En indisk barnehustrus historie
En indisk barnehustrus historie.[1]
Naar vi hører tale om barnehustruer eller barneenker i Indien, gyser vi næsten tilbage for i hele sin udstrækning at forestille os, hvad der ligger i disse ord. Vor tanke vender sig bort med medlidenhed eller afsky. Vi tænker paa vore egne børn, og vi blir ganske beklemte om hjertet ved at forestille os dem som hustruer i tiaarsalderen eller som mødre, naar de er tolv aar. Ogsaa hinduerne selv blir skamfulde, naar de blir udspurgte om disse barneegteskaber. De ved, at saalænge man ikke er sikker mod den slags rædsler, er virkelig tillid eller venskab mellem hinduer og englændere en umulighed. Men de føler sig paa den anden side ogsaa stødte. De ved, at virkeligheden ikke er saa slem, som udenforstaaende forestiller sig. De ved, at en forbrydersk behandling af unge hustruer er en undtagelse, ligesaa fuldt som en brutal behandling af hustruer er en undtagelse i Europa. De føler sig krænkede ved, at man vil trænge ind i familielivets helligdom. „Lad os være i fred,“ er, hvad selv de mest oplyste af dem synes at sige. „Lad os være i fred, saa skal vi snart indrette os efter de nye livsvilkaar. Vi vil for fremtiden komme til at give vore børn en mere fuldkommen, og derfor en mere langvarig opdragelse, og resultatet vil blive, at de selv vil faa imod tidlige forbindelser og egteskaber. Det vil nok ordne sig med tiden, bare ikke tving os til at gjøre, hvad vi er ganske villige til at gjøre af os selv.“
Dette maa paa ingen maade opfattes som et reelt argument imod den forholdsregel, som the Indian Legislature har taget ved at hæve alderen for egteskabsindgaaelse. Dersom det er sandt, hvad de bedste repræsentanter og ledere for den offentlige mening fortæller mig, indeholder denne forholdsregel kun en lovmæssig sanktion, af hvad der allerede var anerkjendt skik og brug i gode familier, medens den paa den anden side har aabnet øinene paa tankeløse folk for den kjendsgjerning, at ethvert brud mod denne skik ikke blot er en forsyndelse mod deres egen Swamis, men ogsaa en forbrydelse mod loven.
Men omend enhver, som er glad i Indien, maa lykønske folket med, at denne meget omdebatterede lov er gaaet igjennem, saa er det dog ikke mere end. billigt, at vi lytter til, hvad de har at sige om sit familielivs virkelige tilstand. Vi kan selvfølgelig ikke tænke os muligheden, af hvad vi mener med kjærlighed mellem mand og kvinde, hos børn i ti- eller tolvaarsalderen. Men naturen er vidunderlig mild, selv mod dem, der synes os at være døv for dens tydeligste vink. Der er noget saadant som erotisk hengivenhed selv blandt børn, og netop det, at lidenskaben her er ganske udenfor, omgiver disse forhold med en ynde, som er ukjendt senere i livet. Naar nu, hvad vi erfarer af nogle af vore største mænds biografier, den slags barneforelskelser ikke er uhørte blandt os selv, hvorfor skal vi da være saa vantro ligeoverfor muligheden af en ren kjærlighed mellem børn under Indiens varmere himmel? De, som har levet meget mellem smaabørn, kjender den kjærlighedens henrykkelse, hvormed nogle af dem hænger ved sine mødre, søstre eller brødre, eller et eller andet smukt barn blandt sine bekjendte. Der kan udentvil være børn, som er istand til den mest brændende hengivenhed, af og til ikke ublandet med bitter jalousi. Og saa maa vi huske paa, at i Indien koncentreres en ung piges hengivenhed fra begyndelsen af mod en eneste gjenstand, uden at spredes og uden at narres ved tidlige skuffelser. En egtemand antages, selv om han bare er en gut, af den unge brud, som vi har at antage forældre, søstre og brødre. Hvorledes det nu gaar, saa er han hendes for dette liv og det næste. Himlen har villet det saa. En egtemand blir ikke valgt, han blir givet, og at afslaa en saadan gave synes dem ligesaa unaturlig, som det vilde synes os at ville fornegte forældre og søskende. Indfødte, som idetheletaget indlader sig paa at tale om sit hjertes mysterier, taler med henrykkelse om sin barndoms og barnlige kjærligheds dage som den mest velsignede tid af hele sit liv.
Det er vanskelig at løfte paa det slør, der dækker over al den lykke, og utvilsomt ogsaa over al den elendighed, som findes i en hindufamilie. Det er rent undtagelsesvis, at dette slør fjernes, saa vi kan faa indblik i et egteskabeligt livs helligdom. Et saadant tilfælde indtraf for ikke længe siden ved Srimati Soudamini Ray's død; hun var gift med Babu Kedar Nath Ray, et af de mest fremragende medlemmer af Brahmo Samâj. Men lad os ikke bryde os om disse lange og klodsede navne, de kan skjule menneskegjæle, der er ligesaa enkle, rene og brave som nogen af dem, vi kjender under navne, der er os mere fortrolige. Lad os kalde hende Srimati, som betyder den velsignede, eller Soudamini, som betyder lynglimt, og lad os høre, hvilket straalende lys hun kastede om sig paa sin korte løbebane, og hvilken velsignelse hun var for sin mand baade som barn, som ung pige og som moden kvinde. Hun var født 1858 i landsbyen Matla i Daccadistriktet. Jeg citerer hovedsagelig efter meddelelser, der fremkom i indiske aviser nu lige efter hendes død. Som barn, fortælles det, hang hun altid mest ved sin bedstefader og foretrak hans selskab fremfor alle andres. Hun havde kun faa legekammerater, men de, som éngang var hendes venner, forblev det for hele livet. Hendes fader var fattig, men saa glad var han i sin lille datter, at han gav hende en ny klædning hver søndag, indtil hun blev gift. Det skeede, da hun kun var ni aar gammel og hendes egtefælle var dengang tolv aar. De var saa lykkelige, som børn kan være, og dog var deres tanker optagne af emner, der i regelen kun lidet er gjenstand for samtale mellem modnere par i England. Hvor unge de end var, saa var de gamle nok til at tænke paa alvorlige ting. De følte sig snart utilfredsstillede ved den gamle indiske religion og efter to eller tre aars alvorlige tanker besluttede de at tage et skridt, hvis vigtighed folk, som ikke kjender livet i Indien, har vanskelig for at forestille sig. Hendes husbond sluttede sig til Rammohun Ray, Keshub Chender Sen og andre reformatorer af den indiske religion, og som en trofast hustru fulgte hun hans eksempel. De opgav alt afguderi og al overtroisk gudstjeneste. Deres nye tro lod sig sammenfatte i nogle faa simple sætninger. De mente, „at i begyndelsen var kun Gud, og at han skabte verden. Han er vis, siger de,. uendelig, god, evig, verdens styrer, alvidende, almægtig, alles tildugt, uden lemmer, uforanderlig, én, selveksisterende og uforlignelig. De tror, at ved at dyrke ham og ham alene kan de opnaa det høieste gode i dette liv og i det andet, og at den sande dyrkelse bestaar i at elske ham og gjøre hans gjerninger.“
Dette kan synes at være en harmløs tro. Men at antage denne Brahmos'ernes lære betød for den unge égtemand og hans hustru en fuldstændig social fornedrelse. De kunde have vedligeholdt skinnet af orthodoksi, mens de i hjertet hyldede disse enklere og mere oplyste anskuelser. Det er saa let at finde paa en undskyldning for at være orthodoks. Fristelsen var stor, men de modstod den. De familier, som hun og hendes husbond tilhørte, indtog en fremragende stilling i den hinduske societet; og ligesaa meget som de før havde været elskede, blev de nu foragtede, undgaaede og udelukkede. Det, de havde at leve af, blev reduceret til det mindst mulige, og for at sætte sig istand til at skaffe sig et levebrød, gik han ind i en af regjeringens høiskoler, mens hans unge hustru maatte stelle med deres lille husholdning.
Snart kom der en ny prøvelse. Kedars fader, som havde fornegtet sin søn, døde ulykkelig, og den pligt at foretage Srâddha eller begravelsesceremonierne faldt paa hans søn. At forsømme disse ceremonier er i den almindelige indiske tro det samme som at berøve dem afdøde ethvert haab om evigt liv, og denne tro er saa indgroet i Hinduernes sind, at hvor skeptiske de end forholder sig ligeoverfor alt det øvrige i sin religion, saa hænger de dog altid ved sin Srâddha. Kedar var ogsaa ganske villig ved denne leilighed at foretage alle de ceremonier, der ikke var bent ud afguderiske, men heller ikke mere. Alle hans venner og slægtninge, hele landsbyen, hvor han boede, gjorde alt for at faa ham til at give efter. Hans lille hustru alene stod tappert ved hans side, og da tiden for begravelsesceremonierne kom, hjalp hun ham til om natten at undfly sine forfølgere. Hans farbrødre stansede derpaa alle bidrag og skrev til ham: „Du maa nu selv underholde dm hustru og din moder. Indtægten af familieeiendommen sluges af vore forfædres religiøse dotationer. Din familie vil kun faa 8 Rs. om maaneden til sit underhold.“ Med denne lille skjærv skulde Srimati nu underholde sig selv, sm mands moder, som var blevet sindssyg, hans lille søster og en tjenestepige; hendes mand var imidlertid i Presidency College i Calcutta for, om muligt, at fuldende sme studier. Men dette viste sig paa grund af omkostningerne at være en umulighed. Han maatte reise til Dacca og fortsætte sine studier der, hvor han blev understøttet af en onkel paa mødrene side. De levede da alle sammen igjen, og skjønt de ofte bent ud hungrede, betragtede dog Srimati disse aar som de lykkeligste i sit liv. Hun selv besøgte en kvindeskole og gjorde saa raske fremskridt, at da Lord Northbrook engang besøgte Dacca, var det hende, som blev udkaaret til at læse en adresse til ham.
Resten af hendes liv var mindre rigt paa begivenheder. Hendes mand opnaaede efter nogen tid en vis uafhængighed, og skjønt deres liv altid var en kamp, og skjønt deres slægtninge aldrig tilgav dem deres frafald, saa var dog deres lille hjem, der var velsignet med. friske og sunde børn, alt, hvad hun ønskede sig paa jorden. Hun synes at have styrt sit hus ganske mønstergyldig. Hendes venner fortæller os, hvorledes hendes faa tjenere elskede hende og aldrig vilde forlade hende. Hendes store godhed mod dem gik af og til. for vidt, og hendes husbond maatte beklage, at hun ikke var streng nok med dem. Men hun svarede: „Hvorfor skulde jeg tabe taalmodigheden og derved min sjælero? Saa er dat bedre at lide ved deres forsømmelser.“
Hun havde en brændende kjærlighed til sine børn. Og hun var ikke blot en kjærlig moder, men hun ledede sine børn med streng haand gjennem alle barndommens og ungdommens fristelser. Hendes højeste tragten var dog mandens lykke. Hun klyngede sig til ham, pleiede hendes venner at sige, som en slyngplante, men det var slyngplanten, som gav ham kraft og holdt ham oppe i alle hans kampe og bestræbelser.
Et saadant liv kan kaldes uinteressant, uden spænding og uden triumfer i samfundet. Dette stilfærdige par gjorde dag ud og dag ind sin pligt i den. landsby, som havde været deres forfædres hjem. De var ikke paa reiser og fik se fjerne byer. De kjendte neppe den nydelse, som betragtningen af store kunstverker giver. Hvad vi kalder selskabsliv eksisterede ikke for dem. Intet theater, ingen koncerter, ingen middager, ingen baller. Naturen alene tilfredsstillede deres trang til beundring, og religionen hævede deres sjæle til den sublimeste lykke. Mangen deilig maaneskinsnat gik de sammen i rolig betragtning af naturen og den store aand, som lever og virker i den. De kjendte godt til den charme, som kommer fra at se guddommens nærværelse i alle ting, i aftenens bløde luftning, i løvets hvisken, i maanens sølverne straaler, og fremfor alt i den dybe, tause glans fra to elskende øme. Hver morgen og hver aften holdt den lykkelige hustru bøn sammen med sin mand, og senere i livet ledede hun husandagten for sine børn og sine tjenere. Da tilslut hendes helbred begyndte at svigte hende, var hun straks villig til at gaa bort, skjønt hun var ung og lykkelig. Hun klagede kun lidet paa sin sygeseng, og hendes eneste frygt var, at hun skulde forstyrre sin mands søvn og berøve ham den hvile, han trængte saa haardt. Hun vaagede og bad, og da enden kom, mumlede hun rolig: „Dayâmaya“ (O du albarmhjertige!) Saaledes gik hun bort, en sand barnehustru, ren som et barn og hengiven som en hustru.
F. Max Müller.
- ↑ Contemporary Review, augustheftet.