En Nytaarsbog
3. En Nytaarsbog med Bidrag af P. C. Asbjørnsen, P. J. Collett, p. A. Jensen, Th. Kjerulf, J. Moe, A. Munch, J. Rørdam og J. S. Welhaven. Udgivet i et veldædigt Øiemed. Christiania 1854. 8. 143 S. Heftet 60 ß.
Medens de ifjor af Farsotten anrettede Ødelæggelser paa mange Maader paakaldte den almene Velgjørenhed, har en Del af vore Digtere lagt sig sammen og tilveiebragt denne lille Bog som et Bidrag til at lette den herskende Nød. Denne Tanke er smuk og rigtig. Digtere have i Almindelighed ingen Overflod af denne Verdens Gods; det er naturligt, at de give hvad de have. Og dette er en dobbelt Gave; thi medens Bogen (forhaabentlig) har indbragt en Skilling, der har gjort Sit til at tilfredsstille de Fattiges legemlige Behov, kunne de mere Lykkelige med det Samme takke dens Forfattere for en aandelig Vederkvægelse, hvortil Trangen ikke er mindre virkelig, om end mindre iøinefaldende.
En Ting kunde man forundre sig over: at Bogens Indhold for det Meste ikke bærer noget Præg af den Tids alvorlige Stemning, der har fremkaldt den. Den Vederkvægelse, vi vente af Poesien, skal dog ikke blot bestaae deri, at vi adspredes og bringes til at tænke paa noget Andet, men deri, at vore Sorger og vore Idrætter selv hæves i en høiere og renere Sphære, hvor det, som i dem er sandt og evig gyldigt, fremtræder i sin Klarhed, og Sindet befries fra det mangfoldige Paahæng af Usandt og Forvirrende, hvoraf det i det med megen Uret saakaldte virkelige Liv saa ofte ængstes og spændes og let mister sin Ligevegt og sin Ro. Digteren maa man derfor ikke tænke sig som en Sommerfugl, der blot lever i Luften og flagrer let bort fra Livets Alvor; han maa væsentlig leve i Livet, ja saa at sige netop i dets indre Midtpunct; netop Tidens Grundtone skal i sin Reenhed og Klarhed gjenklinge fra hans Hjerte og hans gudindviede Læber. Men om vi end ikke ere tilbøielige til at gjøre denne Bemerkning til en Doctrin eller en udelukkende Fordring (hvilket vilde være i høi Grad overilet) saa troer jeg nok, man vilde have fundet det naturligt og ønskeligt, om en Digtsamling, udkommen i en saadan Anledning, havde viist mere kjendelige Spor til, at Digterne havde havt Øie for det meget i Sandhed Opløftende, som ogsaa laa i hine Dages Trængsel, og været villige til at række os en Lædskedrik af Trøst og Forklarelse.
Dog, det være nu som det vil. Letsindig og fjasende er Samlingen ialfald ikke (naar undtages en Fortælling af Asbjørnsen, hvor i det Mindste Slutningen falder noget i det Frivole); tvertimod indeholder den meget baade Alvorligt og Smukt, som i det Mindste nu, da Tiderne have forandret sig, maa kunne modtages og nydes med Taknemmelighed.
Forresten er Indholdet saa forskjelligartet, at der ikke godt kan udsiges noget Nærmere derom i Almindelighed, og en Detail-Kritik over alle de enkelte Stykker, hvoraf Bogen bestaaer[1], vilde optage for meget Rum og for megen Tid. Det Meste er ogsaa af Forfattere der i Forveien ere Almeenheden tilstrækkelig bekjendte, og som i disse Smaating ikke kunne siges at have aabenbaret væsentlig nye Sider af sin Individualitet, hvilke kunne opfordre Kritiken til yderligere Forklaring. De Yngste og vel forhen mindst Bekjendte ere Kjerulf og Rørdam. Men om den Første har jeg noget meer at sige i Anledning hans senere udkomne „Digte,“ og om det korte rørdamske Digt kunne vi bedst give vore Læsere et Begreb ved at aftrykke det heelt.
Det dufter alt fra Skogen, skjønt ei af Blomst og Blad,
og Lien er til Live vakt, skjønt kun ved Bekkens Kvad.
Naar Lærken først er kommen, og Blaareisen skudt ud,
da er det Vaaren først, som kommer i sit Høitidsskrud.
At tage mod den Fagre er Skog og Vang beredt.
Det er som travle Hænder pynted med Omsorg ud
en stille landlig Kirke, der skal favne en Brud.
alt længe nu bar strømmet med Længsel og fyrigt Mod.
Granerne bøie sig sammen med Susen og liflig Duft:
der tegner sig mangen Æreport mod den klare Luft.
thi Høiens Hjerte rummer en Vaarlængsel varm.
Spurv og Bogfink kappes med Bekken i Vang,
hvem der kan bringe Vaaren den gladeste Sang.
og Solen mægter ikke at lokke dets Blomster ud.
De spire og de visne ei med Vinter og Vaar —
saa tier ofte Hjertet, naar Lærkerne slaaer.
Dens Tale er livsalig, naar du lytte vil derpaa.
Gjemt i dit Sind den spirer, naar Sorgen er holdt ud,
og en Vaarkjending faaer du i dit Hjerte af Gud.
Det er med Poesien som med Vaaren. Philistere troe ikke derpaa, førend de see den hele Blomsterpragt fuldkommen udsprungen, det vil sige, naar Vaaren er paa det Nærmeste forbi. Den Duft og Tone, hvori den sande Digtervaar forkynder sin Nærhed — de skydende Knopper og „Birkens fine Blod, der strømmer med Længsel og fyrigt Mod“ — er noget altfor Uhaandgribeligt for den sløve Sands, der stedse vil have Noget at tage og føle paa. Det Vordende er overhoved for den reflecterende Grundighed en Modsigelse: „det kan jo ikke være, førend det er der.“ Men Enhver, der ikke er blind og døv for dette Naturens og Kunstens evige Mysterium, vil dog nok i det meddeelte lille Digt af en ung Mand faae en Vaarkjending af egte Poesi.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Da Bogen endog savner en Indholds-Angivelse, vil en saadan her maaskee være hensigtsmæssig: 1) Udenlands af Theodor Kjerulf (Reiseskizzer, rimeligviis af Breve til Hjemmet.) 2) Fem Digte af P. A. Jensen. 3) Vaarkjending, Digt af J. Rørdam. 4) Et Billede af Jesu Liv (Luc. 8,40—56) af A. Munch. 5) En Aften i Nabogaarden af Asbjørnsen. 6) Tre Digte af J. S. Welbaven. 7) „Seer til Liljerne paa Marken“ af Jørgen Moe. 8) Julies Grav i Verona, Brudstykke af P. J. Colletts efterladte Papirer.