En mainat
EN MAINAT.
AF
NICOLAUS GOGOL.
PAA NORSK VED
GERHARD GRAN.
BERGEN.
JOHN GRIEGS FORLAG.
1890.
GRIEGS BOGTRYKKERI.
Gogol var som de fleste unge russiske forfattere omkring 1830 fuldblods romantiker; han gik i tyveaarsalderen omkring og betragtede sig selv som et underligt undtagelsesmenneske, som ingen forstod. Han skrev nogle uklare, sentimentale barnagtigheder som blev alvorlig medtagne af kritiken.
Men i hans sjel slumrede rige stemninger fra Lille-Ruslands — hans hjemlands — natur, naturstemninger, der flettede sig sammen med de mange historier og sagn fra disse egne, hans bedstetar havde fortalt ham, da han var gut.
Mens han sad og var fortvivlet over sine første litterære uheld, dukkede alt dette gamle op i ham, og han skrev hjem til sin moder og alle sine hekjendte og venner og bad dem sende ham alt, hvad de kunde opdrive at gamle traditioner og eventyr fra hjembygden.
Frugten af dette arbeide var en samling fortællinger, som han kaldte »Aftener på landet«. Han selv lagde ikke stor vægt på dem; hans planer var dengang ganske anderledes høitflyvende. De vil blive glemt, skrev han, før jeg får skrevet noget stort, noget artistisk. Jeg lever ganske i dødvande; jeg vil ikke gjøre noget småt, og kan ikke finde på noget stort — —« Men hos forfatterne, kritikerne og publikum gjorde de små, fordringsløse fortællinger stor lykke, selv den gamle, store Puschkin gjorde meget væsen af dem.
Og de eier virkelig den dag idag — seksti år efter deres tilblivelse — en ganske eiendommelig charme.
»En mainat« er den bedste af disse små fortællinger.
G. G.
Innhold[1]
| Side | |
| I. Anna | 9 |
| II. Golova'en | 23 |
| III. En uventet rival og en sammensvergelse | 31 |
| IV. Forviklinger | 39 |
| V. Den druknede | 61 |
| VI. Slutning | 69 |
- ↑ Wikikildens innholdsfortegnelse.