En penneknegt/5
RESUMERENDE KARAKTERISTIK.
Pietro Aretino eiet en sjelden tæft, han eiet
veirhaar som et rovdyr. Likesom han
tæfter sig frem til og snylter paa stor kunst,
veirer han og snylter han paa den celebre
uret: han vet paa en prik hvem han staar
sig paa at komme til undsætning. Men hans
intelligens, hans hjerne var svak. Han som
skubbet sig frem, saa han stod blandt tidens
stormænd, ham gled i virkeligheden alle tidens
aander sporløst forbi; — og han hadde dog
samtidige som Macchiavelli († 1527), som jo
alt i Il principe genialt ante Italiens enhed og
renselse for «barbarerne», likesaa bestemt som
digteren Giusti tre sekler siden; og utenfor
Italien levet Erasmus († 1536) og Rabelais
(† 1553). Som fuldblods middelaldersjæl undlot
han hele sit liv at skille mellem væsentlig
og uvæsentlig; og paa bunden var han fyldt
av mørketidens hele overtro. Denne barnslige
psyche kommer ogsaa frem i hans evne til selvsuggestion, idet jeg ikke kan tænke mig
andet end at han ialfald stundevis selv tilsidst
blev revet med av og trodde sine løgnagtige
invektiver. — Han var uvidende. Og han vedblev
at være det, fordi hans hjerne jo egnet
sig ikke for utvikling. Og denne alt omfattende
uvidenhed gir ham skepsis som attitude:
hver den som har kundskab, eller som
tørster efter sammenhæng, er «pedant». Hos
ham selv er det minen som erstatter sammenhæng:
naar den duperer, føler han at han er
i sammenhæng. Han som har skrevet alt
mulig, han kom aldrig til at skrive nogen
historie, endskjønt han hadde lovet bl. a. selve
keiseren det; ja ikke engang Venedigs, sit
elskede asyls, historie gik han trods løfter i
gang med. Han skyr nemlig al fordypelse,
ti da sier hans gløgge tæft ham at han intet
finder. Og man kan ikke gjøre ham noget
værre end at forelægge ham et filosofisk spørsmaal;
han liker ikke engang at faa tilsendt
filosofiske verker i gave, som det fremgaar av
et brev til Doni; eller han snakker det hele
bort i usikkert flakkende fraser, som da han
faar tilsendt «Tremigisto»[1] i italiensk oversættelse.
Intet byr ham mer imot end at anvende
intelligensen, han aner ikke engang paa hvilken kant den har sit sæte i hans krop.
Han er lutter utadvendthed, likesom hans
retorik er det — av Gabriele d’Annunzio’s
eller redaktør Scarfoglio’s art den dag idag.
Han taaler derfor ikke sorg, for dertil kræves
der et visst sjælelig rumfang, — han sier om
sorg over døde ensteds noget som at det er
tvilsomt om den baader dem i graven, men
det er utvilsomt at den er skadelig for dem
som lever; kanske han ogsaa i sit stille sind
anvender den sats paa al historie. Han lever
i sky for alt som heter valg, ikke blot fordi
han som intelligens har vanskelig for at opgjøre
sig en mening i en sak, men fordi han
instinktivt fornemmer at han i grunden mangler
vilje og utholdenhed til at gjennemføre
bestemmelsen; og hvis det er mer end et tilfælde,
saa er det derfor simpelthen genialt
tænkt av Tizian, naar han bruker ham som
model til Pontius Pilatus, — mens Aretino’s
oppasser-sjæl har bare følt sig smigret ved at
være romernes repræsentant i Palæstina. Han
kan nok lægge onde raad op mot fiender og
ruge ut hele planer, — og boltre sig stormægtig
i syner om deres gjennemførelse, for
saa i handlingens stund pludselig at sitte uttømt
gjennem bombasten, hvilket er skjæbnen
for enhver helt av store, larmende ord. Eller
han skriver sonetter in memoriam over den,
hvis død han selv sier sig at ha forvoldt (Broccardo).
Men for at være retfærdig maa vi jo huske at tiden ikke laa for personligheder:
de blev nemlig brændt; eller de brandt op
selv, av sit eget hett dirrende livssyn, som
Macchiavelli. — Han er uten stolthed. Han
kjender ikke stolthed uten som mine. Han
er uten egte harme, naar han hundses; han
retter sig ovenpaa forsmædelsen like livsmodig
og fuld av humør som efter en liten hverdagslig
motbør. Og i motsætning til Cellini,
som er kranglevorren og en hidsigprop, er
han altid livræd og undgaar haandgemæng,
saasandt han kan.
Som en mand uten stolthed er han da ogsaa en mand uten moral. Isteden har han faat fysik, en vældig nydelses-evne, og han satte den ikke til eller svækket den ved aandsarbeide. Omgit av spytslikkere holdt han et ødselt og gjestfrit hus. Og naar en ven foreholder ham hans levnet, svarer han som i brevet til Rangone: Naar jeg er født med kræfter til at leve slik, hvorfor skal jeg da ikke leve slik? Og der er flere breve, hvor han bebreider f. eks. Sansovino hans flid. Selv tok han vare paa sin første-generationens evne til at nyde. Det yrer av breve, hvor han synker sammen i tak over tilsendte matvarer og vin. Jeg vet ikke om han egentlig har været gourmand, — skjønt hans svære, følsomme underlæbe tyder litt paa det; men det var vel i grunden kvantiteten det kom an paa.
Og hans kvindeforbindelser var legio. Jeg skal ikke her gjennemgaa dem nærmere; hans biograf Mazzuchelli har desuten foretat optælling, — foruten at han jo selv i sine breve har foreviget dem og mindes sin elskov med stolt fryd. Hans eros kjendte de forskjelligste avskygninger, like fra digterindekultus (f. eks. til Sirena) ned til kokkejentekurtise og flygtig glædespike-bekjendtskab; han stod i forhold til adelsfrøkener som til gifte fruer, og hans galante eventyr fyldte stundevis staden med skandal-stof. I sit hjem holdt han i grunden etslags harem. Og hans stræv for at holde det gaaende med kjærlighed paa saa mange hold er kostelig. Han hadde en stor øvelse i at behandle kvinder, besad den eggende blanding av brutal kynisme og tryglende ømhed; han kunde være søkt, fuld av omsvøp i sin tilnærmelse, og han var jernhaard som en hingst, kunde skjelde ut, ydmyge. Som prøve paa denne blanding er brevet til Lucietta enestaaende — hun er rømt fra ham, og nu skal hun piskes tilbake. Men traf han paa virkelig dannelse, blev han famlende. — Uforbeholdent lægger han sit væsen frem, ogsaa da ifølge naturens lov hans magt over kvinder er i avtagende, ja endog da den har faat det senilt gramsende præg. For denne sidste fase av erotisk uformuenhed er et brev til en fløitespillerske av levende virkning; brevet er et følgebrev — hun staar paa reise til Katarina av Medici. Lascive tvetydigheder begynder nu en sjelden gang at sive ind ogsaa i brevene, hvad de før var helt fri for. — Men i denne følelse av erotisk goldhed kaster han sig dobbelt hidsig over gourmandens nydelser. Fra de sidste aar er disse heftige breve særlig til Sansovino med indbydelse til vingilder og rangel; han holder det vildt gaaende paa vrakstumperne, og nu nævner han aldrig mer at elskov forynger.
Cellini fortæller om sig selv, hvordan han gik tilsengs ovenpaa svær spænding og græmmelse, som ved hin sindsbevægelse ovenpaa den første mislykkede støpning av Perseus: «der paakom ham en pludselig feber.» Og vi kjender det samme fra vor saga, hvor man red desperationen stille av under skindfelden — det psykologisk uinteressante selvmord var jo den gang ikke opfundet. Den farlige, tause kvide-stund var en natur som Aretino forskaanet for; trods nederlag lot han det staa til paa vrakstumperne for fulde seil. Selv den forfølgelses-mani, som han jo uvægerlig selv maatte bli offer for tilsidst, bragte ham ikke til besindelse; som han ustanselig steg i ry og indtægt, steg han avsindigen i glimresyke, til den tilslut ingen grænser kjendte. Men, rent fysisk set, blir det jo nødvendig at gispe i sig ny aande. Smaa, stjaalne øieblikke.
Og det er de korte, rappe suk, som gjør ham til en tragisk type paa den italienske baroks gisp efter indhold i sind og kunst. Det sjælelige emfysem er en egte barok syke. Kun smaa, stjaalne øieblikke! Og hans svada rettet ham op igjen: «In me alberga un’anima reale!» brauter han (i mig bor en kongelig aand).
Anima reale! Kongetitelen er stundom letkjøpt ogsaa i aandens rike. — En virkelig konge lefler imidlertid ikke, hverken med mennesker eller retninger. En konge er ingen charmør. Han er heller ingen klown, som sysselsætter sindene med mangehaande løier. Han stiger i det hele tat ikke ned. Det er derfor han blir konge, at han aldrig stiger ned. Og naar han er borte, sukker man ikke at herregud, nu snakker han ikke mer; men man roper yr ut: «For rike idéer han efterlot os i arv!» Han fortsætter sig dobbelt levende og dobbelt talende, nemlig i sit verk.
Pietro Aretino var ingen konge, om han end selv paastaar det. Han hadde ingen idé; eller han hadde 365 idéer om aaret. Men han var en mine. Og den lot han hver dag opstaa over retfærdige og uretfærdige. Uten kjerne, uten vilje, uten stolthed, bare med sanser levet han livet. Det blev stille efter ham, han sank i hav. Ikke fordi han i sin helhed kom paa indeks. Men fordi han eiet bare minen.
Den folkelige tradition fortæller om hans endeligt, at han fik et latteranfald over en uanstændig historie, man fortalte ham om en av hans søstre, som jo var paa bordel i Arezzo. Han skrattet, saa han faldt baklængs i gulvet og slog sig et livsfarlig saar i bakhodet. Og da han hadde faat den sidste olje, var hans ord: «Pas mig for mus, for nu er jeg smurt!» (guardate mi da topi, or che son unto!).
Dette er den folkelige tradition om en bestemt sort sagahelts endeligt: Den vet man er urigtig — han døde nemlig av slag. Men netop derfor viser versionen saa tydelig, hvorledes han blev betragtet av samtiden. Den mytedannende trang kan være brutal i sin forenkling.
- ↑ Mener muligens peloponeseren Gemistus Pleton, som virket særlig ved Mediceer-hoffet i Florens. Grundet under averrhoistisk indflydelse en ny filosofisk, halvhedensk religion (ca. 1450).