En drøm
En drøm.
— — — — — Jeg drømmer om et straalende, uendeligt væld af lys. Det blænder mig ikke; begjærlig drikker mine øine deraf, som kunde aldrig deres tørst blive slukket. Ustanselig strømmer det ind paa mig, fylder mig, og min sjæl og mit legeme opløses i dette lys, indtil jeg helt er bleven ét med det i al dets straalende herlighed.
Saa samler det sig, blir fjernere, og jeg har sydens himmel over. mig. Jeg er paa Rivieraens strand. Foran mig ruller havet glittrende i solen. Ind mod mig vælter det de blaa bølger, gyldenryggede, med blink som af tusen diamanter i toppenes hvide skum jager de mod stranden i tætte rækker. Jeg skjelner dem nærmest inde, en for en hastig kommende, langt ude trænger de paa i et talløst, blinkende mylder, men yderst henne i horisontens rand flyder de frem som en skinnende strøm af smeltet guld. Og henover det blaat fremrullende, glittrende hav suser søvinden mig imøde; den vifter mig kjølig i ansigtet og mine lunger fyldes af dens friske, salte aande.
Jeg føler, hvorledes min sjæl aabner sig for al denne skjønhed, og der vælder ind over mig en stor, lys glæde, en uhyre fryd, der synger i mit indre som med et kor af tusen stemmer.
Og jeg blir staaende der paa stranden glemmende alle ting omkring mig —.
Saa med en gang hører jeg en stemme ved min side. Andagtsfuldt stille, ligesom i tilbedelse siger den:
„Det er det kommende!“
Jeg vender mig — ganske nær ved paa strandbredden staar et menneske og ser udover havet. Det er, som er hans vege, udtryksfulde træk mig saa vel kjendte, og dog ved jeg ikke, hvem han er. Hans ansigt har en skjær bleghed, som var det bleven præget af en høi sjælens lidelse; men i de mørke øine er der en forunderlig henrykkelsens glans. Og uden at vende sig mod mig gjentager han med den samme stemme:
„Se — det er det kommende!“
Mine tanker søger efter meningen i hans ord, og mit blik flyver atter udover det skinnende hav og ind i den blaa, solflimrende luft. .
Da — i et eneste øjeblik — er det som modtager min sjæl en aabenbarelse. Ikke al denne lysende skjønhed foran mig, ikke den er det kommende. Den er blot et budskab om, at det er nær, dets evangelium til dem, der venter det med hellig længsel. Længst derude, hvor havets gyldne flod vælder op — over horisontens rand, paa de skinnende vande vil det selv stige i al sin højhed, det kommende, det nye guddomssyn, det alherlige, vor sjæls tilbedelse. Og himmelen over mig, den sollys-tindrende, og vinden, den søfriske, der suser mig imøde, og bruset fra bølgernes talløse hær — alt synes det mig en tonende lovsang til dets ære, og hele mit væsen gjenlyder deraf: —
Hil være dig du herlige, du kommende!
Og mit bryst snører sig sammen i en stor forventning, og mine lunger glemmer at trække aande. I mit indre hamrer hjertet med skjælvende slag; men rundt mig tystner alle lyd — og der bliver aldeles stille — — — — — —
— — — — Saa er jeg ikke længer paa Rivieraens strand. Jeg vandrer henad dækket af en uhyre damper ude paa havet. Det er klar sommernat med maaneskin. Søen ligger rolig. Ved. siden af mig gaar min gamle ven maleren; hensunken i sine egne tanker stirrer han ned for sig, mens vi driver forover. Det forekommer mig, som han netop har fortalt noget meget underligt, saaledes som blot venner kan fortælle hinanden i de lyse, stille sommernætter. Saa er han bleven taus, og vi gaar der begge uden at sige et ord. Vi er ganske alene. Jeg hører lyden af vore skridt paa dækket, de rystende slag af skruen, mens den driver skibet frem, og det brusende fald af bølgerne, som væltes ud for baugen. Ellers er alting stille rundt omkring os.
Saa begynder han atter at fortælle med sin alvorlige, dæmpede stemme — stadig halvveis som drømmende for sig selv med blikket rettet mod dækket. Han fortæller om et billede, som han engang har set. Han siger mig kunstnerens navn; det er et, jeg aldrig har hørt nævne.
— — — — — — I den lille by ved Genezareth sø lever der to fattige fiskere. Fattige er de paa gods; thi daarlig forstaar de sig paa jordisk vinding, og lidet kaster fangsten af sig paa den fiskearme sø. Og fattige er de paa glæde; thi faa ting er, der at glædes ved i. den lille by. Men fattigere endnu er de paa sorg; thi de har intet havt at miste. Hver dag ved aftentide sætter de ud sine garn, og hver morgen, før det endnu lysner ad dag, ror de ud for at drage. Da sukker de i bøn til den strenge Gud: maatte der idag være rigelig med fisk i garnene! — og tause ror de saa igjen den tunge tørn tilbage; thi Herren er altid den samme, og fisken falder ikke rigeligere.
Saa hændes der de to fattige fiskere, at Guds søn aabenbarer sig for dem en nat paa Genezareth sø. Maanen lyser over søen, i sølverdis ligger den fjerne, stille strand. De trækker sine garn; men denne gang er de tungere at drage end nogensinde; thi der er ingen fisk at se. Og mens de haler dem dryppende, med tomme masker ind i sin skrøbelige baad, paakommer der de to ensomme mænd en stor følelse af forladthed og af magtesløshed ligeoverfor den endeløse armod i deres stakkels liv. Og i sin sjælenød vender de sig atter i bøn til den strenge Gud: lad ogsaa os faa del i din barmhjertighed!
Og se — hvor maanen lægger sin skjælvende sølverbro over det svagt vuggende vand, i taagedisens glimmerslør, der svæver sagtelig for luftens aande, der stiger Herrens billede for dem i den tause nat.
Hans aasyn straaler med en glans, der er mildere og renere end alt jordens lys, og hans klædebon er blankt som af skinnende sølv.
En stor angest falder over de to mænd, en hellig rædsel isner dem ved synet af den eviges herlighed. De bøier sine hoveder i frygt og tilbedelse — og en fred, de ikke før har kjendt, lægger sig over deres sjæl — — — — — — — —
Saaledes fortæller min ven, og han tilføier:
Se det er billedet; netop dette aabenbarelsens øieblik er det, det forestiller. En eneste gang har jeg set det; men siden har jeg noget af dets stemning med mig, hvor jeg gaar — især naar jeg drømmer for mig selv i de stille nætter.
Er vi ikke alle som de to fattige fiskere ved Genezareth sø, fattige i glæde og fattige i sorg — er ikke vore glæder til at sørge. over, ja er ikke sorgen det eneste at glædes ved i vort. arme liv! Og saaledes kan det komme over mig en stille nat, naar jeg ser, at alt vort stræv er til intet, at alle vore haab er forfængelighed, og mit hjerte betages af den store beklemthed — da kan jeg føle det, som maatte den eneste lykke være i det at. tilbede, i den evige hengivelse. —
Jeg lytter til den alvorlige, dæmpede stemme og til de underlige ord; og det forekommer mig som er jeg selv dernede paa Genezareth sø og stirrer ud i det blege maanelys efter den guddommelige aabenbarelse. Men det er som mine: øjne ikke formaar at se, lyset svinder for mig, det viger tilside, viger bag mig — og det er mig umulig at vende mig efter det — — — —
Saa gaar jeg der paa dækket af den store damper ude paa. havet. Maanen skinner bag mig; jeg føler en uimodstaaelig trang til at vende mig og se imod den; men en uforklarlig magt holder mig tilbage. Det er som jeg først maa gaa dækket til ende, helt. forud. Og jeg gaar og gaar, mit blik løber langs de graa planker, der fortsætter sig smalere og smalere, længere, stadig længere i det uendelige fremover. Jeg gaar og gaar, mens en utaalmodighedens angst griber sterkere og sterkere om mit bnyst; thi aldrig tager dækket ende — — — — — —
Saa forvirres alle ting og blir borte for mig, og jeg befinder mig i et gult, kvælende mørke. Det er, som jeg er bleven stængt. inde i et klummert hul. Jeg famler mig frem for at finde ud, men der er ingen udgang, der er blot dette mørke, som jeg ikke kan gribe, men stænger mig paa alle kanter; og i al evighed er jeg fordømt til at famle mig frem deri. Mine ben blir tunge som bly; jeg slæber dem efter mig; en rædsom lamhed breder sig fra dem opover hele mit legeme; den blir til et uhyre, klamt kryb, der lægger sig over mit bryst og klemmer mig om strubén med. sine bløde, leddeløse lemmer — — — — — — — —
En endeløs ulykke er der hændt mig, en ulykke saa stor, at den fylder mig med rædsel — og ud fra mine lunger presser der sig et angstens skrig — — — — — — — — — — — — —
Emil Astrup.