En Sangfuld Sommermorgen paa Skreya
| ←Til Stella | En Sangfuld Sommermorgen paa Skreya Stellas Digt av Henrik Wergeland |
Carl Johan→ |
(Fjeldegn i Morgendæmringen.)
Digteren
Hør Stella! Stella!
Et blaat Kjern nu øjner mig, Stella, paa Jagten ved
Ørkesløshed de lystne Jægre skuffe.
–– Ha, løb, feige Hare, og optænd ved Flugten de
tapre Lureres Tørst til Qvellens Bæger!
Min Sang kløver Dæmringen: Skjærsommersolen paa
Nordkap vajer nu rød som Norges Banner.
Og hist bøjer Søvnen en lattermild Fjeldgjentes
lange Øienhaar over tause Kinder . . .
(En Rad Natvioler, som over de søvnige
Roser praler, som Natten over Dagen.)
Et guult Haar om Panden er Sommerens Maaneskin,
som i Blomsternes Dugg sig stille bader . . .
O ligt selv en Dugg over Himlen, saa Stjernerne,
Liljer lige, bag Skyens Blade dukke.
Min Mø, seer du Jægren, den raske, med Vandliljer
–– Kjernets Stjerner –– at lege taus ved Stranden:
Hvad da tænker Stella? "Mon Stella, som Vandliljen,
svømmer over hans Sjels den mørke Bølge?"
En Falk flyver: Rolig dens Staalvinge seer jeg, at
mørkne Duen, som glemmer nu sin Elskov.
Hvad da tænker Stella? "Mon nu mine Blik, som hin
Falk hist, glindsende blaat om Sjelen svæver?"
Min Mø! fjern er Elskov, som øser de frugtbare
Tanker ned, som en lunken Regn om Vaaren:
saa sødt Digt og spraglede Planer, som Hyben og
Epheu, under dit Smiil, mod Himlen voxe.
Og fast hiint det klæbrige Vildnis mig, midt i mit
vilde syngende Løb paa Marken, binder.
(en Hvirvelvind reiser sig.)
Men nær Skreya slaaer fra sit Skjød ud en Hvirvelvind:
Kjernet hvælver nu tusind Bryn saa sorte.
Og høit Mjøsen bruser og synes en sølvstrenget
krandset Harpe: en iisgraa Skjald er Skreya.
Jeg seer fast til Skreyas de skygg'løse Sider mit
Norges Minder, liig blege Steenbræk, klæbe.
Det graae Helgøe fjernt, som et Skib under Taagernes
hvide Seil, mig en skummel Færøe tyktes.
Min Sjel skjælver: blegnet en Saga fra Færøe (som
ligner Ungen fra Ørneredet fløjen)
med hæs Susen flyver den gjennem, som Aftenens
Ravn en Midsommernat paa blodig Vinge.
Da ei undres Norriges Mø, om en Baun i mit
Hjerte mere end Elskovs Roser flammed!
En Sang, Favre! Dvergmaalet være min Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulle!
O lyt, Stella, Fagermø, foroverbøjet med
Blikket, Dugdraaben ligt i Natviolen!
Men Dig bringer engang min Harpe et højere
Echo frem af dit eget Norges Dyder.
Nu Sang lyde! Dvergmaalet er mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom ruller.
Ejah! Skrey alt drager sin Aande tilbage, og
Hvirvelvinden har endt sin Dands paa Bølgen.
Skjøndt sort, dog en Terne, der ophang med Nynnen de
røde Skyeblus til Himlens Højtid: Dagen.
Rødmer du, Himmel, fordi vel de favre
Vestvinde have letsindigen viftet din
Sortlok fra Barmen,
viet kun Stjernernes Blik og den Maanes
Skue, du bærer, liig hvidvinget Due paa
Ungmøens Skulder
–– nu, ak, et Bytte for Skabninges frække
Blik? Er det Jomfruens Harme, som farver din
Pande med Purpur?
Natten jo unddrog dig Sløret, hun laante
dig, naar om Aft'nen du blusser ved Menneskets
syndfulde Dagværk.
Jeg vil ei Stella fortørne, om end jeg
kunde mit Øie ved Tindingens Roser blandt
Liljerne fryde!
Eller mon, Himmel, du rødmer ved Bølgens
Kjærlighed? Bølgen, der raser, naar Stormene
mørkne dit Aasyn,
suger din Graad, og sin skumhvide Tand i
Klipperne slaaer; men, hvis, Himmel, du leer, da sig
pynter med Roser?
–– Jeg vil og juble, naar Stella er glad, liig
Svanen paa Vandet: da Bølgen jeg ligner, som
kysser dens Vinger,
skummer om Elsklingens Billed, som skinner
dybt i min Barm. –– Hvis i Stellas de deilige
Øine en Taare
funkler liig Stjernen, som viser sin blege
Haan imod Dagen, der springer fra Østen med
blinkende Guldhjelm:
da vil jeg være den brusende Storm, der
afslikker Duggen, og jager den skjælvende
Stjerne tilbage.
Himmel, ved gjennem Jasminer at see den
Stella alene, som frygter min sydende
Elskov, du blusser:
Naar hun en Vaarmorgen hæver –– o liig et
Solglimt, som springer fra urørte Snebræ –– sig
op fra sit Leje.
Se, hun sin egen Tilværelse offrer
glad nu et Smiil og til Gud og Syringen, som
blomstrer ved Vindvet.
Tænderne synes en Række af Svaner
under en rosendækt Bred; men kun Vingernes
Spidse du skimter.
–– Ak er det Sundhed og Ungdom, som toer
Kinden alene i Purpur –– den Eng, hvor min
Tanke sig tumler?
Bølger ei Elskov i Blodet, men svagt, som
Straalen paa Søen? som Liliens Stengel, svagt
rystet af Vinden?
–– Flyv høit, min Ørn, mod din Sol! enten styrte
ned du med knusede Vinger, o eller og
fange du Solen!
Hør klart Glam og Jægrenes Jubel sig vælter her
rundtom Aasen.
Chor af Jægere
Haloh! Haloh! Haloah!
Kom i Skoven Venner! den søde
Duft af de norske Graner og Jagtens
kjære Besværlighed hæver,
Yngling, vor Sjel.
Op i Lien, Dreng, med de blaae og
gothiske Øine! speid høit fra mosgroet
Steen under Birken –– en Blotsteen
maaskee tilforn!
Op i Fjeldet, Drenge, hvor Graner
skygge de lyse Kjærn, liig den grønne
Hjelmfjeder over en Kjæmpers
himmelblaa Skjold!
Hør ved Foden Mjøsen, en dunkel
Fremtid liig, bruser, som da til blodig
Davre den Drot Olafs Drage
drog imod Hring.
Taagen stiger: som naar en Sultan
træder blandt Harems blussende Qvinder,
flammer, blandt Østens de røde
Skyer, nu Sol.
Klar nu Mjøsen ruller, liig Norges
glimrende Old i Tanken –– som dengang
Olaf den sejerrig drog fra
Drotternes Drab.
Duggen svinder snar som en Qvindes
Taarer: En Ørn nu bruser forbi: den
synes i Solen en Stjerne
gylden og rød.
Hør en Luur! hvor modig dens Klang! Der
flyver et Suk fra gamle og svundne
Dage. –– Ha Forfædreskyggers
Hviin fra en Sky!
Hør en Sætergjente de fordums
blodige Kriges Forbud fra Fjeldet
sender, men nu kun som Fredens
milde Herold!
Hendes blanke Glavind i Øjet
tvang os, til Tegn paa Ungmøens Sejr, at
kysse med Ydmyghed Barmens
sølverne Skjold.
Haloh! Haloh! Haloah!
(de drage forbi.)
Digteren
Jagten taug. Nu lyster min Sjel, at
vandre blandt Norges blegnede Minder,
stolt som en Hjort under Eges
mosgroede Lye.
(Den vigende Morgentaage taarner sig som Skygger.)
Nær en Skygge flaggrer: den slaaer sin
skyhvide Kappe ned, og jeg seer, som
Solglimt i Skyen, en Konges
Spyd i hans Bryst.
Ha af Buen kjender jeg Eyvind;
og, nu han viiser Saaret, af Læbens
svulmende Muskler: –– for Norges
Frihed jeg døer!
Se Griotgards Søn, der beklager
Kongen, som fik sin Bane igjennem
Kjæmperens Hjerte! –– for Norges
Konge jeg døer!
–– Visner Skygger, Skyernes blege
Blomster! en Yngling viet I har til
Daad for sit Fædreneland: –– Stella
signe min Daad!
(Skyggerne og Taagen forsvinde. Solen staaer klar.)
Saa lød Sangen: Dvergmaalet var mig en Harpe, og
Skreyas Aande dens Rungen rundtom rulled.
Min Sang taug; og Skreya tilbage sin Dæmringdamp
slaaer, som Vinger den bag sin Skulder folded!
Men Dig, Stella, sender jeg engang et klingrende
Dvergmaal glad af mit Norges Oldtids Dyder.
Se høit Skreya løfter alt Solen, som Kongen en
guldguul Jagtfalk paa hvælvet, staalblaa Skulder.
Og vildt jager Solfalken Skyer, som spettede
Harer, ti bag en Aas og ti i Mjøsen.
O nys klaged' Lyngen, og Tusmørket græd med mig,
nær mig Selsnæpen drak sin Gift af Duggen.
Min Sjel, frisk og dugsprængt fra Himlen, sit Blomster: et
Qvad, en blodrød Pione ligt, da udskjød.
Nu Sol dypper Straalen i Mjøsen, og kjøler i
Æthren Kinden, om Panden Regnbu fletter.
Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!
En Sorg tømmer Sylvius's Hjerte, saa Bunden han
alt kan skimte, ei blank som fordum Randen.
Dog end Taarer perle paa Bunden: o drik dem min Kummer, og
segn beruset bag Hylden hist paa Graven!
Naar Nat aander, voxe de op imod Randen, som
hvide Liljer, og vidt og sødt de dufte.
Men Sol seer, jeg lyver: at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.
O Nat, søde Sommernat! kun naar du vækker en
Drossels Vemod til Sang, min Stella hvisker.
Ha, den Stella evig er min, som Violen er
Engens Blomst! I min Sjel en Stella voxer,
saa liig Dagens Stella, som bader i Rosernes
Vellugtskygge sin Barm, naar Solen brænder,
og leer stedse, stedse, som Bækken, og tænker, at
Barmen stedse bør Liljeknoppen være.
En grum Tid vil plyndre din Skjønhed, og Stemmen (ei
Droslen meer) under rustne Tænder skrige!
End da blomstrer Skjærsommernætternes Stella, saa
skjøn som Dagens er nu, i Hjertet frodig!
End da drømte Stella mit ældede Hjerte med
Sang vil fylde, mens Du bag Rokken luder.
Men Sol seer, jeg lyver, at Sylvius's natlige
Fryd er Smerte, at Hjertets Blomst er Taarer.
Min Sjel blegner: Solen kun skinne i frydfulde
Hjerter! Maanen i fulde, krandste Bægre!
(slumrer ind.)
En Huldre
(bøjer sig over Digteren.)
Lyng blød, Troldurt rød
gule Valdsak, Steenbræk hvid,
aander hid!
Sleve sort,
langt bort!
Humler vilde,
Kjærnets Vover,
tier stille,
mens han sover!
Favre Drømmes Gjenskin spille
paa hans Kind!
Hyben, send med Skreyas Vind
hid et Blad!
Drømme, gjører Sorgen glad!
Minde, sid ei stumt tilbage
fra de Dage,
som om Dennes Elskovs røde
Knopper fløde,
junivarme, lyseblaae,
da Solskin spillede paa Kinden,
da vaagne Drømme turde see
mod Dagen høit og skoggerlee,
og frit, som Sommerfugle grønne
og lysblaa, gyldne –– alle skjønne ––
rundt flagre, nynnende saa blødt
som Lyngens Humle –– alle sødt ––
om Stella, Stella!
(forsvinder.)
Stella
(kommer.)
Mit Navn lød? Dvergmaalet fangede
"Stella! Stella!" og førte sit Rov over Dalen? –– Ah
her, sangfulde Yngling?
O Dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Blomsterne kun og sin Kilde, som meer end din
Sang lovsynger Stella.
Se hist fri Sneklokken vajer hvor
helst den lyster; og Stellas Barm skulde lænkes, din
Kind stedse at varme?
Se hist fri Fjeldrosen slynger sin
Knop, og Luften kun kysser: ha Stellas Mund i dit
Kys skulde forbrænde?
O dig tidt Stella har sagt, at hun
elsker Rosens og Stellas Gud, som bag Stjernerne
boer, liig bag Jasminer.
Ah, tys! tys! blegrøde Smiil om hans
Læbe flagre, som blomstrende Siv, der for Vinden sig
høit hæver og synker.
(bøier sig over ham.)
O vist sligt Smiil er en glindsende
Tankes Vinge? Saa stands! Hvis jeg fanger den,
maaskee jeg
da Ynglingen elsker?
(kysser Sylvius.)
Et Skjul! Skjul! Sylvius vaagner, hvis
Elskov raaber i Drømme paa Stella. Nu vaagne hans
Brysts voldsomme Bølger.
(skjuler sig.)
Digteren
Min Sjel dufted': Drømme, som funklende Larver om
hvide Hyldblomster, rundtom Sjelen flagred!
Stella, Stella, hør min Drøm!
Stella! Dagen kan du byde
sort at flyde
om min Sjel, ha, Sløret liig,
som om Enkens unge Kinder
–– Roseneng blandt Marmorminder ––
som en Taage bølger sig.
Stella
(afsides.)
Tidt den hvide Herskers Barm var Sorgs Cisterne.
Digteren
Tys, Echo?
Natten kan Du ei befale
Sorg at male:
Natten sort har Læben rød,
som den huldt til Hovedgjærde
bøjer –– o, en taus Gebærde
ofte er en Tale sød!
Stella
(afsides.)
Hør, fra sorte Negers Hjerte Latter sprudler!
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Natviolens Aande svæver
om dens Læber:
I dens Mørke Drømme staae,
liig bag Fanen norske Drenge,
ranke som en Ask i Enge,
gylden Hjelm og Skjolde blaae.
Stella
(afsides.)
Spydes Skin om Natten tyder Morgensejer. Ha, ha!
Digteren
Tys søde Echo! Echo!
Med en bøjet Valmustengel
Nattens Engel
rørte ved min Sjel: o Møe!
Favre Stella, flux dit Billed
i de Drømmes Skjolde spilled'
–– Purpursky i blanke Søe.
Stella
(afsides.)
Blanke Runer rundtom Nattens Skjoldrund blinke.
Digteren
Tys, Echo?
Stellas Barm sprang hvid fra Belte
paa de Helte:
blot til Steller formed' sig
drømte Rader, som jeg skimted'.
Møens Navn i Bann'ret glimted',
glimred' Oriflammen liig. ––
Stella
(afsides.)
Se i slebne Demant tusind Sole spille!
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Hjelmen er en hulet Stjerne:
o, hvor gjerne
jeg for slige Landser døer,
som de vakkre Drømme bære:
Stellas Blik de Landser ere,
Skjoldet er et lysblaat Slør.
Stella
(afsides.)
Ah, du seer i Feen Morgans vendte Speile.
Digteren
Tys, søde Echo! Echo!
Liig en Rosenkrands sig strækker
drømte Rækker,
hvor hvert Led er Stella; men
snart de blive mindre, mindre,
snart som Stjerner smaae de tindre
langt i Fjernet –– grib nu Een!
Stella
(afsides.)
Barn til Bjerget, for at fange Stjerner, springer.
Digteren
Tys! Echo?
"Grib nu Een! thi hine fagre
"Skygger flagre
"bort som Blad af Rosen rød:
"let jeg vil, blandt disse mange,
"ved et Spring en Stella fange,
"eller finde her min Død!"
Stella
(afsides.)
Fædredalen synes flye for Sønnens Iilskridt.
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Da jeg, trods de blanke Vaaben,
sprang i Hoben;
men den lange Række flød
hen i tomme Skyer, som glide
gyldne bort, som de, der ride
rundtom Østerhimlen rød.
Stella
(afsides.)
Qvinden elsker Glavinds Glands, men hader Odden.
Digteren
Tys, søde Echo! Echo!
Med en Æolsharpes bløde
Klang, de røde
Skyer om mig suse: liig
Bølger svulme de, og Stellas
Skikkelse –– som hist af Hellas
Hav en Venus –– hæver sig.
Stella
(afsides.)
Gid hans vindøjede Phantasie jeg kunde blinde!
Digteren
Tys, Echo?
Hendes Blik Demanter vare,
eller klare
Stjerneskud, som faldt fra Skye.
–– Ha min Sjel dem tørstig fanger:
Drikke ikke Bølgeslanger
Solens Glands, naar den vil flye?
Stella
(afsides.)
Engles Vanvids Tanker falde ned som Drømme.
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Stella vinker: –– ei en Bølge
Sol kan følge;
men den bruser –– ha forladt!
–– Se, da gjennem Luften flagre
ned fra Stella tvende fagre
Lokker –– hver en dunkel Nat!
Stella
(afsides.)
Sorg kan føde Smiil, liig skumle Sky en Stjerne.
Digteren
Tys, søde Echo! Echo!
Flux jeg greb dem: se, de sprede
sig til brede,
brune Ørnevinger ud:
ubevidst jeg stiger: Skyer
mellem mig og Stella flyer.
Stella favner jeg –– o Gud!
Stella
(afsides.)
Haabet hæver Sisyphus's Steen og Skjebnen.
Digteren
Tys, Echo?
Følelse –– o liig det sagte
Stød, som bragte
Verdnerne i Sving, som lod
Sole gløde, Bølger svulme
af Prometheus's Ild, som ulme
maa i Plantens blege Blod!
Stella
(afsides.)
Søde Drøm, for smuk for Sandheds plumpe Finger!
Ah, det rører sig under mit Hjerte.
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Liig vestalske Qvinder, hvide
Stjerner glide
os forbi: ei Sphærers Sang
vækker os: ei vore Sjele
vare længer tvende Dele,
men en enkelt Harpeklang.
Stella
(afsides.)
Drømme skjenke os et iilsomt Blik bag Himlen.
Ah mine Aarer smelte sammen!
Digteren
Tys, søde Echo! Echo!
Vore Legemer, liig Flammen,
smelted' sammen:
Er det Stellas varme Blod,
som saa mildt i Aaren flyder,
liig en Foraarsvind, som gyder
Blomsterflod om Klippens Fod?
Stella
(afsides.)
Bruser, Skjald, dit mørke Blod i Stellas Hjerte?
Ak mit Hjerte er som fordunklet af Vellugt.
Min Barm som en Sal med nedrullede Gardiner.
Digteren
Tys, Echo? Echo?
Liig i Tempelet, hvor tvende
Luer brænde,
under samme Barm der slaae
vore Hjerter, Bølger lige,
som ensformigt stedse stige
høit mod Strand bag Skjolde blaae.
Stella
(afsides.)
Hist vil tvende Sjele, liig en Ring, forenes.
Var jeg din Eneste? O væk! væk!
Digteren
Tys, Echo! Er det Echo?
Stella! nu jeg Morg'nen hader:
–– se den blader
af mit Lykketræe, som tør,
kun bag Nattens sorte Volde,
Frugten ud af Guldblad folde
–– Rosenkind bag Nonneslør.
Stella
(afsides.)
Elskerinden kalder Guldhjelm Gravens Hvælving.
Digteren
Tys, Echo? er det Echo? Ha jeg hørte . . .
Ha, jeg hader nu en Morgen
rød: thi Sorgen
hvifter, liig en Ravnefjer,
fra dens Hjelm. I Nattens dunkle
Slør Hieroglypher funkle,
som en Guddom væved' der.
Stella
Sorg er ofte Ravnefjer paa Kongekrone.
Digteren
Ha, søde Echo, frem! Jeg hørte . .
Stella
(træder frem.)
O se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner! . .
Digteren
Min Himmel! er Stella? O har Du vel
læst hvad Sylvius drømte?
Stella
Ha se, se, daadløse Yngling, din
Morgen visner, og selv du som Phaeton søger en
kilden Angst i at brænde.
Digteren
Udsluk dit Øje da Stella! Kun jeg vil din Skjønhed
finde bag Rynker . . O gid Du var starblind som Rosen!
Vist har dit Smiil min vaagende Sjel, mens jeg slumred',
laant sine Farver, mens Regnbuedrømmen den væved'?
Stella
En syg Drøm! hængende Lediggangs
vilde Skud, som Vedbend, der raadnende Egebul,
kaad og spraglet, omvæver!
Digteren
Vaarskjøn du søger, en Skjærsommermorgen, paa Fjeldet
Vaarblommer –– Stella, se jeg er den snehvide Skovpryd!
Stella
Ha, blot ud Stellas duggede
Læber tørster du efter –– liig Druen, der presses og
bort nu kastes –– at suge!
Digteren
Glad under Ranken, hvis Drue jeg drak, jeg mig skjuler!
Stella
Ha Du blot hungrer at tumle Dig
over Ungmøens Skjønhed, som Persiens Schach over
Susas svulmende Liljer!
Digteren
Gid Du var Hvidtorn fra Barmen! foroven kun Stella!
Stella
O ti Løgn! Engang din sangfulde
Elskov blive vil hæs, og din hungrige Elskov sig
Selv vil snarlig fortære!
(Stella gaaer.)
Digteren
Farvel! Hør mit Farvel til Stella, min Stella!
Digterens Ven
kommer.
Stirr ei, Ven, i den mørke
Bølge, skummel som Catos
Dyd: den hæver sig sort som Othellos
sydende Galde!
Stirr ei, Ven, i den mørke
Bølge! Flyv over Norges
favre Roser, min glindsende Skye: de
tørste i Dalen.
Ha! den ensomme Taare
er en Sorgens Herold: et
blegnet Smiil er jo Kummerens Terne,
valmubekrandset?
Tal! thi ei jeg kan fatte
Ternens Nynnen: se nys hun
sang bag raslende Roser –– o liig en
lattermild Nymphe.
Tal! jeg ikke Hæroldens
Sprog kan fatte: han nys, som
Glædens Sending, i Øiet høit svang en
glindsende Landse.
Digteren
Hvælver sig ikke en Himmel, o Gud,
under din Bølge?
Slumrer ei Skjebnen i Bølgens Skjød?
Hans Ven
Afsind! Skjebnen ei standser
ræd ved Bølgernes sidste
Skvulp: ha gjerrig den følger en iilsom,
susende Kugle.
Digteren
Sisyphus er jeg: –– en Evigheds Træl.
Ha, at jeg kunde
kaste et Blik under Dødens Slør!
Hans Ven
Saml ei Sorgen i Barmen!
Let den bliver pontinske,
stille Taagesøe, kjær kun for sorte,
skrigende Ravne.
Led den dristig i Vennens
Hjerte: snart vil din Sjel da
ligne Dalen, hvor guldhaaret Sæd med
Roserne flettes.
Digteren
Ingen kan bære min Kummer, Cleanth!
Mig er en tidlig
Død cyrenensiske Simon liig.
Hans Ven
Ven! din Sjel er som Hekla:
–– ingen Flamme, en doven
Røg og hule og skjælvende Torden
Rædselstid varsler.
Dunkelt brænder dit Øie,
ligner Nordlys paa Nattens
Pande: –– græd! for hver Taare en Rose
gløder af Jorden.
Du –– o nys liig Guitarens
Toner, bruser i Stormen
huult som Æolusharpen, og livsfro
ønsker Du Døden?
Digteren
Taaren er Sjelens Blod: o en lys,
skinnende Alf, hvis
Moder var tidt Phantasien skjøn.
Taaren er borte: den Demant, hvis Vand
afsliber Sorgen,
finder jeg ikke i Taagen meer.
Hans Ven
Ha, er Elskov din Kummer?
Svage, hvad er en Qvinde?
–– Blomst idag, men imorgen en Hob af
bladløse Qviste!
Se, en Taage, om Morg'nen,
høirød hvælver sig over
Steppen: Dagen vil komme og Ørknens
hvinende Sandflugt.
Digteren
Dyd er et Eviggrønt, frygter ei Aar:
Seer jeg ei Stellas
Moder elskværdig, en Palme liig?
Dyd er Demanten, som frygter ei Aar:
Stellaskjøns Læbe
finder jeg sød, om dens Purpur veeg.
Den er en Port, hvor, for Himmel og Jord,
Dyder, fra Hjertets
Dyb, sig (som Havfruchor) tee med Sang.
Hans Ven
Se, min Brud er en Hebe,
taus –– ak, Dyd hos en Qvinde! ––
evig Ungmøe, og evig vil Kindens
Rosenvang blomstre.
Hendes Medgift er Glæde:
altid brudeklædt Møen
staaer, med Perlekrands stolt paa chrystalne,
funklende Throne.
Viin er Dronningens Navn: o,
elsk den Trofaste! Feen
snart din Ravn skal forvandle til Glædens
syngende Lerke.
Digteren
O kun en eneste Drue jeg veed:
Stellamins Læber,
hvorfor jeg gjerne gav alt mit Blod.
Bæg'ret er Letsinds Leje; men Dyd
hviler paa Stellas
Læber (en Seraph paa Purpurskye.)
Hans Ven
Mange Møer, hvis Øie
ligner glimrende, mørkblaa
Spydod, Barmen to sølverne Skjolde,
blomstre i Norge.
Digteren
Stedse i Hjertet jeg gjemmer et Blik,
Stella mig gav: en
glandsfuld Saphir i en skummel Kløft.
Se hendes Barm er et Tempel af klar
Marmor, og Hjertet
Alterets rolige Ambraild.
Hans Ven
Hæv dig, døende Ørn, til
Daad for Norrige: ofte
daadfuld Fædrelandskjærlighed boer i
sorgfulde Hjerter,
Liig den mandige Einar
Thambeskjælver, som elsked'
Orklas Fraade og Arnen, der laae bag
klagende Fyrre.
Yngling, se med platonisk
Smiil, liig spraglede Skyer,
Verden iilsom at bruse forbi din
rolige Klippe!
Yngling, nyligen glad som
Birkens bølgende Top –– se,
riig er Norriges Frihed, og mere
huld end en Qvinde.
Digteren
Marius liig paa Carthagos Gruus,
evig landflygtig
sender jeg Suk til mit Fædreland.
Stellas Barm er mit Fædreland:
der er min Arne . .
–– Ha, Capitolium evig lukt!
Hans Ven
Yngling, Træl af et Smiil, af
Musklers Spil, se i Fjernet
hænger Hæderens Palme! Den glindser
evig som Plejas.
Digteren
Vanæret stiger jeg ned i min Grav,
æreløs døer jeg:
Hele min Hæder var Stellas Roes.
Ene min Palme paa Elsklingens Kind
blomstrer, naar huldt den
rødmer til Beilerens gode Daad.
Kinden vel blomstrer Italiens Vaar.
Angest jeg søgte
Palmen, men Glemselens Valmu fandt.
Døsig den spirer paa Ynglingens Grav.
Maaskee vil Stella
spørge: "hvo boer i hiin friske Grav?"
Hans Ven
Ei tungsindige Krages
Flugt i Taagen, men Ørnens
fulde Vingeslag Palmen vil naae, som
hænger i Skyen.
Liig en Guldørn Du stige
høit med Lyren! O Stella
glad vil undres og elske de dybe
Toner fra Luften!
Ofte et høitsvunget Glavind
rækker Krandsen; men ofte
lokker Lyraens tejiske Klang den
ned ifra Himlen.
Se –– hans Hjerte er brustet!
Nys det ligned' en gylden,
klangfuld Harpe, der bruuste for Dig, du
tunghøre Stella.
Digteren
Den kun, hvis Lyra i Musernes Smiil
glindser, liig bølge-
strengede Hav, som er Solens Speil,
lønnes med Palmen, men Glemsel vil mørk
ruge paa Strengen,
hvorpaa kun skjælver en Taares Glands.
Før var mit Qvad en Gratie, som
dandser paa Roser:
Lyren da glindsed' i Stellas Smiil.
Stella min yndende Muse da var:
liig Aphrodite
frem af sit Hav, sprunge Qvad fra Sjel.
Musen har bortvendt sit Smiil, og min Sang
bruser som Bølgen,
skummel, naar Solstraalen visner hen.
Vee mig, mit Qvad er en Aftenvind, naar
sagte den sukker
henover Gravhøjens gustne Græs.
Hans Ven
Yngling, skjøn er en sorgklædt
Melpomene: dit Qvad er
Taagen ilende hen over Engens
duggede Teppe.
Stella, fuld er hans Barm af
Blomster: elsk du hans Hjerte!
Stella, elsker du ei Orientens
glimrende Hauger?
Digteren
Se, i mit Hjerte min Kjærlighed staaer,
Bautaen liig, der
evigen sorgfulde Runer bær'.
Blegnede Baldur min Ungdom er liig:
Skjebnen er Hødur.
Død vil jeg savne min Nannas Graad.
Hans Ven
Norges Flora du elsker:
Se det mørkeblaa Skreya
skjuler Blomster, liig Dyder i Norges
pandsrede Oldtid.
Ofte, naar du en Daphne
fandt, du leende sagde:
"kom, og se her en Qvinde, Cleanth, hvor
skjøn og hvor giftig"!
Digteren
Stella er Blomsten, jeg fandt: hendes Blik
gjorde min Barm til
Engen af mørke Anchuser blaa.
Engang hun gav mig den blege Convall:
Stella ei ahned',
Jeg vilde vande den tro med Graad.
Nu er dens dødblege Kind bleven Støv:
ikke de varme
Taarer kan kalde dens Duft igjen.
Liljen blev sort og en Purpurtulip
falmed', da Stella-
Nolimetangere's Blomst jeg fandt.
Stenglen har Jøkelens urørte Snees
blegrøde Farve,
kysset af Morgenens Purpurmund.
Kronen i Liljernes sølvhvide Kalk
bærer en høirød
Nellik –– ak, heller en klar Rubin,
hvis den ei svømmed' i Vellugt, og tidt
viiste de hvide
Støvknopperader –– en Perlekrands.
Nelliken svulmer ved Siden af to
Blade af Rosen:
Terner, som rødme ved Brudens Pragt.
Roserne ligne to purpurne Seil,
hviftende over
Bølgen, bedækket med sneehvidt Skum.
Se i et Slør af Jasminer de to
mørke Violer,
glindsende under et dunkelt Blad!
Høit over Kronen der flagrer et mørkt
glindsende Axskjæg.
(Natten der ruger om Aftnens Guld.)
Se, det er Blommen, jeg fandt! –– O Cleanth,
evig min Tanke
klæber, liig Dug, ved dens søde Kalk.
Ha, vil den højere gløde om Blod
væder dens Rod? om
Taarer dens Blade, liig paasprængt Dug?
Skulde jeg Guddommen tænke, hvis Ild
rinder bag Steng'lens
Liljeslør, gløder i Blommens Kind?
Skulde jeg tænke mig Huldblomstens Sjel?
Ha, kan en taaget
Jordaand sig hæve til Englens Syn?
Er den en Himlens Seraph, som vor Jords
Roser saa elsked',
at den til Bolig sig kaared' En?
Eller en flydende Demant, hvis Vand
ejer Resedas
Vellugt, mon bølge i Blomstens Kalk?
Sjelen, ved Tanken om Huldblomstens Sjel,
mørknes, liig dristigt
Øie, som stirrer i Sommersol. ––
Føler den, tænker den ligesom min?
kjender den Taaren,
Vennen, som laaner vor Kummer Glands?
Skjalv den i Latter? O, stundom min Sjel
svimler ved Tanken:
"Afsind! du elsker en Himlens Aand!"
Stellas Følelser skjules i sød
Damp udaf Roser.
Sjelen er Stjernen bag Purpursky.
Kan ei Seraphen fra Æther og Sol
dale til Jorden?
Ixion, Ixion! favn en Sky!
Elsker jeg dristig en Seraph? og er
Stella ei Evas
Datter? O, Ixion favn en Sky!
Hans Ven
Hav af Elskov! o søde
Ømheds Bølgeslag! Stella,
skummel ruller jo Bølgen om gyldne
blomstrende Øer,
naar ei Solen sit Banner
hæver? Ligner ei Bølgen
sort Bucephalus steilende under
sneehvide Dækken,
naar den ei Alexanders
Guldhjelm øined' i Skaren?
–– Rind o Sol, da vil Bølgerne ligne,
Stella, din søde
Lok, som flyder om Halsen:
Viis din Hjelm, Alexander:
Hingsten tæmmer sin Fraade, og lægger
Nakken, og hvrinsker.
Elsk hans Hjerte, o Stella!
Han din Kjærlighed bærer
stolt med Jubel, som Bølgen en gylden,
høibarmet Snekke.
Han vil følge dig tro, som
Skjoldet Ynglingens Hoved,
liig den Maane, der vaager, mens Jorden
roligen slumrer.
Elsk hans Kjærlighed, Stella!
elsk din Yndigheds Datter:
evig hans Sjel er jo fangen i dine
mørkebrune Lokker!
Se, sin tyvende Vaar han
seer at stige paa Himlen
uden Purpur, en sneehvid Narciss med
Døden paa Læben!
Se, sin tyvende Vaar han
seer at stige paa Himlen,
liig det blodige Skjold, som en Kjæmpe af
Kamptaagen hæver.
Digteren
Ha, mit Liv var Vintersolen
under Polen:
Morg'nens gyldne, Aft'nens røde
Straaler blidt hinanden møde
med et Kys: den hele Dag
var et gyldent Vingeslag.
Ak jeg vilde dog saa gjerne,
at en Stjerne,
Hæders Stjerne, skulde glimre
i min Nat, og Mindet skimre,
liig et Nordlys, paa den Grav,
Skjebnen mig saa tidlig gav.
Meer end Stjernens Glands paa Baare
var en Taare:
–– Ak du veed vel, Hvis jeg kræver,
naar sig Gravens Mos-barm hæver:
i min Nat den vil til mig
glimre, Dioscuren liig.
Se, det mørkblaa Sværd, jeg bølger!
Stjernen følger
med dets Hvinen (liig det hvide
Skum om Snekkens hvasse Side).
Friheds Evangelium
tolker Sværdets Tunge stum.
Hellas kalder: Se en Celte
vil blandt Helte
søge sig en blodig Palme!
(Vist, hvor Hjertets Roser falme,
og, hvor Livets Purpur veeg,
spirer en Cypresse bleeg.)
Naar jeg der de sjunkne Buer
sorgfuld skuer:
Oldtids marmorklædte Tanker
knuste under Epheuranker,
vil jeg sige: saa jeg er!
Templet knust jo Barmen bær.
Var min Barm ei Tempes skjønne
Enge grønne,
hvor vort Blik blandt Roser røde
barnlig-skjønne Guder møde?
Hjertet var et Tempel fast?
–– Underligt, saa snart det brast.
Liig Eurotas Blodet strømmed,
da jeg drømmed.
–– Nu den Tid er borte længe,
da der svam spartanske Drenge:
Tiden da, i smiilrød Ham,
gylden Drøm i Aaren svam.
Vel Hellener undres ville
ved den stille
Yngling: han, hvis Klinge peger
stedse did hvor Døden leger,
glad, hvor Eumeniden gaaer,
bøjer taareblommet Vaar.
"Vist han –– en Hellener spørger ––
svarlig sørger:
over Panden Kummers Skyer,
liig Pelidens Hjelmbusk, flyer?
Han skal være høit fra Nord,
hvor de gamle Gother boer?"
"Se, der staaer han i Geledet!
Herren veed det,
hvorfor han, med Barmen aaben,
uden Hjelm, de hvasse Vaaben
søger: ere røde Saar
Roser i en Normands Vaar?"
En af Dødens viede Skare
da vil svare:
"Jeg med Ynglingen i Telte
boer, men heller Sværd fra Belte
sprang, og tolked selv sin Harm,
end han aabnede sin Barm."
"Spørg, i Pylus, Nestors Minde!
Ingensinde
vil det svare, men paa hvide
Marmorkind vil Taaren glide,
naar du spørger om Messen's
Skjebne og Aristomen's".
"Chierdruens Guld-Smaragder
han ei agter:
Ham ei alle Hellas Qvinder
kun et halvfødt Smiil afvinder.
Ha, han er da lidet værd
Andet end et sultent Sværd!"
"Aldrig saae jeg ham at smile,
sjeldent hvile
sødt i Søvnen, men paa Kinden
sad en Taare, halv af Vinden
tørret: se, den lignede
paa sin Stol Persephone."
"Ei jeg veed, hvad Sorg ham tynger.
Naar han synger
(som han sagte undertiden
gjør, naar til sin Sorg fra Striden
han gjenvender, rød af Saar):
jeg hans Tunge ei forstaaer."
"Vaagen, og, naar Alt mon svømme
om i Drømme,
tidt et Navn, som fremmed lyder,
frem paa stille Taarer flyder.
–– Ha, hvis jeg erindrer ret:
Stella, Stella lyder det."
"Dybt det Ord fra Hjertet springer,
thi det klinger
klagende, som naar Alrunen
rives voldsomt op af Grunden,
underligt som Lyrens Klang,
idetsamme Strengen sprang."
"Vist ved "Stella" han vil minde
sig en Qvinde?
Ham en mørk Erindring tynger,
Havets Slange liig, som slynger
svulmende et dobbelt Baand
om vort Olds Laocoon."
–– Lad dem tale! snart de ville
rede stille
op den Dødes Hovedgjærde:
lænede til sine Sværde,
vil de bede Gud om Fred
for den Yngling de grov ned.
Om min Gravhøjs tause Side
vil sit hvide
Blomstslør Hylden venligt folde,
liig den grædende og kolde
Niobe, hvis Marmor sig
bøjer over Ætens Liig.
Dal, som Lyn paa Tordenvinge,
Moslems Klinge
i mit Bryst! Ha, favre Sommer,
flammerøde Samum kommer,
drikker Rosens Purpurstrøm!
–– Død og Liv er blot en Drøm! ––
Hans Ven
Stella, o jeg vil see dig,
see din Skjønhed med Rædsel,
hvis mig Sydvinden bringer et blodigt,
klagende Rygte.
Stella, o jeg vil see din
Skjønhed blegnende, liig den
Mand, der vises den glimrende Dolk, som
dræbte hans Broder.
Stella, o jeg vil see din
Skjønhed, Himmelen liig, som
lod sin Stjernekrands falde for Maanens
troløse Skimmer.
Se, hans Kjærligheds Rose
–– nylig høirød og dugget ––
er nu Dødens den hvide: dens Dug er
blodige Draaber!
(gaaer.)
Digteren
Snart vil min Sjel, liig en graahvid
Taage, svømme i Luften,
Stella! Stella!
Ligne ei Himmelens Regnskyer
Chor af Aander, som græde?
Stella! Stella!
Føler du engang en enlig
Draabe, den er min Taare,
Stella! Stella!
Aftør den ei! lad den døe paa
Barmens glindsende Lokker,
Stella! Stella!
Engang, bag rullende Aar, din
Sjel jeg ventende møder,
Stella! Stella!
Den vil jeg kjende blandt tusind,
tusind blegnede Aander,
Stella! Stella!
Se, liig et flagrende, blegrødt
Slør, den kommer i Luften,
Stella! Stella!
Den vil, som Skyen af Rosers
Aande, svømme i Æthren,
Stella! Stella!
Ha, jeg vil glemme de Aar, som
svandt i Graad, naar jeg seer den,
Stella! Stella!
Eja, min Sjel i sin Regnbu-
kappe ryster af Fryd da,
Stella! Stella!
Da vore Sjele, og da vor
Skjønhed smelter tilsammen,
Stella! Stella!
Se, i en Eeneste, tvende
Skyer opløses ofte,
Stella! Stella!
Ha, skal vi krydse hinanden
lige fiendtlige Planer?
Stella! Stella!
Vi gjennem Æth'ren vil glide,
som en tvehalset Svane,
Stella! Stella!
Solen du, førend den første
Elskov, drukner i Bølgen,
Stella! Stella!
Den du ei drukner i Aar, i
Graad, i Sang eller Vinen,
Stella! Stella!
Ha, du min elskede Sky, vi
ville stige til Herren,
Stella! Stella!
Aander om Guddommen svæve,
liig en Chorsang om Læben,
Stella! Stella!
Gud vil vor Sky til et ædelt
Ætherlegeme danne,
Stella! Stella!
Legemets Høire tilhører
mig, men din er dets Venstre,
Stella! Stella!
Gud os et Scepter af Stjerners
Straaler lægger i Haanden,
Stella! Stella!
Gud os befaler at vogte
Jordens elskende Hjerter,
Stella! Stella!
Os Han Ohebiel kalder
(Ædel Kjærligheds Engel)
Stella! Stella!
Natten skal tjene os, liig en
stum, men skarphørig Morjan,
Stella! Stella!
Se, den vil bringe os Sukket,
Møens Barm den betroed',
Stella! Stella!
Morgenens Purpursky er vor
drømmebringende Hærold,
Stella! Stella!
Stella
I Sang græd Sylvius . . . (Qvad er hans
Hjertes Taarer, som Stjerneskud Nattens: hans Klage en
klangfuld Perle i Dybet.)
Din Sjel nær elsktes af Stella, skjøndt
troløs som Arethusa, der bøier sit sølvhvide,
fromme Smiil under Ætna.
En Møes Barm bliver dit Hellas –– o
segn der tusinde Gange! De guldgule Lokker din
Hyld i Maanskin bag Graven.
En bred Sølvlyra ægeiske
Søe vil være, og Latter den Sydstorm, som springer paa
Hav med hvide Sandaler!
Dit Sværd? Ha Moslemins blodige
Sværd, som Ørnvinger brede, er funklende Bægre –– O
Helt, du falder? du falder?
Betro, Ven, Stormen din Elskov –– Den
flyve bort som en ildvinget Grif! –– O jeg frygter, at
dyppe Fing'ren i Geisir.
Digteren
Se, mit Haab, som river mig
gjennem mørke Aar og Døden:
snart min Sjel i Morgenrøden
svanereen vil dukke sig.
Haabet er en himmelfød
Dronning, som paa Hjerte-thronen
stiger, med et Smiil som Kronen,
der igjennem Liiglin brød.
Se, mit Haab er Skreyas Fjeld:
fast, som det –– se, sort dets Side,
men om Tinden Stjerner ride!
–– Stella, o Farvel! Farvel!
Som en Skygge, mørk min Sjel
snart i Aandelyset flyder.
Vakkre Stella . . . .
Stella
. . . Stella byder
Sylvius Farvel! Farvel!
(gaaer.)
Digteren
Som din Skytsaand vil min Sjel
trylle, Stella, paa din Himmel
glade Lykkestjerners Vrimmel.
–– Stella, o Farvel! Farvel!
(Jagttoget kommer tilbage.)
Chor af Jægere
Ned i Dalen! Gjenterne læse
Fred for de vene, sorgløse Lam i
Bamsens den blodrunemalte
Bringe, vi vog. Hoallah!
Sylvius, Du, som saarer den tynde
Himmel med tause Blik, mens din Haand, som
Bytte, kun vinder en Blomst –– vi
hørte din Sang. Hoallah!
Ned i Dalen! Pigerne glatte
Lokken fra Øret, vælgende Hver den
Stemme, som Dvergmaalet fører
sødeste frem. Hoallah!
Ned i Dalen! Bægre og Møer
blomstre i Hallen . . Hvem er paa Fryd vel
fuldest: dit Bæger? din Piges
Læbes Corall? Hoallah!
Sylvius
For mig sortne Pigernes Smiil, og de lystige
Bæg're klage, og Sol er gusten Bulme!
Chor af Jægere
Ned i Dalen! Venlige Fingre
løse de rige Skuldre –– O selv vi
blive i Dalen de vevre
Blaaøines Rov. Hoallah!
(Sylvius og Jægrene gaae.)
Huldra
(kommer frem.)
Nu er det stille
paa Huldras Fjeld:
Nu kan du spille,
min Drosl, iqvel.
Nu er det tyst her
paa Huldras Eng.
Dvergmaal ei ryster
mod Skye sin Streng.
Nu kan I lege
med Sommervind,
Sivblomster blege,
og Lyng paa Tind.
Svøm nu, min Svane,
paa Fjeldsøe blaa:
Huldra din Bane
skal vogte paa!
Gjerne jeg hørte
den Yngling bleg
Dvergmaalet rørte,
da Sangen steg.
Paa Heden gaaer Tiden,
jeg evig fik,
tungsindigen siden
skjøn Stella gik.
Guldnebbet Drossel,
du Skjalden er!
Sølvbarmet Svane,
skjøn Stella vær!
Qvæd saa her hjemme
fra Qvist og Søe!
Huldra ei glemme
kan Skjaldens Møe.
| Tilbake til toppen av siden. |