En penneknegt/6
MENNESKET I PIETRO.
Men inde i dette uhyre bodde der et litet
menneske, en forsagt ansats til sjæl. I
grunden var det det vi saa blusse frem i forholdet
til Giovanni dei Medici, i trofastheden
ved dennes dødsleie; det minde blev ham en
kultus, en hellig ild som aldrig slukkedes,
tonen i hans breve røber det. Jeg tror jeg
tør hævde det, hvor meget han end stod sig
paa at holde mindet varmt, idet florentinerhertugen
Cosimo jo var denne Giovanni’s søn.
Jeg ser det videre i hans store kjærlighed til kunsten. Han er væsentlig en façade — det er saa; men naar man etser sig ned gjennem denne façade, finder man en kunstner. Men i den trang igjen, som gjør ham til kunstner, finder man et menneske. Hans kjærlighed til kunst var trods al beregning egte og stor. Det tragiske ved barokkens skikkelser er, som nævnt, tomheds-gispet ovenpaa svadaens utladning, da ord slipper op og fagter glipper. Spleen har han kjendt; typisk er i saa henseende det før oversatte brev til Tizian («fatto noioso a se stesso, non sa che farsi della mente, nonche dei pensieri»). Han har hat ørsmaa stunder, der han har følt lede ved sig selv. Og i de stunder søker han kunsten, likesom han søker naturen; der gav han sig hen og hvilte ut. Og det venskab til den livskloke Tizian er en uskrømtet kultus, trods den fordel han hadde. Ja, i selve hans sky for hjernearbeide er der i viss forstand en rem av kunstneren.
I det tomheds-gisp søker han rigtignok ogsaa andenstedshen. Jeg har nævnt, hvorledes han i kraft av sin fysik kaster sig ind i alslags svir — mat, drik, kvinder. Men han søker ogsaa til sine børn, sine uegte døtre: «Mit hjerte har legitimeret dem,» sier han, «saa videre formalia i den sak er overflødig.» Han er familiekjær i høi grad; «vore børn er os selv,» sier han ensteds. Han maser i breve til stormændene, tigger sammen til medgift for at faa dem godt anbragt; og naar egteskabet for den ældste datters vedkommende ikke blir lykkelig, saa er han stadig paa farten i skrivelser til Urbino-hertuginden i Pesaro, hvor datteren bor; der kan være noget skjælvende over disse breve; noget av en forranglet fars ubevisst væskende saarhed er der. For man gaar for langt, naar man kalder det nag.
Men engang han i sjælelig emfysem søkte ind i en kvindes varme armer for at stagges, møtte han uventet én, han kom til at elske. Forholdet til den ftisiske Perina Riccia er Pietro Aretino’s mest menneskelige oplevelse. Han lærte hende at kjende i 1537; siden pleier han hende under en lang sygdom, koster paa hende læger og reiser. Her elsker han i en kvinde for første gang et enkeltvæsen. Saa bedrog hun ham og rømte med en anden (1540). Efter tre aar var hun tilbake, atter syk; og atter pleier han hende. Hun døde 1545. Hun skal da ikke ha været tyve aar. — Der er en hel del breve fra ham, som handler om denne oplevelse, dels kvitrende glade, dels rasende, spækket med infame gloser, dels smertefulde. Og i anledning av hendes død er der et dryss av breve, til læger som har hjulpet, og til hendes mor; han sier at det dødsfald er ved at «cavar l’anima» (slite hans sjæl ut). Endog tre aar efter snakker han i et brev om at han lever i «peste d’amore in eterno» (en evig kjærligheds-sott). Og paa denne oplevelse, tror jeg, er ogsaa hans bedste, mest personlige digterverk, tragedien Orazia, blit til (1546). Selvfølgelig slog den ikke an, som hans lascive ting, hvorpaa han blev Europa-berømt. Her gjorde han noget følt; og jeg i det mindste ser bak den tragedies patos Perina-oplevelsen sammen med hans første fornemmelse av sin egen alder. Efter literaturkyndiges mening er den det aarhundredes bedste tragedie og kan trygt stilles ved siden av Corneille’s av samme navn, som jo først kom i det følgende sekel.
Det kan dog ikke negtes, at ogsaa denne oplevelse ifølge hans væsen var dømt til efterhaanden at sive væk i fraser og svada. Men en oplevelse var det. Hans vigtigste i kjærlighed.
Med dette lille vanskjøttede menneske inde i uhyret slutter jeg nærværende rids av Pietro Aretino.