En svensk Officer om Norge i 1814
En hidtil, ialfald i Norge lidet paaagtet Kilde til Historien om Aaret 1814 træffes i en Beskrivelse af den svenske Hærs Felttog i 1813—1814, der er forfattet af en svensk Officer, som personlig deltog i disse og derved ogsaa tilsidst kom til Norge, hvor han ovenikjøbet forblev ind i 1815, da han forrettede Tjeneste ved den i Frederikstad efterladte svenske Garnison.
Bogens Titel er:
Min Resa till Fots under Kriget i Tyskland och Norrige, Åren 1813, 1814 och en del af 1815. — Af D. R. B. — Christianstad, 1815. Tryckt hos Hof-Sekreteraren Fredr. F. Cedergréen och på Dess Förlag.
Bogen tæller 108 Pag. 8vo, af hvilke Pag. 95—106 omhandler Opholdet i Norge.
Forfatterens Navn er Didrik Reinhold Brunow. Han var født 1783 og døde 1820. Sin første militære Ansættelse havde han som Fænrik ved Savolaks Regiment, men kom senere til Nordre Skaanske Infanteriregiment, hvor han blev Major og tilsidst Oberstlieutenant. I sine senere Leveaar var han bosat i Helsingborg. Han havde en seirrig Duel med en dansk Skibskaptein paa Hveen. Ved sin Tilbagekomst fra denne blev han i Helsingborg hilset med stor Begeistring af Befolkningen.
I sin Bog, der som Helhed er noksaa ubetydelig, skildrer han hovedsagelig de Begivenheder under det tyske Felttog, i hvilke han tog Del. Han omtaler Hjemkomsten til Sverige og det nye Opbrud til Felttoget i Norge, hvorledes han med sit Regiment kom til Göteborg og derfra videre marscherede gjennem Bohuslän. Her kom han under Marschen bl. a. til det fra Felttoget i 1788 bekjendte Qvistrum, hvorom han S. 98 har følgende pudsige Anekdote at fortælle:
„Jeg spurgte Gjæstgiveren paa Qvistrum, om det var sandt, hvad man siger, at den svenske Befalingsmand, i Slaget hersteds mod Nordmændene under Krigen 1788, havde forladt sin gode Stilling ved Aaen og trukket sig tilbage for at skaane den vakre Værtindes Hus paa Gjæstgivergaarden mod Kuglernes Virkninger. Manden slog Øinene ned og svarede: „Ja, jeg er saa ulykkelig at være Mand til hende, om hvem man taler saa.“ Hustruen med sine Døtre var ogsaa tilstede. Konen gav mig et virkeligt Furieblik, og Pigerne rødmede som Blod. Jeg troede aldeles ikke, at disse mere var de samme, og mærkede, skjønt for sent, hvilken ond Feil jeg havde gjort med min Spørgelyst.“
Det følgende handler om Forfatterens Ophold i Norge. Jeg meddeler dette Afsnit i Oversættelse. Hvad der giver Skildringen Interesse, er navnlig den Maade, hvorpaa han omtaler det norske Folk, de norske Officerer og den norske Hær. Brunows Udtalelse danner i den Henseende den mest slaaende Modsætning til, hvad Björlin har ytret om vore Officerer fra 1814, særlig om Generalmajor Ohme. Medens Björlin nedsætter de norske Officerers Dannelse, roser Brunow det Akademi, hvor de modtog sin Uddannelse, Krigsskolen i Christiania[1].
I det følgende gjengives altsaa, hvad Brunows lille Bog indeholder om Forfatterens Oplevelser i Norge.
Man kjender alle de Forsøg, som vor Konge og vor Kronprins har gjort paa, med det Gode, at forene dette Land med Sverige, — alle de Opofrelser til Hans Danske Majestæt, af Lande og Kontributioner, som denne allerede har tabt eller burdet udrede, — alle de Beviser paa eget Bedste, som Fornuften og Erfaringen har forestavet selve det norske Folk. Umuligt! De er blevne bedragne og tror mere en forfængelig Indbildning end en sand Virkelighed, taler om Selvstændighed, medens de knapt eier Midler til i nogle Maaneder at føde den Armée, som deres ærgjerrige Suveræn har drevet sammen gjennem Blændværk og Tvang. Hvert klogt Menneske maa indse, hvor lidet dette Folk kan vente i en saa ulige Strid, i hvilken Vaabnene og den stærkeres Ret nødvendig skal bestemme Udgangen, og hvor uforsigtig deres Iver for egen Bestaaen, gjennem egne Midler, er. Agerbruget er ikke istand til at føde Norges Indvaanere. De tvinges til at hente dette Behov udenfra. Handel med Fisk og Trælast, deres Udførselsartikler, kan ikke drives, naar en Fiende spærrer deres Havne, og deres Mynt, uden Værd, uden Sikkerhed, kan ikke gjælde længe i et Land, hvor alt maa betales kontant og ingen nye Hjælpekilder tilflyder. Lad være, at Naturen har befæstet Norge gjennem utilgjængelige Fjelde, Skove og Vand, eller at en ublid Aarstid hindrer vore Foretagender, eller den ophidsede Bonde slaaes med Fortvivlelse endnu i sin Husdør, hvad gjør alt dette? Sommeren maa indtræffe, og vort Antal, vore øvede Krigere, vor store Anfører maa slaa disse Masser. Lad Nordmanden flygte ind imellem sine Fjelde; han er vel der sikker imod Kuglerne, men ikke mod Hungeren, og denne er mægtigere hos Almenheden end Hengivenheden for en selvtagen Myndighed. Vore Hjælpekilder hæver os over alle Mangler, og medens disse sidste hver Dag øges for vore Fiender, kan vore muligvis erstattes.
Jeg kan ikke indse, hvorfor Norges Indvaanere, som udraabte, da den forrige Prins Carl August afgik til Sverige: „Reis, og vi kommer snart efter!“ — hvorfor de, siger jeg, ikke da talte om Selvstændighed. Hvad har de nu imod vor store, ædle Kronprins, hvis Befalinger alle med Glæde vil lyde, hvis de ikke haabede alt af den forrige, som Barn af deres eget Land, og frygter alt af den anden, mod hvem Egennytten og Ærgjerrigheden hos deres Regjering har opskræmt dem.
De skylder paa det Had, som altid raader mellem Grander. De siger: „Sverige fører evige Krige og skal udskrive vore Landsmænd for at stride i fremmede Lande, hvor de gaar tilgrunde. De tror, at Sverige alene vil eie Norge for siden at regjere det med Jernris; men, min Gud! hvilke elendige Grunde er ikke alt dette!
Svensken nærer ingen Frygt for Nordmanden; følgeligen kan han ikke hade ham, hvad ofte blot er den svageres Følelse mod den mægtigere. Han vurderer snarere hans Renhed i Sæder, og hans, vistnok ikke kultiverede, men alligevel natursunde Følelser; thi Nordmanden er virkelig ædel, gudfrygtig, oprigtig og varm for sin Ære. Vore fleste Krige hidrører fra vindelystne Grander, hvis Politik det altid har været som Kræften at spise omkring sig, og da er altid Norges Tropper blevne befalede at marschere til vor Grænse og sysselsætte en Del af vor Armée, som ellers kunde gjøre Nytte. Lad Sverige blive sikret mod Anfald, gjennem indbyrdes Forening med Folk (sic), som gjør os begge mægtige, saa behøver den skandinaviske Halvø ikke mere at føre nogen Krige, og hvad Regjeringssystemet betræffer, kan Norges Indbyggere aldrig faa noget lykkeligere og friere end det, Sverige eier, og baade Ære og Tro svarer dem for Opfyldelsen af de Løfter, vor Konge har givet dem.
Da den visere Statskunst, som vor Kronprins følger, beviser, at begge Nordens Folk maatte være Et, til Opnaaelse af Lykke, har han baade gjennem fremmede og egne Repræsentanter søgt at overbevise Norges Folk om denne saa tydelige Sag. Alle er de blevne afviste med Stolthed, og man har paa begge Sider rustet sig til Gjennemførelsen af de Grundsætninger, man paa begge Sider har antaget. Den Armée, som var kommen over fra Tyskland, fik straks Ordres at marschere mod Norge, og en Del svenske Tropper skulde under General Gahn rykke frem fra Vermeland mod Kongsvinger. Hans Kongl. Høihed befalede en Diversion mod Tistedalen og Idesletten. Fienden forsvarede noget sin Position, men blev trængt tilbage, opgav den fuldstændig gode Stilling ved Svinesund, og de svenske Brigader togede ind i Norge. Kragerøen blev tagen med Storm, og Kommandanterne i Frederikstad og Kongsten blev tvungne til at overgive sine Fæstninger. Frederikshald beleiredes; Fienden led betydelige Nederlag ved Rakkestad og Trøkstad Kirker, og havde det lønnet Møien, skulde sikkert hans stærke Værker ved Askim være blevne forcerede; thi vore Jægere nedskjød allerede Kanonbetjeningen gjennem Skydeskaarene. Den norske Flaade blev slagen ved Hvaløerne og maatte trække sig tilbage opover Christianiafjorden. Provianten begyndte at slippe op for de Norske; deres daarlig klædte Folk deserterede i Hobetal; Prins Christian tabte endnu en afgjørende Dag ved Kjølberg Bro, og han blev i Moss tvungen til at frasige sig Kongeværdigheden, indgaa en Stilstand, overlevere Frederikshald i Svenskernes Hænder, afvæbne de nationale Tropper og udskrive et saakaldt Storting eller Rigsdag til den 7. Oktober 1814. Vor Kronprins, som alt for vel havde kunnet udnytte sine Fordele, vilde ikke, og skaanede Norge endnu engang. De fleste svenske Korpser aftogede til Hjemstedet: alene tvende Divisioner blev tilbage under Hans Excellence Herr Feltmarschal Essens Befaling, og bestod af 44 (sic) Batailloner Infanteri, 18 Eskadroner Kavaleri samt 10 Batterier Artilleri. Disse forlagdes med Avantgarden paa Onsø og Rolsø, paa Frederiksten og omkring Frederikshald, i Frederikstad og i Bivuak deromkring, i Rakkestad, Eidsberg, Askim, Trøkstad og Høland Sogne, samt ved Veden paa Veien til Frederikshald. Glommens Strøm skulde ikke overskrides. Paa denne Vis stod Sagerne ved Begyndelsen af Rigsdagen, som skulde holdes i Christiania.
Denne i den svenske Historie saa navnkundige Fæstning befinder sig endelig i vore Hænder, og vi eier det dyrebare Sted, hvor den store Konge, Carl den 12te tabte sit Liv, Dagen før han skulde storme Frederiksten og allerede havde indtaget Skansen Gyldenløve. Fæstningen ligger paa høie Klipper og beskyder Trakten rundt omkring, uagtet den bestaar af ganske betydelige Fjelde. Ligeledes behersker den Vandet nedenunder og paa temmelig Afstand. Værkerne er uregelmæssig opførte efter Lokaliteterne og trange, men ganske stærke. Høiden og flere Batterier ovenover hverandre gjør den utilgjængelig, undtagen til Gyldenløvesiden, hvor en Dal forener begge disse Fæstninger, og til hvilken sidste Frederiksten er svagest. Det svenske Artilleris Ild, der ellers er saa virksom, havde ikke gjort særdeles Skade, og denne Skade er allerede repareret. Kommandanten, en gammel ugift Mand, med rigtigt Begreb om sin Opgave, vilde ikke overgive sin Post. Hans Soldater rømte, hans Tilgange blev faa, hans Udvei til Hjelp ingen, og alligevel afslog han alle Opfordringer, samt vilde knapt marschere ud, skjønt en Adjutant fra Prins Christian, i Henhold til Konventionen, befalede ham det. Hvilken stor Forskjel var der ikke mellem denne Kommandant og ham paa Sveaborgs Fæstning, i mit ulykkelige Fædreneland!
Stedet, hvor vor Konge faldt, er, som det synes, imod Capital-Linien af det høie Taarn og ved den ene Ende af Løbegraven, i selve Dalens Fordybning. Man har, straks efter Svenskernes Afmarsch, der opsat et graat Trækors, indfalset i en Sten, og tegnet med forgyldte Bogstaver: „Carl XII ved Beleiringen af Frederikshald den 11. December 1718. Ved Fæstningens Overgivelse besøgtes almindelig dette Sted, og den russiske Minister, Herr Greve von Suchtelen var den første, som derfra udskar et Stykke; siden har næsten alle Svensker gjort det samme, og tilsidst er Korset forsvundet, med til og med et Stykke af Stenen. Man har i dets Sted opsat en Pyramide af Sten, funden i en Kjælder paa Fæstningen, med samme Paaskrift som Korset, og den er bestemt til at stilles op, indtil det Monument rækker at blive færdigt, som den svenske Armée, med Hans Kongl. Høihed Kronprinsens Tilladelse, efter denne Krig, ønsker at hellige til denne store og tapre Konges Minde.
er en nogenlunde forsvaret Fæstning ved Glommens Udløb, der inden sine Værker har en liden daarlig Stad; men Kronens Bygninger i samme er af en fortræffelig Beskaffenhed. Forstaden er ubetydelig, og nogle Kjøbmænd er paa begge Steder det fornemste Folk. Frederikstad har tidligere været et Asyl, og Nordmændene selv har mindre gode Begreber om Karakteren hos dets Indvaanere. Ved de øvrige svenske Troppers Afmarsch blev der tilbage Garnisoner i Frederiksten og Frederikstad. Vor Bataillon erholdt den misundelsesværdige Post, i næsten fem Maaneder at bevogte denne sidste Erobring, og jeg tager ikke Feil, om jeg, i Henseende til Opholdssted, foretrækker vort Marstrand.
Levemaaden er her langt under, hvad den er i Frederikshald, og man har fuld Anledning til at reflektere over det gode eller onde, som man har afstedkommet i Verden. Jeg boede i et stort, tomt Hus, tilhørende den forrige Chef for Nordenfjeldske Regiment, midt imod Kirken. Regnet sønderslog som oftest mine tilklistrede Vinduesruder. Ingen andre end Vagtafløsningen eller en gammel Invalid passerede Gaden. Kraaker og Korper i de tørkede Træer paa Kirkegaarden hilsede mig bestandig med sit harmoniske Krak, Krak, og Kirkeklokkerne ringte som oftest den halve Dag til Begravelser. Ingen Promenader fandtes paa de afskyelige Veie eller i det altid vedvarende, endnu afskyeligere Veir, og jeg tilstaar, at iblandt de kjedeligste Dage af mit Liv kan jeg regne dem, som tilbragtes paa dette øde Sted.
Da jeg ikke har kunnet gjennemreise hele Landet, er det mig ligeledes umuligt derom at give nogen fuldstændig Underretning. Desuden findes en saadan baade i Herr Rektor Djurbergs Geografi og ligeledes i mange andre nyere Skrifter.
Klimatet er sundt, og Vinderne fra Havet fordriver de ellers usunde Dunster, som stiger op af dybe Myrer og vidløftige Skove.
Landet har megen Lighed med det sydlige Finland, og hvor ofte har jeg ikke beundret dets pittoreske og smukke Udsigter! Næsten svindlende har vore Soldater med Gevær og Pakning klatret over de lodrette Fjelde og ved det mindste Feiltrin været nær ved at begraves i det nedenunder brusende Vand.
Man finder ingen Landsbyer i Norge, men dog tækkelige og velbyggede Gaarde, snart vidløftigt adspredte, snart nærmere forenede. Norges Bergværker er ganske rige, og man driver dem med megen Kraft baade i Trondhjems og Bergens Stifter. Stokker og Bjelker føres fra det indre af Landet, bindes sammen i Flaader og flyder siden uhindret gjennem de bugtede Elve lige til Udskibningspladserne. Fiskerierne er ved Kysten en vigtig Artikel, og Ishavets Nærhed lader ikke formode nogen Mangel; ligeledes tror jeg, at Silden i senere Tider har forladt de svenske Farvande for at søge de norske.
Normanden er af Naturen god, redelig og alvorlig, men noget mistænksom. Han er langt mere end sin Grande et Naturbarn, og sin Forstands Udvikling har han mere fra denne vor fælles Moder end fra den videnskabelige Oplysning. Militæret har tidligere ikke været agtet i dette Land, og dog er dets Officerer ofte ganske kundskabsrige Mænd (Christiania har til deres Uddannelse en meget god Krigsskole), ligesom Soldaten, der hidtil har været uvant med Krig, i selve Virkeligheden er tapper, vant til at udholde Besværligheder, tro mod sin Pligt og ædel som Seirherre. Almuen er ikke misfornøiet med det politiske Ombytte; thi tiltrods for den saakaldte Frihed, har de danske Love alligevel været ganske trykkende, og i Særdeleshed har Kjøbmændenes Privilegier udmærket forhindret Bondens Velstand fra at vokse. Saaledes var f. Ex. alle nordenfor Bergen boende Jordeiere forpligtede til at sælge sine Varer i denne Stad; de fik ikke føre dem længere, og de kom, gjennem List, næsten bestandig i Gjæld ved sin Byttehandel.
Jeg nærer den Tanke, at Norge snart skal erfare sin Fordel af Foreningen, det urgamle Had forsvinde og Tilbøieligheden for fælles Nytte, fælles Vel opilde dets Indvaanere; lykkelige Foretagender udvide dets Handel; sikre Forbindelser beskytte dets Høst, Iver og Flid oplive alle Klasser af Medborgere, og Venskab og Tillid sprede sin Overflod blandt det rolige og lykkelige Skandinaviske Broderfolk.
Paa Hans Majestæt Kongens Befaling rømmede de svenske Garnisoner, i Slutningen af Marts Maaned Aar 1815, de to Fæstninger, vi havde havt inde, og de svenske Tropper afløstes af de norske. Den tidligere Kommandant paa Frederiksten, Herr General Ohme, en meget agtværdig og fortjenstfuld Mand, som nu var bleven udnævnt til Kommandant i Frederikstad, ønskede os af oprigtigt Hjerte en lykkelig Reise, og med Glæde vendte vi vort Fængsel Ryggen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ En fordelagtig Dom om denne findes ogsaa i Friherre Hallberg-Broichs skandinaviske Reise i 1817: „En Skole, som ingensteds har sin Lige.“ General Steigentesch, som selv besøgte Krigsskolen i 1814, har ogsaa Lovord om den.