Hopp til innhold

En ufuldendt Selvbiografi af Statsraad Peter Motzfeldt

Legg til lenke
Fra Wikikilden
EN UFULDENDT SELVBIOGRAFI AF STATSRAAD PETER MOTZFELDT
UDGIVET AF
ERNST MOTZFELDT

Statsraad Peter Motzfeldt var som Artillerikaptein ansat i Bergen i Aarene 1809—1814. Han tilhørte der en Vennekreds, der under Navn af Quodlibet dannede en halvt litterær, nøie forbundet og strengt sluttet Klub. Nærmere Oplysninger om denne findes hos Ludvig Daae, Breve fra Danske og Norske, S. 249, og hos Yngvar Nielsen, Stiftamtmand Christies Dagbog 1815, Historisk Tidsskrift, 4de Række, Bd. I, S. 177. Klubbens øvrige Medlemmer var Stiftamtmand Christie, Stiftsoverretsassessor, senere Stiftamtmand Edvard Hagerup, Byfoged, senere Høiesteretsjustitiarius Bull, Toldkasserer Christie, Jonas Rein, Lyder Sagen, Foged, senere Sorenskriver Bøgh, Foged, senere Sorenskriver Budtz, Byskriver Klingberg og Overvrager Kahrs. Motzfeldt var et virksomt Medlem af Klubben og sluttede sig med Inderlighed til dens Medlemmer.

I Slutningen af 1814 blev Motzfeldt Statsraad og Medlem af den første norske Statsraadsafdeling i Stockholm. Men Vinteren 1815—16 var han atter i Bergen for at søge gjennemført en bedre Ordning af Toldvæsenet der. Og under dette Ophold levede han igjen i sin kjære gamle Omgangskreds. Da kort før hans Afreise fra Bergen Turen kom til ham at skulle holde Foredrag i Quodlibet, valgte han til Emne for sit Foredrag at give en Udsigt over sit eget Levnetsløb, idet han antog, det kunde interessere hans Venner „at vide, hvorledes jeg blev saadan, som jeg er“. Det er dette Foredrag tilligemed de indledende Ord, som, her meddeles. — Det var, som det sees, Tanken, at Biografien senere skulde blevet fuldført og sendt Quodlibet. Men dette skete aldrig.

Noterne under Texten er af mig. For velvillig Bistand ved Udgivelsen bringer jeg Professorerne Ludvig Daae og Gustav Storm og Rigsarchivar Huitfeldt-Kaas min erkjendtlige Tak.

Ernst Motzfeldt.

Mine høistærede Herrer!

Det var ofte mit Ønske, — naar jeg havde den Ære at være Taler i vort Sælskab, at det maatte vaere ret længe, inden Turen igjen kom til mig; og jeg feiler maaske ikke ved at troe, at én og anden af Dem m. Hrr., i lige Tilfælde, stundum nærede samme Ønske, — skjøndt vist nok ikke med saa megen Grund, som jeg. Skjæbnen opfylder nu dette mit Ønske; — men — som den overalt ei pleier at føie mig for Alvor — saa føier den mig nu kun for end mere at indprente mig den Sandhed, at faa, saare faa af Menneskens Ønsker ere af den Art, at deres Opfyldelse virker Held og Tilfredshed.

Ja! længe bliver det, til min Tur kommer, at tale for dette Sælskab; — den kommer maaske aldrig mere. Jeg skal nu forlade Bergen, — det Sted, hvor jeg i flere Aar har fundet mig saa tilfreds, og hvor jeg havde det sjeldne Held, i Mandoms Aar, at vinde flere Venner, — Venner, der ere min Stolthed og som udgjøre den vigtigste Deel af den Lykke, som faldt i min Lod herneden. Stundum hvisker vel Haabet til mig: „Du skal komme tilbage til Bergen, — komme der i en behagelig Stilling, — komme der, for at blive der for stedse“; — men desværre! Haabet støtter sig her, — som saa ofte — paa Grunde, der ei udholde den kolde Fornufts Prøvelse. Jeg kan ikke, — jeg tør ikke dølge for mig selv, det Rimelighed tilsiger, at det nu er den sidste Gang, jeg er Taler for det Sælskab, der skjænkede mig saa mangen Glæde. — Ingenlunde er det derfor vanskeligt for mig at vide, hvad der idag burde være Indholden af min Tale. Der er ei blot Anledning til, — men Pligt byder mig, idag at tolke Dem mine Venner! min uskrømtede Taknemmelighed for det Venskab, De have viist mig, — for den Godhed, hvormed De optoge mig i Sælskabet, — for den Skaansel, hvormed De have modtaget de ringe Bidrag, jeg har ydet til Sælskabets Moroe — og for den Glæde, jeg fandt i hver vor Samling, endog da, naar jeg stundum med nedtrykt Sind gik hen til den. Og dog m. Hrr.! — tør jeg ikke vælge dette Æmne for min Tale. Jeg formaaer ei at tale derover, som jeg burde, — formaaer ei at udtrykke hvad jeg føler, — ja jeg frygter, at mine matte Udtryk vilde komme Dem m. Venner til at dømme mine Følelser mindre levende, mindre værdige hvad jeg skylder Dem, end jeg tør smigre mig med, at De — uden nogen Forsikring, — tiltroe mig dem.

Du tør ikke tale om disse dine ædle Venner, — tænkte jeg, — hvad om Du talede om Dig selv? Skulde dette ikke, af ædle Venner tilgives den bortreisende Ven, som i Skilsmissens Stund ikke har noget ivrigere Ønske, intet andet trøstende Haab, end altid at blive i levende Erindring hos de Venner, hvis Kreds han nu forlader — maaske for stedse? Fuld af den Tanke, at det, for Fremtiden, er kun mit Minde, som skal leve iblandt Eder, er det, jeg vover, idag at tale om mig selv.

Jeg tvivler ingenlunde paa, at jo De m. Venner kjende mig tilfulde, vide fuldkommen at bedømme, hvad jeg er. Men — smigrer jeg mig vel formeget ved at antage, at det ogsaa kunde interessere Dem at vide, hvorledes jeg blev saadan, som jeg er?

Unægtelig veed man selv allermindst at bedømme hvad man er, — og mindst heldig vil man vel derfor ogsaa selv være, i at opdage Aarsagerne til det Sving Characteren har faaet. Ikke desto mindre bilder jeg mig ind, at jeg, ved at eftertænke mit Liv fra Barndommen af, veed at forklare i det mindste nogle Træk i min Characteer; — og dette har bragt mig paa den Ide, til Afsked at byde Dem m. Hrr. en kort Udsigt over mit Levnetsløb.

Ikke venter jeg den Bebreydelse, at det er forfængelig Indbildning om eget Værd, eller min egen Vigtighed, der har avlet dette Indfald; — det er ei blandt Medborgere, jeg troer at have nogen Vigtighed; — men som Ven, troer jeg at have den for Venner, — og altsaa for Dem m. Hrr.! Feiler jeg heri, saa har jeg troet mig meget mere lykkelig, end jeg er.

Skjøndt jeg vil fatte mig saa kort, som muligt, vil dog nok en Udsigt over mit Levnetsløb optage en længere Tid, end der for en Tale i vort Sælskab er fastsat. Det turde derfor bifaldes, at det deraf, som jeg ikke idag selv kan fremsige, vorder oplæst af en af Dem m. Hrr. i een eller flere følgende Samlinger. —

Jeg er fød den 3die August 1777 paa Stubban i Ørkedalen i Tronhiems Stift, hvor min Fader Uldrik A. Motzfeldt var national Capitain. Han var af et alvorligt, tildeels melancolsk Temperament. Min Moder B. A. Bull var, — som de fleste af den Familie, — begavet med det lykkelige Sindelag, ved hvilket man i Almindelighed er istand til at skue denne Verdens Ting og Hændelser fra den bedste Side, og ved hvilket man leer ad det Pudseerlige, naar man ei kan glæde sig over det Gavnlige ved dem. At jeg har arvet min Moders Temperament, dømme nok de, der kun stundum omgaaes med mig, — og de have tildeels Ret; men at jeg ogsaa fik en god Portion af min Faders, det vide de, der kjende mig nøie. Det kan maaske kaldes en Slags Forstillelse, at lee, uden at være glad, — men den skader neppe Nogen; — og overalt, — dersom ei ret temmelig Mange fulgte la Bruyere’s Regel: il faut rire avant que d’être heureux, de peur de mourir, sans avoir ri, — saa vilde der blive saare lidet Latter iblandt den mere tænkende Deel af Mennesker.

Da jeg var omtrent 5 Aar gammel, døde min Fader, og efterlod min Moder, — ikke just trængende, — men dog i saadanne Kaar, at hun med hendes Enke-Pension ikke kunde opdrage og forsørge 2 Sønner og 3 Døttre. Min Farbroder, daværende Lieut. I. Motzfeldt[1] tog mig derfor til sig. Denne værdige Mand, der forenede en lys, fordomsfrie Aand, og et roeligt, elskværdigt Temperament med det ædleste Hjerte, skylder jeg, at jeg er kommen frem i Verden! — I de første Aar holdt han en Huuslærer for mig og for sin Søn[2], der var to Aar yngre end jeg. Denne Lærer underviste os ganske vel i Læsning, Skrivning, Regning, samt christelig Børnelærdom; men at vække Eftertanke og udvikle Begreber hos Børn, dertil var hans Methode ingenlunde skikket. Mere Indflydelse paa min fremtidige Characteer havde den Maade, paa hvilken Børn bleve behandlede i min Farbroders Huus. Uden Skaar i den fulde fornuftige Ømhed, som Forældre kunne have for deres Børn, bleve vi behandlede med Alvorlighed, tildeels med Strenghed, — opvante til Tarvelighed, — holdte til Orden, — og fornemmelig indprentet, ikke at sætte os over, eller kun ved Siden af voxne Folk, — var det endog kun Tjenestefolkene. Herfra reiser sig den strenge Fordring, jeg stedse gjør paa Agtelse, ei allene hos Børn for voxne Folk, men ogsaa hos den yngre Mand for Oldingen; men herfra reiser sig nok tillige den Blyhed, der saa ofte gjorde det vanskeligt for mig, at vide at tee mig i fremmed Selskab; thi den Regel at Børn ei, uadspurgte, skulle indlade sig i Tale med voxne Folk, blev maaske noget for strengt overholdt i min Farbroders Huus.

Allerede førend jeg kom der, havde man fortalt mig, at der var en Gud til, og lært mig Bønner at bede til ham. Jeg siger man fortalte mig; thi den Tid var man, i den Egn i det mindste, endnu ikke kommen saa vidt, at man lod Børn raisonere sig til Guds Tilværelse, ved Slutninger, som det endnu ikke tænkende Barn ikke fatter, og som den tænkende Philosoph stundum ikke finder bevisende. Man tænkte i sin Eenfoldighed, at Religionen skulde være en Gjenstand for Hjertet, ikke for Forstanden; man troede, at Tanken om Gud burde ligesom fødes med den første Ide, der avledes hos Barnet og saaledes opvoxe med det; og man skjønnede ei rettere, end at Barnet lige saa vel kunde, paa voxne Folks Ord, troe, at der er en fælles Fader for alle Mennesker, som det troer, at dets kjødelige Fader er den middelbare Aarsag til dets Tilværelse, og er dets Forsørger. Hos min Farbroder blev dette Princip i Religionsunderviisningen ogsaa fulgt. Han var selv en religiøs Mand, i Ordets værdigste Betydning, — og han sørgede derfor for, at Børnene bleve tilholdte at lære den almindelige Børne-Lærdom og at læse Bibelen jevnligen og med Ærbødighed; — ligesom der overalt, i og af hans Huus stedse vistes Ærbødighed for Religionen og hvad der hører til den, endog i det Udvortes. —

Fra det Øieblik, jeg kom i min Farbroders Huus, blev jeg af ham og af hans Hustru[3] stedse behandlet i et og alt, som deres egne Børn. Han mistede denne Hustru faa Aar efter jeg kom til ham; men han var saa sjelden lykkelig i sit nye Valg af Ægtefælle[4], at hverken jeg, eller hans egne Børn nogentid have savnet en øm og fornuftig Moder. Jeg ansaae mig da aldrig for fremmed, men som Barn i Huset, og blandt disse var jeg den ældste. — Jeg anfører dette, fordi jeg troer, at den Omstændighed, at jeg var den ældste, og altsaa oftest den raadende blandt Børnene, lagde den første Grund til den Feil hos mig, at ville føre det belærende og det afgjørende Sprog blandt mine Ligemænd og altsaa ogsaa at være paastaaelig — en Feil, som jeg i mine yngre Aar ofte havde at bebreyde mig, og som jeg endnu ei er aldeles fri for, uagtet min Umage for at aflægge den. —

I Aaret 1789 sendte min Farbroder mig i Huset til en afskediget Lieutenant Roth, for der at nyde Underviisning. Roth var en Jena-Student, der — jeg troer for en Duel-Skyld — for mange Aar tilbage var kommen til Danmark og derfra til Norge, hvor han blev Under-Officeer ved tronhjemske Dragoner. Han blev af min Farfader[5] antaget til Regimentsskriver og tillige til Lærer for hans Børn, og var han da Lærer baade for min virkelige og for min Pleie-Fader. Siden gik han af med Lieutenants Characteer og en liden Pension; — og boede nu paa en Eiendoms-Gaard paa Inderøen. Han var en Mand med mange Kundskaber, besad endnu — skjøndt han allerede var en gammel Mand, — fulde Sjels og Legems Kræfter, og havde en sjelden Gave til at gjøre sin Underviisning saavel behagelig, som fattelig. Han fik tilligemed mig en anden Elev i Huset og længere hen endnu tvende til, blandt hvilke min Pleie-Broder, min Farbroders ældste Søn. Af alle disse var jeg atter den ældste.

Roth holdt ikke bestemte Skoletimer, — men læste af og til med os, som det kunde falde sig. Iblandt gav han os Lektier at lære udenad, fordi dette — som han ofte sagde — er det virksomste Middel til at skjærpe Hukommelsen. Men den vigtigste Deel af hans Under viisning bestod i hans Samtaler med os, — i Stuen og paa Marken, hvor vi næsten stedse vare om ham. Han vidste altid at lede Samtalen hen til den Materie, i hvilken han vilde undersøge hvad vi vidste, eller i hvilken han vilde give os Underviisning. Denne Behandling i Skole-Aarene har maaske en ei ubetydelig Deel i det Had, jeg stedse har baaret til alt Pedanterie; en Følelse, der naturligviis ikke har virket til at gjøre mig tilfreds i den militaire Stand, hvor en vis Grad af Pedanterie endog er absolut nødvendig. —

Fra min Barndom af har jeg været kun lidet oplagt til og havt kun liden Lyst til Legems-Øvelser. Jeg fandt heller ikke nogen synderlig Glæde i at see de militaire Uniformer, Exercitier og deslige. Jeg havde derfor neppe selv valgt mig den militaire Bane; men da min Farbroder bestemte mig til den, faldt det mig aldrig ind, at det kunde være anderledes. Allerede fra mit 10de Aar af, stod jeg i Nummer som Under-Officeer ved tronhjemske Dragoner, hvilket dog allene foranledigede, at jeg bar Uniformen; thi min Farbroder besluttede siden, at jeg skulde sendes til Artillerie-Cadet-Academiet. Med Hensyn paa denne min Bestemmelse, blev jeg hos Roth underviist, — foruden i Regning og Skrivning — i Geographie, Historie, Tydsk og Fransk; — og desforuden lærte jeg lidt Latin; thi min Farbroder troede, at nogen Kundskab i det latinske Sprog maatte være saare gavnlig i enhver Stilling. Jeg har ogsaa ofte havt Leilighed til at beklage, at jeg desværre i min Ungdom ikke vedligeholdt den liden Kundskab i Latinen, jeg som Barn havde erhvervet. I Religionen brugte Roth omtrent den samme simple Underviisningsmaade, som i min Farbroders Huus blev brugt med mig. Jeg har dog nogen Grund til at troe, at Roth ei tænkte fuldkommen lige med min Farbroder i denne Henseende, men at han rettede sig deri efter denne, hvem Religionens simple Indprentelse laae saa meget paa Hjerte. Overalt har vel Roth ogsaa tænkt, — og neppe uretteligen — at Ynglingen meer end tids nok skiller sig ved de muligens alt for sandselige og eenfoldige Religions Begreber, han i Børne-Aarene har erholdt.

I Foraaret 1792 blev jeg confirmeret, — en Handling, der ei allene var meget høitidelig for mig, men ved hvilken jeg syntes mig at gjøre et saare betydeligt Trin fremad paa min Menneske-Bane; thi i de Tider ansaae man sig stedse for Barn indtil man blev confirmeret.

Strax efter min Confirmation forlod jeg Roth’s Huus, og efter et kort Ophold hos min Farbroder, reiste jeg, i Følge med min Broder[6], og tvende Andre, der vare dimitterede fra Trondhjems Latin-Skole, til Kjøbenhavn og kom paa Artillerie-Cadet-Academiet.

Aldrig har jeg følt mig saa forladt, saa forknytted, som i den første Tid paa Academiet. Det mig fremmede, og maaske kun derfor, saa saare ubehagelige kjøbenhavnske Sprog, syntes mig en uoverstigelig Grændse imellem mine Kamerater og mig. Selv de Normænd, som vare iblandt dem, og som jeg naturligviis holdt mig mest til, — havde antaget endeel af dette Sprog. Isteden for den Frihed, jeg forhen havde havt, fandt jeg her en vis Tvang, og en regelret Orden, der bestemte alle vore Foretagender, deres Tid og deres Sted. Forhen vant til at være den første blandt mine Kamerater, fandt jeg her ei allene en stor Deel meget ældre end jeg, men jeg maatte endog finde mig i, at gjelde mindre end, ja at blive railleret af dem, der var yngre, fordi jeg var nykommen og ukjendt med den herskende Maneer og Tone. Denne sidste forskrækkedes jeg virkelig over. Jeg ansaae stundum mine Kamerater for halv vilde eller halv rasende Mennesker. Jeg havde Uret deri; thi en vis Ubændighed er kun en naturlig Følge af Samlingen af mange unge Mennesker, og ingenlunde saa skadelig, som den vel kan synes, skjøndt der vist nok hører megen Klogskab til, rigtig at styre den, især hos de Unge, der just gaae over fra Barnets til Ynglingens Alder. Men neppe havde jeg saa ganske Uret, naar jeg forskrækkedes ved at høre spotte med de ukunstlede Religions-Begreber, som vare mig saa hellige, saa utvivlsomme, fordi de, saa at sige, vare opvoxede med mig. —

Det vaerede imidlertid ikke meget længe, inden jeg fandt mig taalelig vel paa Academiet. Sproget vante jeg mig til at høre, ja at efterligne; den Orden, vi vare underkastede, fandt jeg mig snart i; — jeg trøstede mig over at maatte vige for den halve Deel af mine Kamerater, ved at erhverve mig Herredømme over den anden halve Deel; Tonen kom jeg nogenledes efter, skjøndt jeg rigtig nok ei havde den Grad af Raskhed, som den stundum fordrede; og selv den letsindige Maade at behandle religiøse Ting paa, blev jeg forligt med; thi det er ei blot, at Ynglingen gjerne skiller sig ved de strengere Religions-Begreber fordi de ere et Baand paa Lidenskaberne; men det kildrer paa en Maade hans Forfængelighed, nu at kunne drive Spot med de Ting, han forhen ei uden høi Ærbødighed turde tænke paa.

Hvad der nu mest bedrøvede mig, var den Omstændighed, at der, da jeg kom til Academiet var kun 8 Maaneder igjen af de 2 Aar, Cursus vaerer i yngste Klasse, som jeg kom ind i. At kunne komme saa vidt, at jeg kunde tage og bestaae i Klasse-Examen med de Andre, havde jeg kun lidet Haab til, især da nogle af Lærerne sagde mig at dette neppe var værdt at tænke paa; og at skulle først efter de næste to Aar komme op i øverste Klasse var en sørgelig Udsigt for mig, der allerede var 15 Aar gammel. Men Cadet-Officeren, daværende Lieutenant Mourier[7], — hvem jeg, saavel i denne, som i flere Henseender skylder megen Erkjendtlighed — opmuntrede mig til at forsøge, at kunne tage Examen med Klassen, og formaaede Lieut. Tscherning[8] til at give mig privat Information i Mathematik og Artillerie. Ved denne duelige Lærers Underviisning, og ved nogen Anstrengelse, lykkedes det mig, ei allene at bestaae i Klasse-Examen, men endog at blive den første iblandt dem, der bestode, hvilket Held allene maa tilskrives den Omstændighed, at jeg i Forveien var vant til at lære Noget; thi det Fornemste ved Børne-Underviisningen turde maaske være, — om jeg saa maa udtrykke mig — at lære Børn at lære.

Efter at jeg var kommen i øverste Klasse, og kommen der med ret gode Forkundskaber, kostede det mig ingen synderlig Anstrængelse, at hævde min Plads, som den første i Klassen. Dette er dog kun at forstaae med Hensyn til det Videnskabelige; thi i Tegning, hvortil jeg aldrig havde synderlig Anlæg, holdt jeg kun Middelveien imellem de bedste og de sletteste Tegnere, og i Exercitien maa jeg bekjende, at jeg stedse var iblandt de Maadeligste, skjøndt jeg virkelig gjorde mig Umage for den; — baade Lyst og Anlæg til den manglede mig.

I øverste Klasse havde jeg virkelig megen Tid tilovers. Endeel af den anvendte jeg ganske vel, nemlig til at give privat Underviisning til yngre Cadetter; men mere af den anvendte jeg ikke saa nyttigen, som jeg burde. Jeg gjorde ingenlunde de Fremskridt i de mathematiske og artilleristiske Videnskaber, som jeg kunde have gjort. Jeg lod mig stedse nøie med at følge Foredraget, og bildte mig endog stundum ind, at jeg var et heelt Lys i disse Videnskaber, i det jeg sammenlignede mine Kundskaber ikkun med mine Klasse-Kameraters. Ei allene det lidet Latin, men ogsaa det Franske, jeg havde lært, forsømte og forglemte jeg ganske; thi først i den allersidste Tid, jeg var Cadet, blev der givet lidt Underviisning i det franske Sprog ved Academiet. Derimod anvendte jeg meget af min Tid paa at læse Moerskabs-Bøger og det uden noget fornuftigt Valg. Alle tydske Romaner, men især alle Ritter-Geschichten, Feen-Mährchen, Geister-Geschichten o. d. l., som jeg kunde overkomme, læste jeg med megen Fornøielse. Jeg fordømmer ei ubetinget den Slags Læsning; men at mange unge Mennesker ved for meget af den kunne blive — om ei aldeles til Narre — saa dog forskruede Personager, eller faae et Sving til det Overordentlige, der gjør dem utilfredse med og lidet skikkede til det Ordentlige, eller Hverdags-Livet, — det anseer jeg for afgjort; og omtrent en saadan Virkning havde omtalte Læsning for en Tid paa mig. Jeg fandt Nutidens Mennesker alt for svage, alt for jevne i deres Færd; — jeg vilde have Kraft-Handlinger. Det syntes mig, at det jevne Hverdags-Liv og sædvanlige Borger-Sysler ei førte til Noget, ei var Noget for Mennesket, hvis Bestemmelse, efter min Mening var, stedse at udrette noget Stort, noget Ophøiet. Jeg ønskede tit ret inderlig, selv engang at kunne spille nogen overordentlig Characteer-Rolle paa Livets Skueplads, og ikke altid ledede de strengeste Moral-Begreber mine Ønsker i den Henseende; jeg skulde hellere valgt, at vorde en Carl Mohr end den nyttigste roelige Borger i Staten. Jeg sukkede over at finde saa lidet Følelse hos Mennesker; jeg vilde have dem mere ømme, mere sympathiserende. Endelig havde jeg faaet en høi Ide om den Grad af Lyksalighed, som Mennesket kunde opnaae, ja som hvert Menneske havde Ret til at vente herneden. At jeg antog den rene Kjerlighed og det derpaa grundede Ægteskab for Fundamentet til denne Lyksalighed, forstaaer sig af sig selv. Dette Sværmerie — som jeg vel tør kalde det — vilde neppe blevet mig til Baade, om jeg i den Tid havde været ude i Verden; nu derimod havde det dog nok den gode Virkning, at jeg, som halv Sværmer, var mindre tilbøielig til sandselige Udsvævelser. For øvrigt høstede jeg — foruden maaske nogen Smag i det tydske Sprog — den Fordeel af min tidlige og overdrevne Romanlæsning, at jeg allerede tidlig tabte Smagen for den Lecture og har siden mit 20de Aar, ei spildt megen Tid paa den.

Da jeg kom i øverste Klasse udvalgte Cadet-Officeren mig til at være en af de 2de Under-Officerer, eller Opsynsmænd ved Cadetterne. Dette — forenet med den Omstændighed, at jeg stedse stod mig bedst hos Lærerne, gjorde, at jeg atter spilte en Formands-Rolle blandt mine Kamerater, hvilket, som før bemærket, har havt Indflydelse paa min Omgangstone.

Den mig stedse uforglemmelige værdige Lærer, Capitain Abrahamson skylder jeg, at jeg allerede i mine Cadet-Aar fik — jeg kan ei sige Smag for — men dog Agtelse for de skjønne Videnskaber, som overalt en anden 1de om Videnskabelighed i det Hele, end den, som den militaire Opdragelse oftest giver unge Mennesker. Hans Underviisning ved Artillerie-Cadetterne, var vel indskrænket ene til Dansk, Tydsk og Geographie, men de Samtaler han stundum værdigede os, gav mig Tanke om Aands Dannelse i det Hele, og vakte endog stundum det Ønske hos mig engang at kunne gjøre nogle Trin paa den Bane, paa hvilken denne vor elskede Lærer saa hæderligen udmærkede sig. Dette var vist nok i det Hele et heldigt Stød paa min Tænkemaade; men ikke var den Ide heldig, som jeg efterhaanden fik, at militaire Videnskaber kun vare at ansee som Haandværks Kundskaber, og at den, der endog bragte det aller videst i disse Videnskaber ingenlunde, i Værd, kunde sættes ved Siden af andre Lærde. Jeg beholdt længe denne Ide, uagtet den i Almindelighed er urigtig, og i Særdeleshed skadelig hos en Militair.

I de Aar, jeg var Cadet, var den Friheds Aand, som den franske Revolution udbredede, omtrent paa sin største Høide i vore Lande. Det var naturligt, at de Begreber om Menneske-Værd og Folke-Frihed, der nu opstode, — om ei som aldeles nye, saa dog under en længe forglemt Skikkelse — bleve misforstaaede, tildeels endog af tænkende Mænd, men fornemmelig af unge Mennesker, og mest af saadanne, som følte sig under nogen Tvang. Paa Academiet ansaae derfor enhver af os Frihedens Sag som sin egen; og vi politiserede og raisonerede om Frihed og Regjeringer, om Lighed og Rettigheder saaledes som Uerfarenhed og Ungdoms Iver det medførte, — og jeg erindrer meget vel, at jeg ei var blandt de Lunkne i disse Sager. Ja ved min barnagtige Lyst til at disputere i Politiken og ved en af vore Læreres misforstaaede Loyalitet, var jeg virkelig kommen i Fortred, ja havde seet al Udsigt for mig til Forfremmelse forsvinde, dersom ikke Cadet-Officeren og 2de af Lærerne havde talt min Sag, og Artillerie-Corpsets Commandeur[9] ikke havde tænkt rigtigere over en Ynglings Ubesindighed, end hiin Lærer, der vilde have mig anseet for en meget farlig Undersaat. Dette kunde jeg den Gang naturligviis ikke være; og jeg troer bestemt, at jeg under ingen Omstændighed nogentid kunde blevet det. Jeg har ikke Djervhed nok i Characteren dertil. Vist er det imidlertid, at min Tænkemaade bærer Præg af, at jeg har faaet min Dannelse i en Periode, da Frihedens Sag var Dagens Orden, — skjøndt jeg, som vel saa mange Andre, har havt Leilighed nok til at indsee, baade hvor meget hine Friheds Theorier trængte til Berigtigelse og hvormeget de i Anvendelsen nødvendigen maae indskrænkes. Jeg var i det Hele ei meget tilfreds i den Tid jeg var Cadet, Det var ei allene det sædvanlige Tilfælde med mig, som med de fleste Cadetter, at jeg higede efter at komme fra Academiet, faae Feldt-Tegnet og blive min egen Herre; men jeg var ei oplagt til og fandt ei ret Behag i de Lystigheder, som mine Kamerater morede sig med. Jeg følede mig ogsaa sjelden fuldkommen vel, skjøndt jeg aldrig var egentlig syg. Formodentlig var det en hemmelig Hjemve, der plagede mig, som saa mangen Normand i Danmark. I Høsten 1795 var jeg med 2de andre Cadetter i nogen Tid i Wiborg paa en Opmaaling under Lieut. du Plat. Der fandt jeg mig meget fornøiet. Vi kom her omkring paa Landet og jeg fandt i det Hele Gjestefrihed og en Tone mere lig den, der hersker i mit kjære Norge. Meget bidrog det vel ogsaa til min Tilfredshed, at jeg fandt en Cadet ganske anderledes anseet i Wiborg end i Kjøbenhavn; thi Forfængeligheden bier ei efter Feldttegnet, for at bemægtige sig den unge Militair. —

I Januar Maaned 1796 avancerede jeg til Second-Lieutenant i Artilleriet, og var saa heldig, — som den, der havde bestaaet-bedst ved Examen, — at erholde en Medaille af daværende Kronprinds Frederik.

Uagtet jeg aldrig var blandt dem, der ansee en Officeer for den vigtigste Hædersmand i Staten, var jeg dog ei frie for den glade Forfængelighed, som Erholdelsen af Feldttegnet medfører. Jeg glædede mig ogsaa over, nu at være kommen ud af den Tvang, som Cadetterne vare undergivne og at være bleven, — som jeg troede — min egen Herre. Jeg maa dog ogsaa lade mig selv vederfares den Ret, at en af Aarsagerne til min Glæde over at være bleven Officeer, var, at min Farbroder nu ei mere behøvede at understøtte mig.

Det varede ikke meget længe, inden jeg kom efter, at min Stilling, som Officeer, ei var saa behagelig, og allermindst saa fri, som jeg havde forestillet mig den. Ei blot Subordinationen og Tjenesten, men ogsaa den indskrænkede Gage — for mig omtrent 113⁄4 r. maanedlig, — indskrænker forbandet meget den Frihed og Uafhængighed, som Cadetten tildrømmer Officeren; — og Officeren ønsker sig derfor ofte Plads ved det for Cadetterne dækkede Middagsbord, om han end skulde kjøbe den ved Underkastelse under den Cadetterne paahvilende Tvang. Jeg hjalp endeel paa min trange oeconomiske Stilling, ved at give privat Information, hvorved jeg fortjente 4 à 6 r. maanedlig. Det var imidlertid flere Gange Tilfældet, at jeg ikke eiede en eneste Skilling; men Gjeld havde jeg ikke. Jeg havde ingen Ide om, hvorledes jeg skulde kunne gjøre den; og havde jeg end vidst at faae Credit, jeg havde neppe gjort Gjeld; en vis — maaske overdreven — Stolthed og Lyst til Uafhængighed vilde afholdt mig derfra.

Mere af Nødvendighed, end af naturligt Hang dertil, vante jeg mig til streng Sparsommelighed. Denne, — og Orden i mine oeconomiske Sager, har jeg siden stedse bibeholdt. Jeg har, alt fra den Tid, stedse holdt Bog over mine Indtægter og Udgifter, — forstaaer sig, mere og mindre specielt, efter mine forskjellige Stillinger. Mange ansee sligt for Tidsspilde og Pedanterie; det kan vist ogsaa let udarte dertil; men det er dog nok kun ved saadant Regnskab, man sættes istand til, at anvende Chesterfield’s vist nok gode Regel: take care of the penny, the pounds will take care of themselves.

Iblandt Artillerie-Officererne var der, paa den Tid, en meget god Militair-Aand. En fornuftig Æresfølelse raadede, og Kameraternes Exempel, — ja hvor det behøvedes — deres Irettesættelse viste den unge indtrædende Officeer den rigtige Vei. Derimod kan det ei nægtes, at der da, som næsten stedse, i Artilleriet existerede visse Partier.

Corpsets Commandeur — skjøndt ellers en retskaffen og fortjent Mand — forstod ei at gjøre sig yndet af Officererne. De fleste at disse vare ham derfor imod, — men Andre holdt sig igjen til ham. Jeg overgav mig til ingen af disse Partier. Om dette bør tilskrives Mangel paa Activitet, eller Overflødighed af Stivhed i Characteren, veed jeg ei selv ret; maaske turde begge Aarsager have virket fælles. Denne Særsindighed var nok ellers Aarsagen til, at jeg paa den Tid, — i en Alder, da Hjertet er saa aabent, knyttede saare faa Venskabs Baand med mine Kamerater. Den, jeg blev mest fortroelig med[10] og med hvem jeg siden, i en Række af Aar, underholdt fortroelig Brevvexling, hørte, som jeg, til intet af Partierne.

Skjøndt jeg ei fandt megen Behag i Exercitie og practisk Tjeneste, gjorde jeg mig dog virkelig Umage for ikke at staae tilbage deri; men det vilde ei lykkes mig, at blive blandt de flinke, i saa Henseende. Jeg arbeidede ei heller synderlig paa at gaae videre frem i de militaire Videnskaber; dog nødede den private Information jeg gav, mig til, mere grundigen at studere et og andet, som jeg bildte mig ind, jeg kunde, — men som den overtagne Underviisning nu lærte mig, at jeg ei tilgavns forstod. — Fælles med de øvrige Artillerie-Officerer, hørte jeg et Collegium af Professor Bugge over Experimental-Physiken; men jeg lærte ei saa meget derved, som jeg burde, fordi — Collegiet var foranstaltet af Commandeuren og vi bleve befalede at høre det. Mere Nytte havde jeg af at høre en Privatissime af Bugge over Astronomien med en Udsigt over Optiken og Aerometrien, fordi — jeg gik der efter egen Villie.

Jeg havde Logis paa Gjethuset[11], medens jeg var i Khvn. som Officeer, for — saavidt anden Tjeneste tillod, — at gaae Cadet-Officeren tilhaande. Jeg kan ei sige, at jeg samlede anden Erfaring derved, end den, — at jeg, formedelst Mangel paa Taalmodighed og Sindighed — ikke var skikket til Cadet-Officeer.

Kort efter jeg var bleven Officeer kom jeg, ved min Broder, ind i Norske Sælskab, — og jeg spiste siden der om Middagen. Skjøndt jeg var for blye til at deeltage synderlig i Conversationen, især blandt de Ældre i Sælskabet, havde jeg dog Nytte af den. Den bidrog temmelig meget til at rette de tildeels svulstige Ideer, som fra Romanlæsningen vare samlede. Jeg var gjerne kommen i Sælskabet hver Aften, om jeg dertil havde havt Raad; thi jeg fandt megen Fornøielse der, og syntes paa en Maade der at være i det kjære Fødeland. Men just den Fornøielse, jeg der fandt i, at være iblandt mine Landsmænd, vakte end mere og forøgede min Længsel efter at komme tilbage til Norge. Jeg glemte aldrig, at jeg havde nydt min Dannelse i Danmark, og at dette hørte til det fælles Fædreneland, imod hvilket jeg havde Pligter at opfylde; men stedse ansaae jeg mig, at høre nærmest til Norge. Jeg var aldrig tilfreds i Kjøbenhavn; jeg fandt ingen Fornøielse der. Comoedierne holdt jeg meget af, men kun sjelden kunde jeg besøge dem; — Bekjendtskab i Familier havde jeg ikke, naar jeg undtager Cadet-Officerens Familie. Naar nu hertil kommer, at Tjenesten i Kjøbenhavn, — som ilde var — kjedede mig, saa er det ei at undre over, at min Hu stod til Norge. Flere af mine Kamerater forestillede mig, at jeg, ved at blive i Kjøbenhavn, havde Anledninger til at uddanne mig for mit Fag, samt til at fortjene noget til min Gage, dem jeg vilde savne i Norge. Jeg kunde ei nægte dette; men Længselen efter Norge var overveiende.

I August 1796 skulde to Artillerie-Officerer afgaae fra Kjøbenhavn til Fridrikstad for der at optælle Arsenals-Beholdningen. Sidstnævnte Sted var anseet for den ubehageligste Garnison i begge Riger; men det var mig nok, at det var i Norge. Jeg ansøgte om, at blive commanderet derhen og opnaaede det; — og kom, tilligemed Lieut. Laub, til Fridrikstad i Begyndelsen af September. —

Jeg var ret glad, da jeg var kommen der. Jeg havde vel ingen Bekjendtskaber iblandt Byens Indvaanere; men disse syntes mig dog ei, at være mig aldeles fremmede, da de vare mine Landsmænd. Den norske Gjestfrihed gjør ogsaa, at man i Norge let bliver bekjendt. Saaledes blev jeg snart kjendt i Told-Inspecteur Dietrichsons Huus; ja jeg var saa heldig, at faae det saaledes arrangeret, at jeg spiste der, Middag og Aften. Hvor meget det bidrager til den sælskabelige Dannelse og til at bevare Sæderne hos et ungt Menneske, at faae Adgang i en værdig Familie, indsees let. Jeg erindrer derfor stedse med Erkjendtlighed denne agtværdige og godlidende Familie, der saa at sige optog mig i sin Kreds. Dietrichson var en retskaffen Mand, med godt Hoved og gode academiske Kundskaber, — men af et hidsigt Temperament, — meget for at disputere og meget paastaaelig. Ved daglig Omgang med ham, lærte jeg virkelig Adskilligt, og hans Disputere-Lyst svækkede ikke Adgangen dertil; jeg troer tvertimod, at den Anledning, derved gaves til at see Ting fra forskjellige, stundum heel besynderlige Syns-Puncter, virkede meget til at vænne Opmærksomheden og at skjærpe Dømmekraften. — Paastaaelighed nøder Andre til, nøie at gjennemtænke en Materie, og at vænne sig til at anvende al Flid for, at fremsætte sine Meninger med saa megen Tydelighed og saa overbevisende, som man har Ævne til. —

Arsenals-Optællingen blev dreven med megen Iver, og levnede ei megen Tid hverken til Læsning, eller til speculerende Lediggang, eller til Adspredelser. De sidste bestod mest i Omgang med endeel af Garnisonens Officerer, med hvem jeg havde sluttet Venskab, og som vare meget godlidende og oplyste unge Mennesker, — men noget sværmeriske, som jeg selv ogsaa tildeels endnu var. Denne Omgang skjænkede mig mange glade Timer; men jeg kan dog ei nægte, at vore Fornøielser stundum vare blandede med Sviir — hvilken alt for meget hørte til den herskende Tone. Jeg havde megen Lyst til Dands; og saa tit Kassen tillod det, tog jeg Deel i Ballerne paa Klubben. Næsten paa hvert Bal blev jeg forliebt. Det var mig som om dette hørte nødvendigen til et Bal, ja, jeg var da af en saa forliebt Natur, at jeg veed jeg havde ei undgaaet Forliebelser paa et Bal af lutter Hospitals-Kellinger. Men da jeg stedse var meget tilbageholdende ja forknyt i Conversation med Damer, saa ledede min Forelskelse mig ikke til daarlige Skridt, og skjøndt jeg hos mig selv opførte herlige Casteller, af alskens Beslutninger og Haab — saa var jeg sedvanlig saa heldig at disse Indbildningers Castelbygninger faldt sammen ligesaa hastigt som de opførtes og det uden at skade Grunden.

I denne Tid lærte jeg mig til at røge Tobak, — en Ting, som jeg meget ofte har angret; ikke just af Forfængelighed fordi det heder, at ingen udmærket Mand har røgt Tobak; men fordi jeg ei har vidst at holde Maade med Tobaks-Røgningen, men har vant mig saaledes til den, at jeg lider, naar jeg stundum nødes til at undvære den. Jeg troer ogsaa at have gjort den Erfaring, at Piben bidrager meget til at bygge alskens Luft-Casteller, hvilket ikke blot afholder fra mere nyttig Beskjæftigelse, men giver Sindet et forkeert Sving. —

I Høsten 1797 blev Arsenals-Optællingen færdig. Laub vendte da tilbage til Kjøbenhavn. Omtrent i samme Tid kom Seidelin[12] til Fridrikstad som Artillerie-PremierLieutenant. Jeg havde ei kjendt ham før, og jeg blev ei heller ret nøie bekjendt med ham, forinden jeg, i Begyndelsen af November gjorde en Reise til Tronhjem for at besøge min Familie. Det var just ingen behagelig Aarstid; imidlertid reiste jeg naturligviis med megen Fornøielse, deels ved Tanken om at see Slægt og Venner igjen, deels blot for at komme lidt iblandt Trønderne, hvem jeg — blandt Normænd — fortrinligen ansaae for mine Landsmænd. Goldsmith har rigtigen bemærket, at Ideen om Landsmandskab og Forkjerlighed for Fødeland, udspringer fra Barnets Forkjerlighed, eller udelukkende Kjerlighed for den Kreds af Mennesker og den Egn til hvilken dets Bekjendtskab strækker sig. Det synes derfor heel naturligt, at Begrebet om Landsmandskab maa modtage Modificationer — Udvidelse og Indskrænkning, alt efter det Trin man staaer udenfor den første Omgangs-Cirkel. Dette var ogsaa stedse Tilfældet med mig: i Trøndelagen var jeg Ørkedaling, — i Norge Trønder, — i Danmark Normand og i Vestindien var jeg af Danneriget. I Forbigaaende maa jeg bemærke, at jeg ingenlunde anseer deslige Landsmandskaber for latterlige Fordomme; de synes mig at være en naturlig Følge af de Indtryk, som Bekjendtskaber og Omgivelser maa gjøre paa følende Mennesker. Vor Interesse for Mennesker kan ei være uindskrænket; men den kan udvides til flere efterhaanden som man udvider sit Bekjendtskab til og sin Deeltagelse i de større Samfund; og den bliver tillige stedse relativ til de forskjellige Standpunkter. Fædrenelands Kjerlighed burde maaske have en mere raisoneret Grundvold, end den — tildeels sandselige — Forkjerlighed for Egn, Climat, Sæder, Sprog, o. s. v.; men godt og vel er det, naar den dog findes, endog kun under denne Skikkelse. Cosmopoliter har jeg intet tilovers for. Deres ophøiede Maal — at virke for den hele Menneskeslægt — forekommer mig, som et Paaskud for at være fri for at virke for nogensomhelst Deel af den. National-Stolthed i en vis Grad er baade latterlig og inhuman; men jeg troer dog ikke, det var skadeligt, om ethvert Folk tiltroede sig et vist Fortrin, være dette endog ikke aldeles afgjort. Saadant giver et Begreb om Værd, hvilket igjen skaber Kraft. Det turde maaske være, at den udskregne brittiske National-Stolthed har været lige saa meget en Aarsag til, som en Følge af Nationens Storhed. Mærkeligt er det, at den stolte Britte, der stedse taler om alt brittisk, som det ypperste i sit Slags, — sjelden finder det besynderligt, at en Fremmed lige saa meget ophøier sit Lands Frembringelser og Fordele.

At see min værdige Farbroder og hans Familie igjen, — at see hans Glæde derved, — at høre, at han var tilfreds med min Flid og mit Forhold, — og at han deri fandt Gjengjeld for alt hvad han havde gjort og opofret for mig, — var naturligviis en skjøn Glæde for mig, ja vakte en Følelse af eget Værd hos mig, som jeg ei troer at burde bebreide mig. Min Moder glædede sig naturligviis ogsaa meget ved at see sin Søn bragt i Vei. Hos hende samledes jeg med mine Sødskende og nød den Glæde, som Erindringen om barnlige Fornøielser og Synet af de Steder man, fra Barn af, saa nøie kjender, — stedse fører med sig. Paa en Tur, jeg gjorde nord efter, besøgte jeg min gamle Lærer Lieut. Roth, hvis Glæde over at see mig, og at erfare hvorledes det var gaaet mig, forøgede den glade Tilfredshed med mig selv, som jeg i den Tid følte.

Min Farbroder boede nu i Tronhjems Bye. Jeg kom ved ham jevnlig i Sælskaber, i hvilke Tonen der paa Stedet, var af den finere Slags og tildeels noget stiv og fornem. Sælskaberne morede mig aldeles ikke. Jeg havde ikke den Dannelse, der hører til, for at finde sig vel i Sælskaber af en vis Tone; og kun den ældre Mand har Lov til at vente, at man overseer saadan Mangel. Jeg var ogsaa for bly, til at benytte Sælskaberne saaledes, at de kunde blevet en Skole for mig til at erhverve hvad jeg savnede. Jeg var saaledes tilovers i disse Sælskaber; — dette behøvede ikke Sælskabet at vise mig; — man føler det strax selv alt for vel, — og det er en saare ubehagelig Følelse. — Især saares Egenkjerligheden ved, at man i Sælskabet saa ofte maa gjelde meget mindre, end mangen Anden, med hvem man i sandt Værd troer, fuldkommen at kunne maale sig.

I May Maaned 1798 vendte jeg tilbage til Fridrikstad. Jeg blev nu nøiere bekjendt med Seidelin, — hvis Aand og Hjerte bandt mig til ham med oprigtigt Venskab. Han havde en særdeles levende Indbildningskraft. Denne og — som jeg troer — for lidet Beskjæftigelse for hans fyrige Aand — havde givet ham meget Hang til Sværmeri. Visse uheldige Omstændigheder gjorde ham traurig, ikke morøs, men gav hans hele Væsen det blide melankolske Udtryk, der giver Characteren dobbelt Interesse. — Saadan var den Ven, jeg i flere Aar, næsten dagligen omgikkes. Det var naturligt, at hans Maade at tænke, og at skue denne Verdens Ting, tildeels virkede paa min. Jeg blev imidlertid aldrig saa meget Sværmer, som han; ja maaske, at just den Grad af Sværmeri, som han stundum overlod sig til, gjorde mig mere vaersom i den Henseende. Men i at see Livet i Almindelighed og min egen Lod især fra en meget lidet lystelig Side, — blev jeg snart enig med ham. —

Jeg havde nu ei synderlig meget at bestille. Jeg reiste derfor jevnligen ud paa Landet, — til Mos — og til Fridrikshald, og moerede mig hos Folk, som jeg efterhaanden var bleven bekjendt med. Dog benyttede jeg endeel af min Tid, til at gaae noget videre i de militaire Videnskaber. Saaledes gjorde jeg mig bekjendt med Læren om Keglesnittene, — med Grundene for Differenzial og Integral-Regningen og med Gens’s Theorie om Minerne, af hvilket Alt, intet blev foredraget for os medens vi vare Cadetter. —

I Vinteren imellem 1798 og 99 lærte jeg personligen at kjende Præsten Rein, hvis Navn jeg forlængst bar megen Agtelse for. Skjøndt jeg kun var 21 Aar gammel, og altsaa — endog blot fra Alderen betragtet — ikke turde vente, at værdiges særdeles Opmærksomhed af en Mand af Reins Kundskaber og alvorlige Characteer, — havde jeg dog det Held, at vinde hans Yndest, — ja at see denne gaae over til Venskab[13], — et Venskab, som Tiden og flere Aars Adskillelse ikke formaaede at rokke. Han boede ikkun 19 Miil fra Fridrikstad; jeg besøgte ham derfor jevnligen. Det er naturligt, at Omgangen med denne lige saa interessante, som ædle og oplyste Mand, maatte have megen Indflydelse paa min Characteer og Aands Retning; ikke blot fordi denne Omgang i sig selv var lærerig, men fordi Følelsen af, i min Alder, at turde kalde mig Jonas Rein’s Ven, — gav mig en Idée om mig selv, som maatte hæve min Tænkemaade. Jeg skylder derfor Rein ret meget af det Gode, der kan findes hos mig. Ved ham udvikledes ogsaa først ret min varme Følelse for mit Fædreneland, — ligesom ogsaa Begrebet om Menneskets Adel og Værd, — Hadet til al Vilkaarlighed, — og Afskye for Trældom. Men til samme Tid gav Omgangen med Rein mig et nyt Stød til, ikke at skue Livet og Menneskets Skjæbner fra den lyse Side; ligesom den ogsaa gav mit Lune et noget satirisk Sving.

Efter Rein’s Tilskyndelse og ved hans Hjelp, lykkedes det mig, nogenledes igjen at lære det franske Sprog, af hvilket jeg havde glemt det, jeg havde lært som Cadet. Ham fornemmeligen skylder jeg ogsaa det — skjøndt ubetydelige — Bekjendtskab, jeg har til de skjønne Videnskaber og min Smule Smag i dem, — hvortil dog ogsaa Omgangen med den Sognepræst[14] vi ved den Tid fik til Fridrikstad — en af de første geistlige Talere, jeg nogentid har hørt, og en Mand med særdeles lyst Hoved og af megen Smag — har bidraget endeel. — Efter dennes Opmuntring tog jeg mig for, paa egen Haand igjen at lære Latin; men da jeg havde glemt saa meget af det, jeg i min Barndom havde lært af dette Sprog, saa gjorde jeg kun saare liden Fremgang deri. —

I Aaret 1800 blev Rein forflyttet; derved tabtes meget af det Behagelige i min Stilling. I Fridrikstad havde jeg vel adskillige værdige Venner; jeg havde Adgang i adskillige hyggelige Familier; — og som enlig Person havde jeg Udkomme med min, vist nok ringe Gage; thi streng Oeconomie var bleven mig til Vane. Efterhaanden blev imidlertid min Sindsstemning mørk; det eensformige Liv kjedede mig; jeg havde virkelig ikke Beskjæftigelse nok; jeg var ei heller fri for den Indbildning, at jeg duede til andet, end til at henbringe mine bedste Aar som Lieutenant; jeg følte Trang til at elske og være elsket; mine Kaar og uvisse Udsigter forbøde mig vel at tænke paa nogen Forbindelse om endskjøndt jeg stundum troede at have fundet en Pige, med hvilken jeg kunde opnaaet den Lyksalighed, der stedse var Maalet for min sværmende Forestilling; men jeg var forelsket i Haabet og Længselen efter at komme i den Stilling at jeg turde elske; jeg ængstedes ved at see Aarene henglide, — og ved at skue Anciennetetens lange Trappestige, som jeg havde at krybe op ad, for at naae til Levebrød. Jeg havde derfor allerede forhen pønset paa, at komme ind paa en anden Bane. I 1799 fik jeg Lyst til en da ledig Plads som Opmaalings-Officeer paa Island; men det lykkedes mig ikke at faae den. Da det, strax efter, blev bestemt, at en Artillerie-Premier-Lieutenant skulde ansættes ved de vestindiske Tropper, ønskede jeg saa halvt denne Post, den jeg troede kunde være en Gjenvei til en uafhængig Stilling, eller dog til at faae Levebrød; men da en af mine Kammerater, som var ældre end jeg, attraaede Posten, saa kunde det ei nytte mig at søge den. —

Under den krigerske Stilling i 1801 var jeg, — som vel enhver Militair — opildet af Lyst til at udrette noget for Fædrenelandet. Det var mig derfor meget imod, at jeg skulde forblive i Fridrikstad, hvor dertil rimeligviis ei vilde gives nogen Leilighed. Hvor lidet jeg end ellers ønskede mig til Danmark, vilde jeg dog da gjerne kommet derhen; men det lod sig nu ikke gjøre. Krigstilberedelserne og overhoved de flere Forretninger i denne Tid, gav Sindet mere Activitet og afholdt mig saa temmeligen fra mørke og sværmeriske Betragtninger. Men snart var Krigen forbi; jeg sattes tilbage i det forrige eensformige Liv, — og med dette kom det mørke Lune igjen; ja jeg var nu endog mere mismodig end forhen; thi deels havde jeg truffet en Gjenstand, der gjorde et stærkere Indtryk paa mig, end Betragtningen af de Hindringer, som stillede sig i Veien for mine Ønsker, formaaede ganske at udslette, deels havde en Sygdom i denne Sommer efterladt en Svaghed for Brystet, som jeg — maaske ei ganske uden Grund — frygtede for vilde udarte til Tæring. —

Min Ungdoms Ven og Kammerat, Stabell[15], som var den, der blev ansat som Artillerie-Premier-Lieutenant i Vestindien, kom, imod Høsten 1801, tilbage til Kjøbenhavn, formedelst at de vestindiske Øer i Foraaret, vare tagne i Besiddelse af de Engelske. Han skrev til mig og beskrev sit Ophold — af omtrent et Aar — i Vestindien, som særdeles behageligt; og da der nu skulde etableres et Artillerie-Compagnie i Vestindien, for hvilket Stabell skulde blive Chef, — henstillede han til min nærmere Overveielse, om jeg maaske vilde forlade min nuhavende Stilling, med hvilken han vidste, jeg var kun lidet tilfreds, — for at blive Premier-Lieutenant ved bemeldte vestindiske Artillerie-Compagnie. Dette gav mig noget at pønse paa. Jeg fandt det saare betænkeligt at beslutte mig til dette, for min Fremtids Skjæbne, saa afgjørende Skridt. — Det var mig saa tungt at tænke, at jeg skulde skilles fra mine Venner og komme iblandt idel Fremmede, og reise saa langt, — saare langt bort fra min Moder, mine Sødskende, og især fra min anden Fader, min værdige Oncle, for maaske aldrig at see dem mere; jeg havde saa ondt ved at forlige mig med den Tanke, at jeg skulde forlade det elskede Norge, for hvilket det syntes mig, jeg ene burde leve og virke; der var mig noget Modbydeligt i, at jeg skulde komme hen og leve i et Land, hvor jeg skulde skue saa meget af Slaverie og Trældom; jeg var ængstelig ved at tænke paa, hvor uvist det var, om jeg vilde kunne udholde Climatet, — og om jeg, endog da, vilde see min Attraa efter en uafhængig Stilling fyldestgjort; — og noget Stødende for min Følelse var der i Tanken: at gaae til Vestindien, — formedelst den Idee man, i Almindelighed, har om dem, som drage derhen.

Det, jeg nu, for det første foretog, var at forsikre mig om min Moders og min Oncles Samtykke, ifald jeg besluttede at gaae til Vestindien; thi uden dette, vilde jeg aldrig taget en saadan Beslutning, om det end havde været nok saa klart for mig selv, at den var til mit Bedste. Min Moder erklærede sig tilfreds med hvad jeg vilde beslutte, antagende at jeg, bedre end hun, vidste hvad der kunde bidrage til mit Vel; og min Oncle — frie for Fordomme og ophøiet over den Egenkjærlighed, der afpasser Raad efter egne Ønsker, — bifaldt at jeg, — da der i Vestindien viste sig en Udsigt til en heldigere Stilling for mig, — ogsaa søgte den der. —

Længe var jeg endnu tvivlraadig; men efter at have, ved Brevvexling med Stabell, faaet alt nøiagtigere Efterretninger saavel om Vestindien i det Hele, som om den Post, jeg der skulde faae, besluttede jeg mig endelig til, at søge den. Jeg tænkte mig derved, at det kun var nogle Aar, jeg skulde tilbringe i Vestindien, for siden, i mit Fædreland, at have en uafhængig Stilling; jeg forestillede mig den Glæde, jeg engang vilde føle, ved at kunne understøtte min Moder og mine Sødskende; jeg{{rettelse|,|} øinede det Haab, engang ogsaa at kunne virke til Nytte for mit kjære Norge; jeg smigrede mig med den Tanke at jeg i Vestindien, maaske kunde virke for den der saa undertrykte Menneske-Klasse; det syntes mig, at jeg ei tabte noget synderligt, om jeg blev et Rov for Climatet, hvilket jo dog altid var uvist; — jeg turde endog finde det rimeligt, at det varme Climat vilde være godt for min Brystsvaghed; — jeg overveiede, at om Climatet var mig aldeles imod, eller om Vestindien overalt ei svarede til mine Forventninger, — saa kunde jeg vende tilbage uden at have tabt noget, saasom jeg skulde faae min Plads i Artillerie-Corpset reserveret; jeg troede at kunne sætte mig ud over den Dom, som maaske vilde fældes over min Beslutning, at gaae til Vestindien, al den Stund jeg selv turde være tilfreds med mine Bevæggrunde; og endelig glædede jeg mig til Behageligheden af en lang Søe-Reise og til det Interessante i at faae see og erfare saa meget Nyt. —

Saasnart jeg havde besluttet at søge Posten, ønskede jeg den ret ivrigen, og var saare utaalmodig i de flere Maaneder, der hengik inden Sagen blev afgjort. Min Attraa efter at faae Posten forøgedes ogsaa derved, at min Chef, — skjøndt paa en galant Maade og under en smigrende Forevending, — søgte at forhindre, at jeg skulde faae den, uagtet jeg var den Ældste iblandt de Ansøgende. Det vilde ærgret mig særdeles, om en Foresats Lune skulde have tilvendt en Anden en Post, som ifølge Ret og Billighed tilkom mig. Men — min Ven Stabell drev da ved Malling[16] og Tønder-Lund[17] mit Ønske igjennem. Sidst i May 1802 modtog jeg min Udnævnelse til Premier-Lieutenant ved det vestindiske Artillerie. Jeg modtog den med Glæde; og det var mig især kjært, at den kom nu, da jeg var bleven ansat ved et Batterie af 4 Kanoner, der skulde være med den militaire Commando, der gik til Leirdahl for at bringe Almuen til Lydighed. Efter Alt hvad jeg vidste, — antog jeg, at bemeldte Almue virkelig skede Uret; derfor kunde ingen Commando-Tur være mig mere imod end denne, som jeg da nu heldigen slap for. —

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Jakob Motzfeldt, da bosat paa Mo i Børseskogn, død 1816 i Throndhjem som Dragon-Major.
  2. ↑ Fredrik Motzfeldt, f. 2⁄11 1779, Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, død 2⁄1 1848 som Høiesetretsassessor.
  3. ↑ Sophie Cathrine Mühlenphort (1⁄10 1750—8⁄3 1789), Datter af Oberst M.
  4. ↑ Ida Sophie Krabbe (1752—17⁄12 1821), Datter af Oberstl. K.
  5. ↑ Peter Jakob Motzfeldt (1699—14⁄3 1791), Generalmajor, død paa Bragstad paa Inderøen.
  6. ↑ Hans Bull Motzfeldt (23⁄10 1773—9⁄9 1827), død som Sognepræst til Opdal.
  7. ↑ Cfr. Erslews Forf. Lex. II, p. 311.
  8. ↑ Cfr. Erslews Forf. Lex. III, p. 416.
  9. ↑ Ezechias Gustav von Mechlenburg, f. 1742, død som Generalmajor og Kommandant i Fredrikstad 15⁄8 1804. Cfr. Bricka: Dansk biografisk Lexicon XI, p. 204.
  10. ↑ Utvivlsomt Islænderen Ketil Johnsen Melsted, der som Major i den danske Armee i 1811 faldt under Angrebet paa det af Englænderne besatte Anholt. Cfr. Aalls Erindringer, 2den Udgave, p. 270.
  11. ↑ Kadet-Akademiets Bygning bar Navn efter dens tidligere Anvendelse til Kanonstøberi.
  12. ↑ Mathias Seidelin, død i Bergen 3⁄11 1808 som Kompagnichef, Søn af Justitsraad Seidelin og Anne Marie Borrebye og gift med Fredrikke Margaretha Sinding.
  13. ↑ Fru Christiane Koren, gift med Sorenskriver, senere Åssessor Johan Koren og i sin Tid ikke ubekjendt som Digterinde, besøgte i 1800 nogle Dage Fredrikstad. I en utrykt Reisedagbog skriver hun 10de August: „Her mødte os foruden Garben og Randulff — — Lieutenant Motzfeldt, et af de interessanteste Mennesker, jeg i lang Tid har seet, Reins Yndling og Lærling og Bulls Ven“ (understreget i Originalen.) — — — — „Jeg har sjelden seet Koren i saadan Hast blive kjendt med noget Mandfolk, som han er blevet det med denne Thrønder.“
  14. ↑ Formentlig Stevelin Urdahl, der var Sognepræst i Fredrikstad 1800—1818.
  15. ↑ Johan Henrich Stabell, død i Kjøbenhavn 1810, Søn af Raadmand og Postmester i Randers, Johan Henrich Stabell og Mette Marie Budtz.
  16. ↑ Etatsraad Ove Malling, i 1802 Deputeret i det Kgl. Vestindisk-Guineiske Rente- og Generaltoldkammer, død 1829 som Geheimestatsminister. Cfr. Bricka: Dansk biografisk Lexicon XI, p. 76.
  17. ↑ Justitsraad Nils Tønder Lund, i 1802 Kommitteret i det Kgl. Vestindisk-Guineiske Rente- og Generaltoldkammer, død 1809 som Generaltoldkammerdeputeret. Cfr. Bricka: Dansk biografisk Lexicon X, p. 439.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=En_ufuldendt_Selvbiografi_af_Statsraad_Peter_Motzfeldt&oldid=249078»