En penneknegt/4
ARETINO’S PENNEVIRKSOMHED.
Naar undtages et par kortvarigere turer indpaa fastlandet, bodde Pietro Aretino og drev sin forretning fra byen ute i havet fra 1527 til sin død 1557. Han vil ikke forlate «Paradiset paa jorden» (il Paradiso terrestre), selv naar paven (Paul III) gjør forsøk paa at faa ham til Rom; jeg tror nok grunden egentlig er den at han er livræd. Han bodde i et pragtfuldt palads til Canal Grande, omgit av en hel stab av tyende, deriblandt 5—6 kvinder, som i den tjeneste mistet liketil sit nomen proprium og het ret og slet «Aretina».
Og han gjorde det godt. Han tok ind 800 scudi et aar (1541), praler han selv av; to-tre aar efter er indkomsten op i 1700, hvilket den gang var en svær aars-indtægt, og i sit liv skal han ha tat ind en 70 000 scudi. Men hans indtægter var selvfølgelig ujevne. Han har faste bidrag, som fra keiseren 200 scudi, fra markgrev Del Vasto, keiserens guvernør i Italien, 100, fra Urbino’s hertug Della Rovere 100 (siden fordoblet), fra dogens søn Luigi Gritti en 100, fra fyrsten av Salerno 100, fra Baldovino del Monte, senere pave Julius III, 120 o. s. v., o. s. v. Men sikre indtægter var jo ifølge sakens natur heller ikke disse.
Samtidig maa man ogsaa huske, at han formodentlig ingen større kontante uttællinger hadde, utenfor til det daglige livsophold. Kvinders gunst, ja selv sin læge betaler han visselig med reklame; «I mester, som faar folk til at staa op ikke alene fra sykesengen, men endog fra graven», heter det i et brev. Og man er ikke ganske tryg for, at ikke et par breve til hans husvert, hvor dennes enestaaende forekommenhed lovprises og den prægtige utsigt fra hans palads tegnes, er i grunden selve husleien, eller i det mindste vederlag, fordi han slipper paalæg; i ethvert fald skjelder han den samme vert ut, da han senere maa flytte. Det brev er forresten betegnende for hans maate at takke paa likeoverfor de mindre mægtige, idet han selvbevisst henviser til sin egen flotte gjengjældelse; efter nemlig at ha rost vertens høisindethed mot sig, en graanende leieboer, fortsætter han fint: «Men fordi jeg aldrig lar nogen beseire mig i gentilitet, saa skal nok ikke ny maling av takene, oppudsningen paa terrasserne og de andre istandsættelser komme alene. Nei! Jeg skal tvertimot la det følges av nye og andre galantiter end indsættelser av den uendelig masse glasruter, som er knust paa hver balkong ved det rasende uveir ... » Han er just ikke naadig, naar han maa ut med kontanter, som ved avbetaling paa gjæld; da er der ikke den nedrighet, som kreditor ikke er befængt med.
Hans pennevirksomhed har omtrent udelukkende det ene maal: penger. Han sier det ensteds slik at de rike har jo bare at slite ut ens tunge med forekommenhed og stoppe ens mund med almisse. Og han bryr sig ikke større om tomme æresbevisninger eller om at adles, som saa mangen en snob ogsaa paa den tid — allerede Sacchetti har jo noveller om kunstnere som betales for at pønse ut og male adelsvaaben for rikmænd; Aretino sier bent ut i anledning av den tanke at adles, idet han anfører tidens ordsprog: «Cavaliere provero e mura senza croci é scompisciato da ognuno» (en fattig ridder og en mur uten kors blir besudlet av hvermand); hans praktiske blik skiller ut likegyldig tingeltangel fra livets realiteter.
Aretino’s virksomhet falder i boktrykkerkunstens morgen, og av den grund er der noget barnslig yrt over den maate hvorpaa han føler det vaapen i sin haand; pressen er for ham et flunkende nyt fangstredskab. Og han veirer, uten enhver skygge av skrupel, bare efter hvorledes han skal anvende den med bedst klem. Der er ellers ikke den literære genre, han ikke producerer sig i: digte, tragedie, komedie, legender, og han gaar igang med oversættelsen av Davids pønitensesalmer, straks han er færdig med sine obskøne dialoger, — næsten som nutildags, naar avisens søndagspræken bor spalte i spalte med homoseksuelle privattelegrammer. Antikens Petronius er et uskyldig barn i sammenligning med Aretino; hedensk liderlighed er ingenting mot dette, hvor jo det kristne kyskhedskrav likesom skimtes bakenfor og derved forhøier det lascive, gir det obskøne relief. Men ved disse dialoger, som jo er blit forbillede for al efterfølgende obskøn literatur (hvilket ikke hindrer ham fra i fortalen at erklære, de blev til for at oplyse de uerfarne, paa det at de ikke blindt skal falde i lastens garn), — ved disse dialoger bør man imidlertid, for at være retfærdig, huske tiden: Tiden vrimlet av pornografer. Aretino bare slog dem alle tilhope. Og man faar huske paa én ting til — denslags som hændte f. eks. ved en kunstner som Giulio Romano — at dengang det sublime og det obskøne faktisk møttes i samme aand.
Disse sine forskjelligartede skrifter dedicerer han fyrster eller rike kjøbmænd, bankierer, — og er der paa sæt og vis adgang til det, fletter han smigrende tirader ind i teksten. Denne slags kryperi har jo tradition blandt aandens mænd i tiden; humanisterne var fattige, sattes til hvadsomhelst, karakterforkvakledes. De levet jo fra haand til mund; og naar de sparkedes ut av ett hof, krøp de paa maven ind i et nyt. Men endog Ariost driver denne smiger-trafik, og Torquato Tasso gjør det. For at være retfærdig mot Aretino faar man ogsaa her mindes tiden. — Midt inde i komedien kan, som før nævnt, denslags smigerparenteser forekomme; ustanselig, utrættelig gaar han bi-erend. Fornøieligst i saa maate er kanske den lange prolog til komedien Cortigiana, hvor det med ett er ham om at gjøre at komme paa en faderlig beskyttende fot med samtlige sine skrivebrødre. — Dedikationerne kan ændres ved nye utgaver — der er en uendelighed av veier; og i digtsamlinger føies der nye sange til for hver ny utgave. Ikke engang lovkvad dediceres altid direkte til besyngelsens gjenstand. — Men især er epistel-genren indbringende. Den kunstart var paa mote i hans samtid — i Cortigiana, samt i breve regner han op en hel flok feterte epistel-skrivere: Molza, Guidiccione, Giulio Camillo, Bernardo Tasso, Bembo, Castiglione, Tolomei, Fortunio, Caro, Dolce — der har vrimlet av dem. Han sætter altsaa først sammen brevet, som indbringer valuta, og cirkulerer. Dernæst samler han brevene i et bind — og for at bli med der hadde man at «paaskjønne». Saa dediceres bindet i sin helhed; men forinden har han tit likeoverfor flere mægtige beklaget sig over ikke før at ha dediceret noget — et bind breve ser vi saaledes han lar fire forskjellige stormænd i maanedsvis gaa og vente paa — og denne ventetid var dem ikke kosteløs. Og hver ny utgave utvides og forsynes med nye breve. — Paa det vis blir et saadant bind en kilde til ustanselig indtægt. Breve egner sig i det hele bedst, og han forregner sig sjelden; sker det, lar han høre fra sig, om det saa er selve paven — nemlig i breve som indtages i næste bind, hvor da ogsaa de gavmilde lovsynges som eksempel til efterfølgelse. — Og denne art forretningssmidighed deler han jo med tiden; vi kjender f. eks. hans samtidige Benevenuto Cellini’s kostelige forhandlinger med Cosimo, der han kjæmpet for at faa sin Perseus godt betalt: man pruter med fyrsterne og deres skatmestre i ordelag som paa et fisketorv. — Aretino har ikke mindre end 6 tykke bind breve, hvor der vrimler av takkeskrivelser og paatrængende breve til folk om gaver, som andre har skjænket ham. Man kan av dem se hvad gaver han mottar; de gaar fra malerier og kostbare dragter ned til grøntsaker og fisk. Men allerede av stilen synes det at fremgaa at han falder mest i staver over smykker og over mat — dette sidste nyder han i takkeskrivelser selvfølgelig altid sammen med stadens første mænd, Tizian og Sansovino.
Venedig var særlig egnet for en levevei som hans, fordi det var en verdensby, hvor Europa’s monarker holdt gesandter, og han saaledes kunde komme i forbindelse med hvem han ønsket. Her har selvfølgelig ogsaa de mange italienske stater sin mand: Este’erne i Ferrara, Gonzaga’erne i Mantua, Florens, Milano o. s. v.; blandt disse har han, synes det, mest fremgang hos Della Rovere, Urbino’s hertug — i ethvert fald har han her arbeidet ihærdigst. I Venedig hadde Henrik VIII av England sin gesandt, og Frants I og keiser Karl V, de to som nappedes om herredømmet i Italien. Men da Frants I staar paa svakere ben, ilignes han det dobbelte aarsbidrag, ja, Aretino tillater sig endog at tildele Frants en skrape for hans allianse med tyrkerne, — derved befæster han jo tillike sin popularitet i Venedig; han oppebærer altsaa en 200 scudi fra keiseren, fordi han refser Frants, og en 400 av Frants for ikke at gjøre det mere! —
I denne forbindelse vil jeg nævne den kjede han fik av Frants. Den bar en orakeldunkel inskription under Aretino’s kontrafei: Lingua eius loquetur mendacium (hans tunge vil tale usandhed). Hans biografer er uenige om betydningen. Aretino skyndte sig i en overstrømmende takkeskrivelse at tyde det paa sin maate: naar jeg sier I er som en gud for jere undersaatter, taler jeg da usandhed? — og sauser ham derpaa retorisk ind som kanske ingen av hans beskyttere er blit det. I den tvetydige inskription kan ikke jeg se andet end en kynisk foragt likeoverfor et kjøpt redskab. Intet er naturligere end om der, netop i sammenhæng med tidens optrevlede psykologi, paakom en hersker en ustyrlig trang til midt i løgnagtighedens myretue-liv omkring sig at plante ned en gnistrende, skarpslipt sandhed, som han saa moret sig at se løgnhalser befippet vimse rundt om og ta stilling til. Den slags forbløffelse hører jo i al stilhed til livets vildeste komik. Jeg vil ikke frakjende Frants I denne sans for komik: han har ledd sin underfundigste latter ved synet av en proletarappetit, som i situationens medfør utviklet sig til skinbarlig sverdslukeri. — Men for de lærde er, som sagt, inskriptionen locus desperatus.
Selve republikkens tillidsmænd, særlig dogen, rører Aretino aldrig; han bare smigrer dens «serenissimo» — hovedbrevet findes allerede paa folio 3 i første bind breve. Men han smigrer forholdsvis sjelden; man faar det indtryk at han med vilje økonomiserer, saa rosen skal ha virkelig vegt, naar den kommer. Stort anden valuta end asylret har han forresten neppe faat.
Han naar frem til smaafyrster i Tyskland og korresponderer med Polens dronning. Og han har sendt agenter til fjerne hoffer. Der foreligger saaledes breve fra en saadan i Lissabon, hvor der gives nøie besked, hvilken Braganza nok ønsket et smigerbrev og kan betale, samt opgives titler paa en anden han bør skrive til, som er «desideroso di fama» (ønsker ry). Ogsaa med mauriske fyrster kom han i forbindelse.
Men naar de mægtige tørner sammen, tar han aldrig parti. Hvorfor skulde han ogsaa det, naar al hans pennevirksomheds maal er at «vække næsten av gjerrighedens søvn»? Og hans hjerne er heller ikke indrettet paa det, den har vanskelig for at opgjøre sig et standpunkt. Slagsmaal betyr i grunden daarlige tider for ham. Da stiller han sig unna og blir sentimental tilskuer, — kan sukke, som i et brev om keiseren og Frants: for et deilig syn det vilde være isteden at se «de to hellige halser omslynget av samdrægtighedens hvite armer». Eller han dupper op og ned tyngdeløs som korken paa de oprørte vande — betegnelsen «opportunists er en for høitliggende glose. Han vogter sig i det hele vel for at bli alene, og sørger nøie for at ha det overvældende flertal paa sin side, — skjønt han selvfølgelig passer paa at betone det motsatte, at han er en ensom og forfulgt mand.
Naar han smigrer de mægtige, nedsauser han dem i ord, som tilsigter simpelthen lammelse hos den det gaar utover: han skal staa smurt og smile som en idiot[1]. Og han skynder sig at gratulere, straks folk faar indflydelsesrike eller vel avlagte stillinger (raadmænd, guvernører, feltherrer, pave); han passer paa kjøbmænds og bankierfamiliers fødselsdage, spør efter frue og barn, og tar del i husets sorg og glæde. Især viser han fruerne utsøkt opmerksomhed: da skriver han gjerne om kjærlighed. Han er her væver og opfindsom, og forstaar at avpasse sine svar efter adressatens naturel. Naar saaledes en bigot contessa — di Pescara, Michel Angelo’s aldrende veninde — lar spørge om ikke egentlig i grunden hans evner ligger allerbedst til rette for hellige skrifter, saa lægger han gudfrygtig sit hode paa skakke: jo, hvis fyrsterne var saa fromme som han var fattig, da kom der nok bare misererer fra hans pen, — men der er andre ting som desværre ogsaa bestemmer ens arbeide, f. eks. ens nødighed.
Paa det religiøse omraade er han ellers farlig fuld av kast. Især i de senere bind breve raser han mot kjetterdom og Luther og snakker om sin egen gudsfrygt; det bigotte som det mondæne er naturligvis tiltat med aarene. Han skrev, som nævnt, ogsaa hellige skrifter om Jomfru Maria o. a.; men de skal efter fagfolks dom være det skjære nonsens, fyldt av likegyldige beskrivelser, som passer paa hvilketsomhelst hverdagslig menneske. De er det rene bluf. Han har da ogsaa, trods alt stræv, vanskelig for at bli bemerket ved pavens hof — og det har været det saare punkt i hans liv; skjønt han ber sine venner — at vise paven hans skrifter, saa han kan dømme, om der findes hans make i latin og græsk, saa vedblir dog hans mangel paa kundskab at være i veien — over alle videnskabelige spørsmaal redder han sig med svævende og skolastisk lekende fraser. Han blir dog tilsidst av paven utnævnt til «St. Peters ridder» (1550); men den titel indbringer ham litet i aarlig indtægt. Den viser tydelig at motbøren ikke kommer av at han ansees for «atheist»; atheist syntes vistnok pavens omgivelser for høitliggende en karakteristik av Aretino. — Han skriver endvidere formaningsbreve til unge mænd om gudsfrygt og faste; ensteds fortæller han at han «imorgen haaber at komme til alters», og han nævner tit sine private skriftefædre. Det træffende billede av sit forhold her har han imidlertid selv git i et takkebrev, saa vidunderlig i sin uforvarende blanding av matfryd og gudsfrygt; han fortæller — scenen er selvfølgelig fiktion! — at han første paaskedag netop var kommet hjem fra kirke «og hadde sat mig bort i et hjørne i mit kammer ganske fyldt av den fromme sønderknuselse, i hvilken altergang hensætter det menneske, som ikke er gudsforgaaen eller uretfærdig. Slik, med det ene kind hvilende i den trætte haandflate sat jeg: der bringer man for mine føtter en mængde dyr, som fylder rummet baade med bræk og med brøl, en rik og nobel gave fra jer, unge adelsmand og belevne ridder! I sandhed, den pligtskyldige bedrøvelse, den hjertets sønderknuselse, som holdt mig aandsfraværende fast i angeren over de skriftede synder — kanske ikke saa meget som ens aand gjerne ønsket det, men dog efter ens kjøds skrøpelige evne — den stilling vilde faat dem, som hadde set mig da, til at synes jeg lignet en statue av en av hine guder, hvem man i oldtiden ofret lam og kalv. Og for at gjøre likheden fuldstændig kom røkelsen til — den som brandt rundt om mig, til fordrivelse av karnevalsmatens ækle stank. Allikevel følte jeg at jeg likefuldt blev mig selv, om jeg mottok jer gave ...»
Han er mangfoldig; og her er ikke plads at oversætte prøver paa alle disse forskjellig avstemte breve, fra overlagt høitidelighed til gamin. Naar man læser hans breve i sammenhæng, blir de svimlende fulde av motsigelser. Men det er jo ogsaa misforstaat at læse dem slik, som det er at ta for sig et enkelt presseorgans aarganger og læse dem i flugt. Men, mangen morsom stund skaffer det en. En gang kan han med svær applomb si at han «er født for at si sandheden»; en anden gang bent ut at han skriver og smigrer for at tjene mynt, og er stolt over at han i den hensigt «holder de store stadig i himlen paa overdrivelsernes vinger»; i samme bind er der et brev, hvor han sier til keiserens gesandt at den er først berømt, som søker den sande berømmelse; saa kan han i et senere bind si at det at la sig smigre er farligere for en fyrste end at miste hele byer. — Satserne er blit til i øieblikkets indskydelse eller efter situationens tarv. Derfor kan ogsaa denne mand, som kurtiserer saa ihærdig og søker at trække de indflydelsesrike til sit hus, pludselig kaste sig, knipsk som en diva, og utbryte at han av lede over dette evindelige ræk maa rømme hjemmenfra til sine venner, straks han har spist, for at faa være litt i fred. Og det brev offentliggjør han! — Stundom virker hans ting som om han var helt sløv, som naar han i et bind breve, dediceret til Henrik VIII, blandt smigeren holder en straffepræken mot de fyrster, som krænker det av Gud indstiftede egteskabs hellige love.
Men det er bortkastet flid at ville utpønske grundene til hans skiftende holdning i bruk av trykpressen. Dette er nemlig ikke psykologi: det er blot forretning; og inden den ramme en eneste kjede av øieblikkets indskydelser, likesom hans liv.
Det er ogsaa som dygtig forretningsmand han driver selvros, — om han end stundom kan drikke sig beruset i den av nydelsestrang. Han behøver just ikke bruke parfyme i sit blæk eller miniaturer paa sit papir for at virke, sier han; hans ansigt er verdenskjendt som Alexanders, Cæsars og Scipios, mener han et andet sted; og han gir sig det paa den tid forresten ikke sjeldne epithet «divus» (guddommelig) paa medaljer, for alle tidens store mænd har ham til at skjænke dem den titel: skulde han maatte gi avkald paa den, bare fordi der tilfældigvis ingen anden er til at gi den uten han? spør han. Uten at blunke sier han i dedikationen til VI. bind breve at han nu for evig sikrer Esterne mot glemsel. Og i samme bind har han det bombastiske utbrud om sin lovtales magt: «... Hvilke kolossalstatuer i sølv og guld — jeg nævner ikke dem i bronse og marmor — kommer op mot de avsnit, hvor jeg meislet pave Julius, keiser Karl, dronning Katarina (av Medici) og hertug Frants Maria (av Urbino)! ... Der (ɔ: i hans skrifter) ser man deres sinds linjer bøie sig, der fremhæves deres viljes muskulatur, der spændes deres lidenskabs profil ...» Der vrimler av den slags. Og han tilegner sig og gir tilbedste smaa træk, som skal vise hvor hans navn er trængt ind overalt: paa Murano-fabrikken er der en sort krystalglas som kaldes «aretinske»; der er en hesterace i Rom som nu bærer det navn; og en bæk i nærheden av Arezzo heter «Aretineren». I det hele, alt som avledes av «Arezzo» er opkaldt efter ham! I samme art selvkultus utgir han ogsaa tilsidst de to bind breve til Aretino (1552). — Han sætter heller ikke sit gode hjerte under en skjæppe; han fortæller, at de trængende overrender ham, likesom han meddeler hvorledes han lik Messias besøker dem i deres hjem, — ja, forholder os end ikke, at nu bestilte han just skjorter, lakener og putevar hos en fattig enke bare for at skaffe vedkommende arbeide og mat. —
Pietro Aretino gjælder i historien for en helt i «la maldicenza», i nedrakning. Det er ogsaa han selv, som i pur forretningsdygtighed har slaat det fast. Men ser vi nøiere efter, blir indtrykket en smule anderledes, hvormeget han end selv reklamerer med at hans nidkvad f. eks. drev en yngre digter i døden. Pietro Aretino kvier sig i virkeligheden saare ved at gaa løs paa et bestemt bytte, ialfald at dømme efter hans trykte verker, — hvad jo ikke forhindrer at hans tunge privat kan ha været i virksomhed. Han vil helst ha venner. Specielt rører han nødig sine jevnaldrende skrivebrødre; han roser dem, han bent ut slaar sig op som deres aandelige far eller impressario. 1 ethvert fald lusker han helst rundt om ofret og truer knurrende.
De direkte tigger-breve er selvfølgelig i tidens smak og minder om dem Cellini skrev til Cosimo; det er først, naar han begynder at nuancere, at hans store hændighed viser sig. Han sender aldrig et slikt brev fra sig uten det har i en eller anden form den rigtige klæbrighed; bare der avgaar et bind som gave, kan han f. eks rent tilfældig tilslut komme til at nævne noget om indbindingen, at den desværre ikke er som den burde være til en saadan adressat, — men en slik indbinding koster det og det ... og det og det er penger for en fattig mand. I alle mulige vendinger finder han utvei til denslags tilføielser, naar det gjælder de mægtige. Han kan ogsaa, som Cellini, gyse kuldskjær tilbake for den tanke at hans hengivenhed paa nogen maate skulde avhænge av mynt — var det likt! ... skjønt, han jo er et menneske og ikke en kamæleon som lever av luft alene, føier han til. Naar de er paaholdne, pleier han ogsaa gripe til det middel at prakke gaver ind paa dem. Men hvor det er smaafolk, er tonen en anden; til en Pigna sier han tak for den appetitvækkende salat og krydrede kake, han fik sendt, men ender bent ut: «Og hvis man ikke sender mig nok et krydret brød («pane pepato»), og et endnu større, og det rigtig snart, saa blir jeg syk av at tænke paa det» Eller til en Pistoia, hvem han lover at ha i taknemmelig erindring saa længe gaven fortjener: «og vil I jeg skal mangedoble min forbindtlighed, saa bare fordoble I gaven!» — Han kan ogsaa ta sig av en formentlig overlast og paatale ting, som gaar i svang i en fyrstes jurisdiktion. Saaledes gjør han sig i breve erend til Salerno, hvor han gaar i sentimental forbøn for folk, som sitter begravet i fængslerne — fyrsten der var nemlig en sendrægtig betaler, han bare varsler saadan, at han er der og holder øie med ham.
Den saaledes utpressede gave heter «cortesia» (opmerksomhed).
Og da er han ikke længe om at slaa om og løpe fra alle injurier. Han kan sætte mine, som likeoverfor den tyske gesandt, som omsider maa fire, og betaler med et par tomme ord til undskyldning: ja ja, la os nu ikke rippe op i det onde minde! ... Eller han kan være vidunderlig som ved hin kardinal i Ravenna, han har forfulgt, og som pludselig besørger en av hans søstre godt bortgiftet til en adelsmand; han ber om tilgivelse for sine injurier — han har tat feil, sier han, men det er jo ikke hans skyld, naar ulver tuter hans troskyldige øre fuldt; og saa skjelder han ut, uten at forandre en mine, alle dem som driver denslags løgnagtig bakvasker-trafik omkring store mænd. Kort sagt: en kardinal bør skaffe sig bedre omgang! … Men steiler for én gangs skyld en stormand ved hans tiggeri (som Del Vasto) og sier «hold mund!» saa svarer han: med fornøielse! «men jeg forsikrer jer til at min taushed da kommer av ærbødighed, som jeg skylder jer, ikke av frygt.»
Dette ord, Aretino har paa sig for maldicenza, er altsaa at forstaa paa sin maate. Den enkelte truer han helst forblommet og uten klar adresse, — naar der da ikke foreligger særlig ufarlige anledninger, som ved pave Clemens VII, da denne sat indestængt og beleiret i Engelsborg. Hans nedrakninger gjælder gjerrighedens last i sin allerstørste almindelighed; eller en hel stand, fyrstehofferne, presteskabet som saadant — da kan han si at «fyrsternes øren er lukket med karrighedens djævelske nøkler. — men sikkerlig med et for den indviede konkret tilfælde glimtende langt ute i synsranden. Herved opnaar han jo for det første at indgyde en eller anden en gagnlig uro; dernæst at skape relief, naar han saa tar ut en enkelt og gir sig til at skamrose.
Han spekulerer saaledes vel saameget i sine samtidiges forfængelighed som i deres frygt. Men skjønt han væsentlig optrær som charmør, saa blir det jo rent forretningsmæssig set, nemlig for at kunne presse mynt ut, uomgjængelig nødvendig ogsaa at vise at han magter ta den enkelte av dage. Da skaper han av den enkelte en staaende gjerrighedens figur. Til en slik figur har han ophøiet den før nævnte kardinal Gaddi; denne mand mørbanker han. Ogsaa Cellini raser mot denne kardinal, og som det synes for samme aarsaks skyld: en yderst borgerlig forsigtighed, naar det gjaldt uttællinger til kunstnere. Men tillike maa denne kardinal ikke ha været rikt utstyret med mundlær. Det har vistnok været en litt klodset, men fredsæl bra mand, som har git efter for at faa fred. Hvilket bare drev et dyre-instinkt som Aretino til ustyrlig at gli videre. Man har en skriftveksel om et mellemværende: En sekretær hos Aretino har været i Frankrike og hentet 600 scudi hos Frants I. Disse penger sier tjeneren han har mistet underveis i spil ved Gaddi’s hof. Kilden er her desværre Aretino selv; der er, synes mig, det mistænkelige ved historien, at han nemlig beholder denne tjener efter dette og endog senere betror ham en sendefærd helt til Lissabon. Enten det hele er det skjære opspind eller ikke, Aretino benytter ialfald dette foregivne tap til et vældig overfald paa Gaddi og anklager ham for selve Frants I — maaske ogsaa med det lille haab at kardinalen skulde la sig skræmme til at punge ut med en liten erstatning. Han offentliggjør ogsaa svaret fra motparten, hvor vedkommende stammer hjælpeløst og forsagt, at det var — i et andet palads man spilte, ikke hos Gaddi. Selve sakens sammenhæng synes mig, som sagt, mystisk; men Aretinos overfald er klart nok. — Der hvæser under de 5—6 breve til Gaddi, stundom med korte, brutale overskrifter som «A Gaddi», et fornøielig tænderskjærende raseri, som om han spyttet noget ut; men han sier bare ikke bestemt hvorfor. I fjerde bind er der et «Al C. G.», som efter brevets tone rimeligvis gjælder Gaddi — og nok atter er laget paa en sammenløiet foranledning; i hvert fald er det bestemt til at henføre vor tanke paa ham, det utstafferte karrighedens fugleskræmsel hans forretning har bruk for: «Torsdag efter karnevalet blev der presentert mig et stykke av en kvart kalv, saa elendig som det er muligheds raad at opdrive den: Den fik jeg en hund til at overtræde fasten med; og hvis den hunden kunde snakke, som han kan gjø, saa vilde han git den tak som en slik mager gave fortjener ...» Efter dette følger et lignende kort brev, det tidligere nævnte med den forblommede adresse «A sua signoria», hvor der raader det samme ubetalelige raseri over én, som trykpressen ikke formaar at kryste «cortesia» av.
Men ellers gjælder det, som sagt, mere om at ha ry for farlig «maldicenza» end at øve den. Han er kun en gløgg forretningsmand; han er ikke saa luksuriøs av karakter at han holder slikt som dødsfiender. Ogsaa i omgangen med kunstnere kommer hans store forretningsdygtighed frem. I en av sine fornøielige digressioner, den midt i tredje akt av komedien La Cortigiana, regner han op en flok samtidige kunstnere — det er mest gravører, men ogsaa billedhuggere og malere; han nævner Pordenone, J. Sansovino, Tizian. Og ellers ser vi han har staat i forbindelse med malere som Sebastiano da Piombo, til hvem der er breve, med Vasari, sit bysbarn fra Arezzo, som han flittig korresponderer med, og Bandinelli. Tintoretto var jo meget yngre. og jeg har ikke fundet hans navn i noget verk av Aretino; men man vet (av Ridolfi’s Pittori Veneziani) at de har kjendt hverandre, ja at Tintoretto malte ham talende; men han var vel en for gløgg og unænsom menneske-iagttager til at venskabet kunde bli særlig hett og holdbart. Efter anekdoten hos Ridolfi har han ogsaa moret sig med at blotte Aretino’s personlige livrædhed. — Jacopo Sansovino, til hvem han har skrevet svært mange og varme breve, var en til sykelighed uomgjængelig mand, at dømme efter Cellini’s beskrivelse, og især efter Tintoretto’s fortrinlige portræt, en mand med ondskabsfulde kast, som bare spyttet nedsættende om sine kunstbrødre, endog om Michel Angelo. Saa Aretino ret som det var, nok har faat fliser i hænderne i det venskab.
Kunstnerne søker hans hus; man moret
sig ved denne utadvendte livsappetit hos en
mand som levet i overdaad og pragt. Men
økonomisk stod de sig ogsaa paa bekjendtskabet.
Man smigrer ham ved at be om
hans mening om et billede; da kan han
skrive som om Tizian’s portræt av Ruberto 
Tintoretto’s portræt av Sansovino. Strozzi’s lille pike og hund, at hvis han var
maler, vilde han nu fortvilet: Tizian’s pensel
har sparet paa miraklerne til alderdommens
modne aar; og han sverger ved sin samvittighed
at dette maleri staar over alt hvad der
er gjort hittil og vil bli gjort for al fremtid:
det er ikke noget billede, det er selve personen,
og han mister stemmen i sin mund ...
Eller de kommer og ber ham skrive vers
til sit billede, derved lager han dem forhaandsreklame.
Men især er det Tizian han dyrker. Og i det forhold har der nok aldrig været rivninger. Han skal ha malet og tegnet ham en snes ganger. Jeg har set biografer forbauses over dette venskab fra en kunstner av Tizian’s rang. Det forekommer mig imidlertid at det er let forklarlig og velbegrundet. Jeg synes allerede at det brev til Tizian om soldnedgangen over Venedig kan forklare hvorfor Tizian søkte ham. Der er dernæst et træk ved dennes kunst som man faar mindes, det som f. eks. kommer frem ved det billede han maler av sin datter med et fat frugter paa skulderen: paa et andet billede, hvor det øvrige forblir nærmest uforandret, lægger han Johannes’s avhuggede hode i fatet isteden, — og da er det Salome. Saaledes arbeider ikke Michel Angelo, saaledes arbeider heller ikke Georgione; og man mindes Michel Angelo’s ord om Tizian, som i korthed gjengit sier noget slikt som at hadde han hat kultur som han har farvesans, var han verdens største maler. Hans kunst fødte let; der er litt vital og ukræsen førstegeneration i den lethed, som smaker av fjeldbonde fra Cadore — noget av det samme bonde-instinkt, som slaar én imøte ved hin badede Venus-skikkelse, nemlig i anbringelsen av hendes venstre haand; det er noget av en avklædt bondetuppe, som kun opnaar at markere; Manet gjør det ikke slik, — og det kommer vel ikke bare av at han hentet sin Olympia op fra gaten. Det er levedygtige mennesker begge, Tizian døde ikke før i sit 99de aar, — og da var det pesten som hentet ham. Og naar saa hertil kommer at Tizian hadde stor nytte av Aretino, som ustanselig reklamerer for ham og skaffer ham svære bestillinger (som hos keiseren), saa blir der litet igjen at forbauses over ved det venskab; der er nemlig ca. 50 breve til ham, og han nævner ham i hundredvis. Fra Vasari til B. Berenson er det erkjendt, at Tizian vilde ikke behersket tiden og kunstmarkedet i den grad som han gjorde, uten Aretino’s vældige reklame. — Naar han reklamerer, betaler de med kunstverker av alle slag. Disse skjænker han saa bort til fyrstelige personer i fremmede lande og forpligter dem, paa samme tid som han altsaa roser kunstneren og skaffer bestilling; der vrimler av denslags breve. Han driver tuskhandel i alle former; naar han saaledes faar et maleri av Tizian, tigger han Sansovino om at gjøre motivet som relief i marmor. Og han forsømmer ingen genre, heller ikke gravørerne, som gjør ham gratis medaljer, dem han saa skikker rundt til de mægtige som sit fotografi.
Han følger i sin taksering følsomt markedets kurs. Mens han saaledes krypende tigger Michel Angelo om bare én liten lap av det som han ellers brænder op, skriver han til Bandinelli og forventer ialfald en fire-fem skisser, samt føier til at han maa endelig ikke tro, han overgaar Michel Angelo: «e bascio vi la mano» (og jeg kysser jer haand), slutter han.
Michel Angelo’s forhold til Aretino gir sig paa forhaand av sig selv. Han ligger paa maven for den berømte mand, som har faat de svære bestillinger ved pavehoffet i Rom. «Jeg sukker,» sier han, «over at føle mig saa liten og vite jer saa stor»; der kommer straks efter noget om Alexander den store, saa dette suk nok er beregnet paa klædelig at bringe folks tanke hen paa dennes suk over Philip’s seire ... og, om mulig, utføre parallelen videre. Allerede i sit første bind breve begynder han kurtisen: «Der gives mange konger i verden, men bare én Michel Angelo.» Dette brev er fuldt av paatrængende geschæftighed; han lægger retorisk ut hvordan han i tilfælde vilde laget en dommedag, — gir tilbedste sine syner, forærer ham med gavmild haand et motiv, som det heter. Det er et storartet brev, fuldt av mine og gestus; og ender med at han rigtignok har gjort det løfte aldrig at gjense Rom, men «tror I ikke at min trang til at se denne jer fortælling vil bringe mig til at bryte løftet?»[2] Michel Angelo svarer kort, men fuld av kostelig skrabut, at han endelig ikke maa bryte sit løfte for den skarvefreskens skyld. — Aretino tripper vimset og ute av likevegt rundt om ham og hans arbeide i det sixtinske kapel, han vil blande sit navn med storaandens. Men Michel Angelo har aldrig reageret. Saa begynder aapenlyst tiggeri, som gjentar sig gjennem flere aar: han takker gud for den naade at være født i hans sekel; og spør saa længer nede: min høie herre, hvorfor paaskjønner I aldrig denne trofasthed og beundring med en liten relikvie, eller ialfald med saameget som et løfte? Det billede skal i tilfælde faa plads hos ham i hans likkiste. Næste aar faar han imidlertid tilsendt sig gjennem en tredjemand nogen tegninger, fortæller han selv. Han faar dem altsaa ikke direkte; og ikke ledsaget av nogen skrivelse, som jo var det sedvanlige; den mulighed ligger nær, at det slet ikke er av Michel Angelo han har faat skissen, men av en anden. Ja, jeg har en mistanke om at han overhodet ingen skisse har faat. Saa sent nemlig som 1548 faar han et stik med samme motiv av en anden, og da falder han i staver over det, som om han slet ikke skulde ha eiet noget lignende. Ialfald sier han ikke at han selv eier den skisse, hvorpaa han 1546 skriver det nedenfor oversatte brev om nakenheden; derfor synes det ikke urimelig at anta at han ingen tegning eiet. — Men hvorom alting er — man kan jo gjøre en skjelm uret — dette takkebrev søker sin like i retorisk ordgyderi; satserne er delvis bygget op i tidens stil slik at de instruktivt kan lægges side om side med et barokt bladornament ... dets revnende overlæsselse, dets organisk løst motiverte fortsættelse, som ligner utvekster og kunde vedblit i det endeløse[3]. Brevet er inderst inde usikkert og hult, og røber en dyp følelse av ikke at ha noget grep i ham hverken kunstnerisk eller personlig. — En tid utover har han beskæftiget sig med ham; saaledes er der et brev i fjerde bind paa et par linjer til en Antonio Anselmi, som nok har været en formaaende mand, at hvis Michel Angelo skjænker ham «tegningerne», saa skal gud velsigne ham; «hvis han sier nei, saa la ham gaa djævelen i vold!» Undres om der er andre tegninger end de, han alt har takket for i tredje bind? — Det sidste brev til ham er det krypende tiggerbrev fra 1546, som jeg alt har nævnt; han tuter som en hund, han knurrer, truer. Men storaanden overser ham, svarer ikke; her strak altsaa ikke hans sjeldne tæft av mennesker og forhold til. Alt preller av; han staar likesaa raadløs, som likeoverfor pave Paul III’s søn Pier Luigi Farnese, den samme som Cellini har de utallige kjeltringstreker at berette om, og hvis skurkery var saa stort at nye injurier ikke biter længer. — Saa dateres bare nogen maaneder efter hint enestaaende brev til en Alessandro Corvino, hvor han anstiller farlige betragtninger over Michel Angelo’s moral paa grundlag av nakenheden i Den yderste dag og uttaler en alvorlig følt forbauselse over en slik uventet tøilesløshed — det er da en 5 aar siden fresken blev færdig; han visste at han i den fordømmelse ikke stod alene, og appellerte tillike til den opdukkende pietistiske strømning i tiden — 1542 var jo atter inkvisitionen traadt i virksomhed i Rom ved det nyoprettede Congregatio Sancti Ufficii. Jeg skal forsøke at gjengi brevet i oversættelse efter den forresten ikke helt feilfri tekst. Efter det brev blir det taust ogsaa fra Aretinos side, den sidste pil i koggeret er brukt:
«I Corvino, som er en i enhver henseende dannet og beleven aand, — idet jeg fik se skissen i sin helhed av Buonarrotti’s Dommens dag, har jeg vistnok til syvende og sidst i den maattet erkjende Rafael’s berømte gratie i den skjønne komposition; men som kristen er det visselig paakrævet at jeg i al venlighed trækker paa skuldrene i anledning av hans pensels tøilesløse fremfærd. For en Michel Angelo, hvis ry man ser op til, en Michel Angelo, som har ord for takt, en Michel Angelo, som er et mønster paa et bra menneske, — har han mon villet, at misundelsen skal si, han i nævnte verk viser sig vel saa gudløs paa det religiøse omraade som fuldendt mester i det maleriske? Gaar det virkelig an, at et menneske, som jo i grunden er mer gud end et menneske, kan ha gjort det der i guds største tempel, over Jesu første alter, i det fornemste kapel paa jorden, der hvor kirkens tinder, hvor ærværdige geistlige, hvor Kristi statholder under katolske ceremonier, efter hellig ritual og med inderlige bønner bekjender, beskuer og anraaber HANS legeme, HANS blod og HANS kjød? Hvis ikke sammenstillingen var for gudsforgaaen, saa hadde jeg lyst til at skryte av min takt i boken om Nanna[4], idet jeg jo i al beskedenhed sætter min varsomme behandling over den uvorrenhed, han viser, midt i sin dygtighed; ved et uanstændig og lascivt emne nemlig ikke bare anvender jeg forsigtige og ærbare gloser, men taler i uklanderlige og kyske sætninger, — mens han derimot ved et sujet av saa høitidelig et indhold utstiller helgenerne og englene, de første uten al jordisk blussel, de sidste blottet for ethvert himmelsk klædebon. For se: dannede folk, naar de modellerer — jeg nævner ikke Diana med klær, men Venus uten, se, de tildækker dog ialfald med en haandstilling de legemsdele, som man nu engang ikke avdækker; mens derimot dette taktfulde geni, som sætter kunsten over religionen, saa langt fra iagttar decorum ved martyrerne eller jomfruerne, at han jo endog fremstiller skikkelser som bortføres efter sine genitalia — det som gjør at én bare har én ting at foreta sig: lukke rødmende sine øine, som man gjør det foran billederne i et bordel, eller paa en vellystig badeanstalts murvægger, — men foran et høitidelig kor ønsket man sig dog forskaanet i saa maate. Og derfor har man sagt — jeg vet ikke nu hvem — at det er bedre slet ikke at tro end at tro paa den vis og derved utrydde troen hos sin næste. Foruten at jo de udmerkede egenskaber ved slik beundringsværdig kunst ikke kommer helskindet fra den slags, fordi det vidunderlige ved deres kunst, i det øieblik det faar en tilrettevisning fra de troende, da netop blir døden for selvsamme kunstverks ry ...» Slik fortsætter han nedover i moralsk harme, og sier saa blandt andet, ordret oversat: «Vor sjæl har i langt høiere grad from følelse behov end den nydelse, som en livfuld tegning skaffer.»
Kunst og moral! — Der er saaledes tradition for denne trafik at dolke bakfra med moral for at faa has paa gjenstridig, rank kunst; før vor tid, og i andre land end i Norge, var en appel til aandsmørkets instinkter aller sidste avlivningsforsøk. —
Aretino’s forhold til sine skrivebrødre har jeg før berørt. Det er som regel yderst galant; man bad om lov til at vise ham sine ting og faa vink; han til og med utgav andres verker. Kurtisen var gjensidig. Men der er et par undtagelser. Digteren Antonio Broccardo i Padua er en av dem. Denne kollega roser han sig av at ha drevet ind i døden ved sin satire. (1531). Og han graver ham op tit og ofte og syner hans lik, dels idet han nævner ham i brevene, dels skriver sonetter til hans minde. Av denne lyriker med det skjøre sind findes der i det hele kun et par sange tilbake; men paa grundlag av dem har en italiensk literaturhistoriker sagt om ham noget slikt som at han er sin samtids Leopardi. Det tror jeg er saa, endda det eneste jeg har kunnet faa fat i her hjemme er et fragment med følgende enkle linjer:
Perché, perche il vigore
a le mie care erbette
manca? parché riflette
ciascuna il capo come l’uom’ chi more?
(hvorfor er kraften veget fra mine kjære urter smaa? hvorfor luter hver én sit hode, lik en mand som dør?)
Er det en natur-parallel som i middelalderens ballade? ... en mø som stiger i sin urtegaard og aner elskovs endeligt? — Ialfald stikker den jo av fra al Petrarca’s og al tidens svada; dette lille vers lar én skimte en intim naturfølelse og en sjelden enkelhed i uttryk — det som egentlig var barokkens inderste higen. Og skulde denslags digtning seiret, var Aretino’s ute av sagaen. Saa det har været ganske liketil selvopholdelses-drift hos denne, da han jaget ham ind i døden. Han nynner jo med en stemme, som er likesaa fjern fra Aretino’s som maleren Georgione’s glød er fra Tiepolo’s bravour. Det er da heller intet tilfælde, naar Georgione ifølge traditionen har malet Antonio Broccardo’s portræt.
En anden digter, som Aretino ryker uklar med, er Bernardo Tasso, far til Torquato, neurastenisk som sønnen, hvem han personlig har lignet overmaade,slik som vi kjender denne fra Goethe’s drama. I sine breve har han klart tegnet sig selv; der viser han evne til at føle smerte ved ulykker, som rammer andre end ham selv; sykelig samvittighedsfuld, kanske litt egensindig, men en ren og trofast karakter, som f. eks. under ufredsaarenes omskiftelser hele tiden synes at bevare sin gamle forkjærhed for franskmændene; og han er just ikke tilfreds med tidens kunst og dens vetløse nydelsessyke. Men han er en for liten begavelse til at løfte sig op over tiden og præge den; har for litet humør til at boltre sig i den. Altsaa én, som midt i tidens jonglørhændighed var dømt til et liv fyldt av vanheld og forurettelser, — hvad man kalder et ulykkelig, hvileløst menneske, i væsen og skjæbne en motsætning til Aretino, — fordi, som denne saa hoverende sier ham i et brev, «alt tilhører de sterke sind» (ogni cosa é degli animi forti). Aretino’s tid var ikke en tid for fine sind. — Bernardo har skrevet digte, breve og et epos Amadigi.
De to var venner fra først av; og der staar en gramsende paatrængenhed og vimsende usikkerhed ut av Aretino’s breve til ham fra denne tid. Saa skulde Bernardo ha overset ham i en ytring, at der nemlig ingen nævneværdige epistelskrivere fandtes paa den tid. Dette griper Aretino som kjærkommen foranledning til at ta sig av og forsvare alle sine skrivebrødre mot Bernardo; det er et langt opslagsbrev, fuldt av fræk mine og flængende kritik over hans kunst, aandende trusler, insinuationer, hykkelsk bekymring, idet han velter over paa Bernardo sine egne skjødesynder. Dette brev gir bedre end de fleste indblik i hans arbeidsmetode som i hans væsen; det gir ganske enkelt et almengyldig billede av møtet mellem dannelse og udannelse, mens brevene til Michel Angelo gir i store drag møtet mellem aand og snylter. — Dødsfiender blev heller ikke disse to; Aretino kurtiserer sterkt i sit sidste bind breve, hvor han anbefaler ham som den bedste til at synge Katarina av Medici’s pris.
Uforsonlige dødsfiender ønsker Pietro Aretino i det hele ikke at ha; likesom han i sin pennevirksomhed altid sørger for at ha det overvældende flertal paa sin side, undgaar han længst mulig det uoprettelige brud. Ethvert enten — eller og alle konsekvenser, som følger linen ut, er hans væsens kjerne imot. Han er desuten en for ubetydelig aand til egentlig at ha uvenner; der er nemlig i ham ingen holdning, end si: idé, at tørne sammen paa. Saa en uven kommer i forlegenhed, han kan ikke fyldes av anden følelse end foragt.
Og dog fik han dødsfiender. Han fik dem især der, hvor han mindst hadde ventet dem: blandt sine egne husvante sekretærer, som hadde avluret ham hans arbeidsmetode. Og de blev utrættelige i sin forfølgelse. — Leilighedsvis hadde han nok hat fiender før, rivaler i elskovs-eventyr o. l. Jeg har saaledes nævnt det fra Romer-tiden, med overfaldet og det uskaansomme nidkvad av Berni, hvorved hans ophold i den by blev en umulighed for altid. Men selv i Venedig hændte det at han ikke turde gaa ut fra sin leilighed paa hele maaneder. Her blev han ogsaa gjennemprylet paa aapen gate av den engelske gesandt «Sigismondo Arovello», som han hadde sigtet for at ville tilvende sig Englandskongens aarsbidrag. Aretino’s ansigt, bryst og hænder skal ha været fulde av arr og merker efter den slags opgjør. Og der haglet med nidviser, ovenpaa skandalen blev han utledd i teatret, man præget ham abskøne medaljonger. En Gabriello Faerno skrev et smædedigt paa latin, det er helt i Berni’s hatefulde aand; en Girolamo Muzio tok ham ogsaa for sig. Og utenfor Italiens grænser stod en fransk Benediktinermunk paa prækestolen og advarte mot ham paa latin.
Men ømskindet viser Pietro Aretino sig først ved sin sekretær Niccolo Franco’s svik og forfølgelse. Hele 500 giftige og obskøne sonetter skal denne mand ha sat sammen mot sin fordums mester, som han kjendte saa ut og ind; de kom forresten samtlige paa indeks. Han søkte ogsaa direkte at ødelægge hans forretning, idet vi ser at han skrev ærekrænkende bakvaskerbreve rundt om til dem, som sendte ham faste bidrag. Og dette er muligens grunden til at Aretino er saa utrættelig i at ta til gjenmæle; han raser og haaner i sine breve denne Franco — de findes i tredje bind; og jeg tror at et par med de dunkle overskrifter «Al Benevento» og «Al Beneventano» maa være til ham, efter tonen og indholdet at dømme: han erter ham bl. a. med at han er ved rigtig god helse. Tilsidst sætter han over bare «A colui» (til han der); og det brev er hovedbrevet.
Men den farligste av dem alle var Doni, for det første fordi han ikke skrev obskønt, men netop tok sigte paa hans gudløse vandel; dernæst fordi det av en eller anden hemmelig grund var ham en livsopgave at knuse ham. Han holdt ut; endog efter hans død holder han ut og ulmer hatet: han hviler ikke før al Aretino’s literatur er paa indeks. Og denne mand tilhørte hans smigrerflok helt til 1552, ja hadde lovet at skrive hans biografi! Smædeskriftet, som er paa prosa, sier sig selv at være trykt 1556, og bugner under injurier og skjeldsord; ingen menneskelig last uteglemmes. Men ikke nok med det: ogsaa han skriver rundt til tidens mægtige og Aretino’s beskyttere, som Karl V og paven, at de skal unddra et slikt uhyre sin støtte. Han henvendte sig ogsaa til det hellige raad i Rom; og det faldt ham vistnok let at naa sit maal der, saameget mere som endel av Aretino’s verker allerede en ti aar i forveien hadde været paa tale. I Aretino’s dødsaar var hans Dialoger, komedien Cortigiana og to-tre hellige skrifter forbudt. Næste aar er samtlige hans verker paa indeks.
Og fra nu av, da han var død og vergeløs, blev der selvfølgelig tillagt ham forfatterskabet av obskøne og kjetterske verker, hvormed han ingen befatning har hat.
- ↑ Som følgende tirade i slutten av et brev til keiserens agent Diego di Mendozza, som i omgang er «giocondo coi allegri (behagelig sammen med de glade), grave (alvorlig) coi severi (strenge), chiaro (straalende) con gli illustri ( berømte), dotto (lærd) coi sapienti (vidende), arguto (skarp) coi piacevoli (vittig), cortese (beleven) coi gentili (nobel), valoroso (tapper) con gli armigeri (bevæbnede) e quieto (godmodig) coi pacifici (fredsæle)....
- ↑ Oversat f. eks. hos Steinemann: Die sixtinische Kapel II, 492 flg.
- ↑ «... Onde ... intorno ai meriti di sifatte opere sono obligati: e gli occhi e le lingue e l’orecchie e le mani e i piedi e i pensieri e gli animi, di chi piu vede, di chi piu sa, di chi piu intende, di chi piu scrive, di chi piu considera, di chi piu penetra e di chi piu ama, a guardarle, a predicarle, a ascoltarle, a notarle, a cercarle, a contemplarle e a inchinarle ...»
- ↑ En av Aretinos obskøne dialoger.