En Hexeproces fra Østerdalen i det 17de Aarhundrede

A. Taranger

En Hexeproces fra Østerdalen i det 17de Aarhundrede

Vidar, 1887, 1887 (s. 553–560).

En Hexeproces fra Østerdalen i det 17de Aarhundrede.
Ved A. Taranger.

---

Den Kamp mod det hedenske Troldomsvæsen, som tog sin Begyndelse ved Kristendommens Indførelse, og som har efterladt sig talrige Spor saavel i Sagaerne som i de gamle Love, var hos os ligesaalidt som andetsteds afsluttet, da Reformationen begyndte. Tværtimod, den blussede nu op med fornyet Styrke, og ned gjennem det 16de og 17de Aarhundrede kaste Hexebaalene sit dæmoniske Skjær ud over Europas Lande, og deres blafrende Lys lader os skue dybt ind i det Mørke, som endnu hviler over Sindene og holder den bundne i Overtroens og Vankundighedens Garn. At enkelte slette Mennesker solgte sig til den Onde, var en ganske almindelig Forestilling, og navnlig skulde Kvinderne være tilbøielige til at indgaa en saadan Kontrakt; at Samfundet maatte have den Opgave at rense sig selv for deslige Væsener, var jo selvsagt, og derfor herskede der den skjønneste Enighed baade mellem Stat og Kirke, naar det gjaldt Hexenes Udryddelse: Hexeprocessen havde sit Kapitel baade i den geistlige og den verdslige Ret.

Autentiske Efterretninger om Hexeprocesser i vort Land ere meget sparsomme; det tør derfor være, at nedenstaaende Skildring af en saadan fra 1670-Aarene, malet med Tidens egen Pensel, vil læses med Interesse. Denne er bl. a. mærkelig som et af de neppe meget hyppige Tilfælde, i hvilke de Anklagede bleve frifundne. Enkelte ville maaske finde, at Aktstykkerne kunde været mere beskaarne; men Meddeleren har altfor stor Respekt for historiske Dokumenter til at turde indlade sig derpaa.

Fogden over Solør, Øster- og Odalen Johan Steinkuhl^[1] havde fra Kjøbenhavn, hvorhen han var reist, »sit Anliggende der at forrette, meddelt Statholderen, at en 11 Aar gammel Pige, Karen Knudsdatter Moen, af Rendalens Annex, havde aabenbaret for Fogden, Kapellanen og Flere, at hendes Moder Kirsten Moen, hendes Søster Ingvild Knudsdatter og en 80-aarig gammel Kone, Ragnhild Nordset, med Flere havde været paa Blaa-Kollen, hvor hun ogsaa selv et Par Gange havde været tilstede i sin Moders Selskab. I Anledning heraf sendte Statholderen den ode Juli 1670 følgende »Befaling« til Johan Steinkuhls Fuldmægtig Peder Clausen^[2].

»Eftersom jeg haver bekommet Eders Husbonds, Kongelige Mayestæts Foged Johan Steinkuhls Skrivelse fra Kjøbenhavn anlangende adskilligt øvet Troldom udi hans naadigst anbetroede Fogderi, som af en 11 Aar gammel Pige er opdaget, efter en Bekjendelses Beskrivelse udi Sorenskriveren Liv Borchis og Kapellanen Hr. Simen Poulsens og flere Hosværende deris Nærværelse, dess videre Medfør; da efterdi med saadanne Sager varlig bør omgaais, vil jeg paa Kgl. Maj.ts Veigne have Eder anbefalet, at I flittig og med største Forsigtighed inquirerer og efterforsker, om den II Aars gamle Piges Moder i nogen Maade haver begaaet nogen Troldom, enten forgjort Folk og Creaturer eller melket Kjør, hvorved nogen haandgribelig er bleven beskadiget; og naar saadant hender lovlig kand overbevisis, da eragter jeg, at hun strax skal paagribis, og af Sorenskriveren udi Laugmandens egen Nærværelse flittig examineris; thi (efter) Vidnisbyrd, som er ikkun paa 11 Aars Alder og umyndig, kand hun ikke antastis, med mindre dend Lefse-Kage og dend Pose Haar havde bleven tilstæde, hvoraf kunde blive erfaret, om derudi værit noget ondt, og om Kagen med Forgift var bemengt; mens som sligt er borte og opbrændt, haver I flittig at inquirere, om videre Troldom af hende er begaait, som forskrevit staar og mig det straxen uden Forhal notificere.«

Strax efterat dette Brev var expederet, maa Statholderen have faaet en ny Meddelelse om det Samme fra Lagmanden over Oplandene, Jens Bang; thi den 23de Juli sendte han Peder Clausen en ny Skrivelse^[3], hvori han omtaler Lagmandens Beretning og forordner, at Pigebarnet, som imidlertid sammen med en anden Pige efter Lagmandens Ordre var hentet til Aamots Præstegaard, skulde fremdeles forblive der under Præstens Paavirkning »og ved Bekvemmelighed formanes at bekjende og aabenbare, hvad hendes Moder videre kand have gjort.« »Mens — fortsætter han — at lade Kvinden paagribe, synes mig ei kand ske, førend nogen handgribelig Gjerning befindes, enten at have forgjort Folk eller Creaturer; ellers kan hun vel trues, at hende stor Straf forestaar, dersom hun ikke bekjender Sandhed; om hun da noget vil frasige, som I mig da straxen haver at notificere.«

Sagen kom nu for Underretten; men de herhen hørende Retsprotokoller findes ikke i Rigsarkivet, saa det ikke af selve Retsakterne kan sees, hvad der foregik paa Thinget, og hvilke Oplysninger der kom frem; derimod haves en Supplikation ti Statholderen, der giver ganske interessante Oplysninger om den hele Historie, hvilken vil blive meddelt nedenfor.

Underrettens Dom, der var dateret ode Oktober 1670 og lød paa »Baal og Brand, samt Gods og Formue at være forbrudt«, blev indsendt^[4] til Vicestatholderen Ove Juel, der sendte Akten tilbage til Fogden med en Skrivelse, dateret 27de Mai 1671, hvori det blandt Andet heder, at han »ei befinder de Motiver eller raisons til saa haard Strafs Lidelse, særlig efterdi ei befindis ei heller dennem overbevist, at de enten Folk eller Fæ haver fortroldet eller ombragt, hvorfor jeg holder raadeligst for, at Laugmanden sig Sagen paany foretager, den grandgiveligen grandsker, de Beskyldte med Flid examinerer og forhører, om de Daab og Kristendom haver forsvoren, eller Sandheden saa klar udledis, at de med udædiske Gjerninger enten efter lauglig Bevis eller egen Bekjendelse deris Liv kan have forbrudt, hvorom da videre Notitie vil ervarte.«^[5]

Men Lagmanden Jens Bang havde nok ikke havt Lyst til at følge denne Befaling; thi Johan Steinkuhl indsender en Supplikation til Statholderen, dateret 18de Juni 1671, hvori han beklager, at de »berøgtede Troldfolk endnu saaledes heden sidder hverken til fuldkommen Strafs Lidelse eller og deris Fængsels Entledigelse, Almuen sammesteds til største Besvær og Ruin, eftersom de altid Nat og Dag med 4 eller 6 Bønder bevaagis; ikke det alene, mens end og hans Kongelige Majestæt til stor Bekostning for deris Underholdning; til med skal Laugmanden Jens Bang formene ei videre derudi at ville dømme og sig med befatte, mens saaledis svaret Supplicanten (d. e. Fogden), at om han agtet noget Videre med dennem til Doms at udføre, da at incitere til førstkommende Martini Laugting (11te November) og da alle Vedkommende der at møde, hvilket Supplicanten formener at ville falde alt for længe og ellers saa mange Mennesker med Folk velbevaret der did ved 40 Mil Veigs frem og tilbage at forskaffe alt for besværligt og mer høist bemeldte hans Kgl. Majestæt til største Bekostning; i dend Sted Laugmanden som en enlig Person straxen kunde fremkomme; begjærer derudinden, hans Excell. vilde hannem til underdanigst Efterretning etc.« Vicestatholderen Ove Juel resolverede atter, at da de ikke efter de fremkomne Oplysninger havde begaaet Noget til deres »Livs Forvirkelse,« saa anser han det raadeligst, at Sagen nærmere granskes; «thi ville velvise Laugmand Jens Bang umøiet sig til det Sted, hvor de Fangne anholdis, (begive) og grandgivelig Examen, om de Gud, Daab og Kristendom forsoren og sig Djævelen tilgiven, der udi kjende og dømme som forsvarligt.^[6]« Desværre ere ogsaa Lagthings-Protokollerne for dette Tidsrum borte, saa vi ogsaa for den herpaa fulgte Inkvisition maa holde os til den ovennævnte Supplikation^[7], der i sin Helhed lyder, som følger:

»Høiædle velbaarne Herre
og fromme Hr. Statholder.

Jeg underteignede fattige Mand er paa egen og nogen mine Granders Veigne i Øvre Ringdahlens Annex i Østerdalens Fogderi boendis høiligen og nødtrængende foraarsaget Eders Excell. med denne min allerunderdanigste og ydmygeligste Supplication at besøge.

Eftersom for ungefehr to Aar forleden er nogen voris Hustruer og Børn beskyldt for Troldombskonster at have begaaet med, som Gud naadeligen baade dennem og en hver fra bevare, og samme Berøgtelse og Beskyldinger er saaledes oprunden, ret sandruelig at berette, som herefter meldis:

1. Først er tvende smaa umyndige Pigebørn, som denne Tale haver paa Bane ført, kand være ungefehr 9 eller 10 Aar hver af dennem, og efter des Hjemmel haver Skriveren Liv Borch, Lensmanden Joen Berger og Hofmanden (d. e. Fogdens Fuldmægtig) Hans Christensen verit paa Berger og der ladet dennem examinerit, dog ingen Bekjendelse af dennem bekomb, førend Skriveren gav dend ene en Penge, som hand igjen til sig tog, og sagde at skulle kjøbe en Snørliv til hende, og hun bekjendte (da) at have verit med paa Blok-Koll, som samme Barn selv siden om Skriverens Gave for hendis Fader Knud Moen bekjendte; dog ingen Anden var tilstede, der samme Barn var forhørt, uden de, som tilforn ere anmeldt;;

2. Nogen Stund derefter komb Laugmanden Jens Bang til Aamots Præstegaard og da skikket Bud efter samme 2de Pigebørn, som komb til hannem. Siden haver ingen af dennem verit hos deres Forældre;

3. Kort Tid derefter komb fornævnte Hofmand og Lensmanden til de Beskyldte, navnlig Haagen Haarsettis Kvinde, Marthe Berger; Gjertrud Berger. Gunder Haangaards Kvinde og Daatter; Knud Moens Kvinde, saa og Døtre; hans Søn; mig Simen Nordset, min Kvinde, min Værmoder og mine tre Sønner sambt min Tjeneste Pige med Handkløver (Haandjern) og os truede at ville i sætte; hvilket skede forleden Aar ved St. Hansdag Tider, og da maatte vi efter Evne give dennem, formedelst vi kunde blive Fengselet entlediget, somme to Støkker Slagt-Fæ, en Part it Støkke, ja Bukker, Penge og Andet, som de strax med sig tog;

4. Nogen Stund derefter blev holden Ting af Fogden og Sorenskriveren, og da (for) første Gang blev tagen mine Børn og Knud Møens Børn. Da var Hr. Niels Friis (Sogneprest til Tønset), Hr. Simen Poulsen (residerende Kapellan), Peder Andersen Vinger, som di kaldte en fremmed Laugmands Tjener, saa og en, som gav sig ud for Mestermand, hedte Christen Suendsen; blev da disse Børn alle igjen examinerit, dog ingen Bekjendelse kunde faa dennem til; da sad Fogden med en Compas eller it Seyerverk og sagde: Klemb og leg din Finger paa dend; rører dend sig, da er du skyldig. Samme Exempel brugte hand med dem alle, dog ingen Bekjendelse fik dennem til. Saa tog de en af mine Sønner og sætte hannem hen i en Hoel (et Hul) og sætte Handkløver paa hannem; blev saa slaget i Ansigtet af Peder Andersen Vinger med hans Næve, saa hand blødde; den anden min Søn tog di af alle hans Klæder, og saa komb da den, som de kaldte Mestermanden, ind med en blot Kaare (blottet Kaarde) i Haanden og sagde, hand skulle hugge Hovidet af hannem; saa komb Niels Friis og sagde: lad hannem være, hand tør endnu bekjende. Der efter af Rædsel bejaede hand deris Tale, hvad de for hannem sagde; brugte det samme med dend Tredie, som de førde ud for sig af Stuven paa Gaarden, som og var min Søn. Desligeste paa samme Tid havde de en Strækkebenk, som de sagde, de skulle pines paa;

5. Anden Dagen blev hented de andre gamble beskyldte Kvindfolk, dog ingen Bekjendelse fik af dennem, uden alene min Værmoder, som er over 80 Aar. bejaede, hvad de sagde; mens ikke hun vidste, hvad det var, hun sagde ja til, formedelst hun var nærmere død end levende af Rædsel, som hende blev beret, hvad ved de andre gjort var;

6. Nogen Stund derefter komb Laugmanden Jens Bang til Tings, og da alle igjen blev fremkaldte, og ingen bekjendte uden alene de tvende umyndige Pigebørn; mens blev dog dømbt trende, nemblig Knud Moens Kvinde, hans Daatter Ingvild og min Værmoder Ragnild;

7. Ingen af forindførte Kvindfolk haver verit tilsted at komme til Alters i to Aar nu til Foraaret kommer, baade de, som er fængsellet og dømbt, desligeste dennem som gaa ledig og løs; og haver Fogden i forleden Høst ladet fratage Knud Moen, hvis Kone og Daatter sidder fængsellet og dømbt, mesten alt hans Boskab, uden hvad han kunde kjøbe igjen for Penge, beløber sig ungefehr til 60 Rdr. efter dend ringe Taxering derpaa blev sat.

Vi er tilsammens nogen fattige enfoldige Fjeldfolk og haver ingen Forstand havt til at besøge den høie Øvrighed om denne voris store Forurettelse; haver enfoldig været udi dend Mening, at naar vi havde Laugmanden, Fogden, Skriveren, deris Tjenere og Hofmænder til voris Vederparter, kunde vi Intet mod dennem formaa, mens maatte lide og udstaa, hvad os fattige Folk blev paalagt. Mens nu skal dend allerhøieste Gud kjende og dømme, hvor høiligen vi udi denne voris store Trang og Nød høitrengende er at søge eders Excell. saasom dend høyeste Øvrighed her i Riget paa Hs. Kgl. Majestæts voris allernaadigste Arve Herris og Kungis Veigne om Hjælp og Redning; indflyr derfore allerunderdanigst og ydmygeligst, eders Excell. for Guds og ald Retfærdigheds Skyld ville vere os fattige Folk med Retten beforderlig, at di Mennisker, som af Laugmanden Jens Bang er dømbt, ikke alene uskyldige med slig skammelig Død skal vorde henrettede, mens end ogsaa voris fattige Middel og Formue, som vi skal skatte og skylde af til Majestæten saavelsom opholde voris Liv med, skulle os ikke fratages, som Exempel allerede er skeet med Knut Møen, saavelsom og, at der kunde komme Ende paa Sagen, saa di fattig Folk, som uskyldig befindes, maatte blive betjent af Sognepresten udi deris Saligheds Sag, og at dend store Magt og Ombkostning^[8], som dend gemene Almue daglig udstaar til største Besværing, kunde ophøre. Dend nærmeste Veig til dend rette Fundament og Sandheds Oplysning synes os allerunderdanigst raadeligst først at begjære eders Excellencis Befaling og Anordning, at alle de beskyldte Personer unge og gamble maa befalis at komme her ind til Christiania og for Laugmandens Overdommere (d. e. Overhofretten) vorde examinerit og forhørt fra Actens Begyndelse. Vil jeg paa egen og Naboers Veigne underdanigst formode, min forhen Beretning skal befindis udi Sandhed, formedelst:

I. Sagen er oprunden efter tvende umyndige Pigebørns Bekjendelse, 2. skal ikke befindes de Beskyldte af Nogen være anklaget eller endnu paakiert noget Ont at have gjort paa Mennisker eller Kvæg, langt mindre lovlig overbevist nogen udædiske Gjerninger enten før eller siden de blev trued med Bøddel. Pinebænk og Sværd, mens baade før og siden ganske benegter ingen Troldombs Konster haver begaaet, meget mindre lært. Mens hvad sig belanger dend Bekjendelse, som di er saaledes med slig Adfærd tvunget og truet til, vil allerunderdanigst formode, dend høie Øvrighed anser saasom af nogen fattig eller enfoldig Fjeldfolk og umyndige Drenge og Piger, som ikke bedre Forstand havde, end samme Christen Suendsen skulle saasom en Bøddel, som hand haver udgivet sig for, dennem straxen med Pintzel antastet; begjærer og allerunderdanigst til samme Examinering maatte befalis at møde Laugmanden Jens Bang, Kgl. Maj.ts Foged Johan Steinkuhl, Sorenskriveren Liv Borch, Sognepresten Hr. Niels Friis paa Tønset, residerende Kapellan i Ringdalen Hr. Simen Poulsen, Peder Andersen Vinger; desligeste Fogdens Tjener og Hofmand Hans Christensen, Lensmanden Joen Berger, item Christen Suensen, som udgav sig for Bøddel, en hver til sin Gjerning og Forretning at svare, og vi fattige Folk maatte gunstelig bevilgis en lovkyndig Person, som paa voris Veigne udi Retten kunde svare og voris Sag rettelig for Dommeren demonstrere, herpaa eders Excellencis milde Resolution underdanigst begjærer; slig Rettens Befordring til dend rette Sandheds Oplysning, dend Skyldige til Straf og dend Uskyldige til Befrielse, vil Gud den Allerhøieste visselig udi de Retfærdiges Opstandelse rigelig belønne; under samme guddommelige Beskjærmelse og Varetægt eders Excell. troelig befahlet.

Simen Kalsen Nordset

af østre Rindalen i Østerdalens Fogderi paa egen og fattige Naboers Veigne undertrøkker mit Signet.«

(L. S)

Dette interessante Aktstykke er ikke dateret, men er sandsynligvis forfattet i December 1671. Den 24de Januar 1672 resolverede den fungerende Statholder, Oberst Hans Jacob Schiørt, i Sagens Anledning saaledes: »Jeg eragter billigst, at Laugmanden Jens Bangs udstædde Dom til nest anstundende Oberhofret vorder til Paakjendelse indstevnet.« De ulykkelige Stakler maatte altsaa vente endnu et Aar, inden de fik sin Sag afgjort; den blev paakjendt af Overhofretten i Januar—Februar 1673.

De Anklagedes Sag blev ført af Prokurator i Fredriksstads Lagdømme, Svend Hansen, og Dommen lød paa Frifindelse. Den har følgende Form:

»Udi den Sag

Imellem Svend Hansen, Prokurator udi Fredriksstad Laugdømme, paa den ene og Laugmanden Jens Bang samt Sorenskriveren Liv Borch og 12 Laugrettesmænd paa den anden Side, angaaende trende Kvindes Personer, nemlig Knud Moens Kvinde, hans Daatter Ingvild og Ragnild Nordset, som de til Baal og Brand samt Gods og Formue at være forbrudt formedelst Troldoms Konster haver hendømt,

Difinitio.

Efterdi denne unge umyndige, ungefehr 12 Aars gammel Pige, Karen Knudsdatter, haver saa omstændtlig og bestandig disse 3 Kvindfolk beskyldet, nemlig hendis egen Moder, Kirsten Moen, hendis Søster Ingvild Knudsdatter og Ragnild Nordset med Flere for at have veret paa Blaa Kulden og siger sig selv der tvende Gange med hendis Moder at have været med Videre, hvorved Fogden først efter Embeds Pligt er bleven anledet dem at lade paagribe, examinere og i Rette føre, da først haver vedgaaet (Moderen undtagen) Alt hvis bemeldte liden Pige om dennem sagt og aabenbaret haver, hvilket de dog siden igjen haver fragaaet; ikke desmindre haver Sorenskriveren og Laugmanden havt Adgang paa deris første Bekjendelse deris Dom at fundere; helst efterdi Ragnild Nordset frivillig, uden Tvang første Gang havde bekjendt (endog siden benegtet) disligeste Ingvild Knudsdatter for Presten sagt sig efter hindes Bekjendelse nu i sit Sind at være rolig; Saa alligevel, efterdi de ikke af Andre end denne liden umyndige Pige (som endnu uforanderlig sit Angivende vedbliver) beskyldes, mindre bevises dennem nogen Tid enten Mennisker eller Creatur at have beskadiget, da befinder vi, efter alles deris for haarde og bestandige Negtelse (sigendes sig til første Bekjendelse at have veret nød og af Frygt for Pinsel til truet) flittigste Examination, enhver særdelis, saa og denne Sags egentlige Beskaffenhed og Overveielse, ikke dennem efter denne umyndige Piges eniste Angivelse fra deris Liv at kunne dømme, medens dennem, indtil anden Bekjendelse og bedre Bevisning, frikjender; dog haver deris Sjelesørger saavelsom Kgl. May.ts. Foged og andre Vedkommende deris Levnet og Idrætter flittig at observere og paaagte, eftersom de ei synes for Suspition og Mistanke aldeles fri at være; imidlertid bør de passerede Domme ikke komme Dommerne efter Citantens haarde og ubillig Irettesettelse, ei heller Sagsøgeren, eller Vindisbyrdene til Skade i nogen Maader; og haver Fogden Johan Steinkuhl at restituere disse trende nu Frikjendte deris af hannem beskrevet og arresteret Gods og Formue, naar paa denne Proces anvendte billige Bekostning, efter Skriverens og 6 Mænds lovlig Skjøn, fratagis«^[9].

Saaledes endte altsaa denne Sag. Udfaldet gav Supplikationens Forfatter Ret.

De Udgifter, som Fogden havde havt ved deres Arrest, bleve ham ikke godtgjorte paa Stiftamtstuen, hvorfor han den 3die Marts supplicerede om Statholderens Resolution for, at, saa maatte ske, hvilket han ogsaa opnaaede paa det Vilkaar, at de Anklagedes egne Midler ikke strak til ved Dækningen af disse Udgifter.

---

1. Udnævnt 15de April 1665, blev 1696 Foged i Aker og Follo og 1698 suspenderet for Kassemangel; hans endelige Gjæld var 2 708 Rigsdaler 30 Skill., for hvilken Sum hans Svigersøn, Proviantforvalter Jens Sørensen, kaverede med »døgtige Master til Kongl. Mayestæts Tjeneste. Han var Søn af Kongl. Mayestæts Bogholder i Kjøbenhavn, Johan Steinkuhl.
2. Statholderskabets Befalingsprotokol for 1662—1670, Folio 430 i Rigsarkivet.
3. Sstds. Folio 432 b.
4. Med en Skrivelse fra Fogden, dateret 31te Oktober 1670. Statholderskabets Supplikationsprotokol 1669—71, Fol. 176.
5. Befalingsprot. 1670—82, Fol. 31 b.
6. Statholderskabets Supplikationsprotokol 1669—71.
7. Supplikat.prot. 1671—82, Fol. 34 flg.
8. D. e. ved Vagthold.
9. Overhofrettens Afsigtsbog 1673, Fol. 17 ff.