En gammel kjærlighetshistorie
EN GAMMEL
KJÆRLIGHETSHISTORIE
Det er idag hundrede og femti aar siden, at
den saakaldte paladsrevolution fandt sted
i København, ved hvilken leilighet blandt andre
Norges og Danmarks dronning Caroline Mathilde
og hendes elsker, lægen Johan Friedrich
Struensee, blev fængslet. Begivenheten er i
sig selv saa kjendt, at den ikke her trænger at
bli skildret paany med alle dens mer eller
mindre motbydelige detaljer. Den gjorde brat
ende paa en høist dramatisk periode i «Tvillingrikernes»
historie og hadde et systemskifte til
følge, saa dypt gjennemgripende, at der ikke
blev sten tilbake av den bygning, Struensee
under en regjeringstid paa nøiaktig atten maaneder
hadde reist eller prøvet at reise.
At den tyskfødte og tyskfølende Struensee kom til Danmark, skyldes nærmest et tilfælde, idet han paa mæktige mænds anbefaling lot sig ansætte som Christian den syvendes livlæge, da denne et par aar efter sin tiltræden som regent foretok en for staten ruinerende, desuten ganske hensiktsløs reise gjennem Tyskland, Frankrike og England, paa hvilken han mistet de siste rester av en allerede sterkt medtat forstand. I virkeligheten var det — betegnende nok! — for at fornye «et vellystig bekjendtskap» i København, at Struensee søkte posten som kongelig livlæge. Han var nemlig en «elsker av kjønnet», som man uttrykte sig i det attende aarhundrede og sparte sig ikke, naar det gjaldt at erobre eller holde en kvinde fast. I fængslet sa han til sin sjælesørger, presten Balthasar Münter: «Jeg indrømmer, at jeg var en farlig forfører; ingen kvindelig person, hun være av høi eller lav stand, kunde i længden motstaa mig.» Det hadde ellers været hans tanke, da stillingen ved det danske hof blev ham tilbudt, at slaa sig ned som læge i Ostindien. «Vellystens glæder er som bekjendt hissigere der end her, og jeg lovet mig meget av et ophold i orienten.» Nu drog han altsaa istedenfor med kongen til Paris og London, og paa denne reise var det, at han efterhaanden fik makt og myndighet over den stakkars, hjælpeløse dukkemand av en monark. Med sit klare, kloke, kolde blik, indsaa han hurtig, hvad der ikke var gaat op for hans danske kolleger, at kong Christian led av uhelbredelig sindssygdom. Ved at indgyde ham dels tillid, dels frykt bøiet opkomlingen kongen lydig under sin haarde vilje. Allerede nu begyndte dristige fremtidsplaner at dæmre for hans fantasi.
Imidlertid sat hjemme i København en liten, nygift dronning og kjedet sig. Der var ingen, som hadde bedt hende at være med paa reisen. Hun var sytten aar, hadde store, blaa, litt utstaaende øine, rød, sanselig mund, yppig barm. Endelig kom da kongen og hans følge tilbake, og det viste sig snart, at kong Christian ved Struensees indflydelse var blit en anden siden sist. Ogsaa i sin opførsel mot dronningen var hans tone en anden. Indtil nu hadde han møtt hende med kulde og spot, i beste tilfælde med likegyldighet. Paa sin nye læges bud kom han hende nu imøte med anstand, ja med en viss naturlig venlighet. Han spurte endog til hendes befindende. Av lutter kjedsomhet følte den lille dronning sig syk og nedtrykt, og i den anledning fik hun av gemalen det vise raad at la sig undersøke av Dr. Struensee. Hun avslog. Uten at kjende ham personlig hadde hun fra første stund en instinktiv uvilje mot den statelige, belevne tysker. Men kongen stod paa sit, og tilslut maatte da dronningen gi sig. I Reverdils memoirer er deres første møte skildret. Det var en blid vaarkveld 1769 paa Fredriksberg slot. Ærbødig tok Struensee dronningens haand for at merke sig hendes puls. I det samme gik en heftig sitren gjennem hendes legeme. Hjertet tok paa at slaa med haardt skjælvende slag. Fra hint øieblik var hun hans. Han hadde rørt ved det inderste hos hende. Ikke længe efter blev hun hans elskerinde, og snart hadde han forstaat at tilrive sig makten. Enevoldsmakten. Enevoldsmæktig hersket han i halvandet aar, hverken mer eller mindre, over Danmark og Norge.
Her er ikke plassen til at drøfte Struensees reformatoriske virksomhet. Det var jo heller ikke den, som avgjørende fældte ham tilslut. Hans forakt for den nation, han uten nogensomhelst ret hadde gjort sig til herre over — «die dummen Dänen» som han gjerne sa om danskerne — hans aabenbare haan mot deres sprog, deres seder og skikke maatte nødvendigvis reise hatets og hevnens aander mot ham og bidra til hans fald. Men fremfor alt var det selvfølgelig hans forhold til dronningen, landets moder, saa tilbedt, da hun kom, saa avskydd da hun reiste, som for hundrede og femti aar siden fremkaldte paladsrevolutionen og la hans hode under bøddeløksen.
Elsket han hende? Ung og eggende som hun var, har hun straks vakt hans appetit, hisset hans erobrerlyst. Desuten var hun jo midlet, det eneste, til hans lysende ophøielse. Idet han bragte en forsoning istand mellem kongen og sin kongelige elskerinde, fik han herredømme over dem begge. Gjennem hende gik veien op mot æren og makten. Og Struensee var ærgjerrig. I sine samtaler med fængselspresten sier han gang paa gang, at de to fornemste drivkræfter i hans liv var ærgjerrighet og vellyst. Blindt trodde han paa sin evne til at herske over mennesker. Han var en av det attende aarhundredes mange politiske ræsonnører, som mente at kunne omskape en stat til et fuldt ut lykkelig samfund ved en række reformer, uten at disse var forberedt, end si modnet i samtidens bevissthet. Han likte at gjøre sig gjældende. Han vilde styre. De planer, han i stilhet hadde hvælvet under reisen, var det nu hans vilje hensynsløst at gjennemføre med dronningen ved sin side. Hvad kongen angik, var denne et stykke leketøi i hans haand. Kongens dont var at underskrive og ellers holde sin mund.
I memoirerne skildres der, hvorledes dronningen under den erfarne kvindemands paavirkning i løpet av kort tid ganske og aldeles forandret sig. Hun, som hittil hadde været tilbakeholdende og sky, blir ublufærdig indtil raahet, ja, til det barokke. En dag klædte hun sig naken, og idet hun stilte sig foran et av slotsvinduene, ropte hun ut: «Vil I se Eva?» Noksaa barnslig forresten. Hun blev brutal og opfarende, og la sig i likhet med sin elsker til en kommandotone, som slet ikke klædte hende. Et menneske i hendes liv: Struensee. En vilje: Hans. Ved taffelet stirret hun ufravendt paa ham og taalte ikke at han saa meget som henvendte et ord til andre kvinder. Hendes jalusi var ustyrlig. Utvilsomt har han indviet den unge dronning i alle vellystens mysterier uten ridderlig at holde sin haand for hendes øine, naar han med hende suste ind i nætternes glødende mørke. Uten skrupler har han latt hende mætte sin lyst, indtil han efterhaanden gik træt. Hun var jo ikke bare elskerinden, men ogsaa dødsfaren i hans liv. Det kunde hænde, at han en dag vilde komme til at betale hendes kjærtegn dyrt. Eventyret turde faa en blodig utgang.
Man ser paa portrættene, som blev malt av ham under hans Danmarksfærd, hvorledes uttrykket i hans ansikt litt efter litt skifter. Han kom til København som en ung, livsglad, munter, overmodig mand. Fremtiden laa i lys og friske farver. Da biskop Gunnerus i slutten av 1771 blev kaldt fra Trondhjem ned til København for at hjælpe til med at reformere universitetet der, hadde han adskillige samtaler med grev Struensee. «Han saa skummel ut,» skriver Gunnerus. «Et billed paa den mættede vellyst.» Portrættet, malt i hans velmakstids siste dage, bekræfter til fulde bispens utsagn. Dragene er blit slappe, næsten gamle. Daglig taarnet jo farerne sig op. Luften rundt ham var ladet med hat, og en eller anden dag, det følte han selv, maatte bomben springe.
I virkeligheten hadde i lang tid forargelsen været uhyre. Med den rotfaste kjærlighet til kongefamilien, som altid er levende i danske mænds og kvinders sind, var denne skandale over alle skandaler ikke til at tilgi. Man hadde lært sig til at være overseende med mangt, naar det gjaldt kongelige personer: Maitresser og gunstlinger og skamløs sløsen med statens indtækter . . . Men denne streber, denne frække og importerte tyske doktor uten ry og navn, som hadde gjort sig til deres mester og nu uten blygsel skjendet det kongelige hus . . . Her var ingen straf haard nok! Struensee hadde indført almindelig trykkefrihet. Hvad kunde vel være mere stemmende med «fornuften», end at de brave, danske borgere fik anledning til at fremstille sine ønsker, tale aapent om statens mangehaande syke brøst, som det saa blev hans, lægens sak, at utrydde ved klok behandling? Eftersom forbitrelsen steg mot den fremmede usurpator, blev trykkefriheten et vaaben i motstandernes haand, og snart saa Struensee sig tvunget til at indskrænke bruken av den. Allikevel fløi nidskrifter mot ham fra haand til haand. De var ikke længer til at stanse.
Der maatte ske noget.
Natten mellem den sekstende og syttende januar sprang altsaa bomben. Dronningen, Struensee og deres nærmeste venner blev ut paa morgensiden efter en lystig maskerade arrestert. Dronningen sendt til Kronborg. Struensee til kastellet. Var han før uløselig lænket til dronningen uten at kunne slite sig fri, saa gjerne han vilde, sat han nu lænket til væggen i en svart, klam fængselcelle. Hvem vet! Kanske han i første øieblik har kjendt det som en befrielse.
«Snart vil de to herrer grever (Struensee og Brandt) holde taffel for kraaker og ravner,» sa hoverende en av de sammensvorne. Tre maaneder efter, den otte og tyvende april, blev de begge to halshugget efter tidens grusomme, barbariske skik. Med ro og fatning gik Struensee i døden. I fængslet hadde den fordums libertiner og overbeviste fritænker under prestelig paavirkning krøpet gudhengiven til korset.
Glæden over hans fald var i de to kongeriker rørende med sine mange servile utbrud. I de dage, som fulgte efter paladsrevolutionens lykkelige slut, fik den menneskelige nederdræktighet paany anledning til at feire orgier. I Danmark som her. Den stakkars, sindssyke konge blev vildt tiljublet av et taknemmelig folk. Hyldet som aldrig før. «Nordens Salomo» var hans rette navn. I praktkarosse kjørte de ham gjennem Københavns gater, hvor bifaldet fra ydmyge undersaatter braket ind mot ham; selv sat han blek og forskræmt i en krok av vognen uten at begripe noget av det hele. Hans dont var jo at underskrive, og nu hadde han git kongelig underskrift til fængsling av sin hustru og gunstling, han, hvem han hittil ærefryktfuldt kaldte «Kongen av Prøissen». Hadde monarkens hjerne ikke været slukt, vilde det kanske ha faldt ham ind at gjøre en og anden stille reflektion. Han vilde for eksempel kunne ha spurt sig selv, om det ikke i grunden var hans skyld, at det gik med hans dronning, som det nu hadde gaat. Femten aar gammel kom hun fra England til et bundfordærvet hof, hvor han, kongen, gav tonen an. Holdt han sin haand over hende? Hadde han verget hende mod nedbrytende indflydelser? Tvertimot. Pirret ham hadde det at utsætte hendes ungdom for fristelser. Han hadde nydt det.
Men kongen var sløv. Dirrende av angst huket han sig sammen i praktkarossen, mens de kjørte rundt med ham.
Paa Kronborg slot sat imidlertid dronningen og tænkte paa sin elsker og hans skjæbne. Sine voktere spurte hun idelig: «Jeg haaber da, at de ialfald gir ham noget at spise?» Det var Struensee, hun mente. Den dag, henrettelsen fandt sted, var hun urolig, nervøs, opspilt fra den tidlige morgen. «De gjør noget ondt med ham!» brøt det ut av hende gang paa gang. Først ut paa kvelden kom der fred over hende, da man fandt for godt at oplyse hende om, at nu var Struensee død og borte.
Selv døde hun fire og tyve aar gammel i Celle, Hannovers lille hovedstad, hvor hun av den engelske regjering hadde faat anvist sig opholdssted. Aldrig nævnte hun her Struensee ved navn. Utvilsomt er han blit fjern for hende, en passion, hun ikke selv forstod, efterat den ugjenkaldelig var forbi. En sygdom, hun hadde overvundet.
Jeg skrev, at Struensee sikkert ikke har hat nogen dypere følelse for dronningen. Et vidnesbyrd herom er, at han i fængslet aldrig talte om hende uten med kulde i stemmen. Husket han paa dem av sine mandlige venner, som han hadde drat med sig i ulykken, fik han let taarer i øinene. Hendes skjæbne synes at ha latt ham noksaa uberørt. I hans makts dage har hendes ubændige lidenskap, som han maatte tilfredsstille, hvis han da i det hele tat vilde holde sig ovenpaa, vel oftest været ham til lede. Rimeligvis har hun aldrig hat nogen større charme for ham som kvinde. Hun var for ham stigen til hæderens top. Med hende hadde han engang for alle gjort op sit regnskap. De to var kvit. Et falskt forhold, som han nu var ute av, og som han visste, at han snart skulde bløde for paa skafottet.
Men siden har riktignok legenden bygget et tempel over hendes og hans kjærlighet, et ærestempel, smykket det med kranser og vætet det med taarer. Hun en skjøn sjæl, en trofast elskende, som med dronningtronen bøtet for sin ømhet, han den store, vidtskuende foregangsmand, som med sit hode maatte betale for en overlegen statsmandskunst, den, samtiden var for smaalig til at paaskjønne. Operatekster, dramaer, romaner, dikte er de i rikt maal blit gjenstand for, disse to, som i livets virkelighet tok sig saa ganske anderledes ut end i vers og paa prosa. Mindet om dem har tiden forædlet og forskjønnet, og ingen vaar suser Nordsjællands nyknoppede bøkeskoger, uten at bringe dem i erindring. Den dag idag lever hun og han i bevisstheten som symboler paa kjærlighet, geni og ulykke.
En oprettelse har historien git Struensee: Han var en læge av de sjeldne. For faa aar siden utkom i København et sakkyndig skrift om ham i hans egenskap av læge, og her falder dommen helt ut til hans fordel: «I sin lægegjerning er han hundrede aar foran sin tid. Hans syn og metoder er i overraskende grad moderne.»
Dristig og selvglad, letsindig og frivol var denne mand. Et ypperlig hode. Med sit indbildske væsen, i sin hensynsløshet og graadige tagen for sig meget av parvenyen. Samtidig vennesæl, aapen og paa sin vis sandhetskjærlig. En mand uten sindets dybde, men derfor ikke uten høisind. Omgit av fiender, hvis planer til hans egen ødelæggelse han var fuldt ut vidende om, søkte han ikke at uskadeliggjøre dem, skjønt det hadde kostet ham et pennestrøk at faa dem av veien. Uforsiktig, ja, dumt kanske, men ialfald ikke noget vidnesbyrd om hevngjerrighet. Saa ædelmodige var ikke hans uvenner mot ham, da deres tid kom. Den syttende januar 1772 var den søte hevns dag. Svelget og fraadset blev der i hans nedværdigelse.
«Elsker en kvinde en mand,» sa engang dronning Caroline Mathilde til sine kammerpiker, da disse trodde at burde advare hende mot den farlige doktor, «har hun at følge ham til skafottet, ja til det røde helvede.»
Disse ord er monumentet paa hendes kjærlighets og lykkes grav.
1922.