „som ved Christi Tider skal have været de Finners og Bjarmers Konge“, om at „paa Othins (!) tider (!) skal der have været en Konge i Finmarken ved Navn Snøkall“ (!) — kort sagt om gjengangere fra salig Schønings tider. Man skulde ikke tro det muligt — og dog er det virkeligt — at hr. Magnus har udskrevet den største del af sit 1ste kapitel (Finmarkens historie indtil begyndelsen af 14de aarhundrede) dels efter Schønings „forsøg til de nordiske landes gamle geografi — fra 1751 — dels efter samme forfatters „Norges Historie“ (fra 1771) og fra Jessens „Kongeriget Norge“ (fra 1763), uden tilsyneladende at have anelse om, at disse bøger, hvor godt og dygtigt arbeide de end var for 100 aar siden, nu ikke kan benyttes uden af dem, som har fuldt rede paa, hvad det følgende aarhundrede har frembragt i samme materie. Hr. Magnus synes at nære en hellig sky for at benytte skrifter fra nyere tider og undgaar helst at laane fra dem. Naar han saaledes skal benytte kong Alfreds skildring af nordlændingen Ottars reiser forbi Finmarken, vælger han naturligvis Rasks oversættelse (fra 1815), uagtet han selvfølgelig kunde finde en meget korrektere oversættelse i P. A. Munchs Norges Historie og derved vilde have undgaaet meget uheldige feil. Jeg har kun et eneste sted (s. 12) fundet, at hr. Magnus har laant noget fra P. A. Munchs Norges Historie; men der udskriver han naturligvis netop en feil, som enhver sagkyndig let kunde berigtige. Men P. A. Munchs grundlæggende afhandling om „Finmarkens politisk-commercielle Forhold til den norske Stat“ (siden 1874 trykt“ i et saavidt bekjendt verk som P. A. Munchs Samlede Afhandlinger) kjender han ikke; hvis han havde kjendt den, maatte hele 1ste kapitel rigtignok være skrevet om. Forfatteren har foretrukket at udskrive Schøning, og han er ikke ræd for paa grundlag af ham endog at gjøre slutninger og opstille historiske hypotheser af den mest vidtrækkende art. Jeg skal nævne nogle.
Han udskriver fra Schøning eventyret om Finboge Rammes ophold paa Haalogaland (omkring aar 990), hvor det nævnes, at den norske sysselmand i Finmarken kommer seilende forbi Haalogaland, og paa grundlag af denne beretning — om hvis eventyrlige karakter han er lykkeligt uvidende — tilføier han, at denne sysselmand „er den første, hvorom det fortælles, at han tilsøs har indkrævet Finneskatten; dette beviser, at Søkysten (af Finmarken) dengang var beboet“. Som om det, at en mand fra Trondhjem reiser søveien til Finmarken, beviser noget om, hvorvidt finnerne der boede ved kysten eller tilfjelds! Og som om overhovedet et islandsk eventyr fra 14de aarhundrede kunde bevise noget om historiske eller geografiske forhold i det 10de!
Enhver vil have læst, at Harald Haarfagre udryddede smaakongerne i Norge. Hr. Magnus berigtiger dette for Finmarkens vedkommende. Han paastaar, at Finmarkens kyster paa Harald Haarfagres tider blev befolkede af nordmænd, og at her blev kongeriger oprettede, „og disse smaakonger vare undersaatter eller skatskyldige under Norges konger“, og at „langs kysten paa Sørøen, Ingø, Kjøllenæs, Kjølnæs og vistnok paa forskjellige steder paa Trinnis (Kolahalvøen) har der været smaakonger af norsk oprindelse, som har baaret navn af Finnekonger“. Vi andre ved ogsaa noget om en finnekonge, den Martin, som aar 1313 „kom til kong Haakon“; men at han var en af mange, og at baade han og de andre finnekonger var nordmænd, det er nyt. Desuden ved hr. Magnus meget mere om denne Martin; han fortæller, at Martin „i mange aar ej havde betalt skatten, hvorfor kong Haakon Magnusson i 1310 sendte Gissur Galle til Finmarken for at udkræve den. Gissur Galle havde Valtyr Pretta (!) med sig; de kom aaret efter tilbage med velforrettet ærinde. Martin drog 1313 selv villig til kong Haakon, som da var i Throndhjem, betalte hvad der endnu resterede af skatten og gjorde videre forsikring om troskab og lydighed.“ Noget af dette har hr. Magnus laant fra Schøning, som havde sat Gissur Galles reise til Finmarken i 1310 i forbindelse med finnekongen Martins ophold hos kongen i 1313, uagtet denne forbindelse er meget tvilsom; og tilnavnet „Pretta“ istedenfor „Prettepaals broder“ skyldes ogsaa Schøning, — hvilket imidlertid hr. Magnus ikke kan gjøre for, da han naturligvis ikke kan gaa til kilderne. Men en selvstændig theori af hr. Magnus er det, at finnekongen Martin var en nordmand, at han i mange aar ikke havde betalt skat, men forbedrede sig i 1313, og endelig at han døde i 1316. Beviset for Martins og de andre finnekongers norske nationalitet synes hr. Magnus at finde i visen om Kjølneskongen, hvilken han aftrykker (efter Liljenskjold) og aabenbart lægger stor vegt paa. Denne vise kunde han have sparet sig den umage at afskrive og trykke; det er allerede gjort af Fritzner for 45 aar siden, hvad hr. Magnus ikke synes at vide. Men denne vise er hverken et historisk dokument eller har noget med Finmarken at gjøre; det er en velbekjendt dansk-norsk romantisk folkevise om „rausten Benedikt“ og om datter af „Kongen i Køln“, som i Finmarken er bleven til „Kongen i Kjølnes“. Dette er oplyst i 1862 af Sophus Bugge og Svend Grundtvig. Hr. Magnus’s originale theori om norske finnekonger fra 10de til 14de aarhundrede tør trygt betragtes som umulig, ligesom ethvert bevis for norsk bebyggelse i Finmarken før det 14de aarhundrede ganske svigter.
S. 27 ff. indlader forfatteren sig paa det vanskelige spørgsmaal om russers og nordmænds rettigheder i Finmarken og Kolahalvøen. Forf. staar her ganske paa Schønings og Jessens standpunkt, og har ikke benyttet leiligheden til at fremdrage de mange dokumenter herom, som findes i de ham tilgjængelige arkiver. P. A. Munchs undersøgelser herom synes han kun at kjende fra et citat hos Stockfleth, og det bekjendte grænseskjel mellem Norge og Rusland omtaler han da kun som „oversat af den store kjender af saadanne sager, Arne Magnæus (!), et dokument, der af ham i 1715 ansaaes at være mere end 300 aar gammelt“ (hvilket ordret er Schønings ord), — uden at han kjender til, at der om dette dokument findes en hel literatur fra den nyere tid, og at originalen er bevaret og trykt i et saa vidt kjendt verk som „Norges gamle Love“ (1849). Jeg skal ikke opholde mig ved, at hr. Magnus ogsaa forvansker Arne Magnussons oversættelse ved at kalde Lungstuen „Lyghes-tufvu“ (i genitiv), thi naar man ikke kan gaa til kilderne og ikke forstaar kildernes sprog, vil slige feiltagelser være uundgaaelige. Værre er det, at forf. omtaler mænd som P. A. Munch og Stockfleth paa følgende maade: „Naar derfor Stockflet og Munck (!) vil dosere, at det i dette dokument nævnte Lyghes-tufvu (!) er det fjeld i Lyngen, som nu kaldes Lyngstuen, og at der ved Meleaa, som skulde ligge oppe paa fjeldet (!), menes Maalselven, en lav og bred dal (!) ved søen, beror dette vistnok paa en fuldstændig misforstaaelse, grundet paa en navnlighed.“ Det er mere end dristigt af hr. Magnus, som ikke kjender dokumentet anderledes end fra en ikke feilfri oversættelse, at ville hovmesterere P. A. Munch, som selv har udgivet og forklaret det originale dokument, og ligeoverfor P. A Munchs begrundelse, som hidtil har været godkjendt af alle, at stille sin autoritet uden at anføre grunde.
Eksemplerne kunde forfleres, men det vilde være det samme som at gjennemgaa alle de 29 sider, der vrimler af feil og letfærdige formodninger.
2det afsnit („Finmarkens blomstringstid“) begynder hr. Magnus meget smukt med at aftrykke „det første privilegium for Bergensernes handel paa Finmarken“, kong Haakon den 5tes forordning af 1305. Hr. Magnus tror aabenbart, at han her har gjort et vigtig fund, og at han aftrykker det originale dokument. Men her har hr. kapteinens ubekjendtskab til de virkelige kilder, de gamle love, spillet ham et slemt puds. Hvad han aftrykker, er kun en feilfuld oversættelse fra ca. 1590 (efter afskrift hos Liljenskjold ca. 1700), mens den originale text forlængst er trykt i Norges gamle love (1849). Forordningen er ikke udgiven af Haakon den 5te i 1305, men af Haakon den 6te i 1361, — hvilket allerede blev oplyst i 1838 af I. C. Berg, ligesom privilegiets virkelige betydning er nærmere udviklet af P. A. Munch. De virkninger, som efter hr. Magnus forordningen havde, er derfor de reneste fantasier: at under denne frie handels tid i 14de aarhundrede en mængde borgere og fiskere flyttede med tjenerskab og betjente til Finmarken, — at fiskere og handelsmænd (fra Finmarken) seilede med deres fiskeavl ej alene til indenrigske steder, men til Danmark, Holland og England (!), — at landet blev besøgt af fremmede nationer (!) for fiskeriernes og hvalfangstens skyld, — at adskillige steder som Ingø, Sverholt, Makaur, Vardø, Kiberg havde anseelse som smaa kjøbstæder o. s. v., o. s. v. Det er muligt, at der har været nogen norsk befolkning paa Finmarkens kyster i 14de aarhundrede, men talrig har den ikke været — thi den har intet sikkert spor efterladt i samtidige kilder —, og sikkert er det, at endnu i begyndelsen af 16de aarhundrede var den temmelig ringe. Befolkningens vekst i løbet af 16de aarhundrede kan temmelig godt følges af skattemandtal i rigsarkivet, men disse let tilgjængelige kilder sees hr. kapteinen ikke at have benyttet eller ialfald ikke at have forstaret at benytte, — hvis han har kjendt dem. Hr. Magnus kan ikke undskyldes med, at han udskriver de merkelige efterretninger om tilstandene i 14de aarhundrede fra Hammers underretning om Finmarken, thi han refererer dem i eget navn uden at citere sin kilde. Hammer kunde i 1763 ikke vide om, hvad der blev oplyst af I. C. Berg og P. A. Munch, men hr. Magnus burde i 1889 have kjendt det.
Det eneste faste punkt og eneste bekjendte faste beboelse i det egentlige Finmarken i 14de aarhundrede var Vardøhus. Herom taler hr. Magnus, efter at have omtalt traktaten i 1326 i „Neugarten“,[1] saaledes: „Paa disse tider antages det gamle Vardøhus slot at være anlagt; det er ej bygget paa nogen kongelig befaling, saa det er rimeligt, at det er opført af borgerne (!) til værn mod Russernes eller Karelernes indfald.“ Denne hypothese kan jeg ikke mindes at have seet fremsat før, den er vist egen for hr. Magnus. Forf. har uheldigvis været uvidende om, at Vardøhus fæstning omtales i et kongebrev fra 1340 som en kongelig fæstning (hvad der har været bekjendt siden 1838), og om, at Vardø kirke blev indviet i 1306 — og altsaa aabenbart fæstningen dengang anlagt —, hvilket er blevet oplyst i Norsk Historisk Tidsskrift i 1884. Jeg skal her ikke opholde mig ved den beskrivelse, hr. kapteinen giver af Vardøhus ældste fæstning — dens mure og bastioner med kanoner, stenstøkker o. s. v., som det af sammenhængen fremgaar, i 14de aarhundrede; jeg undrer mig kun over, at hr. kapteinen ikke er saa bevandret i krigshistorien, at han kunde forstaa, at denne beskrivelse passer paa langt senere tider end 14de aarhundrede. Denne beskrivelse er nemlig taget lige ud af Liljenskjold og stammer fra besigtigelser af 1685 og 1690 (!).
3die og 4de afsnit af verket synes ved første betragtning at staa over det foregaaende; her staar forfatteren paa noget fastere grund og begaar ikke længer saa fremtrædende feil som tidligere Men — det er ikke hans skyld, men hans forgjængeres. Han har i udstrakt maalestok udskrevet Liljenskjolds „Speculum boreale“, ja man kan vel sige, at alt hvad godt der findes om Finmarken i 17de aarhundrede, stammer — direkte eller indirekte — fra Liljenskjold; ved siden af ham laaner forf. fra Jessen (1763) og fra senere amtmands-indstillinger, der for det meste er trykte. Det er muligt, at forfatteren engang imellem har udskrevet en enkelthed fra arkiverne (skjønt jeg ikke har opdaget noget), men naar forfatteren paa et enkelt sted (s. 49—51) aftrykker et dokument med cursivskrift, som om det var afskrevet fra originalen, sees det straks, at hans original atter er Liljenskjold, og i aftrykket findes tilmed flere skrivfeil, som Liljenskjold ikke har begaaet. De fleste feil har derfor forf. tilfælles med sine originaler, f. eks. hvor han kalder de ældre lensmænd paa Vardøhus „amtmænd“, eller hvor han kalder lensmanden i Nordlandene Hartvig Bilde for „den danske lagmand (!) Hartvig Bille“; men flere feil har han yderligere tilføiet, f. eks. naar den latinske indskrift i Vardøhus citeres saaledes: Anno 1599 29de (!) Mai erat hac in domo Christianus 4tus, og oversættes „Aar 1599 den 29de Mai var her (!) i Huset Christian d. 4de“, o. fl. Hovedfeilen ved den hele fremstilling i disse tider er imidlertid, at forfatteren overalt ensidigt har fulgt amtmændenes opfatning, uden saa meget som at søge oplysning om modpartens, Bergens-kjøbmændenes, standpunkt. Og dog findes der i den trykte literatur oplysninger nok til at berigtige billedet, hvis forfatteren havde kunnet eller villet være retfærdig; saaledes vilde forf. i dr. Yngvar Nielsens „Bergen“ finde henvisninger til arkivsager, som han maatte have let for at studere, da de findes i det norske rigsarkiv.
Det vil fremgaa af, hvad jeg ovenfor har sagt, at jeg maa anse forf.s bog som et helt igjennem mislykket produkt, der aldrig burde været trykt, og jeg finder at burde advare enhver, som tænker at lære noget paalideligt om Finmarken, mod at studere den nysudkomne bog. Naar forfatteren ifølge forordet anser sin bog for ialfald skikket til folkelæsning, kan jeg heller ikke deri være enig med ham, ikke blot paa grund af dens fremtrædende og enestaaende historiske upaalidelighed, men ogsaa fordi den lider af væsentlige literære feil. Ganske st er bogen i det hele taget noksaa læselig. Men for det første vrimler den i en ganske forfærdelig grad af skriv- og trykfeil, og disse feil rammer, hvad der ikke er videre heldigt i en historisk fremstilling, fornemmelig stedsnavne, mandsnavne og aarstal — jeg nævner s. 110 „Christian II (!) i 1565“ for „Fredrik d. 2den i 1565“, s. 112 „nedre Tangen“ for „nedre Tanen“, s. 26 Andreas „Sjaldebarm“ for „Skjaldarband“, s. 45 1629 for 1529, men der er mange, mange flere —. Dernæst bruger forfatteren en høist merkelig skrivemaade af fremmedord, f. eks. destrict (s. 9), ekstimeredes (27), amunisjon (78), demoraliceret (124), destinguere (127). Endelig er rene sprogumuligheder ikke sjeldne, f. eks. det hidtil ukjendte ord „finkrevd“ (s. 16, 27), der skal betyde skattekrævning hos finnerne, „ istandsætte fästningens brystfældighed“ (s. 77), anstundne vinter (s. 97), „ikke desuagtet“ (s. 99), „almuen blev (!) nedsunken i bundløs gjeld“ (s. 108) o. s. v., o. s. v.
At en bog som denne kan udkomme i 1889, er i sig selv et særsyn, og at et anseet firma som Gyldendal vil forlægge den, endnu merkeligere. Forlæggeren tør imidlertid forklare, at ansvaret herfor kan han dele med andre. De anbefalinger, som to videnskabsmænd var svage eller godmodige nok til at give hr. Magnus, — rigtignok førend denne havde skrevet sin bog —, og det stempel af statsunderstøttet historiker, storthinget havde givet hr. Magnus ved at bevilge ham en understøttelse til fortsættelse af hans finmarkske studier, kunde forsaavidt være forklaring nok til at hr. Hegel overtog forlaget. Hovedansvaret for at et saadant arbeide udgives faar de 56 mænd af Norges storthing overtage, som trods advarsler fra sagkyndige i 1887 letsindigen bevilgede hr. Magnus understøttelse af statskassen til studiereiser. „Det maa være en sand fryd at se sine penge saa vel anvendte.“
Gustav Storm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Hr. Magnus burde have oplyst, hvad „Neugarten“ er for et sted; hans bog er jo bestemt til „folkelæsning“.